Når en præsident mister besindelsen - Truman går amok

 

En gennemført skiderik!

I anledning af Nytårsaften er denne lille morsomme beretning måske meget passende. Savner vi ikke, at politikerne i dag glemmer den politiske korrekthed, og skaber noget ægte kontant i meningsudvekslingerne?.

You are an "eight ulcer man on four ulcer pay."

Om aftenen den 5. december 1950 var et omhyggeligt udvalgt publikum på 3500, i en fyldt Washington’s Constitution Hall vidne til en sangforestilling af Margaret Truman, enebarn af den daværende US-præsident Harry Truman (som også var blandt publikum), og, til trods for den almindelige konsensus, at hendes talent som sanger var mangelfuld, kom der en bølge af positive reaktioner som hilste den håbefulde sangerinde efter koncerten. En person, der nægtede at føje sig de frydefulde var kritikeren hos Washington Post Paul Hume, hvis ærlige gengivelse den næste morgen indeholdt følgende:  

“Miss Truman er et ægte amerikansk fænomen, med en behagelig lille stemme og i rimelig kvalitet....Miss Truman synger ikke særlig godt. Hun er svag det meste af tiden - mere sidste aften end på noget andet tidspunkt vi har hørt hende i de sidste år....der er få øjeblikke under hendes sang hvor man kan slappe af og føle sig beroliget ved at hun når sit mål, hvilket er afslutningen af sangen...Miss Truman har ikke forbedret sig i de år vi har hørt hende, hun kan stadig ikke synge med noget der nærmer sig professionalisme. Hun kommunikerer næste slet ikke den musik hun præsenterer.”

Præsidenten var edderspændt og så rødt, og øjeblikkeligt affyrede han følgende truende brev til Hume. Næste dag var brevet på avisernes forsider

Se brevet herunder:



Transkript
THE WHITE HOUSE
WASHINGTON

Dec. 6. 1950

Mr. Hume:-

Jeg har netop læst Deres elendige gennemgang af Margaret’s koncert. Jeg er kommet til den konklusion at De er en elendig presset karl med en elendig løn ("eight ulcer man on four ulcer pay.")se et forsøg på forklaring nedenunder -synopsis.(1)

Det forekommer mig, at De er en frustreret gammel mand, der ønsker han havde haft mere succes. Når De skriver sådant forbandet sludder i den avis De arbejder for på bageste sektion, se det viser helt sikkert, at De er ude af rampelyset og at mindst fire af Deres kræftknuder er virksomme.

Jeg håber en dag at møde Dem. Når det sker får De brug for en ny næse, en masse bøffer til Deres blå øjne og måske en krykke!

Pegler, den lumske skiderik og skidtkarl er en gentleman i sammenligning med Dem. Jeg håber De vil tage imod denne udtalelse, som en værre fornærmelse end en reflektion over Deres forfædre.

H.S.T.
--------------------------------------------------
Synopsis-olsen information:

Pegler som der henvises til er Westbrook Pegler,  en skarp, undertiden barsk journalist og kritiker af så at sige alle præsidenter, dog gik han hårdest til FDR og Truman, som han foragtede for deres venstreorienterede politik. Kennedyerne fik også en ordentlig tur i Pegler maskinen.

(1) Citatet “eight ulcer man.....” synes at stamme fra en Stephen_Early som var Trumans pressesekretær og en ihærdig positiv fortaler for FDR som han var personlig sekretær for.

Et forsøg på tolkning -  “en yderst stresset person (grundet ulcers - kræftknuder - i overført betydning voldsomt arbejdsmæssigt pres f.eks. og med en stresset elendig løn - four ulcer pay

Andre løsninger/forklaringer imødekommes med tak

Et måske lidt langt ude forsøg i den underforståede betydning af sætningen kunne være -
Måske stammer Humes forfædre, som Truman jo så forkasteligt trækker med ind i sin kritik - fra Ulster - Nordirland og dermed sammenkædningen med ulcers.

Ulcers ligner det geografiske udtryk Ulster temmelig meget i udtale og stavning. Irere var foragtede i USA og især de fra Nordirland -Ulster- som stod for så megen ballade i hjemlandet, som kræftknuder og “eight ulcer” = en overdreven ballademager - på en “four ulcer pay” = som dermed får tilbagebetaling i form af anden ballade og foragt.  - Er det for langt ude????

GODT NYTÅR 

Sang hun så elendigt, døm selv: 
 
https://www.youtube.com/watch?v=dhmtnVaG4UY&list=PLcVr9bnPHSVy3LUzXkTeMuASOtAXTkI0r

Modelfly krydser Atlanten

The Spirit of Butts Farm

Den 9. august 2003, lettede et fly ved navn Spirit of Butts Farm fra Cape Spear i Newfoundland, Canada på vej mod Clifden, Irland. I en moderne flyvning er en sådan transatlantisk flyvning helt almindelig. Men hverken Cape Spear eller Clifden har en lufthavn, de ligger langt ude på landet. Cape Spear har et fyrtårn, men ellers bor der ikke rigtig nogen. Et plus er at Cape Spear er det punkt i Nordamerika der ligger mest mod øst, mens Clifden befinder sig på Irlands vestlige kyst. Det giver altsammen mening da Spirit of Butts Farm er et radiokontrolleret modelfly. Og det første RC fly til at krydse Atlanterhavet.                                                                                                                                           

Vægten er 5,5 kg. og det medførte cirka en liter brændstof, og flyet - opkaldt efter landbruget der tilhørte en mand ved navn Beecher Butt (hvor flyholdet øvede) og Charles Lindberg’s Spirit of St. Louis - klarede den over 1800 mil flyvning på cirka 38 timer. Ved denne præstation satte flyets pilot, en dengang 77 årig, delvist blind og døv mand ved navn Maynard Hill to verdensrekorer: 1. Den længste distance fløjet af et modelfly og 2. Den længste i tid i flyvning med modelfly

Triumfen var ikke nogen nem succes. Hill og nogle venner arbejdede, af og til, i ti år med at designe flyet, og endte med at lave et fly drevet af specialbrændstof og af glasfiber og balsatræ.

Første forsøg var året forinden, med tre forsøg, hver af dem mislykkedes, det længste cirka 500 miles. Selve den succesrige flyvning gik ikke helt glat. Flyet var udstyret med en GPS enhed, der hjalp med til at styre flyet - over Atlanterhavet på autopilot - blive på kursen, samtidig med den rapporterede positioner tilbage til Hill (i Canada) og hans kollega Dave Brown i Irland.

I en periode på tre timer forsvandt al kommunikation, hvilket fik de fleste på holdet og tilskuerne til at mene at flyet var styrtet. Da GPS data kom tilbage, var hurraråbene kortvarige, da flyets data vise at flyet fløj langsommere end man havde håbet på - det fløj med 42 miles i timen, hvor Hill og kompagni havde håbet på noget medvind så det kom op på 55 miles i timen. Dermed indikeredes ret så kraftigt at flyet ville løbe tør for brændstof før målet.

Men cirka kl. 14.00 den 11. august 2003, landede Spirit of Butts Farm sikkert - men mindre end to ounces brændstof tilbage, hvilket betød at der kun havde været til endnu en times flyvning, før det ville være styrtet.

https://www.youtube.com/watch?v=Q20uRLcvKjM

Bonus fakta: Landingsstedet for Spirit of Butts Farm – igen, Clifden, Irland - var ikke valgt tilfældigt. I 1919 fuldførte John Alcock og Arthur Whitten Brown den første non-stop transatlantiske flyvning da de styrtlandede der. Flyveturen havde varet under 16 timer.

http://nowiknow.com/the-spirit-of-butts-farm/

 

Grønland: Hvordan Trump kan forhandle med de rasende danskere til alles fordel

Stephen Helgesen

For nogle dage siden holdt Danmarks statsminister Mette Frederiksen en pressekonference ved hendes korte tur til Grønland. 

Det er der ikke rigtig noget nyt i, udover at hun oplæste en udtalelse til pressen på engelsk, der var rettet til den amerikanske præsident, selvom hun fik det til at lyde som om hun talte til det amerikanske folk. Udtalelsen var tydelig og klar. Hold fingrene fra Grønland. Grønland er ikke til salg. Grønland kan ikke blive annekteret og den danske regering vil ikke lade I amerikanere tage det uanset grunden, og helt sikkert ikke “for jeres nationale sikkerhedsinteresser.”

Kyniske og mistænksomme mennesker kunne sige at faktisk handlede hele turen om muligheden af at stille sig mellem den afgående premierminister i Grønland og den nye, præcis på det tidspunkt da nye regering konstituerede sig, og for at affyre et et to minutters advarselsskud henover the Resolute Desk

.

Det budskab gik ud på at det at invadere et suverænt land, selv et land hvis befolkningstal ikke er større end Maple Grove, Minnesota, ikke ville blive tolereret af Danmark og dets allierede i EU.

Og således begynder den nye krig om ord over verdens største isblok. 

Jeg forventer til fulde at præsident Trump nu vil benytte næste træk og fremholde sin sag på Truth Social, X, og alle de andre platforme på de sociale medier og lancere det der svarer til en retorisk invasion beregnet på at få amerikanernes støtte, og vinde sind og hjerter hos folket på Grønland. 

Før han gør det, burde han imidlertid være klar over, at i juli måned vil den danske statsminister overtage formandskabet i Europarådet, og hun kan på effektiv vis få det perfekte podium for at samle støtte for beskyttelse af Grønland mod amerikanernes greb.

Hvis præsident Trump ikke er i stand til at tøjle sit temperament (og ikke betragte M. Frederiksens bemærkninger som en trussel til hans politiske manddom) er det sandsynligt han vil begå nogle alvorlige taktiske fejl og det på et tidspunkt hvor det meste af Europa allerede er godt på vej til at blive Amerika hadere på grund af hans toldsatser og tilbageholdenhed med at betale for Ukraines krigsmaskine.  

En bedre vej kunne for Amerika være at kopiere den kinesiske model "belt and road" initiativet og betragte Grønland som en potentiel Puerto Rico lignende partner og opfordre til investering på øen fra de amerikanske virksomheder der nu opererer i Kina.  

Kort sagt, benyt Grønland som en trædesten for de virksomheder, der ikke ønsker at gå hele vejen tilbage til the U.S., men giv dem tilskyndelser til at investere i Grønland. Trump kunne derpå bruge "greenback power" til at få grønlænderne mere over på  Amerika ‘siden’. 

Den danske regering ville derfor skulle leve op til amerikanernes eksempel eller overlade skuepladsen til dem. 

På et tidspunkt da Danmark forsøger at finde midler til at betale for landets ambitiøse treparts miljøprogram, betale for genopbygningen af landets militær, blive ved med at støtte Ukraine sammen med at skrive check ud til Grønland svarende til $600 millioner hvert år i bloktilskud, vil landet blive voldsomt presset til at finde kroner til at subsidiere danske virksomheder til at gøre det samme.

Ordkrigen vil eskalere, men ikke erstatte det at der handles målrettet.

Retorik der støtter en politisk agenda er ofte betegnet som “propaganda,” og jeg tvivler ikke på at amerikansk retorik om Grønland også vil blive betegnet som sådan, men hvis administrationen er seriøs om at styrke sin position om og med Grønland vil velvalgte ord hjælpe. Uanset hvad vil de ikke erstatte positive handlinger, der også betragtes som positive af grønlænderne. 

Den nye Greenland Action Plan (GAP) burde være en plan i tre dele..

Første del bør være at man fra Det Hvide Hus holder inde med det barske sprogbrug. 

Sprogbruget skal erstattes med en appel til amerikansk industri om at træde i karakter og slutte sig til U.S. regeringen om at investere på øen. 

De første investeringer burde være i turisme, hvis flere amerikanere besøger Grønland vil flere grønlændere være tilbøjelige til at byde dem velkommen - og deres dollars - i landet og måske med tiden komme til at indse at the. U.S. ikke er Rusland og at Donald Trump ikke er Vladimir Putin.

Den anden del af GAP er de aktuelle investeringer. De burde foretages med et fokus på at styrke U.S. militærets tilstedeværelse i landet, ved nye operationsbaser og ved at udvide den eksisterende Pituffik Base. Hver ny investering og hver ny ekspansion skal være forberedt og fulgt op med en blitz i medierne og på sociale medier, hvor der sættes skarpt lys på de investeringer. 

The Office of the Ambassador-at-Large for Arctic Affairs der nu befinder sig hos the State Department burde erstattes med en ny styrelse der rapporterer direkte til vicepræsidenten (der i sandhed har brug for at skabe sig et bedre indtryk når det gælder Grønland). Styrelsen skal bestå af en repræsentant fra State, Commerce, efterretningsbureauer og Defense Department. Styrelsen ville skulle koordinere alle regeringsprogrammer vedrørende området og være mellemled til U.S. forretningsverdenen.

Hvis et træ falder.....

Det nytter ikke at gøre noget godt hvis ingen hører om det. Det er derfor jeg understreger behovet for at koordinere strategien for  medier og social platforme der vil informere U.S. borgerne og især europæerne med et særligt fokus på Grønland og Danmark og i fremskridtet med at gøre Grønland stærkere, mere selvtilstrækkelig og mere profitabel..

Da dårlige nyheder har tendens til at blive formidlet hurtigere end gode nyheder, skal der gøres en samlet indsats for at gøre de gode nyheder der kommer fra den nye GAP mere vedholdende og bæredygtig. 

De sociale medier vil spille en nøglerolle, men Det Hvide Hus bør ikke forvente at de førende medier hjælper dem. De har alt for travlt med at forsøge at hjælpe Democrats til at vinde midtvejs valget - der kun er cirka to år til.

Endnu et godt skridt ville være at flere af administrationens minister medlemmer besøger Grønland, begyndende med en forretnings delegation under ledelse af Commerce secretary, Howard Lutnick, og med deltagelse af U.S. Chamber of Commerce. Delegationens tema burde være af udforskende natur, og burde ikke være bundet, nødvendigvis, til et besøg i hovedlandet Danmark, men i stedet have fokus på Arktisk. 

Et alternativ til det kunne være en amerikansk organiseret event i Danmark umiddelbart før besøget på Grønland, hvor de inviterede er Department of Commerce Senior Commercial Officers fra alle amerikanske ambassader i Europa for at briefe dem om administrationens arbejde og indsatser og forventningerne hos dem om at fremme sådanne investeringer.

Nu er det på tide til mere eftertænksomme metoder for at erstatte de mindre velovervejede og huske noget fra Prædikerens bog 9:11.“Dernæst så jeg under solen, at løbet afhænger ikke af de hurtige, krigen ikke af de tapre, føde ikke af de vise, rigdom ikke af de forstandige, yndest ikke af de kyndig, for skæbnens tid rammer dem all.” 

Tiden læger måske ikke alle sår, men den vil hjælpe os til at huske hvordan vi fik dem, og Gud ved vi alle fortjener endnu en chance for at rette vore fejltagelser.

Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/greenland_how_trump_can_deal_with_the_raging_danes_to_america_s_advantage.html

Ateister, humbug og julen

 

Ateister, humbug og julen

Matt Barber

Det er Juleaftens Dag. Mens du står foran de udstillede godter, stirrer du, med mundvandet i aktion på den righoldige samling af bagte lækkerier. De chokoladeovertrukne frydefuldheder. Du beundrer den dygtighed og kreativitet der ligger bag hvert kulinarisk kunstværk, der så omhyggeligt er tilberedt til glæde for øje og mundhule. 

“Hvilken talentfuld og dygtig bager,” siger du. 

“Der er ingen bager,” erklærer den unge mand i køen bag dig. “Den gulerodskage er blot den materielle manifestation af tilfældige begivenheder indtruffet i tidens løb. Helt tilfældigt.”

Det er ateismen i en nøddeskal. Alt fra Ingenting. Af ingenting er det hele kommet. 

At benægte Skaberens virkelighed - ikke at tro - kræver en bevidst annullering af ikke at ville tro i lyset af bevis der er soleklart. At være en “fritænker” kræver kapacitet, uden brug af tanke og fornuft. 

De bagte ting har en bager.

De skabte ting har en Skaber. 

Romerbrevet 1:20 observerer: “Siden tidernes morgen har mennesker kunnet betragte jord og himmel og alt, hvad Gud har skabt, og derigennem erkende hans usynlige væsen, hans evige og guddommelige skaberkraft. Derfor kan ingen undskylde sig.“

Alligevel ‘spilder’ ateister deres liv - både nu for tiden og i al evighed - med troligt at undskylde den Guddommelige Natur der har skabt alting (herunder dem selv). De benægter at se det som så klart kan ses og forstås. 

Således kommer de ikke med i båden - de fejler i erkendelsen af hele formålet med at de både blev skabt og ‘kaldet.’ Det er ikke kun det “Kejseren har ikke noget tøj på”; det er “Der er ingen Kejser.” 

Og sådan kvækkes der. 

Deres næste ord, formoder jeg, inkluderer noget lig “ups” - eller, måske nogle andre mere farverige varianter. 

Dog har jeg ikke noget problem med trædemøllens ateister. Skriften formaner. “Kun en tåbe kan få sig selv til at sige: »Der er ingen Gud!« Den, der siger sådan, er forkvaklet og korrupt, han handler ikke i overensstemmelse med sandheden.” Salme 14: 1. Som en vis og forstandig filosof engang sagde. “Jeg har inderlig ondt af tåben.”  

De der benægter har brug for tilgivelse og bøn. Jeg håber af al kraft, at de alle vil komme til viden om og accept af Jesus Kristus - Guds udtrykte billede. 

Dog hvert år, i særlig grad ved Juletid, dukker religiøse nidkære op - gejstlige indenfor Ateismens Kult - for at minde os om at de er drevet lige så meget af mangel på tro på Gud som de på barnligste vis er fjendtligt indstillet over for Ham. 

Vores sjælsfortabte venner ovre på den opmærksomhedshungrende “American Atheists” opstillede for eksempel fornylig et kæmpeskilt på New York’s Time Square for at forhåne kristne og Kristendommen. Nedenunder et billede af Julemanden var der et portræt af den korsfæstede Jesus: “Vær Glade! Forkast Myten!” var meningen med ‘morskaben.’

Og så lige i tide til Julen. 

“De fleste kristne er i virkeligheden ateister der føler sig fanget i deres families religion,” åbenbarede en åbenbart almægtig David Silverman, den flabede sekts ypperstepræst. 

Samtidig i Missoula, Montana, har Liberty Counsel tilbudt gratis juridisk rådgivning til Missoula Countys offentlige skoler efter ateistiske forældre truede med at lægge sag an mod skoledistriktet for at tillade eleverne at synge kristne Julesange. 

I overensstemmelse med memoet fra propagandistiske verdslige-”progressive” om anti-forhånelse, fortalte forældre, der ikke ønskede at træde frem, skoledistriktet at det at synge Julesange der henviser til Kristus eller den første Jul er “forhånelse.” Derfor forsøger de at forhindre det og forsøger sig med at forhåne alle andre til tavshed. 

Det giver jo også mening. 

“At sammenligne det at synge Julesalmer med forhånelse er bedragerisk, dumt og uvederhæftigt,” sagde grundlægger og formand for Liberty Counsel, Mat Staver. “Jeg håber skoledistriktet ikke bøjer sig for manipulationen og angsttaktikken. Enhver retsudfordring om brug af hellig musik eller Julesalmer i offentlige skoler har været uden succes,” bemærkede hand. 

“Den eneste gang ateisterne har haft succes er. når skoledistrikterne har givet op. Det er derfor Liberty Counsel er aktiv i støtten til disse skoler og i at beskytte de studerendes, og Julens, First Amendment rettigheder,” sagde Staver.

Helt sikkert så er mange verdslige “progressive”, især medlemmer af grupper som Amercan Atheist, ACLU, Freedom From Religion Foundation og de stakkels godtroende tåber de har ført på vildveje, helt og aldeles ligeglade med First Amendment og forhåner den.

De er i færd med en religiøs udrensning. Det vil sige det er deres mission at ‘befri’ verden for religiøse udtryk - for at være mere specifik, kristne religiøse udtryk - i et ethvert offentligt forum. Punktum.

 

De søger at lave om på historien og genskabe Amerika i deres eget verdslige-humanistiske billede. Hvis det ikke forsøges holdt i skak så vil de gøre det. Det er den temmelig skadelige selvbedragende minoritets tyranni; under alle omstændigheder er det tyranni. 

Det som dog stadigt for mig er frydefuldt er, at i løbet af de sidste 2000 år, har enhver bestræbelse på at forfølge og gøre den kristne kirke tavs kun tjent til at sprede den gode nyhed fra evangelierne. 

Ganske pudsigt det med sandheden. Den er som en redningskrans der trækkes gennem søens overflade og bundet til et reb. 

Med tiden og med Kristi kærligheds flodbølge af kærlighed vil det reb - ateismens løgn - med 

tiden rådne og briste. Det knækker under sin egen svaghed, og kaster redningskransen fra det kolde mørke til det varme sollys. 

Jesus tilbyder verden den eksklusive vej til evigt liv og frelse. Han er det varmende, Han giver os alle et utvetydigt valg: “Jeg er Vejens og Sandheden og Livet,” Han lover. “Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.” 

Ikke gennem Buddha. Ikke gennem Muhammad. Ikke gennem Ganesh. Ikke gennem L. Ron Hubbard. Og helt sikkert ikke gennem ateismen. 

Frelse sker udelukkende gennem Kristus alene.

Ikke for at glemme det, så tilbyder ateismens gud også verden et valg. Han siger det aldrig direkte, men det er det han ikke desto mindre tilbyder. Han er afslutningen, løgnen og døden. Ingen kommer til Faderen gennem ham. 

Mens verden højtideligholder vor Frelsers fødsel, Gud som Menneske, Jesus Kristus, beder jeg til at du overvejer dine valg klogeligt. 

“For syndens fortjente løn er døden. Men Guds gratis gave er et evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.” 

(Romerbrevet 6:23)

Ateismen tilbyder kun døden. 

Livets gave er gratis.

Det er det, Julen handler om. Det er derfor Kristus blev født. 

Matt Barber is an attorney concentrating in constitutional law. He serves as vice president of Liberty Counsel Action. (This information is provided for identification purposes only.) "Follow Barber on Twitter

Read more at http://www.wnd.com/2012/12/atheist-humbugs/#fQQcsttCVfTummz0.99