Had til Rusland i historiens lys
Rusland og Amerika synes begge at “være kaldet af en hemmelig plan fra Forsynet om en dag at bære det halve af verdens skæbner.”
De ord stammer fra 1835. De findes i slutningen af første bind af Democracy in America af Alexis de Tocqueville. Franskmanden ser ud til at have haft fingeren på kosmos pulsen.
I dag i the United States, the United Kingdom, findes der en officiel og ekstremistisk offentlig holdning med had til Rusland. Kun få ved hvor langt tilbage i tiden det strækker sig.
Her deler jeg citater fra blot et år senere, det vil sige fra 1836. Du afgør om citaterne forekommer passende som kritik af dagens had til Rusland.
I 1836 kom i Storbritannien en påstand i denne pamflet af Richard Cobden. På den første side med tekst stod der øverst: “En kur mod russofobi”
Cobden (1804–1865) personificerede den britiske liberalisme i det 19. århundrede, i sine tekster, taler, organisering og tjeneste i Parliament i 24 år. Hans tid var en tid med had til Rusland. Han deltog ikke i dette had. Snarere argumenterede han for at “de eksisterende fordomme i det britiske folks sind mod den Magt ... er med baggrund i bedrag og misrepræsentation.”
Cobden konkluderer, “vi kender ikke ....en eneste grund, hvorpå vi i overensstemmelse med fornuft, eller retfærdighed kan gå i krig mod Rusland.”
Mere om pamfletten fra 1836 og en forkortet er tilgængelig her. Følgende uddrag hjælper os til at se, hvor langvarig hadet mod Rusland har været hos regerings eliten i anglosfæren:
“Lord Dudley Stuart [giver] et alarmerende billede af den fremtidige vækst i den russiske dominans. Tyrkiet, ser det ud til, er den eneste bacille i det imperium der skal brede sig ud .. over Europa og Asien, og omslutte hvert folk og nation mellem Den Bengalske Bugt og Den Engelske Kanal!”
“Østrig og hele Italien vil blive opslugt som et måltid, Grækenland og De Ioniske Øer vil være biretter. Spanien og Portugal følger som desserter for denne Konstantinopels Dandolo; og Louis Philippe og hans imperium oversvømmes derefter med Bordeaux og Champagne.”
“De som forudser den ubegrænsede udvidelse af Rusland glemmer den uundgåelige vækst i svaghed der er en følge af den uforholdsmæssige ekspansion af territorial dominans ....(De er) blinde for de farer der der følger med forsøget på at inkorporere disse besværlige, fjerntliggende og heterogene nationer.”
“Vi beskylder russerne for at være uophørligt tilbøjelige til at samle og stjæle. Men, samtidig har England været doven? Hvis Rusland i det sidste århundrede har plyndret Sverige, Polen, Tyrkiet og Persien, indtil hun er vokset uhåndterlig med omfanget af hendes bytte har Storbritannien i den samme periode røvet - nej det ville være en uhøflig frase - "udvidet grænserne for hans Majestæts besiddelser på bekostning af Frankrig, Holland og Spanien.”
“Vi der er svimle under den pinlige vægt af vore kolonier med den ene fod på Gibraltar Klippen og den anden på Kap Det Gode Håb - med Canada, Australien og Den Indiske Halvø... er ikke lige præcis den nation der skal prædike for andre folkeslag om den nationale overholdelse af det 8. bud!”
“Vi skulle heller ikke, hvis vi indgår i en sammenligning af forholdene, finde at metoderne, hvormed Storbritannien har forøget sine besiddelser, er mindre forkastelige end de som Rusland har tyet til med et lignende formål.”
“Hvis den engelske skribent opfordrer til indignation over erobrerne af Ukraine, Finland og Krim kunne de russiske historikere så ikke også trylle ligeså smertelige reminiscenser om emnerne Gibraltar, Kap Det Gode Håb og Hindustan?”
“I løbet af de sidste hundrede år har England for hvert kvadratfod territorium annekteret af Rusland, ved magt, voldsanvendelse eller snyd selv tilegnet sig tre kvadratfod.
“Vor historie i løbet af de sidste hundrede år kan meget vel kaldes tragedien ved “Britisk intervention i Europas politik;” hvor prinser, diplomater, rådgivere og generaler har været penneførere og aktører - folket, ofrene; og læren vil være til udstilling for eftertiden med 800 millioner i gæld:”
“Vi er ikke mere forpligtet til at udøve hævn mod Rusland end vi er til at bevare freden og den gode opførsel overfor Mexico, eller til at tugte Ashantiernes ondskab.”
“Ikke intervention i andre nationer politiske affære ... fra det øjeblik dette princip bliver ledestjernen som, vor regering skal styre statens fartøj efter - fra det øjeblik vil det gode gamle skib Britannia sejle triumferende på roligt og dybt vand, og klippeskærene og stormene af udenlandske krige kan for evigt undgås.”
“[George] Washington…der står som et testamente og arv for sine medborgere, påbød disse at de aldrig skulle blive fristet ved nogen tilskyndelser eller provokationer til at blive dele at Staternes ‘system Europa.’”
Published under a Creative Commons Attribution 4.0 International License
For reprints, please set the canonical link back to the original Brownstone Institute Article and Author.
Daniel Klein is professor of economics and JIN Chair at the Mercatus Center at George Mason University, where he leads a program in Adam Smith. He is also associate fellow at the Ratio Institute (Stockholm), research fellow at the Independent Institute, and chief editor of Econ Journal Watch.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar