Amerikas næste Civil War - værre end den første?

Amerikas næste Civil War værre end den første? 

H. W. CROCKER III

Det kan vi være helt sikker på. 

I sommeren 1862 blot nogle få uger før slaget ved Sharpsburg (eller Antietam)  den blodigste dag i amerikansk krigshistorie - overværede Union kaptajn George Armstrong Custer brylluppet som forlover af Confederate kaptajn John “Gimlet” Lea ved Bassett Hall, i Williamsburg, Virginia.

Union officeren var iført blåt, Confederate officeren i gråt, og da Custer nu var Custer brugte han de næste to uger på at flirte med skønheden fra Syden, kusine til bruden og sang endog sammen med hende “Dixie.”

På et tidspunkt sagde hun til ham, “Du burde slutte dig til vor hær.”

“Hvad ville du give mig hvis jeg trak mig fra Northern Army og sluttede mig til Syden?”

“Det mener du ikke seriøst?”

Det var han naturligvis ikke. Custer mente at han var bundet til the Union ved den ed han havde svoret på West Point, og det uanset hvilken affektion han havde for Sydens officerer og deres ladies.

En sådan galant opførsel forekommer at være utænkelig i dag, da medlemmer af Trump administrationen jages ud af restauranter og teatre, og Confederate officerer som Lea, hvis de i det hele tages huskes, anses som forløbere for de tyske nationalsocialister, og Sydens engang så berømte og respekterede øverstbefalende, som Robert E. Lee, Stonewall Jackson og Jeb Stuart får deres statuer fjernet, væltet fra offentlige pladser, deres navn stryges fra lærebøger og der bliver spyttet på deres memoirer og de vanæres.

Forskellen mellem dagens Amerika og det Amerika som forekommer at være fra i går, er at vi engang havde en fælles kultur. Så nyligt som 1990 kunne Ken Burns lave en Civil War dokumentarserie for PBS, og lade historikeren Shelby Fox med stor elegance uddybe Confederate general Nathan Bedford Forrests eminente egenskaber som officer - noget der nu om stunder ville gøre at de begge (Burns og Fox) ville blive rullet i fjer og tjære, og forment adgang til Twitter.

Jo, der er store forskelle mellem North og South 150 år senere. The South havde slaver, fri handel, var liberale konservative kristne, var landbrugere, aristokratiske som oldtidens Sparta, hvor the North var kommercielle, industrielle, protektionistiske, transcendentalister (forkyndende et socialistisk evangelium som oldtidens Athenere.) Men de havde langt mere til fælles end det der skilte dem - begyndende med den kendsgerning som Lincoln observerede, “De læser begge den samme Bibel og beder til den samme Gud.”

Krigen blev sådan set udkæmpet over et enkelt jurabetinget emne: Om staterne, der frit havde ratificeret the Constitution til at skabe en Union frit kunne forlade Union som de følte ikke længere varetog deres interesser.

Man bliver nødt til at sammenligne the Confederate Constitution med the United States Constitution for at se at førstnævnte har en slående lighed med sidstnævnte. Og så langt fra at være et nationalsocialistisk charter lægger, the Confederate Constitution endog flere begrænsninger på den føderale magt, og begrænser præsidentperioden til een periode på seks år. 

The Confederacys store segl er et billede af George Washington, og mange af hans slægtninge tjente the Confederacy, herunder løjtnant James B. Washington, klassekammerat på West Point med Custer (de to fik taget et berømt billede sammen - Washington var krigsfange - få uger før Leas bryllup).

Både North og South havde stor veneration for the Founders. De delte samme sprog, samme religion og i det store og hele samme æt. Først og fremmest deltes det som Jeff Sessions her for nylig blev forhånet for at kalde en “Anglo-American arv” af frihed under lov, strækkende sig fra Middelalderens England - endog før Magna Carta - til vor egen Bill of Rights.

I dag er vor splittelse imidlertid så dyb og fundamental at amerikanerne end ikke kan blive enige om hvad ægteskab er, eller hvad en mand eller en kvinde er (hvilket må sige at være forbandet fundamentalt). De bindegale, selvretfærdige hos Venstrefløjen (og jo, er jeg bange for man må pege fingre af en selv), hvor det at være uenig er hykleri der skal forbydes ved lov, eller i hvert fald fordømmes og forfølges som forræderi er en opslugende destruktiv ild der ikke med lethed kan kvæles, og ikke kan klares med en bølge af køligt vand i form af rationelle argumenter.

Hvad kan vi så gøre ved det? Vi kan begynde at forsøge at stoppe Venstrefløjens krig mod Amerikas fortid, der forgifter udspringet for vor nationale identitet. Hvis William McKinley, en Union officer der blev præsident kunne godkende et Confederate mindesmærke på Arlington Cemetery, så kan vi, efter min mening, i det mindste være lige så forstående for vor egen historie.

Lad os huske at Præsident Dwight D. Eisenhower, der beordrede indsættelse af 101st Airborne Division for hjælpe til at skabe ro på Arkansas’ offentlige skoler i racespørgsmålet havde et portræt af Robert E. Lee i sit kontor i Det Hvide Hus og beundrede ham som en helt (som tilfældigvis også George C. Marshall, hvis anti-fascistiske bona fides er langt mere grundfæstede end Antifa’s, bedømmer jeg).

Vi kunne også forsøge at løfte stemningen en smule. Jeg har tilegnet Custer denne indstilling og formål i en række romaner, hvor det forudsættes at han har overlevet the Battle of Little Big Horn og blevet en revolvermand i Vesten for at gøre godt, og rider under pseudonymet  Marshal Armstrong. Der er noget ægte historie knyttet til disse bøger, men pointen er at genoprette et rationelt, om end nostalgisk perspektiv på vor fortid ved at fremhæve latter og humor. Amerikas historie er et glorværdigt eventyr - ikke et grumt katalog over utilgivelige synder.  Syndere-ifølge-en-vred-progressiv-gud der prædiker til os i en uendelighed, og konstant gentages til det kedsommelige i pressen, Hollywood og læreanstalter - er nutidens hysteriske heksebrændere med vildskab i øjnene - er selve det syrebad der opløser vor kultur og vor nation.

Hvis Amerika skal samles igen vil det kun kunne ske gennem genoprettelsen af det Abraham Lincoln kaldte vore erindringers mystiske akkorder, en fælles kultur der stammer fra en fælles og sympatisk forståelse for vor fortid - den form for delt forståelse der kan bringe en Union og en Confederate officer sammen ved et bryllup, og tidligere Union General George Armstrong Custer, alias Marshal Armstrong som redningsmand.

Historian and novelist H. W. Crocker III’s most recent book, Armstrong, publishes August 14 and is available for pre-order at Amazon and all good book shops.   

https://spectator.org/americas-next-civil-war-will-be-worse-than-our-last/