Katastrofer indtræffer for Kina hvert 60. år
The U.S. er ikke det eneste land der betragter det som tåbeligt at at have megen af sin vigtige produktion koncentreret i Kina. Føj blot Japan til den liste.
Tidligt i marts måned foreslog Japans premierminister Shinzo Abe ved en konfernce for erhvervsledere i Japan at Japan skal være mindre afhængig af Kina for langt bedre at undgå afbrydelser i forsyningskæder. Abe gik videre og sagde: “Af de produkter der i svær grad er afhængig af et enkelt land til fremstilling, bør vi forsøge at få produktionen af disse vigtige ting tilbage til Japan. Når det drejer sig om alt andet bør vi anvende lande som de i ASEAN.”
I nødpakkerne vedtaget den 7. april opfordrede den japanske regering til at genetablere forsyningsled der er blevet ramt af den (kinesiske) virus udbredelse. Man øremærkede mere end 240 milliarder Yen (ca. 2,2 milliarder dollars) i sin økonomiske budgetplan for 2020 for at assistere de indenlandske virksomheder for at få produktionen hjem eller lade dele af den gå til andre baser i Sydøstasien.
Dette har gjort KIna særdeles bekymret. Den selv samme dag mødtes Kinas Politbureaus stående komite, den øverste beslutningstagende enhed hos Kinas kommunistparti i Beijing. Der hørte komiteen Kinas præsident Xi sige at landet skal gøre sig klar til langvarig kamp. Så absolut en underdrivelse.
The United State og Japan,verdens største og tredjestørste økonomier taler nu åbent om at flytte produktionen væk fra Kina. Man har indledt processen. Dette kan lave fuldstændig om på Kinas syn på verden og i sidste ende underminere den kontrol CCP (kommunistpartiet) har over Kina. Det ved Xi udmærket.
En anden sober analyse præsenteres af Cary Huang fra the South China Morning Post. I en klumme med titlen "Verden vågner til de risici der er forbundet med at Kina fremstiller og leverer verdens nødvendige mediciner,” han skriver:
“Pandemien har tjent til at overbevise Vestens politikere om ikke kun den økonomiske risiko ved deres ultra afhængighed fra et enkelt land for livsvigtige forsyninger, men også den geopolitiske risiko ved at stole på en nation de kalder en “strategisk rival.”
Covid-19 vil uden tvivl sætte fart i bestræbelserne hos Vestens nationer om ikke kun af sørge for at deres forsyningsled lægges ud til flere for at reducere de økonomiske risici, men også lægge afstand til Kina for at opnå større national sikkerhed og undgå geopolitiske farer.
Indtil nu har Kina nydt godt af alt.
Store virksomheder i lande med gode teknologier har hensynsløst kastet megen af deres produktion over til det kommunistiske land og tilladt at deres teknologier kunne stjæles. Det alt sammen i grådighed og begær efter større profit. Dette har gjort at Kina har haft en fænomenal vækst og kunnet skabe monopoler på mange felter.
Dette er nu ved at ved at komme under afvikling og det er vanskeligt at se hvordan CCP kan hindre det. Blot at “udvise et lykkeligt Panda Ansigt” vil ikke ændre den dynamik som det er sket førhen.
Med til at gøre Kina mere angst er en overtro som mange intellektuelle lider under. Ifølge den kinesiske astrologiske tidsregning er 2020 Rottens År — og ikke blot hvilken som helst rotte men “Metal Rottens” år.
Metal Rottens År indtræffer hvert 60. år. Mange kinesere føler at det er associeret med store historieforandrende hændelser der vil finde sted. Katsuji Nakazawa der skriver i Nikkei Asian Review, påpeger historien om Metal Rotten fra de sidste 180 år.
Han fandt ud af at i 1840 brød Opiums Krigen ud, hvilket førte til stagnation i Kina og et århundrede med ydmygelser.
Så i år 1900 indledtes Boxer Oprøret, hvilket resulterede i endnu et nederlag for Kina og yderligere ydmygelse.
Metal Rotten kom igen i 1960. Dette faldt sammen med den hungersnød som Maos “Store spring fremad” skabte og som resulterede i mellem 18-45 millioner døde.
Metal Rotten kom igen i 1960. Dette faldt sammen med den hungersnød som Maos “Store spring fremad” skabte og som resulterede i mellem 18-45 millioner døde.
Nu er vi i 2020, og Metal Rotten ser ud til at sige til stjernerne at glansen ikke skal skinne på Kina. Andre dødelige tror det samme. Spørgsmålet er ikke om Kina falder ned at sin ophøjede piedestal, men om hvor hårdt faldet bliver.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar