Spion og kommunist lige til det sidste

 

Spion lige til det sidste

Morton Sobell blev dømt for spionage sammen med Rosenbergs. Hvordan gik det ham?

David Evanier 

Den 11. marts 2008 indrømmede Morton Sobell, der blev sagsøgt og dømt sammen med Julius and Ethel Rosenberg, endelig over for the New York Times, efter 5 årtier med benægtelse, at han havde spioneret for Sovjetunionen. Han var involveret med Julius Rosenberg i en konspiration der leverede “klassificerede militære- og industriel information til Sovjetunionen, og det som den amerikanske regering beskrev som hemmeligheden om atombomben.” Han blev dømt og fik 30 års fængsel og sad næsten de 19. Journalisten Sam Roberts spurgte Sobell, om han virkelig var en spion, og Sobell svarede nonchalant, “Jo, jo, kaldt de blot det. Jeg tænkte aldrig i de termer.”

Dette var den samme sorgløse Morty som jeg huskede fra midt 1980’erne da jeg først gang mødte ham. Det var den samme Morty der tale om sin fortryllelse af kommunismen i 2011, og sagde sådan helt ligetil, “Jeg satsede på den forkerte hest.” Da jeg nævnte de millioner der døde i Gulag sagde han, “Tja, de er så prisen.” Idet jeg nævnte kommunisternes deltagelse i borgerrettighedskampen bemærkede han, “Nuvel det var politisk.”

Sobell’s 2008 indrømmelse var ingen overraskelse, han havde næsten indrømmet det over for mig 20 år tidligere. Hvorfor indrømmede han til sidst, en handling der smed hans ihærdige forsvarere ‘under bussen’ og udstillede sig selv som en bedrager i eget liv og det i årtier? Det kan have været et desperat forsøg på at genvinde relevans i venstrefløjens øjne, der var kommet videre og kun har lidt tilovers for nostalgien ved de gamle dage.

Sobell døde den 26. december 2018, 101 år gammel. Jeg kendte ham udmærket. Jeg havde fulgt ham siden 1982, holdt øje med ham i årenes løb, og siddet sammen med om en lang række interviews fra 2011 til hans sidste leveår.

Han var uløseligt knyttet til Rosenbergs, og henrettelsen af dem gjorde så at spotlyset blev rettet mod ham, den tredje , næsten glemte, anklagede. Han havde berøring med Rosenbergs og det har nok været en del af min motivation. Jeg var knægt da Rosenbergs, unge forældre til to små børn, blev henrettet den 19. juni 1953, og jeg husker himlen blev formørket. Især for jøderne blev det dystert, de jøder som huskede gaskamrene, der blev fjernet blot otte år tidligere. Og endnu engang var der så stanken af brændt kød.

 

I modsætning til de “progressive” de partitro var de fleste amerikanske jøder og hele det jødiske samfund ikke interesseret i at slutte sig til en verdensomspændende kommunistisk propaganda kampagne der portrætterede Amerika som en krigsliderlig, antisemitisk nation, Adolf Hitlers arvtager, men planer om at kaste verden ud i imperialistisk aggression. Den holdning var dem voldsomt imod, delvist fordi de elskede Amerika og delvist fordi de jødiske kommunister var med til at give næring til de skingrende skøres antisemitisme.

 

Lucy Dawidowicz beskrev fint deres følelser i en artikel i 1952 i Commentary, ved at skrive at kommunist kampagnens “mål var at overbevise verden om at den amerikanske regering er under ledelse af en anti-semitisk konspiration der uundgåeligt arbejder på at udslette den amerikanske jøde og at dommer over Ethel over Julius Rosenberg for spionage er 1952 versionen af Reichstag branden, forspillet til den amerikanske version af Auschwitz”.

Bemærkelsesværdigt er det at den kommunistiske presse end ikke nævnte Rosenbergs før de blev dømt til døden den 5. april 1951, og så gik the Daily Worker i aktion i begyndelsen af 1952 og meddelte at det var “en afskyvækkende politisk plan. Det var arrangeret for at give blodofre til ‘heksejagerne, for at åben døren til en ny voldsperiode, til anti-semitisme og domslynchninge af fredsfortaler og dømme marxister som spioner.”  I endnu et essay sagde Dawidowicz at partiets sene reaktion skyldes en mangel på ægte bekymring for Rosenborgs. “Kommunistpartiet ville foretrække at have to døde martyrer frem for to levende potentielle vidner mod partiet.”

Med Sobells død er det i det mindste muligt at skitsere hans historie. Det er beretningen om mange andre amerikanere der også kom blev gelejdet ind i kommunismen, Og det er min historie i mine teenageår i den Stalinistiske underverden.

Dette begyndte sent i 1950’erne, da jeg var teenager i New York og hængte ud ved the Communist Party. Mine forældre var skilt. En dag ringede en pige på døren. Hun havde et rundt mørkhudet ansigt, mørkerød læbestift og store øjne. Hun var iført en gul bluse, sort nederdel og røde knæsokker. Hun var velformet, ikke særlig høj, og stirrede på mig med et y cheerleader smil. Hun hed Ellen og hun boede i min boligblok. Hun stod med en underskriftsindsamling. Jeg anede ikke hvad det gik ud på, men skrev under og inviterede hende ind.

 

Hendes forældre Joseph og Leona Richman, var progressive, de havde marcheret i protest da Rosenbergs blev henrettet. De lignede en hel del Ethel og Julius, De blev min familie. Så en dag drog Ellen til partiets Camp Wo-Chi-Ca og et nyt bekendtskab med en knægt med en guitar der sange folkesange for hende. Jeg følte mig helt rodløs.

Jeg forsøgte at finde min familie i kammeraterne og de evigt utilfredse der ønskede livet skulle være perfekt, som de mente det var i Sovjetunionen. De tilbød mig ubetinget ‘kærlighed’ og accept, hvis jeg blev “progressive.” Jeg kendte sprogbrugen. Men stanken af Gulag var i luften. Selv Khrushchev havde talt om Stalins forbrydelser. Virkningen på partiet var en masseflugt, flere end under Hitler-Stalin pagten i 1939. Men det var på den måde jeg var heldig, da kammeraterne forlod partiet i hobetal, der var kø ved udgange, og en lille uskyldig 14 år fyr som jeg hamrede på døren for at komme ind. Jeg blev hilst varmt velkomment og man omtalte mig som “en ungdommens repræsentant.”

Og så var der Pete Seeger. Jeg så første gang Corliss Lamont, partiets “nyttige idiot”! og millionær, introducere Pete Seeger til sine børn i hans palæ som “folkets sanger.” Der var han så de unges forbillede, klimprende hans guitar synge “We Shall Overcome” på Lewisohn Stadium mens jeg så på den smukke progressive pige ved siden af mig, øjnene fulde af tårer, og med håbet om at kunne overvinde min lammende generthed. Da han sang “Where Have All the Flowers Gone?”, den elegiske hyldest til tabt uskyldighed, hulkede jeg som en baby. Pigen så nysgerrigt på mig.

Partiets utrættelige intellektuelle, Herbert Aptheker, der kaldte anti-kommunister “gorillaer, geder og skadedyr,” betroede mig med hans manuskript, The Truth about Hungary, i hvilket han forklarede at revolutionen i Ungarn var iværksat af fascister for at smadre de menneskelige fremskridt i den store ‘folkets republik.’ Han bad Benjamin J. Davis, partiets velkendte sorte leder om at få ført mig ind i partiet (jeg fik i sidste øjeblik kolde fødder).

 

Aptheker var min favorit, der var altid den der følelse i luften af, at han kunne myrde en eller anden. Men jeg var ikke en kommunist. Jeg var en fiktion skribent og dette opbud af menneskelige besynderligheder, denne blanding af idealisme og blind støtte til Sovjets ormegård, dette mystificerende kemi af karakter og motiver, denne alternative realitet, alle de FBI agenter rundt om partiet (dem kunne man genkende fordi de var unge, irske og havde nypudsede sko), dette skær af konspiration og spionage, denne tossede romance og samarbejde med mordere fra KGB, mens man marcherede for gratis mælk til børn var virkelig tung kost for en ung flagrende skribent.

Jeg læste for nylig Dostoevsky’s lille roman Onkels Drøm, i hvilken den mest ærværdige person, Zina, der føler afsky for hendes mors manipulations manøvrer siger til hende: “Jeg vil sidde fast i dette snavs.” Da jeg læste den sætning huskede jeg at jeg for lang tid siden delte en skål med Fidel Castro sammen med kammerat Sophie, den virkelig behagelige, søde leder af partiets Jefferson boghandle nær Union Square. Sophie anså mig for at være en ung Lenin. Hun beundrede mig og købte sokker til mig, men kritiserede mine skriverier, fordi jeg ikke hyldede de ‘glade’ arbejderes indsatser der havde utrolige produktionskvoter i USSR. (Hun havde værdifulde bøger som William Z. Foster’s Towards Soviet America skjult i kælderen fordi partilinjen var ændret, men hun ønskede jeg skulle drikke begærligt af kilderne til Marxismen-Leninismen-Stalinismen.)

Rosenberg/Sobell demonstrationerne sent i 1950- og 1960’erne udnyttede skamløst Rosenbergs sønner med et skær af show-business og pop. Musikken de overdrevne gråd fremkaldende følelser var en besynderlig blanding af hysteri og kvalmende selvretfærdighed personificeret af Helen Sobell, der negligerede sin egen søn Mark mens hun selv rejste verden rundt og lod sig fotografere af typer som Bertrand Russell og Jean-Paul Sartre.

Kammeraterne, (dog ikke Rosenbergs sønner) vidste at Rosenbergs var skyldige. Faktisk var de uskyldige, fordi de var skyldige. Men niveauet af desperation forekommer for en udenforstående som jeg selv, som en ubevidst erkendelse af egen skyld. Hvis de var så sikre på Rosenbergs uskyld ville de ikke dåne i korridorerne og skrige mod loftsbjælkerne.

Det som mest fascinerede mig ved partiet var dette overvældende bånd til Sovjetunionen, selv da det anklagede enhver de mente led af McCarthyisme og hekseforfølgelse. Det jeg var vidne til som teenager overbeviste mig om, fra begyndelsen, at Rosenbergs og Sobell havde overdraget livsvigtig information til Sovjetunionen. Hvorfor skulle de ikke gøre det? Det ville jo være den mest glorværdige måde at hjælpe på.

Morton Sobell blev født i New York i 1917, året for Den Russiske Revolution, og lige fra fødslen indåndede han ‘luft’ af den amerikanske kommunisme. Hans onkler var højt placeret i partiet, Louis Pasternak var en KGB mand, og medlem af the American Communist Party’s disciplinærkomite.

Julius Rosenberg rekrutterede Sobell i december 1943 til at spionere for Sovjetunionen. Sobell havde mødt Rosenberg første gang ved City College’s Ingeniør skole og tilhørte partiets Steinmetz Society, hvor mange medlemmer af Rosenbergs netværk fik næring til deres planer.

Sobell arbejdede ved the Navy Bureau of Ordnance i Washington og derfra til luftvåbnet og Marinens ingeniør sektion ved General Electric. Han forsynede sin KGB mellemmand med information om radar, servomekanismer, ballistiske missil forsvarssystemer og det amerikanske luftvåbens opbygning. Da han var i Washington havde han en affære med sin fremtidige hustru Helen, mens han var gift med Casey Gurewitz, selv en kommunist funktionær. Han og Helen blev gift i 1945.

Sobell fortsatte med at være spion efter krigen. Han arbejdede med the Reeves Instrument Corporation on Air Force and Navy kontrakter og kunne dermed give en overflod af klassificeret militærmateriel videre. I 1948 fortalte han sin ven Max Elitcher, kommunist og skolekammerat fra City College, at han havde ruller af 35 mm film der skulle leveres til Julius Rosenberg. Materialet var for ‘varmt ‘ til at blive ødelagt og for farligt at have i hans hjem. Elitcher tog med i bilen for at aflevere materialet.

I hans erkendelse i 2008 afslørede Sobell også at han i 1948 havde fotokopieret hundreder af sider med hemmelige Air Force dokumenter stjålet fra et pengeskab hos Theodore von Karman, en berømt aerospace ingeniør. Sobell, Julius Rosenberg, William Perl og en fjerde mand brugte en weekend på at affotografere filerne.

Den 15. juni 1950 tilstod Greenglass at være spion og implicerede sin hustru Ruth, hans søster Ethel Rosenberg og hans svoger Julius. Da han erfarede at Greengrass var anholdt vidste Sobell han måtte flygte. Der var ikke tid til at søge om pas. Han og Helen gik på et fly til Mexico City med deres to små børn. I Mexico forsøgte han uden succes at komme til Sovjetunionen eller Østeuropa. Mange af hans kammerater var flygtet til bag Jerntæppet, men han var for sent ude.

Han erfarede den 18. juli at Julius Rosenberg var blevet anholdt. Sobell tog et fly til havnebyen Veracruz, og tog på hotel under navnet “Morris Sand.” Han fløj derpå til Tampico under navnet “M. Sand” og registrerede sig der under navnet “Marvin Salt. Han vendte retur til Mexico City den 2. august og gik til Sovjet- og Polens konsulater, men uforklarligt bad han ikke om hjælp. Han sagde Goddag og Farvel. Det var et mysterium som jeg skulle udspørge ham om rigtig mange gange. “Man kan ikke forklare mental forstyrrelse,” sagde han til mig.

Den aften han blev anholdt havde han banket på døren til hovedkvarteret for Mexicos Kommunistparti ved midnatstide, men der var ingen der, udover en nattevagt. Han blev anholdt den 16. august 1950 af bevæbnet mexicansk sikkerhedspoliti. Helen bed en af betjentene i hånden, og Morton forsøgte at tage en .38 kaliber pistol fra en anden. Han blev udvist til the US.

Retssagen mod Rosenbergs og Sobell begyndte den 6. mars 1951. Efter råd af sine advokater vidnede Sobell ikke. Max Elitcher var det eneste vidne mod ham. Dommer Irving Kaufman idømte Sobell maximum fængselsstraf, 30 år. Han blev sendt til Alcatraz i 1952 og senere overført til Harrisburg, Atlanta og Springfield fængsler. Han spillede skak i Alcatraz med en anden spion Oberst Rudolph Abel, der gav ham et maleri da de skiltes.

David Ward, fængselssociologen og forfatter til Alcatraz: The Gangster Years, besøgte Sobell adskillige gange. “Alcatraz kan meget muligt være lettere for Morty end nogen anden fange i dets historie. De flest af de indsatte jeg besøgte i Alcatraz kunne ikke holde ud at tænke på livet udenfor i de frie verden, fordi den ville slå dem ihjel. For Morty var det præcis det modsatte. Han ønskede at vide hvad der foregik derude, fordi han var en berømthed. Du er så ikke alene. Der e nogen der giver dig opmærksomhed, bekymrer sig om dig. Det er derfor Marty ønskede besøgende. Andre fanger ønsker ikke disse påmindelser om hvad de må savne.

“Dette forklarer hvorfor en type som Mort, uden nogen fængsels erfaring kunne klare den meget svære tid. Han elskede publicity. Han var altid sig selv, venlig men med myndighed. Derfor klarede han tiden virkelig flot, i modsætning til de fleste af de øvre af hans dømte fæller.

“Han vidste at hvis regeringen ikke havde sendt ham til Alcatraz, hvis han havde fået en almindelig fængselsdom, ville de have været meget vanskeligt at skabe interesse for og mobilisere en Sobell bevægelse på hans vegne. Dramaet i Alcatraz og stedet dårlige ry var nødvendigt. Han fik en masse hjælp udefra, fra the Sobell Committee. Og han var klogere, smartere end alle andre og han viste det. Det er derfor han var glad for at møde Oberst Abel og Robert Stroud, the Birdman, i Springfield, intellektuelle på hans niveau. Han følte således han var heldig.

“Med hensyn til Helen der havde affærer med andre mænd følte han en forståelse for det og psykologisk ønskede han at kende til det, kende til  de personer hun var involveret med. Jeg tror det skabte følelser i ham og holdt ham i live. Og igen, det er helt enestående blandt de fanger jeg nogensinde har mødt i de 60 år jeg har været beskæftiget i dette arbejde.”

Da han kom ud af fængslet i 1969 besøgte Morton og Helen Moskva hvor han blev mødt som en helt af KGB. Helen fik en pels i gave. Sobells mellemmand Alexander Feklisov, afslørede i sine memoirer at han fået fået overdraget tusinder af tekst sider og tegninger af værdifulde militære hemmeligheder.

[Photo: Sobell and his wife Helen on the day of his release in 1969.]

I 1970’erne, nu da Sobell var en fri mand og boede på Manhattan begyndte jeg at følge ham rundt om i byen når han var tilstede ved begivenheder. Han fik sig en hestehale og et langt flagrende skæg, og hans hvide hår blafrede i vinden. Han ville gerne lignede den uskyldige revolutionære.

Jeg var besluttet på at skrive om ham i min satiriske Rosenberg roman, Red Love. Således indledte jeg et gravearbejde fandt frem til FBI agenter, lærde og historikere om kommunismen, tidligere kammerater og tilbageværende ægte ‘troende.’ Jeg talte med familiemedlemmer til Sobells og Rosenbergs, herunder et gribende interview med Julius’ søster, Ethel Appel Rosenberg. Og jeg indledte min tilgang og stræben efter Sobell.

I årenes forløb vandt jeg hans tillid. Nancy Gruber, hans anden hustru, en ‘from’ Trotskist, gav mig sit store smil over frokost og sagde muntert. “Nyder du at vær en spion?”

Første gang jeg kom i kontakt med Sobell var det gennem Helen. Jeg fortalte hende ikke at Bill Buckley hjalp mig med at finde emner til interviews for en bog. Buckley lod forstå at ‘kammeraterne’ aldrig ville være med - at jeg søgte at forstå Sobell og en generation af ‘rettroende.’

 

Helen (der døde 2002) og Rosenbergs ville have været fortryllet af de seneste begivenheder i the U.S. især nedrivningen af monumenter, nedværdigelsen af politiet og genkomsten af de progressives mantra om landets racistiske, ækle fortid og natur. Hun talte til mig om anti-Columbus  “fejringer” hun satte i gang med sine studerende, da “Columbus kom til dette kontinent, så disse mennesker der bød ham velkommen og den første tanke han havde var at udnytte dem.”

Hun sagde, “Magtstrukturen tager et menneske og sætter ham i fængsel og holder ham der. Jeg mener de mennesker der ødelægger mennesker er de som bærer byrden for ethvert mord. Sorte mennesker frarøves alt de har før de er født, fordi sev i deres mors maver bliver de frataget den nødvendige næring. De er retfærdiggjort — retfærdiggjort — i hvad de end gør.

“Jeg var i Washington, i parken, for at sætte skilte op, da vi hørte af Rosenbergs blev myrdet. Vi gik i række for at sætte vore plakater på lastvognen. Hvert skilt blev lagt på lastvognen i en enorm bunke, det var som om en del af verdens dyd blev smadret og grusomheden havde vundet.”

Da jeg endelig mødte Sobell sad vi i tavshed, udover man kunne høre han knækkede fingre. Han var iført en grøn arbejdsskjorte, brune bukser og hjemmesko. Plakaterne på væggen proklamerede Chile: Free All Political Prisoners. Who Killed Letelier?

Han så ned i gulvet og sagde. Nå? Begynd!”

 

“Fortæl mig om Julius Rosenberg.”

“Som en videnskabsmand,” sagde Morton, “Var Julius som en fisk trukket op af vandet. Han burde have været professor i græsk.”

 

“Julius og Ethel var på Coney Island en dag. Folk efterlod deres tøj i skabene. Men Julie tog alle hans ting med til stranden. Legenden går på at alle skabene blev røvet den eftermiddag. De fortalte altid, hvor klog Julie var.”

 

Senere sagde Morton, “Jeg fik aldrig nogen siden et godt forhold til ham.”

“Kunne du lide ham?”

Der gik lang tid før Sobell svarede, “Han var en kammerat. For mig er det det der gælder. At forstå hvad det betyder er i sig selv noget helt andet.

“Hvad er så fortællingen?”

Morton skiftede. “Min ven,” sagde han, “udover det så skal du bruge din fantasi.”

Aha, tænkte jeg. Sådan er det. Han gjorde det.

Vi skulle mødes adskillige gang og jeg skrev om ham i min roman. Jeg blev sådan set ved med at skrive om ham.

I 2005, tre år før Sobell kom med sin tilståelse, kom en film af filmskaberen Ivy Meeropol, datter af den ældste af Rosenbergs sønnerne, Michael, en gribende film om hele sagen, Heir to an Execution. Sobell skildres indgående i den, og i den fastholder han sin uskyld og også Julius Rosenbergs uskyld. Jeg genkendte den gamle Morty. For det første nedgjorde han som altid alle andre. Han sagde om Julius og Ethel, at de “faktisk var meget almindelige mennesker.” For det andet lo han voldsomt hele tiden, hvilket forvirrede Ivy, der forsøgte at behandle ham som en helgen.

Jeg husker så udmærket den latter. Den kan være hans flovhed over at det han skjulte for Michael Meeropol’s oprigtige og intelligente datter. Hun forsøgte at finde ind til hans vrede over fængslingen og hele sagen, men han blev ved med at le og stirre andre steder hen. Han indså det usammenhængende i hans svar, men kunne ikke, ville ikke, afsløre den enkle sandhed. I stedet lo han. Han blev berørt af hendes uskyld, men holdt for meget af at være centrum for opmærksomhed.

“Er du vred over at komme i fængsel?” spurgte hun.

“Nej”

“Men hvad med det du blev udsat for?”

“Nej.”

“En uskyldig mand.”

“Nej, Nej. Vrede er en spildt følelse.”

Og således for første gang gav Sobell udtryk for sin overvejelse, e froløber for hans tilståelse i 2008.

“Kalder du stadig dig selv for en kommunist?”

“Jeg ved ikke længere hvad det ord betyder. Jeg vil fortælle dig mit problem. Jeg kender til hvad defekterne i de socialistiske system er. Og jeg aner ikke hvordan de kan løses på den måde deres samfund er opbygget. Jeg tror ikke at samarbejde er svaret. Man skal have indbyggede konstruktiv spænding for at systemet fungerer bedst. Det har man ikke under socialismen. Den største styrke i dette land er den spænding der eksisterer mellem de forskellige klasser. Det er det som gør landet stærkt. Hvis den ikke eksisterer kunne det let rives op med rode. Man skal have konstruktiv spænding.”

I 2011, bad Nancy Gruber og hendes steddatter Kate Reilly, mig om at skrive en ikke autoriseret biografi om ham. Sobells familie var sofistikeret og politisk. Nancy spillede violin og viola da gamba i en gruppe. Kate er sprogprofessor og kultur antropolog ved Rutgers University. De kom fra venstrefløjen (Trotskij fraktionen) de kunne have valgt en anden de kunne stole på ville skrive et sympatisk portræt. “Men” sagde Nancy, “du forstår Morton bedre en nogen anden.”

 

David Evanier er forfatteren til biografien om Morton Sobell, "I Bet on the Wrong Horse." Han er forfatter til ti bøger, herunder “Red Love” og biografien om Woody Allen.

https://www.frontpagemag.com/fpm/2020/09/spy-all-along-david-evanier/