Tilpasning - Børn og nationer

Tilpasse sig vore børn - tilpasse sig verden

                                

Patrice Lewis                                                         

Jeg forsøger ikke at involvere mig i international politik. Jeg forstår ikke problemerne godt nok til at kunne kommentere på intelligent vis, og så vil jeg hellere holde kaje og blive betragtet som et fjols, end åbne munden og fjerne enhver tvivl.    

                            

Jeg har dog observeret at der sker ting på det internationale plan der ofte kan undersøges ud fra den måde folk individuelt handler. Menneskelig natur er netop menneskelig natur, uanset om det drejer sig om personer, en kultur, et samfund eller en nation.

Skal vi ikke drøfte ‘tilpasningens’ karakteristik?                

Tilpasning/eftergivenhed/forsoning  defineres som det at give efter eller samtykke over for “krigeriske krav fra (en nation, en gruppe, en person mv.) på en eftergivende måde, hvor der ofte gives køb på retfærdighed eller andre principper.” Forsoning betyder sådan set, “Hvis du ikke gør mig ondt, så skal jeg nok gøre noget godt for dig.”

 

Jeg kender en herre der er skilt, og hvis 11 årige søn virkelig opfører sig slet. Knægten er ubehøvlet, oprørsk. Hans far er forståeligt nok overvældet af skyld over skilsmissen, og ikke i stand til at leve med sin søn på fuld tid, og ignorerer den elendige opførsel, fordi han ønsker at den tid han er sammen med drengen skal være fredelig.

På de tidspunkter, hvor drengen gør noget passende (som at sige pænt tak) oversvømmer faren drengen med overdreven ros og køber ham derpå et eller andet. Derfor er det ikke nogen overraskelse at knægten er blevet en snu rad og manipulerer med sin far ligeså let som man bruger en yo-yo. Jovist, at benytte sig af tilpasning/eftergivenhed som en forældrestrategi er en fiasko.

Hvad så med tilpasning/eftergivenhed som udenrigspolitik? Tænk på Æthelred den Tøvende, konge af England i årene  978-1016 A.D. Han var en svag leder der ikke var i stand til at mønstre hverken interesse eller mod for at bekæmpe de plyndrende “Danere” (Vikinger) der hærgede hans lands kyster. I stedet tilpassede han sig dem ved at betale enorme summer fra sine skatkamre for at få plyndringen til ophør. Hvordan gik det så med den strategi? Nuvel, det lærte Vikingerne at de kunne få guld fra kongen, og når de så ville have mere, så skulle de blot “handle” (udføre brutale anfald på landsbyerne langs kysterne) for at få kongen til at diske op med mere ‘kød.’ Igen og igen og igen.

Denne video er bare spot on.

Neville Chamberlains tilpasningspolitik over for Nazi Tyskland er blevet anklaget for at tillade Hitler at blive stærk nok til at udføre de ækle handlinger der kendetegnede 2. Verdenskrig.

Nu helt op til vor tid. Udendørs Juledekorationer er blevet forbudt i dele af Berlin, fordi “nogen” kunne føle sig krænkede. Igen og igen og igen.

Hvornår har tilpasning nogensinde fungeret på længere sigt. Jovist, det er ofte en hurtig kur ved kortvarige vanskeligheder; men enhver ved det er en rådden strategi for langvarig stabilitet eller karakterudvikling. Problemet er at forsoning hele tiden er under forandring. En barn der konstant bliver ‘tilpasset’ vil teste og søge grænser, og så lidt igen. Og igen. Og igen. Således lærer barnet at det kan manipulere, handle, eller på anden vis være umulig indtil han bestikkes til at ‘opføre’ sig pænt.

Forældrene kan blive terroriseret af barnets krav, blive gidsler ved skyld eller politisk korrekthed eller andre kastrerende følelser der gør dem hjælpeløs overfor den stadig værre opførsel eller ulydighed. De kommer med endeløse undskyldninger for, hvorfor barnet er sådan som barnet er, samtidig med de finder på mere forfinede måder at tilpasse sig.

Børn er ikke dumme. De lægger mærke til en svag forældre. Svaghed er ikke noget børn beundrer - de er nærmest bygget til at udnytte den, uanset om det er en bølle der driller et svagere barn eller et barn der manipulerer med sidn fars skyldfølelse. Børn vil søge at udnytte enhver åbning i forældrenes rustning, hvis de ikke hindres.

Børn forstår instinktivt en meget primitiv regel: “Magt gør man har ret.” Forældre er Mægtige; derfor har de Ret. For bøm - der ikke er modne eller har moralsk forståelse til at opføre sig som voksne - er dette en god regel. Den anvendes indtil barnet er modent nok til at forstå, hvorfor det er i orden med grænser, og så kan begynde at anvende grænserne på egen opførsel.

Børn der vokser op uden grænser lærer aldrig den livsvigtige evne selvbeherskelse. Sørgeligt nok er vor kultur nu for tiden oversvømmet med børn der er ‘ude af kontrol’ og som selvfølgelig vokser op til at blive voksne ‘ ude af kontrol’ som så igen opfostrer børn ‘ude af kontrol.’

Denne skilte herres barn er allerede ved i egne tanker at være et “offer.” Hvis han kan placere sig selv som et sådant, så vil en eller andet altid give ham det han ønsker. Knægten kæmper med den forståelige smerte ved forældrenes skilsmisse, men han får ikke den konkrete vejledning og rette disciplin han har brug for så han kan komme ind på vejen mod modenhed, og et liv som en ansvarlig voksen. I stedet vil han sejle rundt i den evige limbo mellem følelsesmæssig opvækst og evindelig offerrolle. Uanset hvad der sker i hans liv  vil det altid være nogens fejl. Han vil vokse op i den tro at han ikke kan være skyldig i sin elendige opførsel, han bad jo ikke om skilsmissen der smadrede hans liv. Kort sagt han vil lade sin karakter bygge op på følelsesmæssig afpresning.

Er det således børn skal opfostres? Er det sådan grupper, racer, eller nationer skal behandles?

Tilpasningens/eftergivenhedens resultater er langt værre end hvis der blev handlet hurtigt og konsekvent. Den som man tilpasser sig begynder at tro at bestikkelsen ved eftergivenheden er en “rettighed,” mens den som yder tilpasningen bliver mere og mere frustreret over fiaskoen med at få afsluttet en dårlig opførsel. På et eller andet tidspunkt vil selv den allermindste bagatel knække ‘kamelens ryg’ og det vil eksplodere i en vold der forekommer at være helt ude af proportion med den “lille tue” der væltede læsset. Resultatet? Vrede og fremmedgørelse, konflikt og hjertesorg, sammenstød og kampe - og en masse uskyldige bliver såret.

Eftergivenhed/forsoning er den fordømte taktik ved en forfejlet strategi. Sædvanligvis er den eneste måde at rette op på det gennem en katastrofal konflikt, når personen endelig har fået nok af barnets stadige oprør og dårlige opførsel, krav og holdning.

Jeg vil overlade det til dig at drage dine egne konklusioner om, hvor godt eftergivenhed/forsoning fungerer på hjemmefronten eller i den internationale skala. Som hovedprincip er der nogle nationer og kulturer der kun forstår een ting: Magt giver Ret. For disse kulturer og nationer, anses eftergivenhed som den svaghed den vitterligt er.

Tilpasning duer bare ikke. Det fungerer ikke individuelt, det fungerer ikke nationalt, det fungerer ikke internationalt. Det vil kun blive opfattet som svaghed.

Er det sådan vi gerne vil ses som.

Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.