Karaktertræk hos anti-jøden

Anti-Semitismen hører venstrefløjen til

DANIEL HANNAN                                                                                    

               

"Som socialist, hvordan kan du da ikke være anti-semit? Således spurgte Adolf Hitler sine partimedlemmer i 1920. Ingen mente det var et mærkeligt spørgsmål. Anti-semitismen på den tid betragtedes som værende del af en større revolutionær bevægelse mod markedet, ejendomsret og kapital.

Manden der ‘opfandt’ udtrykket “socialismen” den franske nitten hundrede tals revolutionær Pierre Leroux havde sagt til sine kammerater: “Når vi taler om jøderne, mener vi den jødiske ånd - ånden med profit, med pengebegær, med fortjeneste; med et ord - bankernes ånd.”

Den mand som populariserede udtrykket “anti-semitismen” havde samme indstilling. Wilhelm Marr, en radikal tysk venstreorienteret fra det 19. århundrede er muligvis ikke den første til at bruge ordet, men han er helt sikkert - og det anerkendes - den som bragte det ud til et større publikum: “Anti-semitismen er en socialistisk bevægelse,” erklærede han, “blot noblere og renere end Socialt Demokrati.”

Det er en målestok i den moderne venstrefløjs kulturdominans, at blot det at recitere disse citater er utåleligt. På hundredåret for Dreyfus Affæren i 1998, vurderede den dengang franske premierminister Lionel Jospin, at “venstrefløjen var for Dreyfus og højrefløjen imod ham” - en ekstraordinær forvanskning.

Selvom nogle tapre radikale virkelig kæmpede for den fejldømte jødiske officer, var mange socialistiske aviser og politikere voldsomt anti-Dreyfusarder, og beklagede at “rige jøder” misbrugte retssystemet mod almindelige arbejdere.

Den førende anti-Dreyfusard og den populæreste jødehader i Frankrig, Edouard Drumont, hvis bog La France Juive (Jødisk Frankrig) var en bestseller, var en rabid revolutionær socialist og anti-kapitalist.

Som den franske socialist - senere kommunist - deputeret Pierre Myrens udtrykte det i 1911, " Yiden (‘Youtre') er en israelit gennem religion, en jøde af race og, ydermere en kapitalist!” Denne gren af den franske venstrefløj blev taget op af Baath partiet i Syrien og endnu mere i Algeriet, med de konsekvenser vi kan se rundt om os i dag.

At vi i det store og hele har fået redigeret sådanne kendsgerning bort fra vor kollektive erindring siger en masse om den moderne politiks forudsætninger. I den barnlige formular der synes at diktere vore definitioner så betyder - venstreorienteret - at man er medfølende og - højreorienteret - at man er væmmelig, og da anti-semitismen er væmmelig må den jo høre højrefløjen til.

Sådan ræsonneren er ikke kun knyttet til selvretfærdige 17 årige; den har, hvor bizart det end er overtaget en stor del af vor offentlige diskurs.

Det er selvfølgelig sandt, at der altid har været jødiske socialister. Men - og dette kan være svært at begribe nu til dags, måske især hos jøder uden tro, - hvoraf adskillige faktisk er anti-semitiske.

Karl Marx selv er ganske typisk og hans essay fra 1844 “Om det jødiske spørgsmål,” er igen  blevet ‘lutret’ bort fra den almindelige viden.  

Barnebarn af to rabbier, han brød sig ikke om nogen religioner, men var især voldsom overfor judaismen, en voldsomhed vi aldrig finder i hans skriverier om Kristendommen - som han egentlig var ret sentimental over for, skønt han afskyede dens korrumpering ved den “jødiske Ånd.” I 1844 skrev han:

Lad os se nærmere på den faktiske jøde i verden - ikke Sabbath jøden, men hverdagsjøden.

Lad os ikke lede efter hemmeligheden hos jøden i hans religion, men lad os se på hans religions hemmelighed hos den ægte jøde.

Hvad er den verdslige base for judaismen? Opfyldelse af det praktiske behov, egeninteresse. Hvad er jødens verdensreligion. Tuskhandel. Hvad er hans verdens Gud? Penge.

Udmærket! Frigørelse fra tuskhandel og penge, som, en konsekvens af praktisk ægte judaisme ville være vort tids selvrealisering.

Essensen bag judaismen og roden til den jødiske sjæl er tilpasning og egeninteresse; Israels Gud er Mammon, der kommer til udtryk i begæret efter penge. Judaismen er selve legemliggørelsen af anti-sociale holdninger.

Nogle få apologeter har forsøgt at argumentere med at deres patriark (Marx) kun mente velstående jødiske pengemænd, ikke jøder som sådan, men deres undskyldninger er ikke rigelige. Lyt til hvordan Marx og Engels skrev om Polens jøder, dengang de fattigste og mest undertrykte i Europa: “Den polske jødiske ågerkarl svindler, snyder på vægten, giver forkert tilbage er beskæftiget med almindelig svindel.”

Marx’s væmmelse ved judaismen var ikke kun at finde i hans svulstige bøger. Man finder den i de anti-semitiske kampagner hos Sovjets Comecon regimer:

Udrensningerne af jøder hos Polens kommunister, show retssagerne i Tjekkoslovakiet og Ungarn af “israelske spioner” og Stalins “Lægernes Plan” der anklagede jødiske læger for at udføre konspiration for at myrde den kommunistiske ledelse, og som formål havde at være en forløber for massedeportationen af Sovjet jøder til Sibirien (heldigvis døde det gamle uhyre først, og Khrushchev droppede den politik).

I alle disse tilfælde blev benyttet udtrykket “Zionist” som et kodeord for “jøde.” Det er næppe en overraskelse når man hører de ideologiske arvtagere til kommunistpartiet der også er fortalere for de palæstinensiske terrorister der anklager Zionismen, at mange jøder har opdaget sammenhængen.

Nu om stunder, er der altid en underliggende tone. Læs denne gruelige artikel fra en Chavez avis i Venezuela. Tænk over de pro-nazi slogans der skriges af mængderne rundt om i Europa når de angriber jødiske butikker. Overvej denne skammelige udtalelse som Yad Vashem Holocaust mindeorganisationen har følt sig tvunget til at lægge ud. Dette handler ikke om Israel nu, hvis det nogensinde har gjort. Det er om noget meget ældre og æklere.

Vore politiske holdninger er ofte et spejl af vor karaktertræk. Hvis du er generøs og optimistisk hvis du glæder dig over andres succes, så vil de sandsynligvis være glad for det jødiske folks historie, deres succes mod alle odds, deres uforholdsmæssige intellektuelle bidrag til menneskeheden. Så langt fra at afvise de kommercielle og finansielle resultater vil du anerkende dem som en kilde til lykke for alle.

Hvis du på den anden side er forhippet på at se enhver handling som en form for udnyttelse, enhver succes som nogen andres nederlag, enhver handel som svindel, så er de tendenser med til at gøre at du er mod Israel og anti-semit. Det er en tragisk tilstand, en slags eksistentiel misundelse, og den går langt tilbage - mindst 2500 år - til Ester Bog 5:11-13:

(Statholderen Haman der fortæredes af misundelse over jøden Mordokaj)

11 Med selvtilfreds mine pralede han (Haman) af sin store rigdom, sine mange sønner og den ære, kongen havde vist ham ved at forfremme ham til den næstøverste i hele perserriget.

12“Nu skal I høre!” sagde han. “I dag inviterede dronning Ester mig til en privat festmiddag sammen med hende og kongen. Hun havde selv forberedt det hele til os to! Og i morgen har hun inviteret os igen!”

13 Så tilføjede han: “Men jeg kan ikke rigtig glæde mig over det, så længe den ubehøvlede jøde, Mordokaj, sidder i paladsets portrum.”

                       

                           

Daniel Hannan is a British writer and journalist, and has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.

                       

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/anti-semitism-belongs-on-the-left?f=must_reads#ixzz39QwvfkbJ

Israels fordømmes mod bedre vidende!

Israel fordømmes fordi de kan

       

William Sullivan

               

Rutinemæssigt udsættes Israel for angreb, såvel fysiske som retoriske fra sine fjendtlige naboers side og fra medier og eliten i Vesten. Vor fejl er at vi formoder vi kan imødegå disse angreb gennem logik, fornuft og beviser. Vi formoder, at dersom vi præsenterer vore argumenter for folk som ønsker objektivt at undersøge argumenterne som hver side fremfører, vil de komme frem til den rationelle konklusion ved at skelne mellem rigtigt og forkert.

Intet kunne være længere fra sandheden.  

Et eksempel. Blot få dage efter Mahmoud Ahmedinejad fra Iran offentligt påstod at Holocaust aldrig havde fundet sted, mindede Mark Steyn os om at Benjamin Nethanyahu udbasunerede sin uenighed ved FN Generalforsamlingen:

Hr. Netanyahu forklarede derpå at han for nylig havde besøgt villaen i Wannsee, en forstad til Berlin, og havde fået vist indholdet af et møde afholdt der den 20. januar 1942, hvor førende tyske embedsmænd fremlagde deres plan for den endelige udslettelse af jøderne. “Her er en kopi at hændelsen,” fortalte premierministeren FN. “Er dette en løgn?” Dagen før, havde han fået overdraget en fotokopi - denne gang med de oprindelige konstruktionstegninger, underskrevet af Heinrich Himmler for Auschwitz-Birkenau kz-lejrene, hvor en million jøder skulle dø. “Her er en kopi af planerne,” sagde hr. Nethanyahu til de forsamlede verdens ledere. “Er dette også en løgn?”

Man kan kun have sympati for premierminister der 70 år efter Neville Chamberlain der havde stået foran verden og viftet med et dokument fra Herr Hitler. Men han kom ikke frem til pointen. Ahmadinehad og Kompagni er ikke Holocaust benægtere på grund af mangel på historisk dokumentation. De næger fordi de kan gøre det, og fordi det passer i deres interesse at gøre det, og dermed også de regimer de repræsenterer. Staten lyver for sit folk som en selvfølge og i en sådan grad at der ikke længere er en objektiv virkelighed, kun den man selv konstruerede.

På lignende vis kan vi sympatisere med Nethanyahu for nu at være reduceret til offentligt at stille sig frem for verden for at forsvare Israels ret til at eksistere uden Hamas raketterne der hensynsløst slynges ind over byer i Israel.

Ligesom en person der blot er overfladisk bekendt med 2. Verdenskrig ville kunne fortælle dig at Holocaust var en meget virkelig, særdeles godt dokumenteret og meget uigendrivelig kendsgerning så vil enhver der blot overfladisk kender til Hamas’ retorik og Hamas Doktrinen vide, at Hamas fastslåede ambition ikke tillader en fredelig sameksistens med en jødisk stat Israel.

De konkrete ord er skrevet ind i Hamas Doktrinen, i 1988, og aldrig lavet om, og man fastslår helt klart at Hamas mål er “at fjerne det onde, knuse og besejre det således .... bønnerne fra moskeerne kan høres, genindførelsen af den Muslimske stat.”   

En person der er opmærksom og besidder sund fornuft ved allerede at Hamas søger at udslette Israel og ikke vil acceptere noget andet alternativ. Så når vi ser Udenrigsminister John Kerry, lede an i et kor i Vesten der opfordrer til en våbenhvile med de mistænkelige grunde at Hamas måske kunne acceptere betingelser der ville lade Israel eksistere i fred så kan vi være fristen til at vifte med Hamas Doktrinen i hans ansigt, påpege at dokumentet fastslår at “tiden vil ikke komme før muslimerne vil bekæmpe jøderne (og dræbe dem); indtil jøderne skjuler sig bag klipper og træer der vil råbe: ‘Oh Muslim der er en jøde der skjuuler sig bag mig, kom og dræb ham!”

Vi kunne være fristet til at påpege at hændelser førhen, hvor Israel er gået ind på våbenhviler med Hamas før man fik smadret deres våben og infrastruktur, blot har resulteret i korte ophold i kampen fulgt at flere raketangreb mod israelske byer. Vi kunne endog forsøge at påpege at de civile tab i Gaza i det store og hele skyldes at Hamas benytter borgerne som menneskelige skjolde og skjuler ammunition i ambulancer, skoler og moskeer, og det var de hæmningsløse raketangreb fra Hamas der for tre uger siden sendte millioner af israelere i bombely, og som har gjort at Israel indledte sin nuværende gengældelseskampagne mod Hamas’ aggression.

Men at argumentere på den vis er lige så nytteløst som da Nethanyahu forsøgte at overbevise verden om at Holocaust virkelig havde fundet sted. John Kerry, New York Times og din gennemsnitlige benægter der kritiserer Israel ved sandsynligvis alt dette - hvis ikke, er de skyldige i en utilgivelig naivitet der kommer på højde med at være en Holocaust benægter når man ser på de klippefaste kendsgerninger der så let kan findes. Nej de ignorerer kendsgerninger og fordømmer Israel fordi de kan. Det passer til deres ideologiske fantasiverden at gøre det, og de foretrækker at være med i en, ikke objektiv virkelighed, men en selvkonstrueret hvor alle i verden ønsker fred med hinanden. Der er overhovedet intet substantielt i deres holdning.

Hvad kan vi da eller muligvis sige? Vanviddet bag sådan naivitet kunne føre til at nogen reagerer som Joan Rivers overfor en nævenyttig journalist ved at råbe, “De begyndte!” med håbet om at denne enkle kendsgerning måske kunne lave buler i deres beslutning om at være anti-Israel.

Men det vil ikke ske. Det er fordi de er fjender af sandheden, og dermed venner af Hamas. Deres pacifisme gør dem objektivt set pro-Hamas af samme grund som Orwell der engang bemærkede at pacifisterne på hans tid var “pro-Nazi.”

Vestens pacifisme gør det muligt for Hamas at fortsætte med sin ambition om erobring på samme måde som Chamberlain gjorde det muligt for Nazi-Tyskland - ved at ignorere den trussel der er, og ved at tillade at give tid og mulighed for at opbygge infrastruktur og rigeligt med våben for at nå det fastlagte mål.  

Lad os dog forstå at sådan er disse menneskere, end at beskæftige os med dem i håbet om at de muligvis kunne ændre indstilling ved realiteterne eller objektivt bevis.

William Sullivan blogs at http://politicalpalaverblog.blogspot.com and can be followed on Twitter.

http://americanthinker.com/2014/08/they_condemn_israel_because_they_can.html

Svigtede Israels efterretningsvæsen?

Den seneste efterretningsfiasko. Og den næste

Michael Ledeen

Jeg har selvfølgelig læst om de der Hamas tunneler, og har helt sikkert lagt mærke til at israelerne har mistet mange af deres drenge i denne kampagne under jorden for at ødelægge tunnelsystemet og tanken om at der er sket en fejl i efterretningsarbejdet har strejfet mig.

Som jeg plejer i sådanne tilfælde vender jeg mig til en højere eller måske snarere lavere myndighed da jeg ikke ved, hvilket område af de regioner min gamle ven befinder sig i. James Jesus Angleton, den afdøde chef for CIA. Derfor benyttede jeg det noget upålidelige Ouija bræt og minsandten kom der en røst fra graven (også massevis af Camel cigaretter kan udrette det):

               

               

               

JJA:  “Det er godt at blive husket.”

ML:  “Som altid en fornøjelse at tale med dig.”

JJA:  “Hvad sker der for tiden?  Snowden, formoder jeg.”

ML:  “Faktisk ikke. Jeg ville gerne tale om tunnelerne i Gaza. Det viser sig imidlertid at israelerne så ganske tydeligt blev overrasket. De kan se ud til de ikke kendte til alle detaljer, herunder planen om at sende hundreder af drabsmænd ind i Israel via tunneller for at udføre en masse masskare ved kommende Rosh Hashanah. De burde vel ellers have vidst alt om hvad der foregik i Gaza, men synes at have overset noget væsentligt. For mig lyder det som et svigt i efterretningstjenesten, derfor er jeg her....”

JJA:  “Det lyder det i sandhed som. Men vær forsigtig når du bruger den brede pensel... alle vidste der var tunneler inde i Gaza fra syd som Israel og Egypten arbejdede mod. De tunneler blev brugt, inter alia, for at smugle våben fra Iran og andre leverandører gennem Sudan til Gaza. Og israelerne siger de vidste at nogle af de tunneller var designet til at infiltrere.  Israelerne sagde også de vidste der var tunneler over grænsen Gaza/Israel. De sagde også de vidste at nogle af de tunneller var beregnet til at lade Hamas styrker infiltrere i Israel for at angribe og bortføre israelere, særlig de i uniform.”

ML:  “At skabe en Gilad Shalit situation var helt åbenbart formålet.”

JJA:  “Men det er vist klart at Israel ikke kendte alt i detaljer. Hvilket ikke burde overraske USA. Det er normalt at efterretningsarbejdet ikke er fuldkomment, selv i denne sag, hvor israelerne havde særdeles god dækning - fra luften, elektronisk, agenter på jorden mv. mv.”

ML:  “Jeg har hørt anekdoter om israelerne i syd, lige ved siden af Gaza der har hørt gravelyde og anden støj om natten. Det fortalte de selvfølgelig videre, men i nogle tilfælde afviste myndighederne det, og mente de som rapporterede var forstyrrede og havde brug for psykiatrisk behandling.”

JJA:  “Aha. Så absolut ikke den bedste måde at udføre efterretningsarbejde på. Man skal tage sådanne rapporter alvorligt medmindre der er en meget oplagt grund til at afvise dem. Hvis de beretninger er sande, så har efterretningstjenesten været sjusket og dovne, hvilket igen er normalt, dog forkasteligt. Men det forekommer mig at denne diskussion burde føre andre steder hen.

ML:  “Helt i orden med mig. Gå videre.”

JJA:  “Det burde få os til at spørge os selv om hvor vore grænser for vor viden er. Hvad kan vi vide og hvad ved vi ikke? Derfor: Israelerne, som du sagde, var i en gunstig position for at spionere i Gaza. Det var lige ved siden af, naboen. Israelerne havde kontrolleret området i årevis. De kendte mange, mange mennesker der. De havde droner, satellitter, aflytningsudstyr til overvågning. Og de blev overrasket da de blev angrebet.”

ML:  “Du siger altså at hvis Israel, med de særdeles gode efterretningsservices og særdeles favorable betingelser....”

JJA:  “Præcist. Hvis DE ikke kunne opnå en rimelig fuldstændig efterretning DER, hvordan kan nogen så dog tro at vi har det, eller kan få en rimelig fuldstændig efterretning om Iran?”

ML:  “Godt spørgsmål. En stor del at Irans kerneprojekt er der inde....”

JJA:  “Tunneler!  Og du tror at gazabefolkninger er noget helt for sig selv? Tror du at ‘den mørke by nedenunder den vi ikke kan se’ som israelerne taler om er begrænset til Gaza? Selvfølgelig ikke. Iranerne har helt sikkert gjort det samme.”

ML:  “Netop, for år tilbage fik jeg for eksempel at vide der var en hemmelig skjult by under Parchin.”

JJA:  “Parchin er rent tilfældigvis et af de militærområder som iranerne har sagt er ‘Ikke Adgang’ for inspektørerne. Du kan være sikker på der er flere, muligvis inde i nogle bjerge eller lignende. Pointen er at vi ikke naturligvis ikke kan kende til alt om iranernes aktiviteter, uanset om det er kerneproblematikken eller konventionelle våben eller terrortræning, vær helt sikker på de arbejder på at udføre det de har lovet sig selv. Vi kan ikke kontrollere det...”

ML:  “Hvad er så den lære vi kan høste vedrørende efterretningerne i Gaza?”

JJA:  “Tro aldrig nogensinde at du har kendskab til alt der foregår. Selv små huller i vor forståelse kan være skæbnesvanger for vort folk”

ML:  “Kan vi på nogen måde gøre det mere effektivt for os selv vedrørende Iran?”

JJA:  “Jovist, det er der, men den er dyrebar og smertelig. Israelerne i Gaza fik først kendskab til det fulde omfang af tunnellerne da de ankom og gik i gang. Den lære har kostet israelske soldater livet ...er...vi...”

Nu kom der så en skrækkelig statisk storm og han forsvandt.

http://pjmedia.com/michaelledeen/2014/07/30/the-latest-intelligence-failure/

Obama og Kerry kræver våbenhvile. Hvad med efter D-Dags civile tab??

Havde det været D-dag ville Obama og Kerry havde krævet en våbenhvile

DEROY MURDOCK                                                            

Præsident Obama og udenrigsminister John Kerry's besættelse af våbenhviler i Gaza er blevet ligeså trættende som de er ødelæggende. De hyler “våbenhvile” mod Israel oftere end end en heppekorsleder synger “boom, bah!" Deres mantra er trættende, ubehagelig og en unødvendig forhindring mod det som de i stedet burde fremme: Israels øjeblikkelige udslettelse af Hamas - en blodtørstig, morderisk militant-islamisk jøde dræbende maskine.

"Hamas har brudt 5 våbenhviler som vi accepterede og faktisk overholdt,” fortalte Israels premierminister Benjamin Netanyahu Chris Wallace den 27. juli på Fox News søndag. “De forkastede dem alle, krænkede dem alle, herunder to humanitære våbenhviler i de sidste 24 timer.”

Netanyahu henviste til sidste søndags 12 timers humanitære våbenhvile med det formål at give gazaboerne tid til at redde sårede og finde de døde. Da intervallet udløb kl. 13.00 udvidede Israel Defence Forces den ensidigt i endnu fire timer. Men, “øjeblikke efter at våbenhvilen officielt sluttede blev der affyret endnu 3 morterer fra Gaza som ramte Israel i Eshkol området,” fortalte CNN. “Kl. cirka 16.00 sagde IDF at fire raketter var blevet affyret på en time.”

Således affyrede Hamas ensidigt flere raketter mod Israel og satte igen gang i volden. Uanset Obama og Kerry’s gøen af Israel så vil Hamas bare ikke godtage “våbenhvile” som en mulighed.

Ikke desto mindre nærmer Kerrys CO2 fodaftryk sig proportionerne af ‘Big Foot’ mens han flyver rundt med en fredsplan der ligner en indkøbsliste fra Hamas.

"Til de israelske ministres rædsel accepterede Kerry Hamas’ krav om en åbning af grænsen til Gaza - hvor Israel og Egypten frygter en import af våben; bygningen af en havneby; og oprettelsen af en post konflikt tunnel for Hamas fra Qatar og andre lande,” rapporterede the Times of Israel lørdag. “Forslaget gjorde det imidlertid ikke muligt for Israel at forsætte med at ødelægge Hamas’ netværk af tunneler gravet ind under Israels grænse.”

Hvis Obama og Kerry havde været politisk aktive under 2. Verdenskrigg kunne de have råbt op om en våbenhvile straks efter D-dag. Husk: Skyderierne, bombningerne, granaterne og andre krigstids blodudgydelser gik hårdt ud over franske civile der ikke ellers var med i kampen.

"Mellem 15,000 og 20,000 civile franskmænd blev dræbt, hovedsageligt som resultat af De Allierede bombninger,” ifølge websitet fra British D-Day Museum i Portsmouth. “Mange flere tusinder flygtede fra hus og hjem for at undslippe kampene.”

Ifølge London Telegraph faldt amerikanske fejlbombninger, der ellers var rettet mod broer over floden Orne, i stedet midt i byen Caen, og udslettede cirka 600 uskyldige indbyggere.  

“Det var frygteligt,” huskede Cecile Leclerc, en dengang 17 årig sygeplejerskestuderende der arbejdede på en klinik sammen med sin søster. “Vi kunne høre eksplosioner overalt. Vi fik besked på at blive i korridoren, da kun en direkte træffer ville knuse os. Men da først angrebet var forbi var der ild og skrigen overalt.”

Som hun berettede til the Telegraph, “Da det holdt ind var hele klinikken forsvundet. Alt var jævnet med jorden. Jeg så aldrig min søster igen. Hun var forsvundet sammen med alle de andre sygeplejersker.”

Alene på D-dag døde der 3000 ubevæbnede franske civile i krydsilden mellem De Allierede og Nazisterne.  

Igen ifølge the Telegrpah har nogle franskmænd i Normandiet stadig “et problem” med briterne på grund af deres kamptaktik. Tilbage dengang kaldte mange lokale dem “bastarderne.”

“Dem der siger noget sådant er idioter,” protesterede Colette Marin-Catherin, 86, med i Den Franske Modstandsbevægelse. “Vort hus blev plyndret, tømt. Vi var ruineret. Men jeg ville have givet et fransk kys til den første britiske soldat jeg mødte.”

Selvom den civile skade på den tid var både meget alvorlig og dødbringende, var det simpelthen umuligt at undgå.

“Naturligvis var det en forbrydelse at forårsage den ødelæggelse og dræbe så mange mennesker, men muligvis var det eneste at gøre for at sinke tyskerne i at nå frem til havet,” fortalte Andre Heintz, 94 år og øjenvidne til disse begivenheder, The Telegraph.  

Denne næsten 100 årige har begrebet det, Obama og Kerry ikke.

Som ruinerne og grushobene, i såvel Gaza som Normandiet, attesterer så er det at besejre  veludstyret, fanatiske anti-semitiske krigere ikke noget der er let. Man kunne forestille sig at Obama og Kerry tudbrølede over disse civile  franske kadavre og smadrede bygninger og at de ville kræve en våbenhvile.

"Stop al det grimme skyderi - i voldsmænd,” ville de have bønfaldt Eisenhower og Rommel. “Kan I ikke bare komme overens?”

Tak for at Obamas og Kerrys perfide naivitet var fremmed for Washington i 1944. Amerikanske ledere holdt ikke inde med ildkraften før et par dage før Adolf Hitler satte en pistol mod sit hoved og trykkede på aftrækkeren.

Først når den allersidste Hamas terrorist har ekspederet sig selv i Allahs arme skal Israel Defence Forces ilden ophøre. Ikke et sekund før.                            

National Review Online contributing editor Deroy Murdock is a Manhattan-based Fox News Contributor. His column, "This Opinion Just In...," frequently appears in the New York Post, Washington Times, and Orange County Register, among other papers across America.

                       

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/at-this-point-obama-and-kerry-probably-would-have-demanded-a-post-d-day-ceasefire?f=must_reads#ixzz399mHdyQu

Hemmelig Hamas kommandocentral på hospital afsløres ikke af journalister. Hvorfor??

Tophemmelig Hamas kommandocentral på hospital afsløret

Staff Notes

 

 At en af Hamas vigtigste kommandobunker skulle være placeret under Shifa Hospitalet i Gaza City er en af de elendigst bevarede hemmeligheder i Gazakrigen. Så hvorfor har journalisterne i Gaza ikke gravet den frem?  

                                                                  

Den nøjagtige placering af en kæmpe undergrundsbunker udstyret med sofistikeret kommunikationsudstyr, og hjemsted for en del af ledelsen af en stor terroristorganisation under et større hospital ville da forekomme at kvalificere sig som en virkelig verdens sensationsnyhed - den slags der ville kunne give en Pulitzer Pris eller i hvert fald en Polk.

Så hvorfor er den kendsgerning at Hamas benytter Shifa Hospitalet som kommandopost ikke kommet i overskrifterne i nyhedsmedierne? Delvist, fordi stedet er så uhemmeligt, at Hamas regelmæssigt mødes med journalisterne der.

Den 15. juli skrev f.eks. William Booth fra Washington Post at hospitalet “var blevet et de facto hovedkvarter for Hamas ledere, der kan ses i gangene og på kontorerne.”

Tilbage i 2006 sendte PBS en dokumentarfilm der viste mænd med våben der færdedes i hospitalets haller, generer personalet og nægter dem adgang til beskyttede lokaler i bygningen - hvor kamerafolkene helt åbenbart blev forbudt at filme.

Dog kom bekræftelsen på at Hamas benytter Gaza Citys største hospital som deres de facto hovedkvarter først helt til sidst i 8. afsnit af Booths artikel - hvilket kunne forekomme at være den form for snotdum fejltagelse der i journalistisk sprogbrug er kendt som “sløre kilden.”

Men Booth er ikke naiv - han er en erfaren udenrigsjournalist, hvilket igen betyder at han slørede oplysningen med vilje. Hvorfor? Nuvel, en grund kunne være at “sikkerhedsstyrkerne” hver gang stedet for Hamas kommandobunkeren bliver nævnt - hvilket, som bevidnet af denne artikel fra 2009 af den fremragende og meget erfarne udenrigspolitiske korrespondent Steven Erlanger fra New York Times, sker hver gang der er krig i Gaza - altid åbenbart er israelere, ikke medlemmer af Hamas. Det kan være svært at tro på at det er israelerne ved den simple logik at de helt klart har interesse i at argumentere for at Hamas benytter hospitaler og skoler som menneskelige skjolde.

Israelerne er imidlertid så sikre på at Hamas bunkeren findes der, ikke fordi de forsøger at score propagandapoint, eller fordi det er blevet gentaget hele tiden overfor journalister fra Vesten - men fordi de byggede den.

Tilbage i 1963, dengang Israel stadig herskede i Gaza byggede de et sikkert undergrunds operationsrum og tunnelnetværk under Shifa Hospitalet - hvilket er en blandt adskillige grunde til at de israelske sikkerhedsstyrker er så sikre på at der er en større Hamas kommandocentral i eller ved den store cement kælder under Bygning 2 på hospitalet, og som journalister helt tydeligt er forbudt at komme ind i.

Hamas har helt åbenbart ingen interesse i at få taget fotos af en af sine kommandocentraler under Shifa Hospitalet og få dem blæst ud på forsiderne af aviserne. Trods alt ville sådanne fotos vise at organisationen benytter de syge og sårede i Gaza som menneskelige skjolde samtidig med de affyrer raketter mod israelske civile.

Det Hamas ønsker er at journalister benytter andre billeder fra Shifa - nemlig fotos af dræbte og sårede palæstinensere, hvilket ville få palæstinenserne til at fremstå som uskyldige ofre for bevidst israelsk brutalitet.

Med det formål i sigte er reglerne for at rapportere fra Shifa Hospital let at begribe for enhver nyudlært reporter: Ingen billeder af medlemmer af Hamas med deres våben inde i hospitalet, og kom ikke i nærheden af bunkerne, eller kommandocentralerne hvor medlemmer af Hamas er truet.

Samtidig med journalister kan mødes med medlemmer af Hamas inde på hospitalet - fordi det er nemt og belejligt for alle - har de ikke lov til at tage billeder. Journalister i Gaza, der risikerer livet for at bringe verden de nyheder de kan opsnappe kan næppe bebrejdes for at føje sig Hamas medieregler, som organisationen meget behjælpeligt har skrevet ned således at ingen har tvivl om hvad de har lov til.

Journalister der tappert, eller dumdristigt krænker Hamas’ regler selv på deres sociale medier, kan se frem til at sone en sådan ‘uhyrlighed’ og det er ikke vanskeligt at forestille sig hvor skræmte og sådan set afhængige de bliver. Nick Casey fra Wall Street Journal tweetete for eksempel at “Man må undre sig over hvordan patienter på Shifa Hospitalet har det med at Hamas benytter det som et sikkert sted at få besøg af medierne.” Casey fjernede hurtigt sit tweet, hvilket ikke reddede ham fra at komme på en liste over journalister der “lyver/fabrikerer løgneinfo for Israel,” og “skal retsforfølges” - en trussel der helt sikkert er det mindste Casey kan frygte.

I sidste uge blev den fransk/palæstinensiske journalist Radjaa Abu Dagg af Hamas indkaldt til at mødes på Shifa og afhørt. Han skrev om oplevelsen med “forsøgt, bevidst intimidering” for Liberation - derpå fjernede avisen hurtigt artiklen.

Det kan næppe være ukendt for enhver klog journalist der vover sig ind i kampzoner at karrieren kan være kortvarig, og at Hamas har benyttet det at bortføre journalister som

Alan Johnson fra BBC for at fremme deres agenda. Kendsgerningen at Hamas har lukket grænsen og ikke vil lade journalister komme ind eller ud af Gaza kan ikke gøre journalister der bliver benyttet som de facto menneskelige skjolde af en terrorist organisation mere ivrige efter at fornærme deres ‘værter.’  

Det Hamas har gjort er således at lave Shifa Hospitla om til en Hollywood kulisse fyldt med ægte krigsofre, der benyttes til at socre propagandapoint, mens terroristerne inde i hospitaltet selv fjernes fra fotos og nyhedsberetninger gennem en kombenation af pres og trusler, for at lave de historier som Hamas ønsker at se. Hvis derfor journalister ikke udelukkende kan beskyldes for at deltage i denne sygelige forstilling, hvem kan så?

Svaret er at journalister kan skrive det de kan, og nogle gør deres arbejde bedre end andre, og nogle er mere tapre eller mere stædige end deres overvågere. Men det er redaktørernes job, de der sidder tusinder af mil borte, på et sikkert sted langt bort fra kampvalen, at lægge mærke til at rapporterne er udarbejdet under pres, eller at vigtig information er fjernet af en regering - som næsten alle de førende medier gør når kampberetninger går gennem en censor fra IDF.

En god redaktør kunne føje noter til rapporterne fra kampzonerne der er kontrolleret af terrorist organisationer. Han eller hun kunne også beslutte kun at fortælle at de nyheder som Hamas bedømmer passende fra Shifa Hospitalet faktisk ikke er ægte nyheder: Det er propaganda.

http://www.tabletmag.com/scroll/180730/top-secret-hamas-command-bunker-in-gaza-revealed#undefined