fredag den 4. oktober 2013

Obamas tomme retorik koster liv

Obama’s præsidentskab er blot hul retorik


DR. SAMI ALRABAA                                             
               
Barack Hussein Obama har været, og er stadig den værste præsident Amerika nogensinde har haft.

Hvad har han udrettet til nu?

Han lovede en masse, men indtil nu har han ikke holdt sine løfter. Dog på et område har han haft succes. Han tilbød Al Queda, den blodigste og mest grusomme islamiske bande - fred.

For at indynde sig hos muslimerne over hele kloden og måske forsone Al Queda, sagde han i Cairo/Egypten år tilbage under sin første periode som præsident, “Islam er en fredelig religion!”

Hvis nu Obama ville være ærlig over for sig selv og resten af verden og læste Koranen - den “hellige” bog hos muslimer - så ville han opdage at denne “bog” er spækket med adskillige ækle passager, der beordrer muslimer til at slå ikke-muslimer ihjel.
 

Det er således en forvridning af kendsgerninger, for at forsone terrorister, at hævde Islam er en fredelig religion.

Obamas reaktion på den ødelæggende borgerkrig i Syrien har ikke været meget bedre. den er snarere passiv og igen fyldt med retorik.

I månedsvis har han nu retorisk sagt, at Assad regimet har overtrådt den røde linje med hensyn til brug af kemiske våben.
Tidligere har Obama og hans administration opfordret til at støtte de syriske oprørere ved at give dem sofistikerede våben.

Hvad er sket til nu? Intet- absolut intet.

Obama gemmer sig bag argumentet om, at de sofistikerede våben kunne ende hos krigere med tilknytning til Al Queda.

Vi har sådan set ikke brug for efteretningsekperter for at finde ud af, at der er anti-Assad oprørere der ikke er radikale islamister. Dem kan man godt bevæbne med sofistikerede våben, som de i den grad har brug for, hvis det totalitære Assad regime skal væltes og et demokratisk friere Syrien kan etableres.

Alligevel holder Obama fast ved sin retorik og svage argumenter. At handle er sjældent en mulighed for ham. Han holder øje med de daglige overgreb i Syrien og drabene på kvinder og børn, og han siger hele tiden på pressekonferencer - “Vi vil slå til!”

Her for nylig påstod han, at “det kommende militære angreb” vil være begrænset i intensitet og varighed.

John McCain den republikanske leder har gentagne gange kritiseret Obama administrationen for endnu ikke at have udviklet og tilbudt nogen form for duelig militærstrategi mod Assad regimet.

Angiveligt ønsker Obama at straffe Assad regimet for brug af kemiske våben, men at fjerne Assad fra magten som i Libyen er ikke hensigten eller planen. Han frygter at de islamistiske oprørere da vil tage over.

Med andre ord, “Hr. Assad du kan blive ved magten, men benyt venligst ikke kemiske våben igen!”

Det er jo latterligt! Hvad er det for en militær indgriben Obama har i tanke?

Hvis du fortæller din fjende at du vil angribe i morgen eller næste uge så vil fjenden helt sikker søge skjul. Ramt og slået ihjel vil være uskyldige mennesker, også soldater, der er tvunget til at udkæmpe regimet krig, og så de der ikke kan finde et sikkert sted at være.

Hele debatten om at angribe Assad regimet er så bizart og dumt, og gavner kun regimet.

Oveni i beder Obama så Kongressen om at debattere og stemme for et angreb, selvom han i denne sag har ret til alene at beslutte det. Men Obama insisterer på at skabe et kæmpeshow ud af alt dette.

Tilmed er det at bringe spøgsmålet om en militær intervention til Kongressen ganske snedigt af hr. Obama. Hvis noget går galt i angrebet, ville Obama kunne sige, - I (Kongresen) har også en del af skylden.

Ydermere, selvom Kongressen godkender et militær angreb på Syriens, hvad så? Hvad skal følge efter? Vil Assad regimet blive svækket og vil oppositionsstyrkerne få fordelen?

Mange eksperter tror, at ved at Obama tøver da vil Assad regimet overleve lige så længe som Nordkorea har gjort.

Hvorom alting er, så vil Assad regimet overleve og kan udføre sine overgreb mod eget folk. Lidelsen vil fortsætte. Tusinder vil blive dræbt eller opholde sig i flygtningelejre under elendige forhold.

Hvorfor skal det være således? Det er fordi den eneste magt der kunne udgøre forskellen og standse alt dette er under ledelse af en præsident der ikke er i stand til at træffe de rette beslutninger i rette øjeblik, - USA.

Regimet i Syrien er overvældet at den amerikanske administrations naivitet, den der er under ledelse af Obama, og er således opmuntret mere end nogensinde til at eliminere enhver form for modstand som den hver eneste gang døber “terrorister.”

Efter at Storbritannien har trukket sig fra nogen indblanding i Syrien er det syriske regime næsten helt sikker på at der ikke vil være nogen dødelig fare fra en amerikansk præsident ved navn Obama. Han ville kunne beordre et angreb, men skaden vil ikke være stor.  

Sammen med en ubeslutsom præsident som Obama og den entydige støtte fra Rusland til Assad regimet, er regimet ganske så sikker på at det kan overleve lige så længe som regimet i Nordkorea - i mange årtier.

Assad regimet er tilfreds, ikke fordi det støttes af Rusland og Kina - to totalitære regimer - men fordi det indirekte tolereres af en naiv amerikansk præsident.

Krig er forfærdeligt. Den kræver masser af uskyldiges liv og at alt smadres. Dog er krig somme tider uundgåelig, især når man har en diktator der dræber sit eget folk og endog benytter kemiske våben - som Assad regimet.

At indgå i forhandlinger med Assad regimet er uden mening og naivt. Bashar Al-Assad og hans bror Maher er hensynsløse og fast besluttet på at eliminere al modstand. De ser Syrien som deres “ejendom.” Begge har gentagne gange erklæret at de enten vil vinde krige eller dø.

Derfor er den frie verden forpligtet til at skaffe sig af med Assad regimet hvis den frie verden stadig ønsker at blive opfattet som humant og vogtere af menneskerettighederne.

Obama's tomme retorik og mangel på handlekraft mod de daglige massakrer og blodsudgydelser i Syrien har også plettet Amerikas ry som en stor nation der leder verden med hensyn til demokrati og menneskerettigheder.

Som konklusion vil Obama uden tvivl går over i historien som en hykler. Han vil blive bedømt på sine “resultater”, som er meget svære at opspore. Som den første sorte præsident havde han en enestående mulighed for at efterlade sig et eftermæle af resultater.

Obama's eneste eftermæle vil være, at han var den første sorte præsident i Amerika. Når det gælder resultater - absolut ingen.
                       
 
Dr. Sami Alrabaa, an ex-Muslim, is a professor of Sociology and an Arab-Muslim culture specialist. He has taught at Kuwait University, King Saud University, and Michigan State University. He also writes for the Jerusalem Post and is the author of the book: “Veiled Atrocities”, published by Prometheus, New York 2010 .

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/obamas-presidency-is-mere-hollow-rhetoric?f=must_reads#ixzz2eaIFqAbf

torsdag den 3. oktober 2013

Vi vil bare have flere jobs NU!

Jobs, Jobs, Jobs og Ronald Coase





Mens præsident Obama tumler rundt med problemet med Syrien tænker amerikanerne på jobs, skriver Salena Zito fra en landbrugsmesse i Pennsylvania. Folk lærer om at konservere grøntsager mens de spekulerer på jobs og økonomien.


“Vi venter og venter på at Det Hvide Gus taler om jobs på en meningsfyldt, konstruktiv vis, således at vore familier, samfund og skoler kan komme ud af nedturen,” sagde en ung kvinde mens hun overvejede at købe frisk nyslynget honning.


Jeps, lad os gøre det. Det bedste tidspunkt er lige nu hvor økonomen Ronald Coase er død. Han er berømt for sin teori om “Firmaets Natur” og hans teori om “Problemet med social omkostning.”
Han forestilling om firmaet var at mennesker arbejder i virksomheder fordi det reducerer deres
indsatsomkostninger. En lønarbejder behøver ikke lave markedsføring og købe og sælge og alt det andet slidsomme arbejde. Han skal blot dukke op og udføre sit job.


Hans forestilling om sociale omkostninger var at vel-definerede ejendomsrettigheder med stor sandsynlighed er bedre end regerings administreret regulering.


Men David P. Goldman, kendt som "Spengler," har en fuldstændig anden holdning. Han siger:
Jeg har en alternativ teori om ‘firmaet’ nemlig at store firmaer eksisterer for at beskytte middelmådighed - fra de småskøre til snydepelsene på den ene side og impulsive innovatorer den den anden.......


De fleste mennesker bryder sig ikke om forvirring, uro. De ønsker at kunne klare et erhverv, arbejde et rimeligt antal timer, få en fornuftig betaling, se TV om aftenen, spille golf eller hvad de nu lyster i weekends. De ser ikke særlig dybt ind i problemstillinger der bekymrer dem og er tilfreds med at gøre det som andre mennesker der ligner dem gør. Hvis de er flittige, pålidelige, har gode manerer og høflige, så er de lige præcis den slags mennesker som Personaleafdelingerne i virksomhederne foretrækker. Uden en metode til at socialisere, oplære og beskæftige sådanne mennesker ville verden snart gå i stå, fordi de udgør det helt store flertal. Det er virksomhdernes store ‘bidrag til den sociale velfærd; de finder metoder til at gøre middelmådige personer brugbare.


Av - for den!


Hvis vi tillader at dette er “fastslået videnskab” så må det være soleklart at regeringen ville gøre alt i sin magt for at gøre det lettere for virksomhederne at skabe jobs til middelmådigheder som du og jeg, og gøre alt det der er den muligt for at begrænse afvigende ved begrænsninger i ejendomsrettigheder.


Dog trådte præsident Obama til med et hold ‘disciple’ for fem år siden og lovede fundamental forandring.


I dag fem år senere er det åbenbart for almindelige mennesker at noget er galt. Med al den fundamentale forandring synes det som om tingene er værre end før.


Tilbage til Teorien om Firmaet. I mere end 200 år har aktivister og politikere ført en non-stop kampagne mod borgerskabet, mod kapitalen, mod virksomheder med begrænset hæftelse, mod
interessentselskaber, mod monopoler, mod sammenslutninger, mod røverbaroner, mod konglomerater, mod banker, mod forsikringsselskaber, mod sammenslutninger, mod ordførende direktørers kompensationer, mod børsmarkeder, mod udlånere, mod optioner. Mod alt.


Det var på den vis vi så fik Obama og fundamental forandring.


Men når man ser på en stille mand som Ronald Coase og hans arbejde, så inspireres man til at træde lidt tilbage og se på de økonomiske ‘opfindelser’ fra de sidste 200 år og med lidt mere respekt. Du kan endog blive fristet til at tænke, mens du betragter med ærefrygt, hvordan de forskellige dele af den moderne økonomi passer sammen i forbløffende harmoni sammen med grundstenene, friserne og søjlerne i et græsk tempel. Du vil måske endda erindre at Parthenon ikke er et godt sted som lager for krudt. 
Du kunne tilmed tænke over, hvordan indkomsten i Vesten er steget fra 3 dollars til 120 dollars per person per dag på 200 år, og så overveje at vi burde være meget påpasselige med at sende aktivister ind der kan sprænge det hele i luften med deres fundamentale forandring.


Lad os nu se på Obama administrationen. Den nulstiller alle de ‘rolige’ ideer. Den ønsker at genere og pille virksomhederne ned med skatter, regulativer og krav. Den ønsker at manipulere med ejendomsrettigheder ved subsidier og falsk kapitalisme for at fremme sig fashionable forestillinger om ulighed og grøn energi.


Resultatet af Obamanomics har været at hjælpe den 1% og så skade de unge, kvinderne og minoriteterne der stoler på venstrefløjens stammeidentitets politik..


Hvad så med de gode mennesker der på landbrugsmessen? De ønsker deres jobs og en økonomi i fremgang - og rimelige arbejdsforhold og timer, en rimelig betaling og TV om aftenen - præcist det virksomhederne tilbyder.


Hvad vil de unge grødhoveder ved et landligt “landbrugermarked” så gøre? De vil inden længe beslutte at det er Tid til en Forandring.


Her er så et forsalg. Er det ikke snart på tide med en forandring af politik så man forstår selskaber og Firmaet som Roald Coase gjorde?



Christopher Chantrill (mailto:chrischantrill@gmail.com) is a frequent contributor to American Thinker. See his usgovernmentspending.com and also usgovernmentdebt.us. At americanmanifesto.org he is blogging and writing An American Manifesto: Life After Liberalism. Get his Road to the Middle Class.

onsdag den 2. oktober 2013

Forskellen på USS Reagan og USS Obama


Bernie Planck

Da Ronald Reagan blev svoret til embedet som præsident stod vort land overfor mange kriser: En ubærlig høj inflation, høje skatter, en økonomi i nedtur, øget kriminalitet, muslimer der holdt være borgere som gidsler, Sovjet der kæmpede en krig i Afghanistan og andre uroligheder i udlandet. Efter Jimmy Carters katastrofale præsidentskab havde de fleste amerikanere mister tilliden til vort land.

Et år inde i Ronald Reagans triumferende præsidentskab var inflationen gået ned med 66%, skattetaksterne med det halve, økonomien i fremgang, kriminaliteten faldt, gidselkrisen blev straks overstået, Sovjet trak sig ud af Afghanistan, vi blev igen respekteret blandt verdens nationer, og forbrugertilliden var rekordhøj.

Således var det rigtigt og anstændigt, da det var på tide at navngive et af de meste effektive og slagkraftige hangarskibe i verden, at vi som en stolt nation kunne døbe det USS Ronald Reagan.

Overvej nu resultaterne fra årene med Obama administrationen og det er ikke nogen overraskelse at det fartøj der meget præcist skildrer præsident Obamas resultater med økonomi og udenrigspolitik. Her skildres for mine læsere så forskellen mellem USS Ronald Reagan og USS Barack Obama.

DNA og voldtægter

DNA og voldtægt


Halloween 1992 blev en ung canadisk kvinde, kendt som Candice, voldtaget. Hendes overgrebsmand havde bedøvet hende med midazolam et kraftigt bedøvelsesmiddel, der af bivirkninger har den egenskab, at det midlertidigt lammer og kan give hukommelsestab.

Med de trådte ikke i krafts i Candices tilfælde, og hun huskede begivenheden og var i stand til at identificere hendes overgrebsmand som - hendes læge, John Schneeberger. Da Schneeberger ikke forventede, at hun ville huske noget som helst, gjorde han intet for at fjerne de fysiske beviser på at han havde begået forbrydelsen, og dermed var det let for efterforskerne at få noget DNA. Efterforskerne i Saskatchewan tog en blodprøve fra Schneeberger og mente at have en oplagt sag mod lægen. Der var dog et problem.
 


DNA profilen passede ikke.

Candice krævede endnu en prøve i 1993 og politiet indvilligede og tog en ny blodprøve fra Schneeberger. Trods Candices nu noget tvivlsomme historie kom prøven tilbage -negativ. Men Schneeberger var voldtægtsmand og han havde voldtaget Candice. Han indrømmede det endog.

Som læge havde Schneeberger adgang til noget vi andre ikke har - andre menneskers blod. Og han var oplært til at bruge det, eller i hans tilfælde, misbruge det. Schneeberger tog en betragtelig blodprøve fra en af sine mandlige patienter og lagde den til side til senere brug. Senere brug er det som CBS News kaldte “en ækel handling af det værste snyd.”

Schneeberger skar hul i sin arm og indsatte en lille beholder med blodet. Når teknikerne kom for at tage en blodprøve tilbød Schneeberger at gøre det for dem, han var jo læge, og de indvillige. Han trak så blodet ud af den skjulte beholder - og dermed var en anden person DNA leveret. Ikke kun en gang, ikke to, men hele tre gange - sidste gang i 1996.

Han ville sandsynligvis have sluppet godt fra det også i denne sag, men da han var en vanevoldtægtsforbryder nøjedes han ikke med kun et offer. Til sidst blev han kædet sammen med endnu et seksuelt overgreb (ifølge denne Wikipedia oplysning var offeret hans 15 årige steddatter) og politiet tog DNA prøver også fra hans hår. Der var en sammenfald og han blev dømt for to voldtægter og kom 7 år i fængsel (blev til 4). Efter sin løsladelse blev den Zambiansk fødte læge udvist til Sydafrika, mistede sit canadiske statsborgerskab - også under hans naturaliseringsproces havde han løjet.

Bonus fakata: Tilfældigvis er der en by i Saskatchewan -- Tisdale, 3,180 (2011) personer -- kendt som "Landet med Rape og Honning." Hvis du kommer på besøg så vær ikke bekymret - “rape” henviser til “rapeseed,” - raps.

tirsdag den 1. oktober 2013

Jeg fortryder ikke noget

Kun en ting jeg fortryder

Bernie Planck


For nogle få dage siden spurgte en ven om jeg have noget jeg fortrød i mit liv. “Jeg er kun 68” svarede jeg. “Det er alt for tidligt til at fortryde noget.” Under alle omstændigheder er jeg lykkelig, gift med kvinden jeg ville have og vi har pragtfulde børn og børnebørn; hvis jeg skulle lave om på noget jeg har gjort, eller snarere ikke gjort, ville mit liv så mon have været så meget anderledes?


Så jeg fortryder sådan set ikke noget. Blot det at beskæftige sig med noget man kunne fortryde, lave om på ville føre til endeløse nytteløse spekulationer om ‘hvad nu hvis?’
 
Photo Credit: Hello I'm Nik


Dersom jeg var ulykkelig, uheldig, fattig, handicappet, eller en muslim så ville jeg helt sikkert have rigtig meget at ærgre mig over: Jeg kunne spørge, hvorfor holdt jeg ikke på den rigtige hest, hvorfor blev jeg ikke gift med den rigtige pige, hvorfor fik jeg ikke den eksamen, det rette job, den gode forretningside, hvorfor mødte jeg ikke de rigtige mennesker, eller hvorfor blev jeg født som jøde? Uanset hvad, ville livet så have været bedre for mig?


Dermed siger jeg ikke, at jeg ikke har begået fejl. For at minde om den gamle sandhed: Hvis fejlen ikke slår dig ihjel, så bliver du stærkere. En af de ting jeg forsøger at lære mine ansatte og forretningspartnere er, at hvis man ikke begår en masse fejl, så har du ikke nok gang i forretningen.
Den virksomhedsindehaver der ikke har tolerance for fejl tager ingen risici. Uden risici er der kun meget ringe profit.


Den ene af mine drenge begyndte her for nylig en ny virksomhed (efter mindre end et år tjener han over 1 million dollars ved seks små lokationer) og har allerede oplevet over et dusin fejltagelser som hans ansatte har foretaget, hver af dem er efterfølgende skrevet ind i virksomhedsmanualen så fremtidige ansatte kan lære. Jeg fortalte ham at han ikke ville have fået så stor succes som jeg har, før hans virksomheden begår mindst et dusin fejl om dagen.


Lad mig komme med et eksempel: I 1980 arbejdede cirka 70 mennesker for mig ved at besøge hoteller i et antal stater for at købe kasseret guld og sølv. En af mine konkurrenter på 47th Street i New York spurgte mig, hvordan i alverden jeg var i stand til at få så mange erfarne købere af guld så hurtigt. Jeg fortalte ham at jeg ikke ansatte erfarne mennesker, for dem kunne jeg ikke finde, derfor ansatte sig nybegyndere der fik en times oplæring i stedet for uger med oplæring. Årsagen var at guldmarkedet var gået amok og det så hurtigt at der ikke var tid til oplæring.


Så indvendte han, at det da måtte føre til en masse fejl, med de ansatte der købte ting der faktisk ikke var guld. Således svarede jeg ham: “Ved at benytte ikke oplærte, køber jeg for hundredtusinder af dollars værdifulde metaller hver uge. Selvom de laver fejl, ja hundreder af fejl , så er det kun cirka 20% eller mindre af det de køber der ikke er ægte. Men det giver migstadig mulighed for at tjene mere end 100000 netto om ugen. Hvis jeg nu ventede en måned eller deromkring på at deres oplæring var fuldført så ville jeg tjene penge langt senere hen, med få fejl, men samtidig ville jeg have givet mine konkurrenten chancen for at komme ind på steder som jeg måske ikke senere ville have adgang til.  


Timed ville de ansatte efter en måneds tid være oplærte og være endnu bedre.”


Hans reaktion? Han ville ikke være i stand til at gøre det jeg gjorde, fordi det ville ærgre ham hvis han ansatte mistede penge på nogle handler. Fordi han ikke tolerede fejl, tjente han ikke de penge jeg gjorde.


Ved en anden lejlighed havde jeg mulighed for at købe nogle hundreder kilo katalysatorer. Ingen kunne fortælle mig, hvor meget jeg burde betale for produkterne eller hvad jeg kunne forvente at tjene, eller hvor længe det ville tage, eller hvor meget platin jeg kunne udvinde. Jeg kastede mig ud i det, briste eller bære. Jeg betalte 44000 dollars for varerne ud fra et rent gæt, og seks uger senere efter at have sendt tromlerne med katalysatorerne til Canada fik jeg 41000 dollars ud af den handel. Tabet på 3000 dollars skyldtes nogle fejltagelser:


  • Jeg havde fejlberegnet mængden af platin i katalysatorerne.


  • Jeg skulle have ladet det meste af platinen lægge på lager for prisen faldt på kort tid.


  • Jeg skulle have skilt dem ad hjemme for at sænke forsendelsesomkostningerne til Canada
  • Jeg glemte at få mine tromler tilbage.


  • Jeg skulle have skilt det hele ad i kobber, nikkel, stål og de andre metaller og solgt det den til den lokale skrothandel.


Gennem disse og hundreder af mange andre fejltagelser blev jeg den eneste i hele New York der købte al slags affaldsmetal man kan forestille sig. Dette gav mig en fordel overfor enhver anden guldkøber i byen. I dag er jeg stadig en af den lille håndfuld personer der køber sølvpletvarer.


Men hensyn til tidligere personlige fejltagelser, så er jeg en temmelig udadvendt person og har haft kontakt med tusinder af mennesker og har begået utallige fejl, ,men jeg fortryder ingen af dem, fordi jeg lever nu og her. Hvis nogen jeg stolede på svigtede mig, så vil jeg ikke tillade at det skulle lave om på mig, og således ikke mere stole på nogen. Det betyder dog ikke at jeg ikke har lært af de dårlige oplevelser (set mit råd om at låne penge til slægtninge her), det betyder at den dårlige oplevelse vil jeg bare ikke tillade skal gøre mig bitter og vred. Fortiden skal på den måde ikke plage mig hele tiden.


Jeg må hellere lige rette mig selv - jeg skrev at jeg ikke fortryder noget; faktisk har jeg kun en ting der ærgrer mig. Det er ikke noget jeg har gjort eller ikke gjort i mit liv. Jeg ærgrer mig over at en eller anden dag, så er alt det vi har skrevet og erfaret som art, at alle de storslåede og mirakuløse ting der ligger ude i fremtiden, at det hele vil blive slette af erindringen, være kolde, spredte subatomare partikler der flyder længere og længere fra hinanden ud i den grænseløse evighed og det uendelige univers.

Hvem skal dog læse min blog til den tid?
Related Posts with Thumbnails