Debatten ved spisebordet
ABC stod for en debat i sidste uge. En debat mellem potentielle præsidentkandidater, tidligere præsident Donald J. Trump og tidligere senator vicepræsident Kamala Harris, men faktisk var det en mellem Trump og Harris’ partnere og ABC. Der er altid medie indflydelse. I en vis grad er ubevidst medieholdnign uundgåelig. Men vi forventer ikke at se det så tydeligt. Seeren forventer ikke det er så grotesk som vi så det hos ABC moderatorerne er gentagne gange erklærede Trumps udtalelser som værende løgn, og aldrig gik mod Ms. Harris direkte løgne.
I dag kalder vi det “fact-checking” et udtryk på sociale medier der bruges når en i vore dage high-tech, magtbesiddende person skal straffes for noget som Guruer er uenige i. Men det er ikke ægte fact-checking, er det? Det er en invasion i en samtale, en knægtelse af ytringsfrihed, en tommel på vægtskalaen. Når det drejer sig om en debat mellem præsidentkandidater er det at vælge side.
Og i bund og grund invaliderer denne proces værdien af vor forfatnings garanterede frie presse. ABCs vægring ved at forsøge at handle upartisk som vært gjorde denne debat ikke brugbar.
Lad os derfor se på de andre debatter - millioner af dem - der hele tiden foregår i Amerika, både i dag og hver dag i 2024.
Over hele landet er der millioner af familier der handler hos deres lokale købmand/supermakred. Stadig flere af dem må vælge discountmarkedet sammenlignet med for fem år siden. Flere benytter rabatkuponer eller deres supermarkeds discount app på deres mobiltelefonc.
Når de går i gangene i supermarkedet burde deres interne debat dreje sig om de skal vælge kylling eller bøf. Eller mellem pasta og ris, eller mellem at servere grønne bønner eller broccoli som aftenens grønne ret. I stedet må flere og flere arbejdende familier, flere end nogensinde før vælge mellem de billigste tilbud på måltider og se bort fra deres præference for en komplet godt afbalanceret madplan til fordel for den mindst dyre mulighed, for fødevare prisinflationen ved Biden-Harris årene har været knusende for den amerikanske forbruger.
Det er en debat ingen ønsker at skulle have, men den foregår dog hele tiden hos os alle.
Så er der debatten om særlige aktiviteter for vores børn. Der er familier, over hele landet - sandsynligvis flere i blå stater (Democrat) end i røde (rep), men det sker overalt - der plejede at lade børnene vælge deres aktivitet - teater eller baseball, eller spejder. Og nu går debatten på hvilken aktivitet familien har råd til - ikke kun indmeldings gebyret, men også materialer og udstyr - alt er steget.
Over hele landet er der arbejdende familier der havde råd til - for fem år siden - at lade deres børn gå til aktiviteter som de ikke har råd til i dag. Alt for ofte forstår deres børn ikke, hvorfor denne særlige udfordring/debat i det hele taget er nødvendig. “Vi havde da råd for fem år siden. Hvorfor så ikke nu?”
Så er der debatten om at reparere eller udskifte større ting i hjemmet. Disse ting er altid sket - intet varer evigt - men man strækker udskiftningen langt længere ud end man plejede.
Hvis tørremaskinen eller ovnen, varmekilden bryder samme og det koster et par hundrede dollars at reparere, versus to eller tre gange mere at udskifte, det var altid en vanskelig debat, men vi vidste hvordan den kunne føres, overveje fordele og ulemper ved at lade tingene holde få år mere verus at få en ny, energimæssig god enhed.
Men i dag, med de tyranniske klimarestriktioner som forbundsregeringen har lagt på hvidevarer i hjemmet, er den højere omkostning er en tung faktor.
Hvis din gasvarmekilde eller luftvarmepumpe går i stykker i dag, er der en pris ved at lade det reparere, der selvfølgelig bliver højere for hvert år. Men noget nyt skal tages i betragtning: Nye krav til enhederne, og at der skal være dobbelt fase tilslutning som betyder at hvis du udskifter i dag vil det koste ekstra, men hvis du venter et par år vil udskiftningen koste dobbelt så meget - fordi Biden-Harris regimet har nedlagt forbud mod de ellers perfekt fungerende, rimelige i pris teknologier der i årtier har tjent os godt, og nu stiller krav op om avancerede versioner i stedet, både i produktionen og ved salg.
Det er endnu en debat som børnene slet ikke forstår. Hvorfor skulle regeringen forbyde produktion af en varmeenhed der fungerer perfekt, og påbyde at anvende en der er dobbelt så dyr?
Ja, hvorfor?
Skal vi også nævne debatterne om hvor der skal holdes ferie? For fem år siden havde de fleste amerikanere ikke den overvejelse, at prisen på brændstof var en faktor, hvis man skulle køre langt. For en familie i Chicago der skulle til Østkysten i en uge og således køre mellem 2000 og 4000 miles er omkostningen til benzin i dag i sandhed en faktor der tages i betragtning. I en minivan betyder forskellen på 2 dollars per gallon og 4 dollars per gallon en ekstra omkostning på mellem 200 til 400 dollars, i forhold til hvad det kostede familien for fem år siden. Og debatten handler ikke kun om afslapningen ved ferien, det drejer sig om familien i det hele taget har råd til at holde ferie og om den nogensinde kan give børnene en udviklende tur - til historiske steder og museer og naturparker - som forældrene og bedsteforældrene husker fra dengang de voksede op. Dette er ikke muntre debatter - det er tragiske.
Men vi bruger ikke kun penge til benzin når vi rejser ikke sandt? Det er en del af vor dagligdag - vi kører til arbejde og skole, for at besøge familie og venner for at være med i aktiviteter. Til talehovederne hos ABC og bureaukraterne i Biden-Harris administrationen er disse tal måske småpenge, men for den gennemsnitlige amerikanske familie er det ikke småpenge. Hvis du kører 12000 miles om året i din bil, er forskellen i benzinpriserne vel over ekstra 1000 dollars om året under misregimet med Biden-Harris elendige håndtering af økonomien. Det svarer til mindst 4000 dollars om, året alt inklusive, og mange familier har mere end en bil af praktiske årsager. (Nogle biler kører længere på literen, nogle mindre; nogle mennesker kører længere, nogle ikke så langt. Således er det grove gennemsnit der nævnes her).
Der er så mange flere lignende debatter over hele Amerika. De foregår når der køres i familiens bil, ved spisebordet eller i soveværelset efter børnene er faldet i søvn. Hårdtarbejdende almindelige amerikanske par forsøger at finde løsninger for på en eller anden vis at komme gennem disse skrækkelige år med Bidenflation.
Det er ikke kun en fejltagelse, et politisk valg, en enkelt synder. Det er hele Biden-Harris regimet - deres særlige ordrer, deres bureaukratiske regulativer, deres udenrigspolitik, og deres i store træk utroligt tankeløse spild af midler med alt den rører ved og alt den gør.
Enhver amerikaner ved at ved at vælge Kamala Harris det betyder fire år mere med alt dette.
Dette er de debatter der betyder noget for den amerikanske offentlighed - i denne uge og de næste.
Disse personlige, private tragiske debatter - om leveomkostningerne er blevet flere og flere op til tre, fire fem gange flere, og slet ikke i sammenligning med lønstigninger - debatterne optager den amerikanske arbejdende familie og små virksomhedsejere, og pensionister og unge der desperat søger at se fremad til en fremtid der ikke ser lovende ud.
Glem debatten som ABC ødelagde den tirsdag.
Disse andre samtaler, disse andre svære valg og de kompromisser der må indgås -- det er de debatter vi burde give opmærksomhed.
John F. Di Leo is a Chicagoland-based international transportation manager, trade compliance trainer, and speaker. Read his book on the surprisingly numerous varieties of vote fraud (The Tales of Little Pavel), his political satires on the Biden-Harris years (Evening Soup with Basement Joe, Volumes I, II, and III), and his brand-new nonfiction book on the 2024 election, Current Events and the Issues of Our Age, all available in eBook or paperback, only on Amazon.
https://www.americanthinker.com/articles/2024/09/the_debate_at_the_kitchen_table.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar