80 år med FN er rigeligt

Jonathan Braun

The United Nations har længe været et fixpunkt for New York City, med hovedkvarteret på Manhattan’s East Side. FN blev grundlagt på noble principper og tanker - at fremme fred, sikkerhed og samarbejde . men den fysiske tilstedeværelse i the U.S. har medført en betragtelig omkostning for skatteyderne, for New York’erne og vore nationale prioriteter.

Når vi nu nærmer os 80 års dagen for aftalen om et Hovedkvarter for FN i 1947, der skabte det juridiske grundlag for at give FN privilegier og immuniteter der var nødvendige for arbejdet i hovedkvarteret i New Tork, og samtidig sikrede adgang til visse forpligtelser efter U.S. lov, er det på tide at rejse et fundamentalt spørgsmål: Er det at være vært for FN i Amerika stadig noget der er i det amerikanske folks interesse? 

Det stadig mere oplagte svar; Nej.

The United States betaler langt mere end sin rimelige andel i FN’s opgaver og handlinger   forbløffende 22% af budgettet og 25% af omkostningerne ved fredsbevarende operationer. Den amerikanske skatteyder betaler regningen samtidig med at mange af medlemmerne bidrager med langt, langt mindre.

Samtidig handler FN ofte mod amerikanske interesser. FNs fora er blevet platforme for nationer der regelmæssigt kritiserer og er mod Amerika. Vi bruger milliarder af dollars på værtsskabet og betaler for institutioner der alt for ofte underminerer de selvsamme principper vi står for. 

Sådan kan man diplomatisk udtrykke det. Mere direkte, er FN blevet et pengesugende fristed for barbariske regimer og grupper der støtter terrorisme, fremmer antisemitisme og har som mål at ødelægge Israel. 

Læg dertil, at ved at være værtstedet for FN på Manhattan lægges en betragtelig bryde på New York City. Fra trafikkaos til sikkerhedsrisici, således er udfordringerne ved at være vært for en international organisation i denne størrelsesorden enorme. 

Sådan behøver det ikke være. Med præsident Trumps storsejr i valget har the United States en mulighed for at modernisere sin relation til FN, begyndende med en dristig men praktisk ide. The U.S. burde trække sig fra hver FN organisation, skære ned på den finansielle støtte til det som svarer til minimum medlemsbidraget om året og slutte the 1947 Headquarters Agreement -- med begrundelse af den nationale sikkerhed - for igen at kræve suverænitet over ejendom i New York City og lade FN hovedkvarteret flytte til Schweiz, Geneve, der allerede er hjemsted for mange internationale organisationer og som er velegnet som vært for FN. Landets neutralitet og infrastruktur gør at det er et ideelt sted..

Ved at trække sig fra enhver FN organisation og skære ned på FN bidraget til et minimum medlemskab kan the U.S. omdirigere milliarder af dollars til initiativer der direkte gavner amerikanerne. 

Forbundsregeringen kunne købe FN bygningen til en rimelig pris og give den til New York City og genudvikle området til boliger for middelklassen, forretninger, skoler og parker. (Måske kunne den New York dommer der værdisatte Mar-a-Lago til $18 millioner benyttes som valuar af FN komplekset.) 

Dette handler ikke om at sige fra overfor diplomati. Det drejer sig om at sikre at vor udenrigspolitik afspejler amerikanske interesser og værdier og samtidig giver New York City en spændende mulighed for at genudvikle et prima boligområde..

Forestil dig hvad New York City kunne gøre med 16 acres på Manhattan. Et middelindkomst beboelses projekt kunne afhjælpe byens boligkrise samtidig med der skabes jobs og der kommer liv i området. Indkøbsmuligheder og skoler ville bringe nyt liv til området og til gavn for de lokale familier og virksomheder. 

Det vil så absolut ikke være et tab for New York, tværtimod vil denne transformation være en betragtelig gevinst. Goderne ved den nye udvikling - et helt nyt og dynamisk beboelsesområde - ville langt overstige ethvert økonomisk tab som kunne være forårsaget af at FN Hovedkvarteret flyttes.

80 år er rigeligt. The United States har været den primære finansielle kilde og vært for FN alt for længe, ofte har vort folk betalt prisen. I 2027, kan vi tage dristige skridt og hævde vor suverænitet; modernisere det globale diplomati ved at flytte FN til et neutralt sted; reducere de amerikanske skatteyderes finansielle byrde; og forvandle New York City med et visionært genudviklings projekt. 

Nu er det tiden til at handle. Kongressen og præsident Trump - en af de største ejendomsudviklere i amerikansk historie - burde prioritere amerikanske interesser genvurdere og modernisere vor relation med FN.  

Jonathan Braun is a former professional journalist and a second-generation native New Yorker who has specialized in reporting on and writing about international politics and personalities. 

Image: Steve Cadman

https://www.americanthinker.com/blog/2024/11/eighty_years_is_enough.html

 

Carters eftermæle - han mistede overblikket

Andrea Widburg

Jimmy Carter, den 39. præsident for the United States, der opnåede en periode fra januar 1977 til januar 1981 er død i en alder af 100 år. Han var den første præsidentkandidat jeg ikke stemte på. Jeg vil altid være taknemmelig for at min stemme ikke hjalp ham til at vinde, for han var ikke en god præsident. Så meget af den uro, tumult der præger verden i dag begyndte med Carter som præsident.

Jeg voksede op i en Democrat familie, og vi ville så gerne holde af Carter. Ikke desto mindre, da hans periode sluttede var mine forældre særdeles forbeholdne over for ham, brød sig ikke om ham. Det gjorde de ret i, fordi nogle af hans beslutninger var skrækkelige og havde frygtelige konsekvenser for Amerika:

Han benådede de som ikke ville være soldater, der undlod at møde op til indkaldelsen, hvilket min far, veteran fra to krige, fandt var utilgiveligt.

Han forærede Panama Kanalen bort. Nu da Kine har fodfæste i Latinamerika er deres tilstedeværelse en trussel mod vor handel og nationale sikkerhed. 

Image: Jimmy Carter (public domain).

Han oprettede the Department of Education, (uddannelsesministeriet), som min far, selv lærer, med det samme, erkendte ville være en spændetrøje og katastrofe, der ikke ville løfte lærerne op, men medføre dårligere undervisning. Far havde ret. 

Han stod for inflation, stagflation, og energikrisen. Sidstnævnte blev en følge af hans politik, men selvom det ikke havde været sådan, så skete disse økonomiske kriser på hans vagt, og han sad i suppedasen.

Han var en ubehagelig, gnaven person, hvis blotte tilstedeværelse var uheldig for Amerika. Amerikanerne brød sig ikke om hans moraliseren fra Det Hvide Hus. Selve hans personlighed var definitionen af at føle sig utilpas.

Hans Hvide Hus var dybt præget af ineffektivitet. Den smule jeg husker tydeligst var den elendige translatør under en vigtig konference i Polen, der fik Carter til “begære” det polske folk og “hoppe af fra Amerika.

Sovjetunionen invaderede Afghanistan på Carters vagt, hvilket mine forældre mente var et tydeligt tegn på Carters svaghed. De havde nok ret. Sovjet ville ikke have gjort det med en stærkere person i Det Hvide Hus. På kort sigt blev krigen et hængedynd der hjalp med til at Sovjetunionen faldt sammen. På lang sigt, gav det fremgang for Taliban der har medført så meget død og ødelæggelse til Amerika. 

Han foranstaltede at Ayatollahs fik magt i Iran. Hans svaghed førte til angrebet på the U.S. Embassy og den svaghed han derpå udviste resulterede i en gidselkrise der varede 444 dag, og den katastrofale redningsmission. Vi har lige siden været plaget af Mullaher og de er ansvarlige for utallige dødsfald i Iran, og i verden, herunder døde amerikanere.

Carters svaghed over for Ayatollaherne igangsatte den islamiske ekstremisme. Alt det vi kan se i dag i den muslimske verden - Iran, Det Muslimske Broderskab, Taliban, Houthierne, Hezbollah, Hamas mv. modnedes alle under Carters vagt. Igen det hele var ikke hans fejl, men hans svaghed var en slags gødning.

Carter blev generelt anset for at være en "vendekåbe" (“waffler,”) en uden vision eller fasthed, Et familiemedlem der var ingeniør forklarede at Carters oplæring som ingeniør lod ham have fokus på detaljer, selvom hans personlighed var overbevist om at han havde overblik. Hver gang en detalje ændrede sige, så ændrede han sin politik for at tilpasse den. Det er uden tvivl meget fint for en ingeniør, men ikke en verdensleder.

På plussiden var Carter mægler ved the Camp David Accords mellem Israel og Egypten, der holdt ved i lang tid. Imidlertid sporede min far (en virkelig klog mand) Carters spirende antisemitisme, der kom i fuldt flor efter han forlod Det Hvide Hus. Selv Jonathan Greenblatt, den venstreorienterede leder af the ADL, kunne ikke tolerere Carters fjendskab over vor Israel, noget der kun kan skyldes jødehad.

Også efter han havde forladt Det Hvide Hus var der ikke en eneste korrupt leder han ikke mødtes med. Hvorfor? Aner det ikke. Men jeg bryder mig ikke om ham på grund af det.

I sidste ende levede Carter  personligt et pænt, ordentligt liv (han havde samme hustru i næsten 80 år, han gik i kirke etc.), men han overlod the United States og verden i en meget værre tilstand end da han trådte til. 

https://www.americanthinker.com/blog/2024/12/former_president_jimmy_carter_dead_at_100.html