At rulle den socialistiske bølge tilbage
Andrew B. Wilson
Del 5 af 5
Thatcher's arv!
Idet hun troede på at jobs (i et frit samfund) ikke skal være afhængigt af regeringen, men på den spontane mekanisme ved fri konkurrence, med andre for at tjene penge og gøre sine kunder tilfredse, forsøgte Thatcher ikke at sætte mål om "fuld" beskæftigelse, hun sigtede mod at skabe intet andet end "den rette ramme" for at væksten kunne finde sted - en ramme med lavere skatter, sund pengeøkonomi, minimal regulering, og et fleksibelt marked (herunder arbejdsmarkedet). I de lidt større detaljer betød det:
• Betydelige sænkninger af indkomstskatten især de højeste indtægter idet hun anerkendte at topskatten (dengang 83% af indkomsten og 98% af indkomster ved investeringer) var blevet en særdeles alvorlig hindring for skabelse af nye jobs og nye forretningsmuligheder og gav en tilskyndelse til at forlade landet.
• En tilskyndelse til at reducere offentlig låntagning og pengerigeligheden, fjerne inflationen, stabilisere valutaen og reducere det offentliges forbrug som en del af BNP.
• Afskaffelsen af priskontrollen og byttekontrollen, indkomster og udbytter, sammen med særlige midler til at fremme større konkurrence og flere valg i de finansielle tjenester, og et program til at reformere fagforeningerne, forbyde hemmelige aftaler, gøre ende på strejkevagter og blokader, og indføre hemmelige afstemninger før strejker og afstemninger ved valget af fagforeningsledere.
• Privatiseringerne (de fleste gennemført i Thatchers anden og tredje embedsperiode) af de fleste statsejede virksomheder, herunder British Telecom, busselskaberne, British Gas, Britihs Airways, Rolls Royce og dele af British Leyland, British Steel og lufthavnene. På denne måde fik hun vendt det som Lenin kaldte "industriens kommandører" tilbage til det private ejerskab.
I sin vedholdende efterfølgelse af disse politikker opnåede Thatcher noget som kun få af tidens økonomer slet ikke overvejede. Hun opnåede en ægte produktionsledet genopretning der forvandlede Storbritannien fra den pengemanglende "syge mand" i Europa til den allermest levende og bedste økonomi.
Det som denne opsummering ikke har med er den enorme forandring i folkets holdninger og udsyn der fulgte med under Thatchers 12 år i embedet og sidenhen - som John Major (Konservativ premierminister fra 1990-97) og Tony Blair (Labour premierminister 1997-2008) fortsatte med at følge ved at se hen til den private sektor som kraftværket for vækst og velstand.
Da han søgte embedet i 1997, gik Blair så langt som til at tale om skabelsen af "et nyt Labour Party," efter at have taget hidtil usete skridt til at ophæve Clause IV i sit partis forfatning fra 1918, der gik ind for at staten ejede og kontrollerede "produktionsmidlerne, distributionen og valutaen."
Patrick Minford, en økonom ved business school på Cardiff University i Wales og forfatter til The Supply Side Revolution in Britain og andre bøger undrer sig over, hvor mange af sønnerne og døtrene blandt hans venner der gik ind i selvstændig forretningsliv efter de havde bestået deres eksamen -- herunder adskillige der skabte deres egne software selskaber, og en der skabte et internetbaseret selskab for at sælge forsikringer i Australien.
"Dette er helt og aldeles anderledes end da jeg gik ud af universitetet i 1964," bemærker han. "Dengang var der faktisk kun tre muligheder: Man kunne gå ind i tre professioner, enten Offentlig Ansat, eller man kunne finde et job i et af de virkelig store selskaber som Shell eller ICI. Små og foretagsomme forretningsvirksomheder som man kender dem i Amerika eksisterede ikke i Storbritannien i 196o- og 70'erne. Maggie plejede at snakke om at forvandle Storbritannien til et land af entreprenører, og det sjove er - det gjorde hun."
I den opdaterede version af sin bog Testimony, udgivet efter hans valg i 2007, bemærkede den franske præsident Nicolas Sarkozy at Storbritannien havde indhentet Frankrig og var gået et stykke forbi i levestandarden. Han kaldte Thatcher æraen "et usædvanligt lederskab der fuldstændig forvandlede United Kingdom, og lagde grundlaget for dets velstand i de kommende årtier." Ydermere var han åbent og ærligt misundelig over den tilsyneladende overflod af muligheder for at lykkes der havde forårsaget at unge franskmænd -- herunder hans egen datter -- emigrerede til Storbritannien.
“Man skal huske at det så ud til at Storbritannien helt og aldeles var sakket agterud sent i 1970'erne med en BNP der var 25% mindre end Frankrigs. (Nu) køber briterne vore huse i Dordogne, Perigord, Luberon, Savoie og mange andre regioner. Hvorfor mon? Det er ganske enkelt, fordi Storbritanniens BNP nu er 10% større end Frankrigs og den britiske levestandard er højere. Jeg har intet imod englænderne...men det er ikke min ambition at se Frankrigs smukkeste landsbyer udelukkende skal være for britisk ferierejsende!
Endnu værre er det at London, er blevet den 7. største franske by. Den har tiltrukket, næsten til udsugning, tusinder af unge franskmænd der rejser for at bo der, herunder min datter. Det synes at være lettere at få succes der end i Frankrig. Værre er det at det at få succes i Frankrig er blevet noget man skal skamme sig over, så en ung franskmand der vil have succes er nødt til at rejse.
Déjà Vu endnu engang -- Blot nu omvendt!
Jeg var en af de 38 millioner amerikanere der så den tale som Barack Obama gav den 28. august 2008 da han accepterede det Demokratiske Partis nominering som præsidentkandidat for USA- Det var en forbavsende forestilling, med den kommende præsident opstillet i en Gud-lignende scene der skulle bringe mindelser om et græsk tempel, men jeg mistænker at kun få mennesker reagerede på det på samme måde som jeg gjorde. Som tidligere udenrigskorrespondent og BusinessWeek UK-kontorets chef der brugte fire og et halvt år på at dække Thatcher administrationen, blev jeg igen og igen slået af, hvordan hr. Obama synes at have samlet hvert eneste aspekt af Thatcherismen op -- og derpå vende i den stik modsatte retning: En indskrænkning af det frie initiativ og mod socialismen, eller Statismen.
For at give nogle få eksempler: Hvor hun ville regulere mindre; mens hun søgte at garantere hemmelige afstemninger ved fagforeningsvalg, så vil han give frit lejde til fagforeningspamperne til at organisere uden der er stemt; og mens hun forhånede den holdning at regeringen skulle intervenere på markedet for at "få vindere" og garantere jobs, så hævede han sig op til yderst positivt at sige: "Jeg vil hjælpe vor autombilfabrikker til at ændre sig, således af brændstofeffektive biler bliver bygget lige her i Amerika. Jeg vil gøre det lettere for det amerikanske folk at få råd til disse køretøjer. Og jeg vil investere 150 milliarder dollars i løbet af det næste årti på billige, bæredygtige energikilder af vind-sol og den næste generation af biobrændstoffer; en investering der vil føre til nye industrier og fem millioner nye jobs der betales godt og aldrig kan overføres til udlandet."
I den samme måned (maj 1979) som Margaret Thatcher gik ind i Downing Street 10, som premierminister bestod Barack Obama fra den prestigefyldte Punahou private forberedelsesskole på Hawaii. Samme efterår gik han på Occidental College i Los Angeles, hvor han, som han skrev i sine erindringer -- "Jeg valgte mine venner med omhu. De mere politisk aktive sorte studerende. De udenlandske studerende. Chicanoerne. De marxistiske professorer og feministforkæmperne og punk-rock performance poeterne."
Var det Obamas berømte karisma eller hans venstreorienterede politik og politiske holdninger der gjorde at han blev præsident?
Alt for tydeligt var det hans personlige udstråling, magnetisme. Ifølge exit polls på Valgdagen identificerede kun 22% af de amerikanske stemmeafgivere sig som venstredrejede, men 34% der benævnte sig som konservative og overvældende 44% af benævnte sig som moderate. Mens de hårdkogte venstreorienterede udgjorde Obamas "base" vandt Obama valget på styrken ved hans appel til de moderate og uafhængige som en selviscenesat politiker der kan "favne alle."
I månederne og årene der førte frem til 2008 valget svingede den offentlige mening i USA ikke fra den ene side til den anden. Ikke som Attlee i 1945 og ikke som Thatcher i 1979 kom Obama til magten med noget ægte mandat for forandring kædet sammen med ideologiske grunde.
Begyndende sidste sommer gjorde Obama og Demokraterne den omfattende sundhedsreform til deres top-prioritet. Det var på det tidspunkt at strømmen begyndte at vende. Des mere Obama talte om behovet for sundheds "reform", des mindre bryder folket sig om det, og des mere stemte de mod, hver gang de fik mulighed for det -- kulminerende i valget sidste år af Scott Brown, en meget lidt kendt Republikaner, til U.S. Senatet, det sæde som var blevet ledigt efter Ted Kennedys død. Brown lod sin kampagne være en slags korstog mod Obamacare -- og lovede at benytte sin indflydelse og stemme som den 41. senator for Republikanerne til at forhindre Demokraterne i at få det nødvendige flertal til at undgå en GOP (Republikanerne - Grand Old Party -kælenavnet) filibuster.
Derpå hændte noget bemærkelsesværdigt. Skønt den offentlige mening helt klart havde flyttet sig mod højre, besluttede Obama og Demokraterne at gå yderligere til venstre ved at fifle med regler i Kongressen for at trumfe deres sundhedsreformlov igennem Kongressen via et simpelt flertal. Opildnet af denne "sejr" i gennemførelsen af en upopulær lovgivning, har Demokraternes ledelse nu sat deres mål mod at gentage denne succes i vedtagelsen af andre love der har partiets venstrefløjs entusiastiske støtte, og som i det store og hele er de fleste amerikanere imod. Dette indbefatter handel med CO2 (cap and trade) og lovgivning der giver nye magtbeføjelser og privilegier til fagforeningerne.
Under denne - det skal nok gå - holdning er Obama og Demokraterne -- hyldet som de bliver af den intellektuelle klasse, der dominerer universiteterne og nyhedsmedierne -- overbeviste om, at de bør gribe lejligheden mens de stadig har kontrollen over begge Kongressens huse, til at vedtage "oplyst", dog upopulær lovgivning, og derpå sælge 'goderne' ved en sådan lovgivning til folket, som altså allerede er lov. De er på lignende vis overbeviste om at de gode hensigter langt overgå ethvert behov for en god økonomi -- eller omhyggelig og ærlig analyse af byrderne ved de lovede goder, mod de sandsynlige omkostninger. Som en af mine venner udtrykte det, "De økonomiske konsekvenser, skide være med dem, det er først og fremmest følelsen af moralsk overlegenhed der gælder."
Alt dette gør novembervalget til Kongressen det vigtigste siden 1946. Det var dengang Republikanerne fejede Demokraternes flertal i begge huse til side og begyndte at afmontere New Deal (Roosevelts økonomiske planlægning) stykke for stykke. Ved at gøre det, gjorde de scenen klar til den lange efterkrigs opblomstring i dette land (på samme tid, ironisk nok, igangsatte den socialistiske sejr i Storbritannien den lange periode med nedgangstid for det land.)
Det er nu overladt historikerne at undre sig over det spørgsmål som blev stillet af professor Minford: "Hvorfor i alverden ville amerikanerne med den mest succesrige økonomi af alle tider, ønske at slå deres velstandsmaskine ihjel? Det er pudsigt at (tidligere præsident Clinton) på en måde tidligt nåede det synspunkt; Obama har denne fantasiverden der meget vel vil gøre det helt umuligt for ham at fatte hvad Clinton fattede."
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar