Mægtige Romerriget bragt til fald ved en pandemi

Mægtige Rom bragt til fald ved en pandemi

EDWARD N. LUTTWAK

Kyle Harper’s bog The Fate of Rome er både uimodståelig god læsning - en du ikke vil kunne slippe - og et fremragende bidrag til historien om Romerriger.

Der skal noget til at leve op til dette når man tager det omhyggelige studium af historien som Romerriget har været emne for i betragtning, begyndende med tyske historikere i det 19. århundrede.

Disse historikere så bort fra oldtidens og såmænd også moderne skribenter, de var de første til at se på de kontante beviser fra dokumenter, inskriptioner, mønter arkæologi, gående fra kendsgerning til kendsgerning, og helt åbent anerkende hullerne, og aldrig afvise tidligere uvidenhed som “sådan må det have været.”

I stedet for at skrive om historien på en lemfældig vis, så var tendensen en jagt på beviser og det gav bemærkelsesværdig succes. Et eksempel; når inskriptioner blev indsamlet fra hele Imperiet af entusiastiske studerende blev disse omhyggeligt afstemt, karrierer af soldater fra imperiet og af embedsmænd dukkede gradvist op, og endelig kunne vi forstå hvorfor Romerriget var så helt enestående succesrigt og så længe - det overlevede 10 dynastier i Kina.

Kejserlige officerer rekrutterede talenter overalt, hver eneste rekrut til hæren eller bureaukratiet blev optrænet individuelt for at nå den rigtige standard, og de roterede i Imperiet fra Syrien til Yorkshire, fra Tanger til Wien for at lære at slås og herske i forskelllge kulturer - verdens første kosmopolitter. De som gik på pension modtog anstændige pensioner til deres familier, hvis sønner igen kunne rekrutteres.

Kun jøderne afviste ‘belønningerne’ ved dette intelligente system, som dokumenteret i den mest ‘pålidelige’ af de historiske kilder,Monty Python’s Life of Brian:

Den jødiske oprører, spillet fuldstændig uimodståeligt af den morsomme John Cleese beklager sig bittert: “De har udmagret os så vi er ligblege, de skiderikker. De har taget alt vi havde ...hvad har vi fået i erstatning?” En anden oprører udbryder “Akvædukter.” Så er der en anden der nævner “sanitet . husk hvordan byen var førhen...”En tredje føjer til; “Og vejene....” Oprøreren svarer, “All right, jo helt sikkert vejene...Men udover akvædukterne, sanitære forhold og vejene ... hvad har de så gjort for os?” Nu svarer andre: “Medicin,... Uddannelse ...Sundhed...Offentlige bade!” Men så slutter Cleese det hele: “All right... all right....men udover bedre sanitære forhold og medicin, og uddannelse og vanding og offentligt sundhed og veje og godt drikkevand og bade og god offentlig orden ... hvad har Romerne så nogensinde gjort for os?”

https://www.youtube.com/watch?v=Qc7HmhrgTuQ

Kyle Harper viser, at den utaknemmelige jødiske oprører sådan set havde ret. Han fremhæver at omhyggelige studier af skeletter gravet op i England beviser at under Romerstyret blev menneskene kortere og mere syge, for alle goderne ved godt drikkevand og bade blev opvejet af byernes uhæmmede vækst, hvor der ikke var nogen mulighed for at undslippe bakterielle sygdomme eller virusinfektioner der blev bragt dertil fra provinserne i Øst over de fine veje og det piratfrie hav. Det gamle liv med de små, barske landsbyer afskåret fra verden udenfor havde været sundere, og folk blev igen højere og sundere da Imperiet først var kollapset.

Det er sådant The Fate of Rome tilbyder, opsummerer alle de nye videnskabelige beviser der kaster lys over Romerrigets fortid, herunder den ubelejlige sandhed fra iskerner og træ årringe (jo, der var en meget varm tid med rigelige afgrøder før Al Gore). Det som gør bogen særdeles brugbar er, at den tilbyder såvel excellent læsestof og excellent historie ved at Harper springer frem og tilbage i de forskellige provinser, forskellige århundreder og forskellige videnskabelige beviser, ikke kun for at underholde os med farverige detaljer, men for at vi kan betragte Romerriget på en noget anderledes facon.

I denne bog placeres bakterier og virus i livets forhold, ikke nede i skidtet, men sammen med kejsere, senatorer, lovgivere, undertiden som en hjælp til at få udryddet tidligere ellers ikke udsatte barbarer, og oftere ved at slå dem ihjel med lungebetændelser eller pludselige voldsomme feberanfald, hvilket ofte også ramte netop de herskende.

Efter at have læst Harper vil kun få nu kreditere de hyppige anklager for paladsforgfitninger, mest berygtet mod Livia, Augustus hustru. Alle hans efterkommere blev syge og døde, og vejen var banet for Tiberius, Livias søn af tidligere ægteskab. Men det som slog ihjel var muligvis Vibrio kolera bakterien der stortrives i rå skaldyr som Romerne fortærede i mængder. Den jødiske prins Herodes Agrippa der blev opfostret af Augustus med hans eget barnebarn var eneste overlevende. Han spiste ikke svinekød, eller skaldyr.

Jeg sætter særligt stor pris på denne bogs indsats, fordi jeg selv engang dyrkede medicinens historie for at genvurdere Justinians elendige formåen som strateg, som virkelig undrer mig. Det er et stort brændemærke for en mand, hvis unikke talenter på mange andre felter ingen historiker kan benægte - en af dem var at rekruttere, finde skjulte talenter.

Han giftede sig med en skuespillerinde der ellers var prostitueret, og i stedet for et kort skandaløst ægteskab med Theodora opnåede han en standhaftig meget effektiv medregent som man ikke havde oplevet førhen, og bekræftet ved deres præcist matchende billeder i de pragtfulde Ravenna mosaikker.

Han betroede designet til hans meget ambitiøse Hagia Sophia megakirke med dens gigantiske ‘flydende’ kuppel til et par matematikere der aldrig havde bygget noget som helst, og denne bygning overstråler alle andre bygninger i Istanbul, og kopier af den kan ses i hundreder af byer på alle kontinenter.

An 1894 engraving of Roman Emperor Justinian the Great and his council in the sixth century CENORTH WIND PICTURE ARCHIVES/ALAMY STOCK PHOTO

Han valgte bureaukraten Tribonian til at forénkle de omfattende romerske love og det endte med Corpus Juris Civilis, grundlaget for Vestens jurauddannelser og nu global lov - de første universiteter blev oprettet for at undervise i dette massive værk. Når det gjaldt generaler var hans valg Belisarius, sandsynligvis den mest beundrede general i historien, hvis brillante sejre er blevet studeret og kopieret lige siden.

Da jeg begyndte at skrive min bog Grand Strategy of the Byzantine Empire, erklærede alle standardværker at Justinian var en håbløs strateg, skyldig i en kæmpe fejl. Han fulgte for meget op på de tidligere sejre i Nordafrika og Syditalien i sit forsøg på at genvække Vest Romerriget, og dermed svække Øst Romerriget som han allerede havde gjort.

Så var der den store historiker Prokopios’ beviser på at alt sådan set gik aldeles udmærket for Justinian indtil 541 da en stor pestlignende sygdom pludselig dukkede op, “hvorved hele menneskeracen næsten blev udslettet.” På side efter side beskrev Prokopios i omhyggelige detaljer sygdommen, dens symptomer, og dens virkning på individer i forskellige byer og provinser, på borgere i byen, på bønder, på embedssystemet og - vigtigst - på soldaterne der levede og døde på deres forter, borge og militære forlægninger. Om hovedstaden skrev han: “i begyndelsen var dødsfaldene ikke mange flere end normalt, så steg dødeligheden, og derefter (antallet af døde) der nåede 5000 hver dag, og kom op på 10000 og stadig flere end det.” 

Det var ingen overdrivelse. Prokopios forklarer at Justinians meget succesrige generobring pludselig blev afbrudt af den frygtelige sygdom - altså ikke hans fejl. Men dette bevis blev ignoreret af moderne historikere, på grund af dets kollision med den “strukturelle” ordrette teori hvormed alt nedskrevet benyttes til at fremme en skjult dagsorden.

 

For at fastholde og uddybe anklagen mod Justinian blev Prokopios angrebet for helt vildt at overdrive den sæsonprægede feber med det ene formål at kopiere den ultimative historiker Thucydides og hans velfortjente berømte beretning om pesten i Athens 1000 år tidligere. Jeg var sikker på det var det skinbarlige sludder, især efter at have læst græske og syriske kronikører der uden ambitioner beskrev de uforudsete massedødsfald.

Idet jeg manglende Harpers så familiære tilgang til videnskabelig litteratur tog det mig meget lang tid at afdække DNA beviset om at Justinians pandemi var forårsaget af en exceptionel ondartet mutation af Yersinia Pestis, byldepesten - fuldstændig anderledes end nogen kendt pest til da og i sandhed dødbringende. Ligesom vor egen COVID-19, vendte den tilbage som “Den Sorte Død” i Europa fra 1347 og begyndte i Kina og slog mellem 25-50% af Europas befolkning ihjel. Da den første gang dukkende op, på Justinians tid fra 541, var det en helt ny ukendt sygdom, der var ingen der havde opnået immunitet, og Yersinia Pestis kunne derfor slå så mange som halvdelen af de smittede ihjel, hvilket vil sige så at sige alle der ikke levede som eremitter i huler i ørkenen.

Da jeg ledte efter bekræftelse på andre beviser, vendte jeg mig, som også Harper - dog uden hans ekspertise - til iskerne studier. Det de viste må fremvække masser af begejstring nu om stunder. Carbon dioxide niveauer fra 541 er stærkt reduceret. Den eneste forklaring er at massedødsfaldene forårsagede, at de ellers dyrkede marker vendte tilbage til den naturlige vegetation, og CO2 dengang blev opsuget af skovene der kom i yderligere vækst, samtidig med at det forladte kvæg der kunne have holdt vegetationen nede i stedet blev ædt af ulve, bjørne, løver, pumaer og kaspiske tigre der formerede sig mangefold da først menneskene var i voldsom tilbagegang. 

Justinian overlevede byldepesten og således hans imperium, men stærkt svækket - det kom sig ikke af Yersinia Pestis før efter 300 år, og på det tidspunkt havde arabiske røverhære, med deres nye religion,  fra det mere sunde ørkenområde gennemtrængt så meget af oldtidens verden. Selv i dag gælder det med vor egen virus, at når sygdommen slår til rammer den borgere i byen langt hårdere end de som bor på landet, for hvem “social afstand” ikke er en tillært væremåde, men ganske naturlig. 

Det er blevet normal for amerikanske byboere, herunder de meget rige, at leve som romerske proletarer, ikke i huse med en have eller i huse med en lille forhave, men i lejlighedskomplekser, i ‘kuber’ og firkanter ovenpå hinanden.

Der var ingen investeringsfonde, ingen obligationer i den ‘romerske verden’ så den eneste måde at forvalte en sum penge - såsom en officers andel af plyndring af en erobret by - til en fast indkomst var at investere det røvede guld og sølv, eller ved salget af tilfangetagne slaver, at bygge en eller flere lejlighedsejendomme, hvor lejeindtægten blev kendt som ‘insulae.’ Højden på husene var kun begrænset ved det vandtryk der kunne leveres af nærmeste akvædukt - sådanne leje ejendomme havde ikke toiletter - derfor kunne de være op til over fire etager i højden. Øverste etage havde lavt til loftet.

 

Ruin af insulae fra det 2. århundrede

Ingen som investerede i en insulae ville drømme om at bo der selv. De var beregnet til de fattige arbejdere der lige tjente nok til at få noget at spise, drikke og betale husleje, og måtte tolerere de stejle trapper, smalle gange og så den infame støj. Enhver der kunne ville bo i et hus, fordi selv et lille hus i en gyde kunne tilbyde mere privat plads mellem Jord og Himmel. Ydermere var dødeligheden langt højere i de overfyldt lejekomplekser når en sommer feber eller en vinter ditto ramte byen.

Jeg indrømmer at jeg personligt aldrig har kunnet forstå, hvordan mennesker kan leve indenfor i lejligheder uden adgang til det grønne udenfor, og hvor hver kvadratmeter man må opholde sig på, især på Manhattan, selv hos en ven med en tagterrasse bolig, ikke er til at holde ud på grund af den ubærlige brølen fra byen.

Jeg er således ikke den rette person til at stille det oplagte coronavirus spørgsmål: Hvor mange år med trættende rejseri kan retfærdiggøres med hver måned med nedlukning på grund af en virus? Naturligvis ingen, hvis det nogensinde sker igen, men således kan det kun være hvis den næste virus ikke møder modstand og får lov til at få sin skålpund kød. Hvis ikke Covid -19 holdes i skat vil den frit kunne vende tilbage.

https://www.tabletmag.com/sections/arts-letters/articles/luttwak-kyle-harper-fate-of-rome