Transkønnethed  og Hollywood

James Zumwalt

Talemåden “keeping up with the Joneses” stammer fra en avis tegneseriestribe fra 1913 af samme navn. Handlingen i striben var McGinis familien der kæmpede for at holde trit med deres naboer -Joneses. Frasen er således lige siden blevet brugt til at henvise til mennesker der stræber efter at opbygge den velstand eller de ejendele andre har. Måske er der ingen, der reflekterer mere over denne tankegang end Hollywoods beboere. 

Det er Hollywwod der er blevet den gødede jord for det transkønnede, der har medført en øgning med mindst 70 stjerner der har meddelt deres transition. Men med denne bølge af transkøns afsløring kan det se ud til at dreje sig om at keeping up with the Joneses da den ene efter den anden af forskellige Hollywood berømtheder med stolthed har givet støtte til deres transkønnede eller non binære børn.

En forældres støtte til barnet er meget vigtig, dog opstår spørgsmålet om det er nødvendigt åbenlyst at meddele det fremfor ganske enkelt at sørge for støtten - uanset hvor fejlbedømt den “støtte” kan synes at være. Men med alle disse berømtheder, der fortsætter med at komme med lignende udtalelser, ligner det faktisk en konkurrence. Kunne dette være baggrunden for at en ny skelsættende undersøgelse på chokerende vis rapporterer af 94% af børn født hos amerikanske berømtheder identificerer sig som  transkøn eller non-binær?

En undersøgelse udgivet i 2022 i Pediatrics der brugte en stor national databass over U.S. unge gav bevis på at et ‘udbrud’ af transkønnethed var langt mere sandsynlig for at forekomme ved “social forurening” frem for ægte identifikation/ bevidsthed. Således forekommer smitten af være i frit fald. En opfølgende selvrapporteret transkøn og nonbinær meningsudersøgelse indikerer at procentdelen er faldet fra 6,8% i 2023 til cirka 3,8% i 2025 - med nedgangen mest tydelig blandt ikke højt uddannede studerende under 24 år. 

Skuespilleren Jamie Lee Curtis hævdede offentligt for nylig, at ingen kan sige hvilken af hendes to døtre der er trans og “sådan er det bare.” Men emnet om transkøn er blevet så fremherskende i Hollywwod at en interviewer sprugte Sylvester Stallones hustru, Jennifer Flavin, 57, om øgningen i trans børn. 

I “The Katie Miller Podcast,“ sagde Flavin. “Jeg mener bare, at det hele i  Holywood, du ved, drejer sig om at gøre indtryk. Således, ved du, at du ønsker at gøre indtryk på en eller anden vis. Hvis du føler dig som en kat, så er du en kat. Og det er så overlegent.” 

Flavin føjede derpå en kommentar til som burde give Hollyswood trans forældre et øjebliks selvrefleksion. Hun sagde, “Jeg tror ikke vi virkelig forstår at disse unger ikke er vores tilbehør, accessories. De er små mennesker, der har brug for struktur. Og struktur er virkelig vigtigt for dem fordi den hjælper deres hjerne med at organisere alt.”

Hollywood har på  aktiv vis spillet en rolle i at fremstille familier som dysfunktionelle og i at underminere de traditionelle familieværdier. Ødelæggelsen af kernefamilien hjælper ikke til at ‘gøde’ et positivt miljø, hvor børn kan trives og stræbe efter at indfri deres ønsker på en struktureret måde - en der peger dem i den rigtige retning..

Man har forudset at transkønnethed som en tendens blandt unge amerikanere vil fortsætte med at blive mindre i de kommende år. Det vil utvivlsomt skabe et dilemma for Hollywoods transkøns- og nonbinære forældre der kæmper for at  “ keep up with the Joneses.” 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/10/transgenderism_hollywood_celebrities_try_keeping_up_with_the_joneses.html

Image from Grok.

 

Multikulturalismens svøbe

Lars Møller

Et fundamentalt problem i Vesten er den stadig hurtigere afvikling af kulturen. Det virker som om vi har mistet forbindelsen med vores egen historie og er ved at opgive vores identitet. Vi er bange for vores egen skygge, vi insisterer på at have et åbent sind og er godtroende. I det mindste hos vore moderne ledere. Imidlertid er vi blevet desto mere sårbare over for fjendtlige påstande om vor syndige adfærd som vesterlændinge, og den gæld man hævder vi skylder resten af verden. 

I årevis har de samme progressive, der anklager Vesten for synder som “racisme, kolonialisme og slaveri” hyldet “diversitet” og “multikulturalisme.” 

I Vesteuropa var det efter verdenskrigene, der næsten udslettede ethvert spor af vor fælles arv, fordi det lykkedes de demokratiske partier at opbygge velfærdssamfund med en hidtil uset grad af velstand, fremgang og social sikkerhed. 

Hvad mange imidlertid overså er at velfærdssamfundet forudsætter en kulturel homogen befolkning for at kunne fungere. Under alle omstændigheder mister det samfund sin sammenhængskraft gennem tilstedeværelsen af befolkningsgrupper i konflikt med hinanden som aktivt arbejder på at dominere hinanden (som f.eks. Libanon) 

I den forstand forventes det at gennemsnits skatteyderen skal bringe ofre, dele sin velstand med dem og være i stand til at identificere sig med sine medborgere. Endnu et krav er tillid til styre gennem lov. Omfordeling af velstand i større skala kan kun lade sig gøre med en generel godkendelse i et samfund med stor gensidig tillid. I klansamfund, hvorfra Europas indvandrere kommer forventer ingen uselviskhed og retfærdighed fra statens institutioner. Tværtimod bliver man fra barndommen oplært til at kun sørge for sig selv, uanset positionen i samfundet. 

Kendsgerningen er, at vestens lande i Europa oprindeligt repræsenterede temmelig homogene befolkninger karakteriseret ved delte religiøse traditioner (eller moralprincipper med rod i de traditioner), så har millioner af indvandrere fra Nordafrika, Mellemøsten og Asien introduceret kulturer hvis værdier er i konflikt med de kristne og humanistiske værdier.

Nostalgikere kan meget vel fantasere om fortidens multikulturelle imperier (Romerne, Habsburg og Rusland). I mindre skala blev Jugoslavien symbolet på det multietniske samfund. Hvad imperierne - og Jugoslavien - havde til fælles var en øjeblikkelig undertrykkelse af spændinger mellem de etniske grupper af en stærk centralmagt. Lige så snart den magt svækkedes brød der voldsomme konflikter ud som flåede samfundene fra hinanden.

Den Gamle Verdens historie er i bund og grund beretningen om opstigning og fald af kulturer. Typisk for ‘tusindårs kongedømmer’ hvis optegnelser vi studerer er troen på at de ikke kan forsvinde, men vare ved for evigt. Den samme illusion eksisterer i dag.

From Wikimedia Commons: The Massacre at Chios (Eugène Delacroix, 1824)

De oprindelige bysamfund (som Mesopotamien, Egypten og Fønikien) erstattedes af  den polyteistiske græsk/romerske kultur, gødet med Jødedommen som fødestedet for Kristendommen, som blev den officielle religion i Det Romerske Imperium og en følge af den udbredte forfølgelse. På sit højdepunkt spredtes Kristendommen til de fjerneste provinser i Imperiet, og erstattede de hedenske vaner. 

Alt dette kom til en brat og blodig afslutning med den islamiske invasion fra Den Arabiske Halvø. I begyndelsen kostede dens fremgang Kristendommens lande i Nordafrika og Levanten og førte til faldet af det Sasanianske Imperium i Øst. Da Anatolien endelig faldt til de aggressive tyrkere havde Kristendommen mistet 75% af sit oprindelige territorium. 

I de forgangne århundreder var kristne blevet brutalt undertrykt i lande, hvor muslimerne oprindeligt havde været en minoritet, men efter militær erobring senere blev en majoritet. Denne transformation skyldes forskellige konstellationer af tvungen konvertering, massakrer og udvisninger af kristne - sammen med erobrerens høje fertilitet.

Multikulturalisme praktiseres ikke på nogen civiliseret måde i tidligere kristne lande, eller for den sags skyld i nogen andre lande med en dominerende muslimsk befolkning (majoritet, minoritet som det nu forekommer). Tværtimod er det den samme “offer undertrykkelses” tendens overalt. Kristne betragtes, reduceres til “anden klasses borgere,”  med loven fratages de en del rettigheder og er forsvarsløse i konflikten med de muslimske “første klasses borgere.” I midten af det 20. århundrede blev kristne stadig pålagt en særlig skat i det “verdslige” Tyrkiet.  

Det er stadig således at kristne i Egypten og Pakistan skal holde lav profil for  ikke at provokere til konflikt med “første klasse borgere” og de risikerer bortførelse af døtre, mord på sønner, plyndring og afbrænding af ejendom. I ingen af landene med muslimsk flertal er der frie uafhængige domstole, ingen fri presse, ingen ubestikkelige lovhåndhævere. 

For at vise tyngden af forandring i Vesteuropa så er muslimske indvandrere nu i en position til at udnytte demokratiets regler og overtage ledelsen af urbane områder. Mens deres antal øges, vokser deres selvbevidsthed og krav til det omgivende samfund. 

Således forventes særlig hensynstagning til islamiske vaner og religiøse forbud. Et foruroligende tegn på, hvor tingene er på vej hen er den dristige formodning at ikke kun muslimer, men også kristne skal føje sig, følge Sharia lov. Det er en forsmag på, hvad der uigendriveligt er i vente for vesterlændinge om få årtier.

Vore kristne forfædre i Romerrigets sydlige provinser overgav sig aldrig uden kamp med de invaderende stammer fra Den Arabiske Halvø, og efter de var erobret forsøgte de at tilpasse sig. 

Det i sandhed bemærkelsesværdige ved den islamiske ekspansion i vor tid er, at de oprindelige borgere i Vesteuropa i lang tid har fundet sig i transformationen af deres samfund uden at gøre tydelig modstand. 

Det ser ud til at vesterlændinge først er blevet de-kristnet og derpå frarøvet deres historie af den progressive venstrefløj. Overladt til en skæbne uden “tro” uden “sted i historien” mangler de konceptet for at artikulere deres længsel efter tidligere tiders stolthed og deres manglende villighed til at underkaste sig. 

Forbrugerisme har i sandhed sløvet vores sanser. Så længe der er sport i TV og en bil i garagen stoler vi på at det nok skal gå altsammen. Det vil det naturligvis ikke. Dog kræves der historisk indsigt for at vide dette. 

Det “demokratiske vindue” er ved at lukke. I Storbritannien, engang en hjørnesten i Vestens civilisation er ytringsfrihed for de som frygter islamisk overherredømme blevet ganske alvorligt begrænset. Samtidig tillader myndighederne anti-semitisk glorificerende terrorisme og dødstrusler mod jøder på byernes gader. 

Forandringen fra post-kristen til islamisk samfund er allerede undervejs.

Modsat de utopiske fantasier er multikulturalismen faktisk et rendyrket forvandlings fænomen. I sidste ende, når man tager den nuværende indvandringsrate i betragtning bliver Islam den eneste tilbageværende tro med total dominans og intolerance. Resten af samfundet vil skulle bøje sig i støvet for de nye herrer. De som forbandes af imamer må flygte - fromme kristne, jøderne, homoseksuelle m. fl.

Når sandheden skal frem - vi har opført os som glade idioter i Vesten. Som om vi har glemt alt om hvem vi selv er, og hvem muslimerne er, har vi inviteret vores historisk set undertrykkere og plageånder ind i resterne af det kristne romerske imperium og opmuntret dem til at mangfoldiggøre sig og dominere os.

Hvis vi skulle tro at "spillereglerne" har ændret sig i moderne tider tager vi fejl. Undertrykkelse af ikke muslimer er ‘retfærdiggjort’ i deres hellige skrifter. Og der kan ikke ændres et komma i dem.

De progressive forestiller sig at kan fremstå som “tolerante” rollemodeller, dog i bund og grund hypo kritiske og forfængelige. Efter samme målestok betragter de sig som overlegne i forhold til de som tvivler på goderne ved masseindvandring og nedladende betegnes som “højrefløjs hyklere.” .

De voldsome forandringer der går over vort samfund kan sammenlignes med kulturelt selvmord. Symboler som vi kender dem - kirker, kristne helligdage i skolerne - forhånes og forsvinder en efter en. 

Kristendommen står for kærlighed til næsten, vores nabo uanset om han er troende eller en synder. Imidlertid er der intet i vores tro der forpligter os til bedrage os selv og underkaste os ondskab, uanset hvilken udgave den manifesterer sig. Tværtimod skal vi imitere vor Frelser, der døde for os på korset, og være modige i farens stund - tale sandhed og handle retfærdigt. 

Multikulturalisme er en utopisk illusion som eksklusivt dyrkes af den “uvidende” den “stupide” og den “onde” i Vesten.  

https://www.americanthinker.com/articles/2025/05/multiculturalism.html

Den oldgamle romerske tisseskat

 

Den oldgamle romerske tisseskat Det at tisse kan beskrives på utallige måder. Nifle, pesse, lade vandet, hælde vandet fra kartoflerne, lette trykket osv. -listen er lang.  Vi gør det allesammen (og flere gange om dagen) og vi bryder os sådan set ikke om at tale om det. Derfor er det lettere paradoksalt, men ikke overraskende, at vi har så mange ord til at beskrive det. Vi gør det privat og tænker sjældent over det når vi har trangen. Det er blot en del af livet, og set i det helt store perspektiv, ikke en handling der presser menneskeheden på en meningsfuld måde. Urin er, trods alt - et affaldsstof.

Sådan har det ikke altid været. Og hvis man går langt tilbage i historien og du gerne ville have nogen andres urin, så måtte du betale regeringen for det privilegium.

Mennesker har ladet vandet fra tidernes morgen. Det var sandt for mere end 2000 år siden, da Romerriget dominerede det meste af Vestens verden. Men ikke som i dag, så gik væsken ikke til spilde. The Journal of Urology, lægetidsskriftet fra the American Urological Association, forklarer: “urin i sig selv var en dyr luksusvare. det blev benyttet i garverier, hvor det blev benyttet til at blødgøre skindene, løsne hårene og opløse fedtet fra overfladen på skindet. Det blev også benyttet som blegemiddel, hvor tunikaerne blev sænket ned i urin og derpå blev hvide. ‘ Dygtige arbejdere havde brug for andres urin, men gik ikke fra dør til dør for at samle det ind, det gjorde almindelige mennesker. Ifølge the Journal, “Var det de lavere klasser i riget der ville indsamle urin og hælde det i udgravede huller. Også fra de offentlige toiletter indsamledes urinen,” og velhavende romere, især kvinder, var villige til at betale store summer for tandpasta, hvor urin var en vigtig ingrediens. (Urks...)  Urin handlere ville købe samlingerne af urin, fra deres medborgere og sælge væsken garverier og andre.

Og naturligvis ønskede regeringen sin andel. En tisseskat- kaldet - “vectigal urinae”— blev indført af kejser Nero i første del af det første århundrede. og senere blev den genindført af Kejser Vespasian i år 79. Skatten blev benyttet til at betale for infrastruktur i imperiet, og give Vespasian og hans familie et luksusliv..

Men ikke alle var glade for kilden til de rigdomme - herunder Vespasians egen søn Titus. Ifølge den romerske historiker Suetonius, der i sit essay The Lives of the Twelve Caesars, skrev. “Da hans søn Titus beskyldte ham for at lægge skat på urin overdrog han (Vespasian) sin søn ‘næsepenge’ og spurgte ham “stinker det.” Og svaret var nej ‘Og dog’ sagde han’ stammer det fra urin”. Men andre ord kilden til pengene betyder intet - det er det værd det er uanset, hvorfra det kommer.”

Vespasian’s eftermæle, er ikke dennne morsomhed. Det er toiletter.I det 18. århundrede introducerede Frankrig offentlige urinaler som det ses på billedet. De var i brug indtil 1960’erne. Italien havde noget lignende på samme tid. Det franske ord for disse bygninger er  vespasienne” og det italienske er “vespasiano,” der er begge opkaldt efter den romerske kejser der indførte urinskatten. Der er, heldigvis ingen optegnelser fra hverken det moderne Frankrig eller Italien om at man indsamler urin og sælger det til tandpastaproducenter.  Bonus fakta: Paris’ vespasiennes kan have hjulpet franskmændede til at gøre modstand mod Nazisterne under 2. Verdenskrug. Som the Guardian fortæller brød tyskerne sig ikke om de offentlige urinaler og afskyede dem, undgik dem når det var muligt. Franskmændene benyttede det til deres fordel. Ifølge Guardian blev “urinalerne benyttet som vigtige mødesteder for modstandsbevægelsen hvor ,man udvekslede information om fjendens troppebevægelser.”

Hitlers perfekte barn - en Jøde

 

Hitlers perfekte jøde baby

ROBERT ROCKAWAY

I vinteren 1935 efter den tyske regering havde vedtaget anti-jøde Nürnberg lovene, var det nazistiske familie tidsskrift  Sonne ins Haus (“Sun in the Home”) sponsor for en fotokonkurrence -”find det perfekte ariske barn”.

Den 24. januar var vinderen  på forsiden af tidsskriftet. Et smukt 6 måneder gammelt pigebarn ved navn  Hessy Levinsons. Nazi propaganda fremhævede det som “den perfekte Ariske baby.” Dommerne havde ingen anelse om at barnet var jødisk.

Hessy var blevet født den 17. maj 1934 i Berlin af jødiske forældre - Jacob og Pauline Levinsons. Parret kom fra Letland hvor de begge havde studeret klassisk musik, og giftet sig før de flyttede til Berlin i 1928. Begge sangere, Jacob havde en fin bariton, Pauline havde studeret ved det kendte konservatorium i Riga.

Jacob fik en stilling i et lokalt operahus, og tog scenenavnet Yasha Lenssen for at skjule sin jødiske herkomst, da det var en tid med stadig større antisemitisme i Hitlers Berlin. Da operahusets ledelse imidlertid fandt ud af at Jacobs familienavn var Levinsons, og han var jøde opsagde den hans kontrakt.

Uden penge og boende i en meget lille lejlighed fik Pauline Hessy. Hun var så smuk at da hun var 6 måneder gammel besluttede hendes forældre at få taget fotos af hende. “Mine forældre bragte mig til en fotograf, En af de bedste i Berlin, og han tog et meget smukt billede,” er Hessy blevet fortalt.

Hessys forældre holdt så meget af billedet at de fik det indrammet og sat på det klaver som Hessys far havde givet hendes mor som gave efter Hessys fødsel. Hendes forældre mente billedet skulle være deres helt private familiefoto. De var ikke klar over at Hans Ballin, den anerkendte Berlin fotograf som havde taget billedet, lod det være med i en fotokonkurrence i Nazi magasinet Sonne ins Haus.

Da kvinden der hjalp med at gøre rent ankom var det med nogle overraskende nyheder, “Ved du hvad, jeg så Hessy på forsiden af et magasin i byen.” Hessys mor sagde det ikke kunne være Hessy. “Nej, nej,” insisterede kvinden- “det er helt sikkert Hessy. Hvis du giver mig nogle penge skal jeg købe magasinet til dig.”

Fotoet var blevet valgt ud af hundreder af billeder af tyske babies taget af 10 kendte tyske fotografer. Konkurrencen var blevet iværksat af Nazi propaganda afdelingen under ledelse af Joseph Goebbels for at vise det ideale smukke tyske ariske barn. Det vindende billede skulle være på forsiden af Sonne ins Haus.

UNITED STATES HOLOCAUST MEMORIAL MUSEUM

Ballin havde lagt billedet af Hessy i en kuvert sammen med andre fotos og sendt det til Ministeriet for Offfentlig Oplysning og propaganda. Han vidste udmærket at Hessy var jødisk. Han vidste meget vel at nazisteren foretrak blondt hår og blå øjne som et udtryk for det ideele ariske, men af en eller anden grund vandt billedet af den brunhårede og brunøjede Hessy.

Af frygt for at nazisterne skulle opdage at deres familie var jøder informerede Hessys mor Ballin. Fotografen svarede at det vidste han da udmærket. Han sagde han helt bevidst lod fotoet af Hessy være med i konkurrencen fordi “Jeg ønskede at gøre grin med nazisterne.” Han forklarede at, “Jeg ønskede at give mig selv glæden ved nummeret. Og ser du jeg fik ret. Af alle babyer valgte man denne baby som den perfekte arier.”

Magasinet var en af de få tidsskrifter der fik lov at udkomme på den tid. Redigeret af en ven af Nai lederen Hermann Göring skildrede tidsskriftet Nazi Tysklands dyder og den ariske races overlegenhed. Siderne var til overflod prydet af mænd iført hagekors.

Familien Levinson blev skrækslagen da billedet af deres datter dukkede op på siderne. Hendes ansigt var overalt på gaderne, i butiksvinduer og i aviser og tidsskrifter. Hessys billede kom også på postkort over hele Tyskland og i de besatte lande. Hessys tante fandt endog et postkort i Litauen med inskriptionen i guld “Bedste ønsker for fødselsdagen.”

Af frygt for at Hessy skulle blive genkendt og måske dræbt skjulte hendes forældre hende fra offentligheden. “Jeg kunne ikke længere lege i parken,” husker hun, “og jeg kunne ikke komme i zoo som jeg ellers holdt meget af.”

Det gik næsten galt da en ven af familien besøgte en tysk kvindes lejlighed og så Hessys foto på væggen. Hun kom desværre til at udbryde, “Men det er jo Hessy Levinsons.” Kvinden svarede vredt, “Hvad? Siger du at babyens navn er Levinsons?” Kvinden tog billedet ned af væggen stirrede eftertænksom på det et stykke tid, blev så rolig og sagde, “Åh pyt. Hun er så kær. Jeg hænger det op igen.”

Hessys forældre var fyldt med ængstelse over det passerede, men til trods for deres ubehag var de også forbløffede over det absurde i hele situationen. “En gang” siger Hessy gik hendes tante til en butik for at købe et fødselsdagskort til hendes eet års fødselsdag i maj 1935, de eneste de havde var kort med Hessys portræt. “Min tante sagde ikke et ord, men købte et kort som mine forældre havde med sig i årenes løb.”

Mange år senere blev Hessy spurgt hvad hun i dag ville sige til fotografen der indleverede hendes billede til konkurrencen. Hun svarede, “Jeg ville sig til ham, hvor var det godt du havde modet til det....Men hvis Nazisterne havde vidst hvem jeg faktisk var, ville jeg ikke være i live i dag.”

I 1938, blev Hessy far kortvarigt anholdt af SS grundet en falsk anklage om skattesnyd. Derefter konkluderede han at Tyskland ikke længere var et sikkert sted for ham og familien og besluttede at rejse omgående. Han bragte familien tilbage til Letland. Efter et kort ophold flyttede de til Paris.

Under deres rejse til Paris fik Hessy ørepine, og de fik fat i en læge der gerne ville komme på hjemmebesøg. Lægen var selv jøde og fandt Hessy var et yndigt barn. Pauline fortalte ham historien om Hessys foto. Lægen svarede at stadig flere mennesker i Frankrig var under indflydelse af Hitlers propaganda. Han fortalte han have forbindelser til en avis i Paris, og mente det ville være en rigtig god historie at publicere og få nazisternes til at ligene tåber.

Pauline var enig, men Jacob sagde “under ingen omstændigheder.” Lægen vendte sig mod ham og sagde, “De har altså ingen grund til bekymring hr. Levinsons. I er ikke længere i Tyskland.” Den snarlige Nazi besættelse af Frankrig viste han tog fejl.

Frankrig faldt til Tyskland juni 1940, og Hessys familie blev smuglet inde i “zone libre” (den frie zone) i det sydlige Frankrig. Hendes far kæmpede for at få visas til familien så den kunne udvandre fra Frankrig - man fik et U.S. visa i 1941, men var ikke i stand til at rejse før det udløb. Udsættelse kunne de ikke få.

Til al held fik familien i 1942 visas til Cuba. Hessy far købte togbilletter så de kunne komme fra Marseille til Lissabon, købte billetter til skibet for at sejle til Cuba. Mens familien ventede i Marseille opdagede den at Gerta, en ung jødisk plejerske familien havde ansat i Berlin og som var taget med til Paris for at passe på barnet blev nægtet visum så hun kunne slutte sig til sin bror der allerede var udvandret til Oregon.

Gerta blev tilbage i Paris. Hessys forældre stod i et dilemma. Skulle de vente tilbage til Paris eller lade Gerta blive der? Hessys far havde ingen visum til Gerta og ejheller  pas til hende så hun kunne komme tilbage til Nice. De frygtede, med rette at Gerta, som et ung jødisk kvinde, sandsynligvis ville blive dræbt, derfor drog Hessys far tilbage til Nice, mens familien ventede på ham i Marseille.

På toget til Nice opholdt Hessy far sig i spisevognen da han mente det var sikkert der. Han blev ved med at besitlle mad og vin, og blev næsten fuld og dårlig. Da toget stoppede i to timer ved et checkpoint for at komme ind i Vichy regionen undersøgte vagterne passagerernes pas, men gik lige gennem spisevognen uden at forstyrre de spisende.

Da han var i Nice havde Hessys far pantsat sit cigaretetui af sølv, og gik tilbage til Cubas konsul for at tilbyde ham flere penge for endnu et visum til Gerta. Konsulen sagde, “Jeg har allerede givet dig fire visas og det har givet mig nok problemer.” Hessys far sagde han ikke ville gå før han havde fået endnu et. Satte sig ned og ventede. Ved dagens slutning sagde konsulen, “Jeg lukker nu. Går du eller skal jeg ringe til politiet?”

Hessys far svarede. “Jeg går hvis du giver mig et visa.” Konsulen så på ham og sagde. “Vi har en gammel lov skrevet i Cubas lovbøger om at en mand kan indvandre med alle sine ejendele og ejendomme, herunder sine slaver. Ville du sige at denne kvinde er din slave?” Hessys far sagde, “Naturligvis er hun det. Denne kvinde er min slave.” Konsulen gav ham endnu et visum til Cuba.

Hessy tilbragte meget af sin barndom på Cuba. I 1949 indvandrede hun og familien til the United States og bosatte sig i New York City.

Der blev Hessy gift og kom til at hedde Hessy Levinsons Taft. Hendes far blev på Cuba for at lede en forretning, der stortrivedes til Fidel Castro kom til, og den smuldrede så. Hessy siger hendes far altid sagde, “Jeg har overlevet Hitler; jeg vil overleve Castro.” Hessy siger. “Og det gjorde han.”

Hessy studerede kemi ved Julia Richman High School i New York City, og skrev speciale i kemi ved chemistry at Barnard College, blev færdig i 1955. Hun arbejdede der et stykke tid, indtil hun skabte sig en familie. Senere vendte hun tilbage til et professionelt liv og hjalp med til at lede the AP chemistry exam for the Educational Testing Service. Efter 30 år i the Educational Testing Service, vendte Hessy tilbage til New York i år 2000 for at arbejde som kemiprofessor ved St. John’s University, hvor hun forskede i vands stabilitet til hun lod sig pensionere i 2016.

Selvom Hessy’s nærmeste familie overlevede Holocaust, blev det meste den af store familie i Letland myrdet af Nazisterne og deres samarbejdspartnere. Da hun blev spurgt om hvordan hun havde det med at være et jødisk poster barn i et Nazi propagandamagasin svarede hun: “Jeg føler det som hævn, god hævn.”

Robert Rockaway is professor emeritus at Tel Aviv University, and the author of But He Was Good to His Mother: The Lives and Crimes of Jewish Gangsters.

https://www.tabletmag.com/sections/history/articles/hitlers-jewish-baby

Kongernes grøntsag - Asparges

 Kongernes grøntsag - Asparges

Paola Gavin

Asparges har været en luksus grøntsag i mere end 2000 år. De gamle egyptere kendte den, og anså den for hellig og benyttede den som offergave til guderne. Asparges var højt værdsat af grækerne og romerne. Det var almindeligt at koge asparges i meget kort tid, og den romerske kejser Augustus skulle være ophavsmand til talemåden “Citius quam asparagi coquantur”—“snarere end du kan koge asparges.” I sin romerske kogebog giver Apicus en opskrift på en slags frittata med pureret asparges, peber, frisk koriander, løvstikke, krydderier, løg, liquamen (fermenteret fiskesovs), vin og olie. Anvendtes ikke kun til spisning: Plinius den Ældre foreskrev asparges kogt med vin mod smerter i brystet og ryggen, og mod tarmsygdomme. Han anbefalede også at man kombinerede asparges med spidskommen for at modvirke luft i tarmene eller for at skærpe synet, og som et diuretikum eller afrodisiakum.

Jøder har også elsket asparges i århundreder. Den var ikke nævnt i Bibelen, men  isparagus var nævnt i den babyloniske Talmud (B. Berachot 51a)—selvom det måske ikke er den præcis samme type asparges vi spiser i dag: “Asparagus bryg er godt for hjertet og øjnene og ikke nødvendigt at nævne også maven. Hvis man bruger den regelmæssigt er det godt for hele kroppen, men hvis man bliver beruset af den, er det skadeligt for hele kroppen.” 

Dyrkning af asparges, som med mange andre luksus grøntsager, forsvandt under Middelalderen, dog var den stadig i klostre i det sydlige Europa og det mauriske Spanien. Asparges kom ikke til England før i begyndelsen af det 17. århundrede, da Giacomo Castelvetro, i sin bog The Fruit, Herbs, and Vegetables of Italy, beklagede sig over ukrudtsarter til salg i London. Han kunne ikke forstå, hvorfor ingen sørgede for at forbedre dyrkningen, især da indtægten ville være lukrativ. Derfor gik han i gang med at give detaljerede instrukser til at dyrke asparges “så fede som din pegefinger,” og påpegede for sine læsere hvordan jordbrugere i Verona havde tredoblet deres indtjening ved at dyrke asparges i stedet for hvede og hør.

Cirka på samme tid begyndte dyrkningen i Frankrig. La Quintinie, Kong Louis d. XIVs kok var den første til at dyrke asparges i højbede i drivhuse så han kunne forsyne kongen året rundt med asparges. I dag kommer den mest priste asparges i Frankrig fra Argenteuil, hvor skuddene tvinges til at vokse under jorden for at forhindre at planten bliver grøn. I Italien er hvide asparges fra Bassano mest efterspurgte, skønt de tynde grønne asparagi selvatici (vilde asparges) menes i brede kredse at have den bedste smag. Hvide asparges er også meget elsket i Tyskland og Østrig, hvor de ofte er døbt “royal grøntsag” eller “hvidt guld.” Faktisk siges det at have været en af Sigmund Freuds favorit grøntsager. Den er også så værdsat i dag, at dyrkningen af asparges hvert år fejres på det som kaldes  Spargelstrasse, eller “Asparages Vejen”, der går fra Alsace til Staten Brandenburg. 

Asparges blev først introduceret i Nordamerika af europæiske bosættere cirka midten af det 17. århundrede. I dag er grønne asparges blevet så populær en afgrøde i Californiens Sacramento Valley at der holdes en årlig asparges festival i Stockton. En lignende festival holdes hvert år i Oceana County, Michigan, den anden weekend i juni, her holdes også en parade, et optog og der krones en “Asparges Dronning.”

Asparges kan tilberedes på mange måder. Den kan koges, dampes, steges i olie eller smør, skåret i strimler eller marineres. Asparges giver en delikat suppe, fritter, gratin og quiches. Den er også særdeles god overhældt med olivenolien eller smeltet smør, og grillet i ovnen, eller som tilbehør tl risotto, souffle, eller røræg. 

Kineserne der dyrker flere asparges end nogen andre steder i verden - inkluderer ofte asparges i wokretter. Asparges kan også spises rå, når første de træagtige dele er fjernet, men nogle synes de er svære at fordøje. I Frankrig og Italien, plejer man at bundte dem og koger dem stående i en høj, tildækket gryde med 2 til 3 tommer kogende vand. På den vis bliver de lavere stilke kogt, mens toppene dampes. 

Religiøse jøder har nogle udfordringer med asparges på grund af bekymring for, at der kan samle sig insekter langs stænglernes trekantede skæl. For at undgå dette anbefales det ofte at skrælle stænglerne 

Asparges har mange sundhedsmæssige plusser. Rig på C vitamin, på E vitamin, på antioksidanter og polyfenboler, der beskytter mod hjertesygdomme, diabetes, nervebetingede sygdomme og visse cancerformer. Den er også en god kilde til potaske, der menes at sænke blodtrykket; vitamin A der er gavnligt for øjnene; og vitamin E der hæmmer blodpropper og opbygger knoglerne.  

Asparges fungerer også præbiotisk, giver gode bakterier i tarmen. Den er rig på folat der er brug for  at skabe røde blodlegemer. Gravide kvinder opmuntres til at indtage folat, da det er gavnligt for fostrets udvikling og kan hindre nerveforstyrrelser som rygmarvsbrok. Asparges er også fedtfattig og rig på fibre, der hjælper dig til at føle dig mæt mellem hovedmåltiderne, derfor mener man den hjælper til vægttab. 

https://www.tabletmag.com/sections/food/articles/stalk-talk-asparagus-luxury-vegetable