Islam - underkastelse til kærlighed eller dominans?

Islamisme og Sadisme

Amil Imani

Det handler ikke om Gud eller kærlighed, det drejer sig om kontrol og dominans - ligesom sadisme ikke drejer sig om samleje eller kærlighed; det handler om kontrol, tortur, afstraffelse og dominans.

Hvorfor ellers kalde en såkaldt religion “submission” “underkastelse?” Islams forordninger har til hensigt at dominere et hvert vågent øjeblik i den troendes liv. Islam søger intet mindre end en total global dominans. Der er ikke plads til at være en halvhjertet muslim og man tolererer ikke en opblødning af dens krav.  

Hvordan jager islamisterne så deres ofre? For det første, er Islam indpræget i det modtagelige sind fra barnets fødsel. Forældrene og de nærmeste familiemedlemmer er de som indgyder de allerførste indtryk på tabula rasa (rengjort tavle) i det unge sind. Disse tidlige indtryk er kraftværket for yderligere formning af personens sind og trossystem. Det er så langt lettere, mens livet går sin gang, at inkorporere “opgaver” der passer fint ind i ‘kraftværket’ end at modificere eller afmontere det hele og begynde forfra. Det er i anerkendelse af vigtigheden af en tidlig optræning og uddannelse at mennesker som Sankt Augustin og Freud betragtede de første år i livet som altafgørende for, hvordan personen former sig. 

 

Det er dog imidlertid en vis trøst at erkende at der er mange praktiserede religioner der er villige til at gå imod ekstremister, selvom det betyder stor fare for den. Det er også ganske menneskeligt at bekæmpe kontrol og dominans. Når islam imidlertid bliver ‘gift’ med regering, så er det som at kaste benzin på et bål. Det er hvad Den Islamiske Reoublik Iran nu fortiden er.

Mullaherne og deres lakajer har tortureret, voldtaget og henrettet hundreder af små piger og små drenge ved deres afsky for at miste kontrollen. De er blevet latterliggjort og foragtet blandt mennesker som de elendige, forkvaklede og fuldstændig dadelværdige skabninger de er.  

I frie demokratier, er regeringerne ansvarlige overfor folket og skal betjene folket til dets glæde. I islamiske teokrater er regeringen kun ansvarlig overfor Allah og folket skal tjene til regeringens behag. Og man kan se resultatet af islamisk total og delvist styre i 56 lande eller deromkring, der ligger højest, på enhver opgørelse, blandt nationerne i verden målt på elendighed.

Andre problemer opstår. Frihed, der jo hyldes fuldt berettiget af demokratier, erstattes af underkastende- betingelsesløs lydighed, og at man følger til punkt og prikke diktaterne og forskrifterne fra den alvidende Allah. Individet bliver ikke meget mere end en passiv lydig tjener for Allah, og perspektivet for ham selv og livet ændres på drastisk vis. Når han først underkaster sig den almægtige, alvidende, så er han samtidig frigjort fra ansvaret ved at skulle forme sig eget liv på sin måde.

Det er denne totale underkastelse der, blandt andre ting, har foranlediget muslimer til systematisk at nedbrænde bibliotekerne i de lande de invaderede. De retfærdiggjorde deres handlinger ved at holde fast på, at Koranen, den omfattende fejlfri bog fra Allah, indeholdt al den fuldkomne kundskab som menneskeheden har brug for. Op til i dag  bliver mange bøger forbudt på steder, hvor Islam hersker, aviser og tidskrifter bliver systematisk censureret eller lukket, og ikke trykte medier bliver metodisk blokeret. (læs denne artikel på synopsis).

Der er en betragtelig tillokkelse til underkastelse til en magt der er villig til og i stand til at tage sig af personen. Det er ikke noget dårligt arrangement. Problemet er at alle hidtidige sådanne påstande har vist sig som værende bedrag eller fiasko, hvor kun en part har fået udbyttet. Islam er ingen undtagelse. Et overfladisk blik er tilstrækkeligt til at vise, hvordan Muhammads ‘hjord’ har det. Til trods for en enorm materiel velstand da er muslimerne i de olie-rige lande som fanger i en lammende mental underkastelse og alle de skrækkelige følgevirkninger.

Islam har helt sikker indtaget en begyndende dominerende rolle i Europa. Den er blevet så prominent at den ældste dommer i England har velsignet forestillingen om at gøre Sharia Lov lig med borgerlig lov i visse tilfælde. Mange europæiske lande er allerede ved at kapitulere til islamisterne. Den Øverste Vejleder for terror i Den Islamiske Republik Iran, Ali Khamenei har med stor selvsikkerhed proklameret at Europa vil være islamisk om et dusiner år.

Det har han sådan set god grund til at mene. Muslimerne skaber stater i staten i mange europæiske byer og samfund. I Storbritannien for eksempel er ikke muslimer i alvorlig fare, hvis de går ind i muslimske kvarterer.

 

Det er bydende nødvendigt at fatte, at en sadistisk person ikke er ude på sex; han søger en vej til dominans og smerte for sine ofte. Han ønsker at være i kontrol over handlingen. En person der bliver voldtaget, for eksempel, har i virkeligheden ingen kontrol over situationen, vedkommende bliver bogstaveligt underkastet med tvang.  

Vold, våben, skader eller tortur fascinerer en sadistisk person, ligesom det fascinerer en islamist. Begge nyder de at få deres ‘underkastede’ (det være sig mennesker eller dyr) til at gøre, hvad de ønsker de skal gøre ved at indgyde dem frygt gennem en serie af intimiderende handlinger, frygt og terror. Begge finder de behag i andres psykologiske eller fysiske lidelser.  

Dette er lige præcis sådan islamisterne har hersket over et fredeligt og sofistikeret land; Iran, i de sidste 30 år. De har fuldstændig indesluttet aktiviteterne og uafhængigheden af Irans folk. I en cyklus med rædsler og terror har Den Islamiske Republik Iran benyttet mange gamle Sovjet teknikker, der går fra intimidering, voldelig forfølgelse og tortur, til mere mekaniske værktøjer beregnet på at påføre voldsomme skader på væv. De anvender psykologi og psykologiske teknikker, såsom fuldstændig isolation og frarøven af søvn. Den Islamiske Republiks lakajer er vant til at benytte disse teknikker mod Irans ungdom mens de drømmer om verdens dominans under Shia.  

Kort sagt, ønsker islamister at få kontrol over deres undersåtters hele liv. Dette er præcis således Islams Profet kontrollerede sin hær af tilhængere. Dødskampagnen kæmpet af jihadister får sin energi ved troen på yderst behagelige belønninger der venter den trofaste udfører af Allahs diktater.

Gennem en yderst effektiv indoktrinering er islamisterne kommet til helt og fuldt at tro på et islamisk utopia. De tror at Allah er den Ene og den suveræner skaber af jord og himmel, og det er hans pligt og privilegium at adlyde Allahs vilje og udføre hans planer uanset omkostningerne.

Han tror fuldt og helt på et glorværdigt vidunderligt udødeligt liv efter dette i Paradiset, og en martyrdød er den hurtigste og sikreste vej dertil. Skønt det dominerende tema for bedraget er quasi åndeligt, så er de lovede belønninger i livet efter døden, det martyren har i udsigt sensuelt og materielt. Alle de ting og aktiviteter som jihadisterne begærer og ikke kan udføre eller praktisere og forkaster i sit jordisk live vil blive forfinet, pudset op til ham i Paradiset. Således fortsætter bedraget.

Islam er voldelig, undertrykkende, racistisk og irrationel helt ind til benet. Det er forræderi om mennesker dog fremstiller den anderledes, enten af uvidenhed eller på grund af personlige grunde. For virkelig at ‘værdsætte’ islam da skal man opleve den ved magten på første hånd. Tag en hurtig rejse til muslimernes lande og find selv ud af, hvor skrækkeligt de behandler ikke-muslimer, selv “Bogens Folk”, jøderne og kristne. Forsøg at lave en bibelstudigruppe eller bygge en kirke i Saudiarabien og opdag da ‘goderne’ ved islamisk styre.

Folkens! Dette er en kamp om overlevelse som enhver af os kan være med til at udkæmpe. Lad os fortsætte med det,  før om ikke dig, så dine børn og børnebørn ender med at være under et barbarisk styre ved Sharia Lov.

Alle undskyldningerne, forklaringerne og årsagerne til jihadisternes og islamosfascisternes vildskab er mindre problemer. Islam handler om terror, straf, kontrol og dominans.  

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Amil Imani is an Iranian-American writer, poet, satirist, novelist, essayist, literary translator, public speaker and political analyst who has been writing and speaking out about the danger of radical Islam both in America and internationally. He has become a formidable voice in the United States against the danger of global jihad and Islamization of America. He maintains a website at www.amilimani.com. Imani is the author of the riveting bookObama Meets Ahmadinejad and the thriller Operation Persian Gulf.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/islamism-and-sadism

Manipuleret til ar myrde i politik og religion

Manipuleret til at myrde

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                     
           

Det er et mysterium, hvordan anstændige almindelige mennesker kan blive vilde mordere. De fleste mennesker på sådan dagligdagsplan kæmper blot for at skaffe føde til deres familier og er sædvanligvis velvilligt indstillede overfor deres naboer. Men gennem historien er helt almindelige mennesker blevet forvandlet til hærgende slyngler. Ydermere kan klart psykopatiske ledere fortrylle ellers fornuftige mennesker til at følge dem.

Jeg har aldrig forstået psykopaters tiltrækningsevne (såsom Hitler) eller fanatikere (som Osama bin Laden); men på den anden side så er jeg en kritisk tænker, der netop arbejder på det -- hvorimod det store flertal af almindelige mennesker kan blive ‘forført’ af appeller til følelserne.

Man anser psykopater for at have en hjernedefekt; de kan ikke vise empati eller kærlighed, evner de fleste af os besidder. Men hvis de er intelligente og teatralske kan de appellere til normale mennesker som ellers fører et fredeligt liv. Oveni  det har psykopater ingen empati over for andres smerte, almindelige mennesker kan også lære at  være ufølsomme. En psykopat kan voldtage sit offer uden at føle skam; men hans tilhængere kan lære at dæmpe deres normale følelser så de også kan voldtage og udøve tortur. Få torturbødler er født sådan; de fleste skal lære det. 

 

1. Verdenskrig var arnestedet for en den række af morderisk galskab der har været hos os gennem det 20. og ind i det 21. århundrede. Med psykopatiske ledere og tilhængere der er villige til at mene de har svaret på at skabe en ny bedre verden, har vi set fremkomsten af totalitarismen der fører krig mod det liberale demokrati. Liberalt demokrati er noget rod, ikke altid i stand til at løse de store problemer hurtigt, der kræves også megen overvejelse fra deltagerne. Det kan ikke på et øjeblik skabe en fuldkommen verden, men har vist sig langt, langt bedre end totalitarismen.

Totalitære systemer hævder de kan klare alle problemer; der skal blot være en leder som ikke betvivles og en regeringsteori som fremmes ved at slå alle dissidenter ihjel og ved at hjernevaske deres borgere fra barndommen.

Disse totalitære systemer er indtil nu blevet besejret - ofte med en kæmpeomkostning til følge - ved forening af liberale demokratier og lederskabet af (indtil nu) USA.

Italien, Japan og Tyskland blev besejret og de tre fascistiske regeringer er blevet erstattet af succesrige liberale demokratier. Det Russiske Imperium kollapsede efter i årevis at have været udfordret af de liberale demokratier (Den Kolde Krig), men deres eget liberale demokrati er stadig skrøbeligt. Totalitarismen er vanskelig at slå ihjel.

For nogle få år siden sad jeg på en café i Berlin og betragtede pæne mennesker der spiste frokost, og jeg spekulerede på hvordan de, for blot et par generationer siden,  kunne være så hysterisk begejstrede for Hitlers udgydelser og hvordan de adlød (undertiden med stor ihærdighed) og begik folkemord på jøderne, sigøjnerne, slaverne og deres egne som ikke var enig med dem.

I Japan ser jeg yderst høflige almindelige mennesker der for to generationer siden voldtog enhver (mand som kvinde) i Nanking, Kina, og egenhændigt udført de mest rædselsvækkende gerninger. Gode japanske videnskabsfolk udførte sindssyge eksperimenter på krigsfanger ligesom nazisterne havde gjort. Hvordan kunne dette gå til?

I dag er en tilbagestående muslimsk verden blevet overtaget af den nyeste fascim de jour, militant Islam. Vi forstår filosofierne bag nazismen og kommunismen, men de fleste forstår ikke islamismen, der er ligeså morderisk og fanatisk som deres fascistiske forgængere og lærere. 

 

De har erklæret krig mod os, mod enhver ikke-muslimsk stat de grænser op til, de er efter thaiere, buddhister, hinduer, kristne afrikanere og de muslimer der vil modernisere, som ønsker Islam skal være en personlig religion, ikke en ideologi. De mener det yderst alvorligt. Hverken mord, selvmordsaktioner, folkemord holder dem tilbage, heller ikke i at forsøge at undertrykke moderne liberale demokratier ved at anklage dem for at være Islamofober.

Vi har uden at tænke os om været med til at fremme valg i lande med muslimsk flertal og samtidig har vi ikke insisteret på et liberalt demokrati. Vi ser nu nye regeringer erstatte de moderniserende diktatorer med islamistiske præsidenter, der meget snart vil være muslimske diktatorer.

At forhandle med totalitært indstillede udsætter blot det uundgåelige, som vi erfarede med Neville Chamberlain der forsøgte at forhandle med nazisterne. Vi er allerede i krig, og hvis vi erkender dette kan disse nye totalitarister også blive besejret. Vi får ikke fred i vor tid, men det er prisen for frihed.                        

 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

                       

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/morphing-to-murder?f=must_reads#ixzz2CUdELx8I

5 gode erfaringer ved at være fattig

5 Livsfordele man opnår ved at have oplevet fattigdom

                                            
At være fattig er ikke så fedt som at være rig, men det er heller kun elendighed                        
               

John Hawkins

       

Du har sikkert hørt de som fortæller “Jeg måtte gå 10 kilometer i sneen, op ad bakke og begge veje for at komme i skole!” Jeg har også hørt de historier. Selvfølgelig var min fars historier sande. Han voksede op fattig. Meget fattig. Jeg mener så fattig at  jordnøddesmør og sodavand var bare kæmpeluksus. Som at være iført tøj med slidhuller, og som hans to storebrødre allerede havde benyttet. Som at måtte lave sit eget legetøj aft det der nu var for hånden, for hans forældre var så fattige at de absolut ikke havde råd til legetøj.  

Lykkeligvis, fordi han var født i Amerika, så var det at være født fattig ikke det samme som at forblive fattig. Han begyndte fra bunden hos en virksomhed (der manuelt lavede huller i tæpper) gik derpå videre og blev virksomhedens bedste sælger, og blev faktisk underdirektør i tæppedivisionen ved slutningen af hans karriere. Oveni det tjente han i militæret, havde fire børn, og legede sig til tops i North Carolina Softball Hall of Fame.

Lykkeligvis, på grund af min fars arbejdsetik og beslutsomhed om at hans børn skulle have det bedre end han havde haft, voksede jeg ikke op med den form for kværnende fattigdom som han gjorde. Dog, husker jeg stadig en samtale han havde med mig da jeg var knægt og han stadig arbejdede på at komme frem i firmaet. Han fortalte mig, at med hans indtægt, så var jeg kvalificeret til et gratis måltid mad i skolen. Han spurgte mig, hvad jeg syntes om det. Mit svar var “Så vil jeg hellere ikke have frokost.” Jeg kunne se han var godt tilfreds med det svar, og vi ansøgte aldrig om nogen form for ‘gratis’ goder i skolen. Da jeg blev ældre begyndte min far virkelig at komme frem i virksomheden og det med penge var ikke det helt store problem, skønt han forblev meget sparsommelig.

Så da jeg forlod reden og skulle klare mig selv, da måtte jeg erfare mine egne kampe med penge. Jeg passede gevaldigt på med mine penge til mad, og der gik uger, hvor jeg næsten kun fik bagte kartofler sammen med 3 for en dollars burritos og gryderetter. Jeg kørte rundt i en bil med dårlige bremser der blev alt for varme hvis jeg ikke kørte hurtigt nok til at køle motoren, fordi jeg ikke havde råd til reparation. Jeg lånte engang penge til benzin for at komme ud med en kæreste og spise på en billig restaurant. Jeg fik checks retur, fordi der ikke var dækning, og konstant havde jeg kun 5 dollars når mine regninger var betalt. Jeg tog løsarbejde, og lagde rullegræs for at få det hele til at gå op. Da jeg engang var udenfor byen sov jeg i en elevator om natten fordi jeg var for stolt til at bo hos venner uden at betale. På et tidspunkt, og det er altså rigtigt, overvejede jeg ganske alvorligt at bo i min bil i et par måneder for at spare penge sammen.

Derfor, så kender jeg til at være fattig, og selvom jeg ikke kan anbefale situationen, så kan jeg dog sige at så slemt er det trods alt ikke. Der er faktisk nogle fordele. For eksempel....

1) Når tingene har været rigtig slemme, så er du ikke så angst for svære tider og risici.

Når du har din egen virksomhed så må du tage nogle store beslutninger der kan få dig fallit eller give dig mere succes, og sommetider må du foretage valg i dag som vil ‘forfølge’ dig i årevis. Med andre ord så kræver det en høj risikotærskel. Selv hvis du ikke har egen virksomhed så skal du være bekymret for at blive afskediget, eller at store regninger får dig helt i knæ.

Nuvel, det gode det at have været så fattig at du måtte sove i din bil mange gange (jovist) er at du allerede VED at hvis det bliver værre finansielt, så kan du klare det. Det betyder at når ‘stormen’ raser, lyset blafrer og tidevandet stiger så VED du, at du kan svømme, selvom du bliver kastet ud af din lille båd, fordi det har du jo gjort før.

2) At have været fattig hjælper virkelig til at værdsætte IKKE at være fattig.

Lige til i dag husker jeg det at går rundt i en møbelforretning på Myrtle Beach, og se på den der enorme udskårne eksotisk lignende bænk der kostede 2000 dollars og så tænke, “Jeg kunne købe den, hvis det var det jeg ville.” Købte jeg den så?Niks. Skulle jeg have købt den? Niks. Men blot det at vide at jeg havde muligheden og kunne fik mig til at føle mig rigtig godt tilpas. En lille uanseelig ting som det gav mig en fornemmelse af at have opnået noget og så gav det mig en form for sikkerhed. Min bror har fortalt mig at han havde nøjagtig den samme følelse ved at være i stand til at købe helt nye dæk til sin bil, uden at skulle betale af på dem i løbet af nogle måneder.

Kunne det være anderledes? For trods alt, hvordan kan man virkelig værdsætte at være mæt, om man aldrig har været sulten? Hvordan kan man nogensinde værdsætte det at være lykkelig, hvis man aldrig har været ned i kælderen? Hvordan kan man nogensinde værdsætte at have penge på lommen, hvis der altid kun har været lommeuld?

 

3) Man får noget man senere kan prale af.

De fleste politikere er født med en sølvske i munden - de er vokset op i privilegerede familier, gik på de bedste skoler og besluttede så at gå ind i politik fremfor at tage det nemme arbejde de ville have fået tilbudt på grund af deres forbindelser, ikke deres evner. Og de som ikke har haft det sådan? De ønsker at sikre sig at du virkelig kender til at være vokset op under ydmyge forhold. Hvorfor? Fordi det at vokse op i fattigdom anses som en fordel, noget man kan være stolt af. Det er muligt du ikke ser på det på den måde når du er iført møgbeskidt tøj, fordi du ikke har nok penge til at gå på møntvaskeri, men tro mig, når du klarer dig godt, så er det lige præcis de historier du vil have at alle skal kende til om dig.

Min nabo var så farlig.....

Vi var så fattige at...

Jeg havde endog ikke penge til....

Når du først er kommet igennem det så vil det være nogle af de mest stolte kapitler i den bog der er dig, fordi den succes er meget skønnere, end at nogen blot rækker dig den på en sølvtallerken 

 

4) Man lærer nye færdigheder.

Har du nogensinde skiftet en ventilatorrem? Min bror hjalp mig engang med det med hjælp af instruktionsbogen, fordi vi ikke have råd til at gå på værksted. Min mor lærte mig alt, fra at lægge fliser til afkalkning af badeværelser, fordi det skulle bare gøres og hun havde ikke råd til at få nogen til det. Trods den kendsgerning at jeg ikke er det mindste håndværksmæssigt anlagt, så kan jeg dog male, samle møbler, og ordne et utæt toilet, fordi det har jeg bare måttet lære. Som talemåden lyder, “Nød lærer nøgen kvinde at spinde.” - og når man er fattig er der ingen ende på nød.

 

5) At have været fattig gør at man arbejder hårdt for ikke at komme i nød igen.

Da jeg voksede op plejede min far at samle småpenge op på gaden. For ham gjaldt det om at spare sammen så meget han kunne. Hvis du er vokset op i et hjem, hvor du engang fik smæk, fordi du havde spist for meget at en “dyr” ingrediens, som jordnøddesmør, så vil du også være sådan. Selvfølgelig er der mennesker der går i den helt anden retning og stifter gæld for at købe kæmpe fladskærmsfjernsyn og den nye bil de mener de “fortjener.” Det er imidlertid den type mennesker der vil forblive fattige fordi de aldrig har lært at hvis man ikke har råd, ja så fortjener man det ikke. På den anden side, hvis du lærer den lektion så vil det ikke alene betyde du har penge på lommen, du vil sandsynligvis aldrig skulle kæmpe med fattigdom igen.

                                                                                      
John Hawkins is a professional writer who runs Right Wing News and Linkiest. He's also the co-owner of the The Looking Spoon. Additionally, he does weekly appearances on the #1 in it's market Jaz McKay show, writes a weekly column for Townhall and PJ Media, does YouTube videos, and his work has also been published at the Washington Examiner, The Hill, and at Human Events.
http://pjmedia.com/lifestyle/2012/10/10/5-life-advantages-you-get-from-experiencing-poverty/?singlepage=true

Protestsanger helt uden appel! Woody Guthrie

Woody 100 år

           
Christopher Orlet        

Når politik er vigtigere end familien og hjemmet.

       

Her forleden blev jeg slæbt med til en Woody Guthrie hyldestkoncert, hvor et dusin lokale bands opførte sangene fra Folky Okie som fejring af hans 100 års fødselsdag. Det var en stjernespækket koncert: En aften mættet med Rød retorik, hvide hippier og Pabst Blue Ribbon øl. 

                     

Det ville have været mere gavnligt for oplevelsen for 30 år siden. Som mange amtørguitarspillere gennemgik jeg en kort Woody Guthrie fase sent i mine teenageår efter at have læst billigbogsudgaven af hans selvbiografi Bound for Glory. De triste fortællinger om Woodys barndom i små flækker tidligt i århundredets Oklahoma, om hans nævekæmpende far, om at synge ballader, om han dødssyge mor var rørende og fremmanede en stærk følelse af familien og stedet.

Woodrow Wilson Guthrie har inspireret masser af generationer af sangskrivere. Og nye Guthrie sange synes at dukke op hele tiden takket hans datter Noras beslutning om at åbne op for lyrikerens arkiver for nogle få udvalgte kunstnere, som min ven fra Belleville, Jeff Tweedy og Jay Farrar. Tweedy især gjorde det fremragende med at sætte musik til Guthries lyrik på sange som “Remember the Mountain Bed” og “Airline to Heaven.”

Men til trods for al hyldesten så var Woody en langt bedre historiefortæller end musiker. At lytte til hans gamle optagelser - for at benytte en af hans favoritudtryk - er en rættende rejse. Lytteren bliver øjeblikkeligt slået af Guthries flade hillbilly tone, og hans skrøbelige guitarspil. Han udviklede aldrig sin teknik mere end en novice. Men hensyn til sangskriveriet så er næsten alle hans melodier fra ældre folkesange. Selv den mest kendte melodi, “This Land is Our Land,” er lånt fra Carter familiens sang, “When the World’s on Fire.”

Woody kunne bare ikke bekymre sig om at skrive sine egne melodier. Disse melodier var jo ikke vigtige. Han var udelukkende interesseret i at prædike sit evangelium om omfordeling af velstanden. Hans sange og hans ‘bonderøvsagtige’ fremtræden var kun endnu en måde at sprede sit socialistiske propaganda til masserne, og gik fint hånd i hånd med hans klumme i The Daily Worker og hans opgaver som taler ved Communist Party USA’s møder. Guthire var først og fremmest en medarbejder og dernæst musiker.

Sammen med sin forkærlighed for socialismen led Woody Guthrie af endnu en almindelig svaghed for vor tid: Rodløshed. Han voksede op i byen Okemah, Oklahoma, men Okemah var for lille til at så stort talent som Woody Guthrie. Efter at have været vidt omkring i mange år, endte han, ikke overraskende i New York City, hvor han fortsatte med at skrive melankolsk om de fattige folk der tilbage i Oklahoma Hills hvor han var født.

Som så mange af hans type led Woody af et Messias Kompleks. Man mindes om Dotojevskis Ivan Karamazov der sagde, “I mine drømme, lægger jeg ofte planer om at tjene menneskeheden og måske vil jeg faktisk blive korsfæstet hvis det var bydende nødvendigt. Dog er jeg ude af stand til at bo i samme værelse med nogen i mere end to dage tilsammen.” Woody var i det store og hele kun interesseret i at redde arbejderen. Intet fortjente mere hans energi og tid. “Han var der for de helt nede på bunden,” huskede hans første hustru Mary. “Men når det gjaldt om noget til ham selv, ja endog hans familie, så betød det ikke alverden.”  

Woody’s tre familier blev for det meste overladt til sig selv, skønt hans første familie kom til at lide mest. Den Fattiges Ven blev sammen med Mary Jennings far til tre børn (der alle døde relativt tidligt). Han efterlod helt rutinemæssigt mor og børn i deres lille flække i det nordlige Texas, når de ikke jog  efter ham fra kyst til kyst. Selv Pete Seeger, der besøgte den første Guthrie familie i Texas var frastødt af den måde Woody behandlede sin hustru og børn. På et tidspunkt bønfaldt Marys mor Seeger: “Du må få den mand til at behandle min datter rigtigt!” Men det citat synes næppe at være en passende betegnelse for en American Master.

Wendelle Berry skrev engang at et “par der udgør et godt ægteskab og opdrager til sunde moralsk kompetente børn, tjener mere for verdens fremtid sådan helt direkete og sikkert end nogen politisk leder, skønt de aldrig ytrer et ord offentligt.”

Woody ville have være uenig. For ham var politik mere vigtigt end hans egen og hans hjem. En abstrakt pligt overfor ‘dem på bunden’ overtrumfede hans virkelige ansvar for sit hjem og hans talrige familier der ‘var på bunden.’

Skulle det betyde noget? Vor populære kulturikoner er ofte yderst fejlfyldte med rod i tilværelsen- Også vor populærkultur er gennemsyret af venstreorienteret humbugideologi. Men det betyder ikke at du skal være myrer på skovtur. Mine venner og jeg havde en god stund ved Woody Guthrie hyldesten. Og det var langt mindre pinefuldt end de to Ani DiFranco shows jeg blev slæbt med til.

     
   
Christopher Orlet writes every Thursday from St. Louis.
http://spectator.org/archives/2012/07/19/woody-at-100