Mælkepriser og et frit marked

Bland Jer ikke i mælkepriserne

                                

John Stossel       

                        

The Denver Post advarer. “Mælke- og madvarepriserne kan stige hvis ikke Kongressen griber ind.”

Kongressen arbejder på en landbrugslov, blandt så meget andet, der vil sætte begrænsninger på, hvor høje eller lave mælkepriserne kan variere i landets forskellige regioner.

Politikere fra begge partier holder af at blande sig i landbruget. Da Heritage Foundation bad Republikanerne om ikke at vedtage nogen landbrugslov, forbød “konservative” politikere Heritage at komme til deres ugentlige møder.

 

Hvorfor skulle politikere være optaget af landbrug? Hvorfor skulle de fastlægge fødevarepriser, i større grad end priserne på bøger og papirclips? Markedet bestemmer de fleste priser, derfor har vi ikke brug at vente, med tilbageholdt åndedrag, på at politikerne bestemmer sig.

På et normalt marked forlanger sælgerne den højeste pris - den pris kunderne vil betale - og sænker så prisen når de mister kunder til sælgere der er billigere. Konkurrencen holder priserne nede, ikke generøsitet eller det at være varmhjertet. Eller regeringen.

Prisen på mælk bestemmes af regulatorerne, der benytter komplicerede formler. De fastlægger en pris for den mælk der benyttes til at producere “flydende” produkter og en anden for mælk der anvendes til ost. Det er en latterlig form for legen skjul, hvor de regulerede priser aldrig ændrer sig så hurtigt og med så stor effekt som de ville på et åbent marked med en køber og sælger.

I denne tid uge vil der i Californien blive afholdt offentlige høringer om forhandlingerne om mælkeprisen, som om flere diskussioner vil åbenbare den “korrekte” pris. Landbrugsnyhedssiden Agri-View fortæller at mælkeproducenterne har indgivet en anmodning til Californiens Landbrugsministerium, hvor man kræver den implementerer en tidligere massiv mælkepris indsats som osteproducenterne og lovgiverne er enedes om.

Ifølge den aftale skal osteproducenterne lægge yderligere 110 millioner dollars i en statsomfattende pengetank, der benyttes til at betale mælkeproducenter, der er foruroligede over at de får mindre i betaling end landmænd i nabostaterne.

Rob Vandenheuvel fra statens Milk Producers Council siger, “Regeringen har ansvaret for at holde os på niveau med hvad resten af landet tjener, og det gør den ikke. Den giver os ikke noget valg andet, end at gå til advokater.”

Hvor er det flot. Hvor mange advokater skal der til for at producere nogle liter mælk?

Mælkeproducenterne siger at nogle farmere mister penge, hvilket er bevis på at mælkepriserne er for lave. Men osteproducenterne siger de knap kan klare sig, fordi mælkepriserne er for høje. Hvorfor skal dette behandles af lovgivningsapparatet? Det bør det heller ikke. Priserne bør bestemmes køberne og sælgerne.

Priser er ikke kun penge. De er information. Øgede priser antyder for landmændene at der skal produceres mere; det forøger udbuddet og priserne falder. Faldende priser antyder over for producenterne at der skal investere i andre produkter. Dette system fungerer udmærket for blommer, ferskner, biler og næsten alt andet vi køber.

Men bureaukrater og lobbyister siger at med “mælk” er det noget andet.

Så gødes der med overskudsmælk

Vandenheuvel siger at køer ikke kan være underlagt markedets krav, fordi “der er adskillige år med opfostringstid, fra du beslutter dig for at købe en ko og til koen producerer mælk.”

Californiens landbrugsministerium er enig fordi: “Mælk er et fordærveligt produkt, der skal skabes hver dag,” og “Mælk kan betragtes som en nødvendig fødevare, især for børn.”

Dertil siger jeg. Og hvad så? Det er da ikke “opfostringstiden” eller det “fordærvelige” eller endog det at det er “nødvendigt” der gør mælk til noget særligt. Blommer og aviser forfalder også, og det hver dag. Det tager lang tid at opbygge et samlebånd for at producere biler. Ingen virksomhed har en markedsgaranti når først fabrikken er færdig. Al forretning er med en risiko.

Landbrugsministeriet begræder at uden priskontroller, “så kan der ikke være andre regulationer der kan sikre en tilstrækkelig forsyning af mælk.”

Hold da lige op!

Sådan er det i planøkonomi, som i Venezuela, Nordkorea og det tidligere Sovjet som var ramt af mangelsituationer. Når politikerne regulerer markedet i detaljer, lider forbrugerne.

Mælk er ikke noget “særligt.” Det gælder næsten alle produkter. Lad konkurrencen fastsætte prisen.

John Stossel is host of “Stossel” on the Fox Business Network. He’s the author of “No They Can’t! Why Government Fails, but Individuals Succeed.”