onsdag den 9. oktober 2013

Rulle den socialistiske bølge tilbage. England efter Krigen

At rulle den socialistiske bølge tilbage

Andrew B. Wilson

Del 1 af 5.


Her kan man tale om et hurtigt skifte i held og formue. Overvej, hvor hurtigt den britiske premierminister Winston Churchill gik fra at vinde krigen til at miste freden. På V-E Dag -- den 8. maj 1945, dagen efter at Nazityskland havde overgivet sig -- stod Churchill på en balkon og så ud over Londons Parliament Square og henvendte sig til en stor hyldende skare af mennesker. Da han fortalte folket, "Dette er Jeres sejr," brølede de tilbage: "Nej, det er din!"  Blot cirka to måneder senere gik briterne til stemmeboksene ... og stemte ham ud af embedet.


Med et snuptag gik den britiske premierminister fra at have kunnet sole sig i offentlighedens hyldest til at stirre på valgresultaterne der viste en overvældende mangel på støtte til han skulle fortsætte med at lede.


 Til orientering: Clement Attlee og hans Labour Party vandt 48% af stemmerne, sammenlignet med de 40% til Churchill og de Konservative og 9% til de Liberale. Dette gav Labour Party en næsten to til en fordel over de Konservative i Underhuset (393 sæder mod 213). Dette var, og er stadig det største udsving nogensinde i et britisk valg med Labour der kunne tilføje 239 sæder til de 154 de havde opnået ved forrige valg. Mange der havde været Torier hele livet stemte Labour. Således gjorde de fleste af de hjemvendte britiske soldater.


Næsten alle eksperterne forventede at Churchill ville sejre. Det gjorde Harry Truman, Josef Stalin og andre af verdens ledere også. Stalin suspenderede alle aktiviteter ved Potsdam Konferencen i juli som følge af nyhederne, og V.M. Molotov, hans udenrigsminister, blev set gå frem og tilbage mumlende, "Hvordan kunne dette ske? Hvorfor vidste vi det ikke på forhånd?"


Med sin karakteristiske humor beskrev Churchill, hvad der var kendetegnende for valget i 1945 med disse ord:


Om natten til den 10. maj 1940 ved begyndelsen af det mægtige Slag om Storbritannien fik jeg overdraget magten over Staten, denne magt besad jeg fra den dag, og i stadig voksende grad i fem år og tre måneder af verdenskrigen, som resulterede i, ved sin slutning, at alle vore fjender havde overgivet sig betingelsesløst eller var i færd med det, og så blev jeg øjeblikkeligt forkastet af de britiske vælgere til at være leder af deres interesser.


Langt mere end et forbavsende nederlag for Churchill var imidlertid Labours helt usædvanlige sejr - og de daværende progressives holdninger til forandring.


Labour havde to hovedbudskaber i 1945 valget. For det første lovede de en altomfavnende, fra vugge til grav velfærdsstat. For det andet førte Labour kampagne udfra den holdning, at man ville gøre det bedre end de Konservative ved ikke kun at sprede velstanden, men i at bygge den op -  ud af krigens askedynger - og man ville sætte landet på en uforstyrret kurs af vækst.
 
Labour gik ind for direkte nationalisering af knap 20% af den britiske industri, herunder kul, stål, gas og elektricitetsværker og alle luftfartselskaber, jernbaner og bustransport. Man gik ind for en forøget central planlægning og kontrol over de resterende 80% af industrien der var på private hænder. Man lovede at organisere produktionen langt mere effektivt, for at undgå "markeds fiaskoer" og for at garantere høje lønninger og fuld beskæftigelse. Men hvor var beviserne for at en centralt planlæggende socialiststat kunne skabe sådanne mirakler?


Det korte svar: Ingen beviser overhovedet.

Tværtimod, hvis det som skete i kommunist Rusland var en vejleder, var socialismen i sin mest ekstreme form - med den totale fjernelse af privat ejendom - en helt og aldeles katastrofe.  Gennem den tvungne kollektivisering af landbruget havde Stalin forårsaget at millioner af bønder sultede til døde.


Alligevel nægtede progressive i Storbritannien og USA at tænke ilde om den morderiske Stalin og hyldede kommunist Rusland som værende begyndelsen til "En Ny Civilisation." Den britiske socialist Beatrice Webb betroede til sin dagbog i 1932 da hun og hendes mand var igang med at skrive en voluminøs bog,  og det som skulle være et omfattende studium af forholdene i Sovjetrusland, "Jeg ved kun at jeg ønsker at den russiske kommunisme skal lykkes." Skuespilforfatteren George Bernhard Shaw, en nær ven af Webbs, fastslog efter et besøg i Rusland, "Der var ikke, og kunne ikke være, fødevaremangel i USSR." Walter Duranty, New York Times Pulitzer vindende leder af Moskva kontoret, godtog dette falske dogme og førte det frem til endnu mere groteske højder ved at fortælle sine amerikanske læsere at russiske kornmagasiner var "ved at sprænges af korn" og at køerne var tykke og velnærede."


Herhjemme, og på den anden side af Atlanten fattede eller valgte de progressive at ignore, endnu en åbenbar uoverensstemmelse mellem deres retorik og den økonomiske realitet: Samtidig med at alle den oppumpende og interventionistiske politik der blev ført af Herbert Hoover og Franklin Roosevelt i USA intet havde gjort for at hindre, eller blot ændre den dybeste og mest langvarige økonomiske nedtur i nationens historie da havde de britiske regeringer holdt et tæt låg på regeringernes forbrug i de selvsamme år, og stille og roligt opnået resultater der var langt bedre end de forbrugsfikserede amerikanske præsidenter. Storbritannien havde et årligt vækst på 4,5% fra 1933-1936, og det overgik med længder før-Depressionens velstandsniveau ved slutningen af den periode. Gennem 30.'erne var der langt mindre arbejdsløshed i Storbritannien end i USA.


Da jeg fornylig talte med ham diskuterede den fremragende engelske historiker Richard Overy, hvordan "kapitalismens fiasko" blev en trosartikel blandt den intellektuelle elite i såvel Storbritannien som USA under mellemkrigsårene. Han bemærkede, "Intellektuelle i 1930'er formodede, at kapitalismen var økonomisk ineffektiv og moralsk frastødende."


Men Storbritannien adskilte sig fra USA på et vigtigt område i 30'erne. Mens USA svingede til venstre rent politisk, forblev Storbritannien ganske solidt konservativt. De fleste fra mellemklassen og mange arbejdere også, fortsatte med at betragte socialismen, og dermed Labour Party med stor mistænksomhed.  


Dette gjorde valget i 1945 særligt pikant. Med en enkelt undtagelse (en Labour-ledet koalitionsregering fra 1929-1931) havde Labours rolle altid været at agitere for forandring, og kritik af magten, ikke at samarbejde. Det var som en gøende hund der altid vil jagte bussen. Derpå til alles overraskelse gjorde Labour Party det umulige, efter alle disse år med forsøg: Man indhentede bussen. Attlee, hans kolleger og deres allierede blandt den intellektuelle elite indtog chaufførens plads -- med et kæmpeflertal i Parlamentet, og med et klart mandat til forandring.


Nyhederne om hvad der var sket fik et middagsselskab med damer på Savoy til at udbryde, "Men det er jo frygteligt --- de har valgt en Labour regering, og landet vil aldrig kunne tåle det!" Men dette var en meget ægte, omend uventet forandring. 1945 valget, skar en ridse i britisk politik og regering ved at der blev flyttet langt til venstre i den næste generation.


Fortsættes......

tirsdag den 8. oktober 2013

Recept på succes - hjælp din nærmeste

Hvorfor så få åbner butikker: Allegorien om de lange skeer.



Bernie Planck



I min artikel Malvy - den 8. dødssynd  (ligger her på synopsis) forklarede jeg begrebet: “Når en person har noget af værdi for en anden person, men ikke selv ønsker det, giver det dog en stor glæde at nægte andre det.”


Vi har alle oplevet eksempler på dette i vor ungdom, når en flok bøller snupper en bold fra et stakkels barn og kaster den til hinanden så barnet ikke kan nå den. Bøllerne ønsker sådan set ikke spille bold, men opnår glæde ved at forhindre en anden i det.


Jeg mener det er Malvy der afholder sorte fra at være succesrige forretningsfolk. Jeg vil forklare om et øjeblik, men lad mig først sige, Jo, der er mange succesrige sorte i Amerika, men næsten dem alle er enkelt succeser inden for sport og underholdning - sådan set skrækkelige rollemodeller for unge sorte, fordi chancerne for succes er minimale. 
 
Photo Credit: Art in Progress


I min artikel Sorte er større racister end hvide, bemærkede jeg at succesrige sorte har opgivet de sorte i Amerika; for eksempel åbnede Oprah Winfrey en skole i Afrika, men ikke i Detroit.


Vi kan se andre immigrantgrupper der åbner donut butikker, delikatesser, 7-11 butikker, tankstationer, købmandsforretninger, take-aways mens det eneste de sorte gør er at plyndre disse immigranter.




Barry fortalte tilhængere i D.C.'s Ward 8: "Vi bliver nødt til at gøre noget ved disse asiater der kommer her og åbner virksomheder og beskidte butikker. De skal bare ud.” Når de først var ude så lovede Barry, at han ville erstatte de ‘fremmede’ med ‘afrikansk-amerikanske forretningsfolk.”


Lige præcis, hvor vil Barry dog finde “afrikansk-amerikanske forretningsfolk der kan få disse butikker op at stå?


Grunden til at immigranterne åbner nyt så mange steder er at de hjælper hinanden. En delikatesseejer fra Korea vil hjælpe en ny immigrant med at lave en ny butik. De fleste sorte hjælper bare ikke hinanden.


Som Armstrong Williams, en afrikansk-amerikansk politisk kommentator vurderer i noten herunder:


"I stedet for at bygge endnu et basketballcenter for at mennesker kan ‘lege’ de har gjort noget for at hjælpe de unge i indre by, så har vi brug at bygge centre der kan lære de unge om computere og det at drive en forretningn.”


Det de skal lære i disse centre? Hvad med allegorien om de lange skeer:


Rabbi Haim fra Romshishok var en opildnende prædikant. Han rejste fra by til by og gav prædikener der understregede vigtigheden af gensidig respekt. Han begyndte ofte sine taler med følgende historie:


“Engang kom jeg til himlene. Det første jeg så var Helvede og synet var rædselsvækkende. Række efter række af borde med en overflødighed af mad, dog sad menneskene rundt om bordene og var blege, livløse og klagede sig af sult. Da jeg kom nærmere forstod jeg deres udfordring.


Enhver af dem havde en ske med mad, men begge arme var forsynet med træstokke således at personen ikke kunne bøje albuerne for at bringe maden til munden. Jeg blev virkelig dybt berørt over de lidelseshyl disse stakkels mennesker udstødte mens de forsøgte at få bragt maden så nær munden som muligt, og dog ikke kunne indtage den.


Derpå kom jeg til Himlen. Jeg var overrasket over at se den samme opstilling som i Helvede - række efter række af fyldte borde med mad. Men i modsætning til Helvede sad disse mennesker i Himlen i samdrægtighed og samtalede med hinanden, tilsyneladende mætte af det overdådige måltid. Da jeg kom nærmere opdagede jeg til min forbavselse, at hver person havde træstokke bundet til armene så de ikke kunne bøje albuerne. Hvordan lykkedes det dem dog at spise?


Jeg så til, og en mand tog sin ske og fyldte den med føde fra tallerkenen foran ham. Derpå strakte han sig hen over bordet og gav maden til personen over for sig! Modtageren af denne venlighed, takkede ham, og gengældte handlingen ved at læne sig frem over bordet og give sin velgører mad.


Så forstod jeg med et det hele. Himlen og Helvede tilbyder de samme omstændigheder og forhold. Den helt store forskel er den måde, hvorpå mennesker behandler hinanden.


Jeg løb tilbage til Helvede for at dele denne løsning med staklerne der. Jeg hviskede det til en sultende herre, “Du behøver ikke sulte. Benyt din ske til at føde din nabo, og han vil helt sikkert gøre det samme for dig.”


“Forventer du at jeg skal give mad til den afskyelige person lige over for mig? sagde manden vredt. Jeg ville hellere sulte end lade ham få den glæde at spise!


Så forstod jeg Guds visdom ved at vise, hvem der er værdig til Helvede og hvem der fortjener at komme i Himlen.”


Intet illustrerer Malvy bedre end denne følelse: “Jeg vil heller sulte end lade ham få den glæde at spise!” Dette er den allerstørste udfordring for sorte hvis de vil have succes i dette land.


Kommentar til illustrationen: Dette er min ide om, hvordan de med lange skeer kunne se ud der i Himlen - næsten nøgne kvinder rundt om den varme gryde.


Noter:


Newsmax, 9 Sept 2013, Gang i sorte iværksættere


Der er mangel på rollemodeller i de sortes forretningssamfund. Når atleter, musikere og Oprah dominerer listen så repræsenterer de beskæftigelsesområder der sådan set ikke er ekstremt vanskelige at komme i gang med, men til gengæld er chancerne for succes meget ringe. Det svarer næsten til at vinde i Lotto, fordi der er ingen formel man kan følge for at blive en Michael Jordan - enten har du generne der sammen med hård flid gør at det lykkes - ellers ikke. For det andet - potentielle forretnings rollemodeller gør sig ikke synlige nok over for ungdommen for at vise en alternativ og levedygtig vej. Man ser Bill Gates og Warren Buffett i nyhederne hele tiden. Robert og Sheila Johnson dukker sjældent op i de førende medier for at fortælle om deres meninger og deres kampe.


Vi har brug at forretningsfolk bliver mere involveret i vore samfund udenfor skolesystemet. I stedet for at bygge endnu en basketballbane så man lader som om man hjælper de unge i byerne, så skal vi bygge centre der underviser børnene i computerbrug og i forretningsprincipper.
...

Mange af forretningerne i den indre by og i forstæderne er domineret af koreanere, asiater, kinesere og familier fra Caribien. Disse familier er sædvanligvis fasttømrede med to forældre, vægt på uddannelse, at teenagere bliver gravide sker sjældent, man går selvfølgelig i kirke, og de opmuntrer og betoner en kultur med iværksætteri i deres børn.

mandag den 7. oktober 2013

Venezuela - fra skør til sindssyg

Venezuela: Fra skør til sindssyg


Silvio Canto, Jr.

Nogle få historier fra Venezuela får virkeligheden til at stå lysende klar - landet er ved at gå  i opløsning og friheden forsvinder.

Præsident  Maduro har netop meddelt, at regeringen har sat et nyhedsnetværk i funktion for at fortælle offentligheden sandheden om landets situation.

"Venezuelas præsident Nicolás Maduro meddelte tirsdag ved et offentligt møde at regeringen ville indføre en “Sandheds Nyheds Kanal” via det statslige radio og Tv for at kunne oplyse om hans administrations indsats. Nyhedskanalen vil sende ved middagstid og i den bedste sendetid.

Oppositonen i Venezuela kritiserer at det statslige radio og TV skal sende regeringsbudskaber og siger det er misbrug, statspropaganda. Regeringen argumenterer for at statslig radio og TV udsendelser er nødvendig værktøjer for at komme ud med dens budskaber for at imødegå den påståede “censur” som de private medier benytter mod regeringen og dens resultater.”    

En regeringsnyhedskanal for at fortælle sandheden? Som Granma på Cuba og Pravda i det gamle Sovjet? Tvungne udsendelser?

Endnu en historie er en udtalelse af Mario Vargas-Llosa:
 

"Den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa er “dybt bekymret” over den retning Venezuela har taget i de seneste år, og bemærkede at landet “er i en katastrofal tilstand, et ægte kaos; hvor demagogi, korruption og vold er allestedsværende.” 

"(Venezuela) er et land der i stedet for at gå fremad går baglæns; landet har den højeste inflation i Latin Amerika.” bemærkede Vargas Llosa i et interview med nyhedsbureauet Efe ved udgivelsen af hans nye roman "El héroe discreto (Den Diskrete Helt) i Spanien, atin Amerika og i USA. Som han plejer greb forfatteren lejligheden til at give udtryk for sin mening med tidens udfordringer.


Han vurderede at Venezuela, ulig hans hjemland Peru, og andre Latin Amerikanske lande, hvis økonomier er forbedret er “ en negativ undtagelse.”

“Tilfældet Venezuela er ret så tragisk,” siger forfatteren. Han er også bekymret over Venezuelas præsident Nicolas Maduro holder fast ved “de messianske forestillinger” fra hans forgænger (afdøde præsident Hugo Chavez) om at forvandle Venezuela “til et strålende lys, og eksempel” for andre lande.

“Jeg er imidlertid bange for at Venezuela snarere er undtagelsen til reglen. Nu til dags er der flere lande i Latin Amerika, hvor demokrati udvikles, man har fat i moderne økonomisk politik, der fører til fremskridt og udvikling,” bemærkede Vargas Llosa.
  
Vargas-Llosa's kommentarer vil skade regimet. Han er nemlig en meget respekteret forfatter og meningsdanner.

Disse to historier bekræfter at Venezuela er på en meget ustabil kurs og der rigtig slemme dage ventende i fremtiden.

Regime forandring i Syrien?  Hvad med Venezuela?
USA bør overveje sanktioner mod Venezuela, når man tager de ægte beviser på at landet er ved at fjerne friheder og at landets økonomi falder fra hinanden, i betragtning.  




søndag den 6. oktober 2013

Faren ved isolation!

Tragedien ved isolation            

               

                                                              
I det 20. århundrede var de to mest dominerende forklaringer fra intellektuelle i Vesten på ulighederne i uddannelser, økonomi og på andre områder de racemæssige forskelle i evner (i de første årtier) og (i de senere årtier) derpå racediskrimination.                                 
I begge perioder var intelligentsiaen ikke modtagelige for andre forklaringer. I hver periode var de overbevist om at de havde Svaret - og afviste og forhånede de som kom med andre muligheder. .

Forskelle i de mentale tests blandt forskellige race- og etniske grupper blev brugt som bevis på medfødte genetiske forskelle under den Progressive æra tidligt i det 20. århundrede.                                     
Progressive betragtede kendsgerningen, at gennemsnits intelligenskvotienten var højere hos hvide end gennemsnittet hos sorte, som det afgørende bevis på genetisk determinisme.

Når man ser nærmere på data fra de mentale test, så viser det sig imidlertid, at der ikke kun var individuelle sorte med højere IK end de fleste hvide, men også at der var hele kategorier af hvide der lå på linje med eller under de sortes prøver.

Blandt de amerikanske soldater man mentaltestede under 1. Verdenskrig scorede hvide soldater fra Georgia, Arkansas, Kentucky og Missisippi lavere end sorte soldater fra Ohio, Illinois, New York og Pennsylvania.

Blandt andre grupper hvide, fik de med gennemsnitsscoren ikke mere end gennemsnitsscoren blandt sorte, herunder de fra forskellige isolerede bjergområder i USA, og så de som boede på Hebriderne ved Skotland, og de som boede i isolerede samfund på Storbritanniens øer.

Når man ser på hvad der i det store og hele udrettes og præsteres så er folk der bor i geografisk isolerede miljøer rundt om i verden de som også halter bagefter de folk som befinder sig i et større mere åbent kulturelt univers, uanset racetilhørsforholdet på disse isolerede steder.  

Da spanierne opdagede De Kanariske Øer i det 15. århundrede fandt de et folk af den kaukasiske race der levede på et stenalderniveau.
 
Mange samfund i bjergområder rundt om i verden har også været isoleret, i særlig grad før de moderne transport- og kommunikationsmuligheder blev udbredt.

Disse bjergsamfund var ofte ikke kun isoleret fra verden udenfor, men også fra hinanden, selvom de ikke lå længere borte end en krage kan flyve, men de var adskilt af svært tilgængeligt bjergterræn.

Som den ærværdige franske historiker Fernand Braudel udtrykker det, “Livet i bjergene haltede hele tiden bag efter livet på sletten.” Et mønster præget af fattigdom og tilbageståenhed kunne man finde fra Appalacherne i USA til Rif Bjergene i Marokko, Pindus Bjergene i Grækenlandt og bjergområderne på Ceylon, Taiwan, Albanien og Skotland.

Kulturel isolation grundet geografiske faktorer berører ikke kun menneskene i isolerede bjergområder eller på øer der ligger langt borte fra det nærmeste fastland, men også mennesker der er isoleret på grund af ørkener eller en mangel på farbare vandveje - eller blot en mangel på dyretransport, som det var tilfældet på den vestlige halvkugle da europæerne ankom og medførte heste som de oprindelige folk ikke kendte (indianerne).

Kulturel isolation kan også skyldes regeringsbeslutninger, som da regeringerne i Kina i det 15. århundrede, og i det 17. århundredes Japan bevidst isolerede deres folk fra verden udenfor. På den tid var Kina verdens førende nation. Men man mistede den føring p.g.a. århundrederne med isolation.
 
Undertiden skyldes isolation en kultur der ikke vil tage ved lære af andre kulturer. Det arabiske Mellemøsten var engang mere fremadskuende og avanceret end Europa, men mens Europa lærte af Mellemøsten har det arabiske Mellemøsten ikke oversat så mange bøger fra andre sprog til arabisk på tusind år som Spanien oversætter til spansk om året.

Ud fra denne baggrund så påfører race- og etniske ledere rundt om i verden, der fremmer en separat kulturel “identitet” et alvorligt handicap på deres eget folk.

Isolation har holdt mange folk tilbage i mange lande og i århundreder, En sådan social og kulturel isolation tjener nutidens etniske lederes interesser.

De har ethvert incitament til at fremme isolation. Det er en gift der smager sødt.

Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books,
Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books, including "Dismantling America" and "Basic Economics: A Common Sense Guide to the Economy."

lørdag den 5. oktober 2013

Obama Bingo Spillet!

Obama Bingo

Bernie Planck

Min hustru gjorde mig opmærksom på, at hun ikke kan udstå Obamas stemme og hans kakofoni af tomme trusler såsom. “Vi vil gøre alt for at bringe de ansvarlige for en dommer..” Javist, ligesom vi gjorde med ekstremisterne der bombede vort konsulat i Benghazi sidste år og dræbte ambassadør Christopher Stevens og tre andre amerikanere.

Læser af bloggen B.W,. har sendt mig en internet mail der gør det at lytte til vor Gennemførte Tåbe mere udholdeligt:



[Fra begyndelse af emailenm]
Jeg havde som vane at undgå at lytte til Obamas taler.
Nu ser jeg frem til den næste.
Her er noget der kan hjælpe med til at man nærmest kan klare Obamas taler. Print blot denne side ud, fordel den til dine venner, og sæt dig så og lyt til hans næste tale.......


Regler for spillet Barack's Bullshit Bingo:

  1. Før næste TV udsendelse med en Barack Obama tale så print skemaet.

  1. Sæt så kryds i den rigtige boks, når du hører en af fraserne.

  1. Når du har 5 på stribe, lodret, vandret eller på skrå så rejs dig og råb "BULLSHIT!"

[Slut på email]


Flere Obama-bingo-plader og spil kan fås her [PDF], tak til Obama Bingo Cards website.

Kunst på Månen

Måne Kunst


Mennesket har været på Månen nogle gange, og ved den aktivitet har vi efterladt en del. Næsten det hele er månekøretøjer og andet, men der er også få golfbolde deroppe og det velkendte amerikanske flag fra Apollo 11 landingen, og som tidligere diskuteret her, spejle der benyttedes til videnskabelige formål her på Jorden. Næsten alle genstandene blev efterladt med NASAs godkendelse, eller i det mindste organisationens viden. “Næsten alle” fordi en genstand, som på billedet, blev smuglet ombord Apollo 15 missionen. 
                                                                     
Genstanden kaldes “Den Faldne Astronaut” og er en lille aluminiumsstatue (cirka 3 tommer høj) og en plakette med navnet på otte amerikanske astronauter og seks Sovjet kosmonauter der døde under rumkapløbet. Det betragtes som værende det eneste kunstværk på Månen, som det omtales af ScienceBlogs, og blev skabt af den belgiske kunstner Paul Van Hoeydonck.

Før Apollo 15 drog ud i kosmos mødte astrunauten David Scott tilfældigvis Van Hoeydonck ved et middagsselskab. De to kom i snak og fandt på ideen med det lille kunstværk. (Van Hoeydonck hævdede senere, at han ikke vidste at statuetten skulle bruges som en mindeting,  istedet mente han den skulle repræsentere hele menneskeheden.) Scott gav ifølge Wikipedia Van Hoeydonck er række regler som skulpturen skulle opfylde.  

Sammen med de fysiske krav om at figuren næsten intet måtte veje og dog solid, og at den skulle være i stand til at modstå de ekstreme temperatursvigninger på Månen, måtte statuetten, hverken ligne en mand eller kvinde, eller være knyttet til noget specifik etnisk gruppe. Ydermere, for at overholde Scotts ønske om at undgå kommercialisering af rummet skulle Van Hoeydocks navn ikke offentliggøres.

Sammen med Jim Irwin, en anden af Apollo15 astronauterne, var Scott i stand til at bringe ‘Den Faldne Astronaut’ ombord uden NASAs viden. De to placerede statuetten på Mons Hadley, et af Månens højeste steder ca. 4,5 kilometer højt. (Mons Huygens på 5,5 kilometer er måske det højeste) Da de vendte tilbage til Jorden informerede de NASA om deres uautoriserede  mini-museum, og NASA gjorde tilsyneladende ikke mere ved det. (Selvfølgelig var det at sende astronauterne tilbage for at hente genstanden helt sikkert ikke en mulighed). NASA bad astronauterne om at få lavet endnu en statuette, således at administrationen kunne have en kopi; således ved vi at det er Van Hoeydonck der var dens skaber.

Van Hoeydonck, der nu var kendt, lavede endnu 50 eller deromkring kopistatuetter med den hensigt at sælge dem, og henvendte sig endog til et galleri der kunne stå for salget. Efter NASA fik nys om et muligt salg (måske gennem en af reklamerne) bad de ham afholde sig fra det, og han indvilligede. I 2007, igen ifølge Wikipedia, havde Van Hoeydonck kun en af kopierne (udover den der blev givet til NASA) i sin besiddelse.

Så vidt vi ved er den originale ‘Den Faldne Astronaut’ stadig på Månen.

Bonus fact: ‘Den Faldne Astronaut’ er måske ikke det eneste stykke kunst på Månen. Som fortalt af USA Today er det meget sandsynligt at seks kunstnere, herunder Andy Warhol, skabte et lille kunstværk på størrelse med en tommeltot, og at Apollo 12 astronauterne medbragte det til Månen. Den lille ting der stadig er på Månen kan, i kopiudgave, ses forneden.

http://nowiknow.com/lunar-art/
Related Posts with Thumbnails