Vesten er skyldig og skal sone

 

Synder og forsoning

 Lars Møller

Hvis vi skal tro vore erklærede fjender, især de i vor midte, har vi en masse at stå til ansvar i Vesten, Udover naturkatastrofer har intet været mere velegnet til at skabe ulighed, begær, og elendighed i verden end vor civilisation. Vore formodede synder er således mangfoldige. 

Som om det var  forventet af hele verden er vesterlændinge på begge sider af Atlanten gået virkelig langt for at tilpasse sig politisk, og forsøge at reparere fortidens skader i overensstemmelse med dagens rituelle krav. Man har strakt sig til bristepunktet for at forekomme åbensindet og tilpasse sig, og dermed nedværdige sig selv. Den teatralske laden som om man angrer kan være direkte kvalmende at være vidne til. 

En giftig blanding af gammeldags marxisme og anti-Vesten identitetspolitik er kilden til denne absurditet. Uløseligt knyttet til historiske uretfærdigheder mod mennesker der stammer fra andre dele af verden, hvilket giver  mistanker om racisme, således er Vesten ikke længere ‘lækker’ for den progressive bevægelse. 

Det er helt sikkert tiden for erkendelse. Revisionistiske tribunaler på universiteter, på sociale medier og i FN har været samlet for at korrigere historiens uretfærdigheder.  

Vesten står anklaget for at have beriget sig på bekostning af Den Tredje Verden mens nogen - det vil sig den “forurettede part” i skueprocessen rangerer fra ludfattige til ekstremt privilegerede indfødte i tidligere kolonier - eller har angiveligt ret til kompensation for politisk undertrykkelse og økonomisk udnyttelse. Andre - det vil sige  “den krænkende parts” skattebetalere og dermed håndlangerne i de tidligere kolonimagter - bliver holdt ansvarlige for de rædselsvækkende skyggesider (f.eks. Den Atlantiske Slavehandel) fra en verdensorden fra før Den Franske Revolution (eller i hvert fald den amerikansek Civil War) 

Det ideologiske opgør med Vesten går imidlertid et godt stykke ud over den postkoloniale revisionisme. Faktisk vedrører det enhver virksomhed i Vesten der arbejder i Den Tredje Verden. Således er selvfølgelig de multinationale virksomheder, grundlagt i Vesten, mistænkt for social uretfærdighed. Foran den ideologisk optændte domstol skal de forsvare sig mod beskyldninger om “neokolonialisme.” Ydermere formodes det øjeblikkeligt, at borgere fra Vesten med oprindelse i de tidligere kolonier har en regning at betale.

Der kræves et historisk - og psykologisk - perspektiv for at erkende det fulde omfang af den ideologiske konflikt. De endelige mål for de socialistiske angreb er det åbne samfund og kapitalismen - nuvel selve menneskelivet. De udrensende høge i tribunalet, de Jakobinske revolutionære i vor tid, vil sandsynligvis ikke holde inde før den store strid - uanset hvordan den er forklædt lige her for tiden (dvs. en strid mellem “samfundets klasser” eller “verdens racer.”) - er forbi. Det vil den aldrig være.

I sidste ende er drivkraften bag angrebene ikke en overdreven følelse af uretfærdighed hos en gruppe politiske aktivister, men en utilpasset, urimeligt påtrængende og indbildt tilgang til individets liv. Lige så snart den “eksterne fjende” er besejret, vil man vende sin paranoide opmærksomhed mod den “interne fjende,” den reaktionære skyggekriger, ægte eller en forestilling om nogen der konstant planlægger sabotage og virker truende for at røve frugter af deres ofre (tænk på Animal Farm af George Orwell)  Derfor er revolutionære aldrig i ro. Han er  kompromisløs totalitær helt ind i hjertet. Verden udenfor revolutionen er hans kyniske tidsfordriv.

Marxismens grundlag og ide, som fortsættende tilpasser sig for at overleve som tilflugtssted for de utilpassede, er at hver relation mellem mennesker, også mellem mand og kvinde, (mellem forældre og børn, mellem binære og ikke binære personer mv) kan tolkes som en magtkanp mellem en undertrykker og en undertryk. Formålet er at smadre de institutioner som vi sædvanligvis har tillid til og man går derfor ind i hver konflikt der måske kunne tjene som Vestens fald. Den holdning er lige så opportunistisk som den er nederdrægtig skadelig. I fraværet af Vestens civilisation ville resten af os blive fremmedgjort og hjemløse i ubegribelig grad.

Uden nogen andel i hændelser der strækker sig århundreder tilbage i tiden bliver mennesker i Vesten overbevist om at de ikke desto mindre skylder Den Tredje Verden noget, sådan som den er i dag, og at vi er uværdige i at bedømme andre. Tvivlende om sig selv og angrende, dog virkelig vildledt, er de forberedt på at stå til ansvar for fortiden og tage straffen når den kommer. Som om de var pludrende idioter er de tvunget til at foregive aflad i lyset af lovløsheden i Den Tredje Verden, dens brutalitet og tyranni. Hvem er de, trods alt, blot syndere? Ingen vil bryde sig om at være den “første til at kaste med en sten” (Johannes 8:7).

Faktisk er det intet andet end et kæmpe fupnummer. Med begrebet kristen anger, men i virkeligheden udtryk for moralsk begrebsforvirring, hvor man går ind for en hel civilisations nedtur, er fænomenet i Vesten med selvfornægtelse ødelæggende for alt som vi normalt er afhængig af (a) Moral, (b) retfærdighed og (c) lovregler.  

Den selvfornægtende holdning inspireret af Woke aktivister, hvis agenda drejer sig om ødelæggelse af Vestens værdier og institutioner, herunder ytringsfrihed og opsplitning af magten, afspejler ikke kun en resigneret og selvpinerisk, men også en falsk og virkelig dyb uansvarlig opfattelse af tingene.

Soning for moderen til alle forbrydelser, racisme, kan meget være fuldstændig ikke opnåelig. Derfor instrueres vi om at finde os i den retfærdige vrede fra kolonitidens ofre - eller rettere deres efterkommere - og kompensere dem når de kræver det. 

Vi forventes, som syndere,  at fordømme vor egen fortid og sætte os selv til side. Mediernes sekteriske, selvbedrageriske stil fremkalder memoirer om de tvungne konfessioner under Terrorstyret eller Maos genopdragelseskampagne. 

Som noget hidtil ikke set i verdenshistorien opfordrer vesterlændinge hinanden til at nedrive symboler på deres civilisation og finde sig i ydmygelser i svær grad som straf for noget som ingen levende er skyldig i. Absurditeten har nået ubegribelige højder, fordi vi har tilladt det at ske. 

https://www.americanthinker.com/articles/2024/04/sins_and_atonement.html