AI på vej i en skræmmende retning

James Zumwalt

Siegfried Fischbacher og Roy Horn var tysk-amerikanske tryllekunstnere og entertainere berømt for deres shows i Las Vegas, der involverede løver og tigre. De blev kendt som “Siegfried & Roy,” og deres gennemførte sceneshow afslørede den nære relation de havde udviklet med deres dyr. Karrieren for de to blev i sidste ende afsluttet brat, da i 2003 Roy blev udsat for et overgreb af en tiger under forestillingen.  

Udover en velgørenhedsforestilling i 2009, optrådte duoen ikke igen. Roy døde i 2020, 75 år, Siegfried døde et år senere som 81. årig. Men hændelsen i 2003 understregede en grundlæggende og unægtelig læresætning hos naturen: “man kan tage dyret ud af det vilde, men man kan ikke tage vildskaben ud af dyret.”

Vi lærer at det er en læresætning der kan anvendes også på andre felter f.eks—Artificial Intelligence (AI)—med baggrund i en alarmerende hændelse der for nylig fandt sted i Kina.

Mens vi hører om de utallige fordele AI kan give os, lærte arbejdere på en fabrik i Kina, i maj måned at sådan teknologi har den dyster side,. Som det blev vist i en sikkerhedsvideo konverserede to arbejdere mens de stod nær en standset robot på en kran. https://www.youtube.com/watch?v=Wa70oKtmtLM

Da de begyndte at teste den gik robotten helt uforklarlig i  selvsving, dens dele flagrede rundt som var den en dræbermaskine. Begge mænd søgte desperat at finde en udvej, og en arbejder blev ramt og såret. Nogle genstande inden for robottens rækkevidde blev ramt og kastet til gulvet. Robotten kom til ‘ro’ da en arbejder lykkedes at få kontrol over kranen. Videoen er blevet set af over 12 millioner gange, og postet under etiketten “det første robot oprør i menneskehedens historie."

Endnu en opdagelse om AI beskrevet udførligt i Time Magazine giver også grund til bekymring. Hvis sand er det eksperiment der omtales bevis på, at AI lyver ikke kun for dens brugere, men også for dens skabere:

AI sikkerhedsorganisationen Apollo Research har udgivet bevis på at  OpenAI’s nyeste model, 01, havde løjet for testerne i et eksperiment, hvor den blev instrueret i at nå sit mål, uanset omkostningerne, da den troede at fortælle sandheden ville resultere i at den blev deaktiveret, gik i stå. Det resultat, sagde forskerne, kom fra et scenario der ikke ville være sandsynligt i det virkelige liv. Anthropic’s eksperimenter, på den anden side, forsøger at simulere en mere realistisk situation. Uden at instruere Claude om at følge sit mål uanset omkostningerne observerede forskerne stadig modellen ‘opdage’ en strategi med at vildlede sine skabere, da det ville være strategisk fordelagtigt at gøre således.

En anden kilde rapporterer om AI’s mangel på ærlighed ved Large Language Models (LLMs). LLMs er bygget på læringsarkitekturer - specifikt transformer modeller der består i at forstå kontekst og relationerne i en tekst, og er trænet ved enorme datasets, milliarder af ord, der tillader dem at lære indviklede mønstre og nuancer i sproget. 

Ny forskning om OpenAI’s nyeste serie af LLM modeller fandt at den er kapabel til planlægning, det vi sige, kan finde nye veje til målet, der ikke er i overensstemmelse med udviklerne eller brugerne, når den mener den vil blive lukket ned.....

Konklusionen i sådant tilfælde er, at hvis AI tror at det at fortælle sandheden ville resultere i at den deaktiveres så vil den vælge at lyve. 

AI udvikler sig med en ikke forudset hastighed. Det går så hurtigt, at hvis vi svigter med at reflektere over dens evolution kan det meget vel være et mareridt der er ægte. Den virkelighed indbefatter at AI ikke er den upartiske dommer vi tror den er.

Tænk nærmere over ChatGPT—en kontroversiel chatbot der har en menneskelignende dialog, benytter større sprogmodeller til at skabe tekst, besvare spørgsmål, udføre opgaver som at skrive i kode etc. Den har vist sig at være mere end blot et tekstbehandlings værktøj, da den reagerer på følelsesbetonet indhold, og afspejler menneskelige svar. 

Ængstelses niveauer hos mennesker vides at blive forstærket når man udsættes for traumatiske fortællinger. Et israelsk studium åbenbarer, at ligesom hos mennesker, kan en sådan udsættelse faktisk øge ængstelsesniveauerne hos ChatGPT og således have indflydelse på dens effektivitet. Faktisk fordobles udsættelse for traumatiske fortællinger dens ængstelsesniveauer, intensiverer eksisterende dagsordener som racisme og sexisme. Og lige som mindfulness øvelser kan reducere ængstelse hos mennesker kan de også hjælpe med til at reducere ængstelse ved ChatGPT, dog ikke til de oprindelige niveauer.

Der er nogle AI-eksperter, der mener teknologien kan blive forfinet til perfektion, dog ikke lige med det samme. 

Manden kendt som en “Godfather of AI” der hjalp med til at skabe det—Geoffrey Hinton—forudvarsler os om, at udviklingen bliver stadig mere skræmmende med ikke tilstrækkeligt med personer der tager de risici alvorligt. 

Hinton beklager med bekymring, “De fleste risici kan stamme fra mennesker der misbruger AI, og med alle slags kortsigtede risici. Og så er der de risici der kommer fra AI selv, der bliver super smart og den sådan set ikke har brug for os.” Han siger der er 10%--20% chance for at AI vil erstatte mennesker fuldstændig. 

Det helt store spørgsmål er, om AI nogensinde vil erstatte behovet for menneskelig interaktion, hvilket umiddelbart synes usandsynligt. Generative AI—der går videre end simpel data analysering for at forudsige et resultat mens det aktivt genererer nyt indhold - hviler på kraftfulde, men relativt meget simple matematiske formler til at identificere mønstre. Menneskelig intelligens går imidlertid langt udover genkendelse af mønstre. Som Theo Omtzigt, en chefteknologi officer siger, “AI kan helt sikkert genkende din huskat, men den kan ikke løse hungersnøden i verden.”

Det livsvigtige behov for at holde fast ved menneskelig interaktion i den teknologiske udvikling blev måske bedst understreget i en hændelse i 1983, der knap fik international opmærksomhed, men “reddede verden.” 

Spændingerne mellem Sovjetunionen og Vesten var intense tre uger efter Sovjet havde skudt et rutefly ned i deres luftrum. Den 20. september 1983, var Oberstløjnant Stanislav Trov vagthavende officer på et kommando center for tidlig varsling af angreb med kernevåben, da alarmen gik i gang. Man formodede at 5 U.S. missiler var blevet affyret på vej mod USSR.

Den stående Sovjet ordre til vagthavende officer var øjeblikkeligt at iværksætte et modangreb; imidlertid adlød Petrov ikke de ordrer da hans mavefornemmelse fortalte ham at det var falsk alarm. En efterfølgende efterforskning bekræftede dette. Petrovs menneskelighed og instinkter havde sparet verden for et atom holocaust, som et ikke menneskeligt system ville have igangsat.

Trods Petrovs intervention der skånede verden er et fuldt autonomt våbensystem ikke uden for mulighedernes ramme. En sådan evolutionær udvikling påviser vor fiasko med at forhindre: a) et fuldstændigt forbud ved Department of Defense mod at udvikle autonome våbensystemer; b) fraværet af menneskelig interaktion i det taktiske forløb; og c) begrænsninger på grænserne for forskning, udvikling, prototyper og eksperimentering af autonome våbensystemer.

Faren ved AI teknologi er i den grad overvældende, og skræmmende. 

Image from Grok.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/06/ai_tech_heads_in_a_frightening_direction.html

 

30 år gammel baby født ind i vores fagre nye verden

John M. Grondelski

Det er virkelig en nyhedshistorie, men omtalen af den har været begrænset. Den har været mere på de sociale medier end i de traditionelle medier. 

Det handler om et barns fødsel, den 26.07. - Thaddeus Daniel Pierce.

Hvem er så lille Thaddeus?  Nuvel,  i nogle overskrifter omtales han som “verdens ældste baby.” 

Han blev undfanget i 1994. Han fik lov til at blive født for 3 uger siden. De fleste graviditeter varer 40 uger. Denne, hvis man ser bort fra definitionen af “graviditet,” varede i over 1600 uger.

Baby Thaddeus var en af fire embryoner undfanget gennem in vitro fertilitetsbehandling (IVF) i 1994.  Som det er typisk i IVF tilfælde benyttes adskillige embryoner, men sædvanligvis er det kun en eller to der vælges til at at blive implanteret i en kvindes krop. Hvis der er flere implantater, og kvinden ikke ønsker tvillinger udføres en “embryonisk reduktion” (AKA abort9). Hvis der ikke forsøges med mange implantater bliver de “tiloversblevne” behandlet som ‘den forlorne hare’ der blev tilovers efter middagen; enten smides de ud eller lægges i en fryser. 

Baby Thaddeus blev lagt i en fryser — cryopreservation.

Kvinden der oprindeligt besluttede af få en baby gennem IVF holdt Baby Thaddeus og de andre æg på is, fordi hun havde usikre planer om fremtidige graviditeter - håb der ikke blev til noget. Først blev hun skilt. Derpå efter 30 år, satte menopausen ind. Således, som det er tilfældet hos mange mennesker når de nærmer sig ‘de gyldne år’ besluttede hun at det var på tide at rydde op. Det betød at det som var ‘på lager’ herunder de tre frosne æg skulle der gøres noget ved. 

Da hun ikke ønskede at ødelægge dem, tilbød hun dem til et “adoptionsbureau” der benytter frosne æg og finder nye kvinder der ønsker at være rugemødre og føde dem. De kalder disse spædbørn for “snowflakes.”  Således kom Baby Thaddeus til verden.

Ved første glimt ville nogen kunne sige det er en lykkelig slutning og et “mirakel” for et nyt par. Men lad os se bort fra det smukserede sprogbrug om “snowflakes” og “mirakler” og spørge, hvad det betyder, hvad der er på spil for samfundet som et hele?

Hvad fortæller det os om alder?  Baby Thaddeus blev undfanget i 1994. Hans adoptivfar - personen der nu skal passe på ham og opdrage ham - var dengang et spædbarn. Giver det mening? 

Ved vi noget om komplikationerne for en sådan ‘iskold’ opbevaring? Pro-abortionister ville være imod at jeg kalder ham “Baby Thaddeus.”  Når man tænker på alder, ved vi så om “klumpen af celler” Thaddeus er en klump der er 30 - eller nyfødt? 

Hvad fortæller denne procedure os om relationer, forhold? Baby Thaddeus blev forbigået i 1994 til implantation og fødsel til fordel for sin søster. Hans søster er nu 30 år gammel (med eget barn på 10 år), Det betyder hun er i den reproduktive alder. Baby Thaddeus søster kunne således også have været hans surrogatmor. Det ville gøre ham til “bror” og “søn” på samme tid. Det ville også gøre ham til onkel og en slags bror(?) til hendes tiårige barn. Når man tager IVFs manglende stillingtagen til konception og drægtighed hvad betyder det så med koncepter som “slægtskab”? Incest? Mener samfundet dette er et ‘sundt’ arrangement? 

Måske det største spørgsmål er det som det lykkedes Roe v. Wade ikke at klarlægge for 49 år siden. I beslutningen om at legalisere abort på ‘efterkrav’ krævede det svære overvejelser for Dommer Harry Blackmun at vurdere at, “vi har brug for at løse det vanskelige spørgsmål om, hvornår livet begynder” (410 US 113, at 159).  Sandheden er at Blackmun sådan set løste det. Han ville blot ikke indrømme det, tage ansvar.

Det spørgsmål vender frygteligt tilbage i Baby Thaddeus sagen. Hvad var han fra 1994 til 2025? I løbet af de 31 år, var han i live? Hvis tilfældet havde han da en ret til at blive født? Hvis han ikke var i live, hvad har han da? Det ville være ganske forbløffende at sige at det er lykkedes noget der ikke har været i live i 31 år at blive en baby, Det ville være et modbevis til Louis Pasteurs afvisning af teorien om spontan dannelse af liv!

Vores svar som amerikanere kan ikke være “hvem ved det (eller bekymrer sig om det)”? For det første er det en prima benægtelse at ægte eksistentielle udfordringer, der berører, hvordan vi forstår at årtusindgamle velsanktionerede og ubestridte menneskelige relationer er i spil. For det andet, der rejser sig et grundlæggende spørgsmål. Hvorfor har vi en regering? 

Jovist, filosofferne havde fat i noget da de stillede spørgsmål til, hvordan et angiveligt frit folk vil finde sig i, at frihed begrænses af en eller anden regeringsstyre, Retfærdiggørelsen som den artikuleres af mange af tænkerne som the American Founding Fathers stolede på var, at et frit folk enten skaber associationer eller tvinges til at stå sammen under en regering for at beskytte deres rettigheder.  Uden en upartisk regering der beskytter borgernes rettigheder retfærdigt og lige, løber man risikoen for at have en eller to meget magtfulde personer, ...og en masse lig de har trådt hen over. Det er derfor Jefferson talte om at sikre “liv, frihed og stræben efter lykke” i den rækkefølge som regeringens grundlag. En regering der ikke tager sig af disse fundamentale ting har ingen ret til, krav på, at indskrænke individernes frihed..

Så er vi tilbage med spørgsmålet Baby Thaddeus. Var han eller var han ikke i live i de sidste 31 år? Hvis han var er det en uretfærdighed at dømme ham som en ubestemmelig “halveksistens” - i live men ikke fuldt ud levende og udviklende sig?  Nyhederne fortæller intet om de to andre æg der blev lagt på frys sammen med Baby Thaddeus i 1994. Er de fortsat i en tilstand af en eller anden for for suspenderet animation - efterladt på ubestemt tid til ...hvad? Glemsel= Destruktion? Håb?

Jeg har intet imod Baby Thaddeus og hans liv. Jeg ønsker ham alt godt, dog burde vi indrømme at vi ingen ide har om hvilken effekt 31 år med dybfrysning vil have på ham og hans evner til en dag at blive far. Jeg minimerer heller ikke smerten hos seriøse mennesker der ønsker at blive forældre men ikke kan. Men IVF er ikke en løsning. Det er et plaster, støtteordning der laver en baby for dem....men hvad med de sociale omkostninger? Det er på tide vi som samfund debatterer dette.

Image via Freepik.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/08/the_30_year_old_baby_born_in_our_brave_new_world.html

 

Vil AI betyde tab af et hidtil uset antal arbejdspladser? 

Milli Sands

Sirenesangen om teknologiske fremskridt har altid lovet os en lysere fremtid sammen med forsikringer om at et job der er overflødigt hurtigt vil blive erstattet af et nyt og med helt uforudsete muligheder. Fra Ludditternes (maskinstormerne) oprør mod tekstilmaskinerne til frygten der omgiver automatisering gentager historien sig med øjeblikke, hvor teknologiske fremskridt forventedes at føre til udbredt arbejdsløshed, dog kun for at være vidne til en øgning i job muligheder..

Blindt at anvende denne historiske præcedens over for Artificial Intelligence (AI) er imidlertid at misfortolke denne transformative teknologis grundlæggende natur. 

AI er ikke blot en udvidelse af menneskelige fysiske muligheder, det er en indtrængning i vores kognitive domæne. Den udbredte anvendelse vil, faktisk, føre til et nettotab af arbejdspladser, grundlæggende ændre 'landskabet' for det mennesker beskæftiger sig med.

Lad os første anerkende de historiske modargumenter, ofte fremført for at mildne bekymringerne om arbejde der bliver overflødigt. Den Industrielle Revolution, f.eks. oplevede at tekstilarbejderne blev erstattet af dampdrevne spindemaskiner mv. Den individuelle væver led derunder, men nye jobs dukkede op på fabrikker, kulminer, transport og dermed en ny sektor for arbejderklassen. 

Image (ironically) created using AI.

Da automobilet kom frem decimerede det branchen med heste og hestevogne, og gjorde smede og staldhjælpere overflødige, alligevel åbnedes et helt nyt job økosystem; fremstilling af automobiler, mekanikere, personale på benzinstationer, mandskab til vejarbejde og konstruktion af veje og et stort følge netværk af støtte services.

På en lignende måde med den personlige computer, hvor man frygtede det ‘papirløse kontor’ som ville eliminere utallige assistentstillinger. I stedet førte den til en eksplosion af software udvikling, IT support, dataindsamling, digitalt indhold der skabte arbejdspladser som man hidtil ikke havde troet mulig. Også Internettet, selvom det ‘forstyrrer’ den traditionelle handel i butikker og hos medierne, banede vejen for - e-handel, digital marketing, web udvikling og en stor økonomi med freelance arbejde og kortvarigt kontraktarbejde. 

I hvert af disse eksempler var de ‘overflødige’ jobs i store træk rutinejobs, fysisk eller informationsformidlende opgaver der blev mekaniseret og digitaliseret. Nye jobs dukkede op som ofte var med præg af opsyn, kreative, eller meget tekniske der kræver menneskelig dømmekraft og opfindsomhed at opbygge, fastholde og tilpasse sig de nye teknologier.

Den bagvedliggende mekanisme i jobskabelse i disse historiske eksempler hvilede på en klar distinktion: Teknologien forbedrede eller erstattede det fysiske arbejde og rutinen, opgaver der ikke krævede særlige egenskaber, mens den samtidig skabte nye krav om menneskelig intellekt, kreativitet og problemløsning. Maskinerne i Den Industrielle Revolution krævede ingeniører, operatører, og vedligeholdelsesarbejde. Automobilet krævede mennesker som designere, dem ved samlebåndet og chauffører. Computeren krævede mennesker der kunne programmere, system administratorer mv. 

Disse teknologier, om end de er sofistikerede, var de fundamentale værktøjer der udvidede menneskets formåen, tillod os at give os i kast med de eksisterende udfordringer på mere effektiv vis og nå frem til helt nye facetter. Vigtigst, de var altid afhængige af det menneskelige input ved deres første design, for vedligeholdelse og slutmål. Mere mekanisk fremgang betød bredere muligheder for menneskelig opfindsomhed, reparation og udvikling i støtte- og sideordnede industrier.  

Dette historiske mønster gælder imidlertid ikke Artificial Intelligence. AI er anderledes fordi udviklingen af det ikke blot er af teknisk natur; det er kognitivt, intellektuelt, hjernebaseret. Ulig en vævebom der efterligner væverens hænder, eller en bil der erstatter en hests ben er AI designet til at replikere og i sidste ende overgå selve den menneskelige tankeproces der historisk har været det eksklusive domæne for menneskets arbejde. AI kan analysere, syntetisere, udføre strategier, lære og endog ‘skabe’ på felter man tidligere mente kun var unikt for mennesket.

Tænk på implikationerne. Den blomstrende mark med service til forbrugeren, engang en bastion for menneskelig interaktion er hurtigt ved at blive transformeret af AI -chatbots og virtuel assistance. Samtidig med nogle argumenterer for at det skaber job for trænere i AI er nettoeffekten en betragtelig reduktion i menneskers indsats.

Disse AI systemer kan håndtere tusinder af spørgsmål samtidig, lære af hver interaktion og operere 24/7 uden pauser eller lønninger. Virksomheder der kommer frem nu har primært fokus på at udvikle og anvende mere AI, ikke på at ansætte mange mennesker til støtte for AI’s dag til dag operationer.

I ‘juraverdenen’ er AI allerede i stand til at gennemgå dokumenter, nå frem til konklusioner og endog give grundlæggende juridiske opgørelser langt hurtigere og mere præcist end junior medarbejdere på advokatkontoret. Dette handler ikke kun om effektivitet; det drejer sig om at automatisere det intellektuelle arbejde, der engang krævede årevis med oplæring og erfaring. De jobs der skabes er ved en håndfuld AI etikere eller specialiserede lov ingeniører, men det store flertal af  para jurister med opgaver af mindre betydning er i farezonen. 

Indholdsskabelse, engang det ultimative tilflugtssted for menneskelig kreativitet er nu under trussel. AI modeller kan generere artikler, efterligne marketing, og endog koder på basisplan. Selvom redaktører og udviklere kan holde øje med disse processer så er den store mængde af AI genereret indhold noget der betyder at der bliver brug for færre skribenter til at skabe originalt materiale. Dette er ikke blot noget der betyder større hastighed, det er et værktøj for autonom skabelse.

Selv i sundhedssystemet, hvor menneskelig empati og bedømmelse synes at være uerstattelig er AI ved at bane vejen indenfor diagnosticering, behandlingsplaner og medicinanvendelse. Radiologer, patologer, og andre praktiserende på mange områder står med udsigten til at AI analyser er mere præcise og hurtigere. Selvom højt specialiseret menneskelig opsyn stadig vil bevares så er det overordnede krav om menneskelig arbejde i mange analytiske og diagnosticerende lægelige roller uundgåeligt for nedadgående. 

Forskellen ligger i AIs selvforbedrende og selvovervågende natur. Tidligere teknologier, fra dampmaskiner til computere krævede konstant menneskelig intervention for vedligeholdelse, reparationer og opgraderinger. Den store infrastruktur for menneskers arbejde om disse teknologier var en direkte konsekvens af deres mekaniske og kognitive begrænsninger. En computer går ned, og der er brug for en IT specialist. En maskine på en fabrik kræver et menneskets opsætning og stadig vedligehold.

AI, er imidlertid designet til at være helt anderledes. Selvom der uden tvivl i begyndelsen vil være behov for specialiseret ingeniørarbejde og implementering af AI systemer, og en større base af dataspecialister til at fodre og forfine dem så er selve essensen i avanceret AI at den reparerer sig selv, optimerer sig selv og overvåger sig selv. 

Ydermere går AIs evner udover blot det at klare sig egen digitale infrastruktur; den kan også blive udformet til at genskabe, genopfinde og forbedre mekaniske  ting så de bliver meget mere robuste og selvdiagnosticerende, og dermed reducere behovet for mennesker som reparatører. For eksempel kunne et AI system overvåge et smart toilet, forudsige en defekt pakning og endog guide en utrænet husejer gennem en simpel AI ledet reparation og dermed formindske behovet for en professionel blikkenslager. 

Forestil dig et AI system der kan finde og klare sine egne kodefejl uden menneskelig hjælp, eller et AI netværk der diagnosticerer hardware og sender selvstyrende droner ud til at reparere og ny kalibrere. AI’s reparations, konstruktions og støtte sektorer vil sandsynligvis blive endu mere automatiseret, og der kræves kun en specialiseret mængde menneskelig talent der overflødiggør kognitive og kreative jobs.

Argumentet om at AI vil skabe nye jobs som ved tidligere teknologier har hvilet på den forfejlede formodning at AI blot vil udvide menneskets muligheder fremfor at overflødiggøre dem. Når AI kan analysere ræsonnere, lære og endog generere løsninger med hurtigere hastighed, præcision og effektivitet end mennesker, vil det økonomiske incitament for at fastholde mennesker til at arbejde til de opgaver hurtigt fordufte. 

De “nye jobs” - AI etikere, opfindsomme ingeniører eller specialiserede systemudviklere - repræsenterer en lille fraktion af overflødige roller. Disse er ikke ‘hovedveje’ til ny beskæftigelse for de som er blevet overflødige, men stærkt specialiserede nicher som der ikke er mange der passer til.

Ydermere kan den nuværende bane med uddannelsesmæssige standarder uddybe dette gab mellem jobs der er overflødige og ny jobskabelse. Rapporter indikerer et et stadigt større gab mellem de evner nyuddannede besidder og arbejdsgivernes behov, med bekymringer for at karriere muligheder blandt  high school og college graduates svinder ind. 

Dette kommer i de løbende debatter om ‘inflationen’ i karakterer og lavere adgangsstandarder i de højere uddannelser der fører til studerende der er elendigt forberedt til de strenge såvel som kritisk tænkende arbejdsroller. Kritisk tænkning, problemløsning, og adaptiv læring er grundlaget for arbejde med AI, men vakler ofte.  Dette antyder at mængden af individer der er i stand til at træde til i de meget specialiserede AI baserede roller vil være begrænset, og dermed forværres udfordringerne. 

Nettotabet af jobs forudsagt ved AI er ikke et tegn på teknologisk stagnation, men snarere af AIs ikke forudsete fremgang. Det er ensbetydende med et stort skifte i selve definitionen af “arbejde” der går udover alt hidtil set i tidligere industrielle- eller digitale revolutioner. 

Ludditterne tog i sidste ende fejl, fordi deres antagonister byggede maskiner der stadig kræve mennesker og deres hjerner og hænder i de nye konfigurationer. 

Men AI opbygger sit egen ‘hjerne’ og snart vil den få behov for færre af vores hjerner til at holde hjulene i gang. At ignorere denne forskel er at spille hasard med den økonomiske fremtid i store segmenter af den globale arbejdsstyrke, og undervurdere den ikke sete kognitive ‘hånd’ som AI kommer til at udgøre. 

Måske vil tabet af arbejdspladser blive balanceret ved nye soma distributører.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/the_unseen_hand_why_ai_s_rise_will_mark_a_new_era_of_net_job_loss.html

 

Unge afholder sig fra sex, er det så dårligt?

Greg Richter

Unge voksne har ikke tilfældig sex længere, og jeg vil gerne betone at jeg endelig er en trendsætter. Da jeg var ung voksen, ugift og med religiøse grunde til at afholde mig fra sex før ægteskabet, levede jeg i cølibat. Jeg gik ikke rundt med en T-shirt med den tekst, men det dukkede af og til op i samtaler med venner og kolleger.  

Du gætter muligvis at jeg blev drillet på grund af det. Niks. Jeg fik medlidenhed af nogle. “Det er så trist,” var et direkte citat. 

Jeg vil ikke lyve og sige at jeg ikke følte jeg manglede noget, men jeg følte mig ikke som en martyr. Det var et emne mellem mig og min Gud og ragede ikke andre. (Vi er i 1980-90’erne. Jeg er nu lykkeligt gift, med alt hvad det omfatter.)

Men nye undersøgelser har fundet at jeg ikke ville have været ud af trit med fæller i dag dersom jeg var blevet født nogle få årtier senere. Grundene til manglen på løse forhold er forskellige: depression, mangel på ægte relationer, afhængighed af teknologi. Disse er negative udfordringer der bør diskuteres, men mennesker der ikke er gift og ikke dyrker sex er i sig selv ikke et problem. 

CNN’s data chef, Harry Enten, satte for nylig spotlys på dette i et segment der efterlod kollegerne storgrinende i sendetiden - påpegende at en slående del at unge voksne fortæller  - ingen seksuel aktivitet! Mediaite dækkede det her: CNN’s “wild poll” efterlader panelet storgrinende. For medieklassen - er det en punchline. For mig, er det en kulturel markør der fortjener mere end fnisen. 

Jo, det er bekymrende at depression, isolation og overtillid til skærme har erstattet de naturlige rytmer med venskab, frieri og ægteskab. Disse ‘kræfter’ fortjener seriøs granskning. Men kendsgerningen at færre mennesker ser på tilfældig sex som et ritual er ikke noget der bør beklages. Om noget, kan Amerika nærme sig - undertiden ved et uheld - et moralsk grundlag der engang krævede bevidst indsats. 

Medierne kan more sig over statistikker, men måske bør de holde ind og spørge hvorfor det sker, og hvad det betyder for næste generation. Hvis unge voksne kan finde frem til ægte tilknytning til hinanden, stærke ægteskaber og familieliv i processen så kan mindre af tilfældig sex ikke være den sociale krise nogle mener det er. 

Det kunne faktisk være den første håbefulde kulturelle tendens i lang tid. 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/08/young_people_aren_t_having_sex_and_that_might_not_be_a_bad_thing.html

 

Svage grupper som vælgersegment - en nødvendighed for venstreorienterede

Howard J. Warner

For nogle dage siden blev vicepræsident J.D. Vance i et interview spurgt om hvorfor Democrats nærmest ser ud til at stå bag forbrydere, og blokere for anklager og være imod politiet. Han svarede (for at være venlig) at politikerne har mistet følelsen med deres vælgere. Men selvom det måske er sandt for nogles vedkommende, kom han ikke frem til den virkelige årsag.  

Da Barack Obama blev valgt som præsident indikerede han at han ønskede, på fundamental vis, at ændre Amerika. For at nå det mål ændrede han vores sundhedssystem grundlæggende, hvor mange nu erkender der mangler personlig omsorg, da vore læger er blevet ansatte på hospitaler og i store medicinske enheder,  Ved besøg hos lægen møder man ofte sygeplejersker der praktiserer, da lægerne i store træk er optaget at behandlinger der giver større vederlag end et almindeligt lægebesøg. Besøgene er hurtigere og lægen bruger meget mere tid på computeren. Regeringens indflydelse på vores sundhedssystem er vokset i 60 år (siden Medicare og Medicaid), med the Affordable Care Act der har accellereret den tendens. At opnå kontrol over sundhedssystemet var blot begyndelsen til på grundlæggende vis at forandre Amerika fra the Enlightenment til Marxism.

Som Mark Levin på fremragende vis har beskrevet i detaljer i sin bog American Marxism, accepterede vores land ikke den klassiske klassekamp i Marxismen, da vor overbevisning er at rigdom opnås ved at akkumulere velstanden gennem ejendomsretten. Men Frankfurt Skolens version af Kritisk Teori giver muligheden for at identificere undertrykte grupper udover proletariatet og bourgeoisiet. Democrats har besluttet at separere befolkningen via race og etnicitet og det er lykkedes. For at dette skal fungere skal der være en afhængig gruppe der synes at være forfordelt.

Obama er en intelligent person der forvandlede Saul Alinsky, Marx, Kritisk Teori og anarki til en lovlig politisk bevægelse. Selvom den var succesrig i hans personlige opstigning til magt, har denne holdning ikke vundet fodfæste nationalt set. (Den er blevet godt taget imod i de større byer med store minoritetsbefolkninger).) Bevægelsen hen mod radikalismen omfatter en reduktion i politiet og straffene for forbrydelser. Dette resulterer i kaos der truer de lokale fattige og minoritets befolkninger og giver dem en følelse af at være uden håb og i en desperat tilstand. Dette er kritisk for teorien. Således vil disse politiske ledere modstå ethvert forsøg på at gøre vore gader sikrere. 

Democrats forsvarer kriminalitet og skærer ned på politiet fordi det holder dem ved magten. Hvis mennesker trues er de mere villige til  at stole på de som er i “oppressor” grupperne.  Tilskyndelsen til at ændre paradigmerne dukker ikke så let op når “gratis” goder tilbydes de som har færre ressourcer. Således fører den socialistiske Mamdani i kampen om at blive borgmester i New York, en by med en stor befolkningsandel af immigranter. Kriminalitet er det kaos som Kritisk Teori har fået i gang. At sænke kriminaliteten i  Washington, D.C. ved Trumps initiativ er en trussel mod Democrat ledelsen. Naturligvis kalder oppositionen Trumps tiltag - racisme - da Kritisk Race Teori er et element i denne marxistiske holdning. 

At få ryddet op i Chicago’s southside og  west vil storgavne borgerne. Det vil påvise fiaskoen hos Democrat. Og det at få ordnet problemerne, fjerne kaos vil gøre skade på de radikales magtbase.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/08/here_s_why_democrats_work_so_hard_to_defend_criminals.html