Rulle den socialistiske bølge tilbage. England efter Krigen

At rulle den socialistiske bølge tilbage

Andrew B. Wilson

Del 1 af 5.

Her kan man tale om et hurtigt skifte i held og formue. Overvej, hvor hurtigt den britiske premierminister Winston Churchill gik fra at vinde krigen til at miste freden. På V-E Dag -- den 8. maj 1945, dagen efter at Nazityskland havde overgivet sig -- stod Churchill på en balkon og så ud over Londons Parliament Square og henvendte sig til en stor hyldende skare af mennesker. Da han fortalte folket, "Dette er Jeres sejr," brølede de tilbage: "Nej, det er din!"  Blot cirka to måneder senere gik briterne til stemmeboksene ... og stemte ham ud af embedet.

Med et snuptag gik den britiske premierminister fra at have kunnet sole sig i offentlighedens hyldest til at stirre på valgresultaterne der viste en overvældende mangel på støtte til han skulle fortsætte med at lede.

 Til orientering: Clement Attlee og hans Labour Party vandt 48% af stemmerne, sammenlignet med de 40% til Churchill og de Konservative og 9% til de Liberale. Dette gav Labour Party en næsten to til en fordel over de Konservative i Underhuset (393 sæder mod 213). Dette var, og er stadig det største udsving nogensinde i et britisk valg med Labour der kunne tilføje 239 sæder til de 154 de havde opnået ved forrige valg. Mange der havde været Torier hele livet stemte Labour. Således gjorde de fleste af de hjemvendte britiske soldater.

Næsten alle eksperterne forventede at Churchill ville sejre. Det gjorde Harry Truman, Josef Stalin og andre af verdens ledere også. Stalin suspenderede alle aktiviteter ved Potsdam Konferencen i juli som følge af nyhederne, og V.M. Molotov, hans udenrigsminister, blev set gå frem og tilbage mumlende, "Hvordan kunne dette ske? Hvorfor vidste vi det ikke på forhånd?"

Med sin karakteristiske humor beskrev Churchill, hvad der var kendetegnende for valget i 1945 med disse ord:

Om natten til den 10. maj 1940 ved begyndelsen af det mægtige Slag om Storbritannien fik jeg overdraget magten over Staten, denne magt besad jeg fra den dag, og i stadig voksende grad i fem år og tre måneder af verdenskrigen, som resulterede i, ved sin slutning, at alle vore fjender havde overgivet sig betingelsesløst eller var i færd med det, og så blev jeg øjeblikkeligt forkastet af de britiske vælgere til at være leder af deres interesser.

Langt mere end et forbavsende nederlag for Churchill var imidlertid Labours helt usædvanlige sejr - og de daværende progressives holdninger til forandring.

Labour havde to hovedbudskaber i 1945 valget. For det første lovede de en altomfavnende, fra vugge til grav velfærdsstat. For det andet førte Labour kampagne udfra den holdning, at man ville gøre det bedre end de Konservative ved ikke kun at sprede velstanden, men i at bygge den op -  ud af krigens askedynger - og man ville sætte landet på en uforstyrret kurs af vækst.

 

Labour gik ind for direkte nationalisering af knap 20% af den britiske industri, herunder kul, stål, gas og elektricitetsværker og alle luftfartselskaber, jernbaner og bustransport. Man gik ind for en forøget central planlægning og kontrol over de resterende 80% af industrien der var på private hænder. Man lovede at organisere produktionen langt mere effektivt, for at undgå "markeds fiaskoer" og for at garantere høje lønninger og fuld beskæftigelse. Men hvor var beviserne for at en centralt planlæggende socialiststat kunne skabe sådanne mirakler?

Det korte svar: Ingen beviser overhovedet.

Tværtimod, hvis det som skete i kommunist Rusland var en vejleder, var socialismen i sin mest ekstreme form - med den totale fjernelse af privat ejendom - en helt og aldeles katastrofe.  Gennem den tvungne kollektivisering af landbruget havde Stalin forårsaget at millioner af bønder sultede til døde.

Alligevel nægtede progressive i Storbritannien og USA at tænke ilde om den morderiske Stalin og hyldede kommunist Rusland som værende begyndelsen til "En Ny Civilisation." Den britiske socialist Beatrice Webb betroede til sin dagbog i 1932 da hun og hendes mand var igang med at skrive en voluminøs bog,  og det som skulle være et omfattende studium af forholdene i Sovjetrusland, "Jeg ved kun at jeg ønsker at den russiske kommunisme skal lykkes." Skuespilforfatteren George Bernhard Shaw, en nær ven af Webbs, fastslog efter et besøg i Rusland, "Der var ikke, og kunne ikke være, fødevaremangel i USSR." Walter Duranty, New York Times Pulitzer vindende leder af Moskva kontoret, godtog dette falske dogme og førte det frem til endnu mere groteske højder ved at fortælle sine amerikanske læsere at russiske kornmagasiner var "ved at sprænges af korn" og at køerne var tykke og velnærede."

Herhjemme, og på den anden side af Atlanten fattede eller valgte de progressive at ignore, endnu en åbenbar uoverensstemmelse mellem deres retorik og den økonomiske realitet: Samtidig med at alle den oppumpende og interventionistiske politik der blev ført af Herbert Hoover og Franklin Roosevelt i USA intet havde gjort for at hindre, eller blot ændre den dybeste og mest langvarige økonomiske nedtur i nationens historie da havde de britiske regeringer holdt et tæt låg på regeringernes forbrug i de selvsamme år, og stille og roligt opnået resultater der var langt bedre end de forbrugsfikserede amerikanske præsidenter. Storbritannien havde et årligt vækst på 4,5% fra 1933-1936, og det overgik med længder før-Depressionens velstandsniveau ved slutningen af den periode. Gennem 30.'erne var der langt mindre arbejdsløshed i Storbritannien end i USA.

Da jeg fornylig talte med ham diskuterede den fremragende engelske historiker Richard Overy, hvordan "kapitalismens fiasko" blev en trosartikel blandt den intellektuelle elite i såvel Storbritannien som USA under mellemkrigsårene. Han bemærkede, "Intellektuelle i 1930'er formodede, at kapitalismen var økonomisk ineffektiv og moralsk frastødende."

Men Storbritannien adskilte sig fra USA på et vigtigt område i 30'erne. Mens USA svingede til venstre rent politisk, forblev Storbritannien ganske solidt konservativt. De fleste fra mellemklassen og mange arbejdere også, fortsatte med at betragte socialismen, og dermed Labour Party med stor mistænksomhed.  

Dette gjorde valget i 1945 særligt pikant. Med en enkelt undtagelse (en Labour-ledet koalitionsregering fra 1929-1931) havde Labours rolle altid været at agitere for forandring, og kritik af magten, ikke at samarbejde. Det var som en gøende hund der altid vil jagte bussen. Derpå til alles overraskelse gjorde Labour Party det umulige, efter alle disse år med forsøg: Man indhentede bussen. Attlee, hans kolleger og deres allierede blandt den intellektuelle elite indtog chaufførens plads -- med et kæmpeflertal i Parlamentet, og med et klart mandat til forandring.

Nyhederne om hvad der var sket fik et middagsselskab med damer på Savoy til at udbryde, "Men det er jo frygteligt --- de har valgt en Labour regering, og landet vil aldrig kunne tåle det!" Men dette var en meget ægte, omend uventet forandring. 1945 valget, skar en ridse i britisk politik og regering ved at der blev flyttet langt til venstre i den næste generation.

Fortsættes......