Lincoln og slaveriet - følge pengene

Sandheden om Lincoln og slaveriet   

Walter Williams

Steven Spielberg’s “Lincoln” har været en kassesucces og er nomineret til 12 Academy Awards, herunder bedste film, bedste instruktør, og bedste skuespiller Daniel Day Lewis, der portrætterer vor 16. præsident.

Jeg har ikke set filmen, derfor handler denne lille klumme ikke om filmen, men om manden der er guddommeliggjort af så mange.

Min kollega Thomas DiLorenzo, økonomiprofessor ved Loyola University Maryland afslørede nogle af myterne om Lincoln i sin bog fra 2006, “Lincoln Unmasked.” Nu kommer så Joseph Fallon, forsker, analytiker og tidligere U.S. Army Intelligence Center instruktør, med sin nye e-bog, “Lincoln Uncensored.” Fallons bog går i dybden med 10 værker af samlede skrifter og taler af Lincoln, der omfatter passager om slaveriet, secessionen, lighed for sorte og frigørelse. Vi behøver ikke stole på nogens fortolkning. Læs blot hans ord og se hvad du får ud af dem. 

 

I 1858, i et brev sagde Lincoln, “Jeg har erklæret tusind gang, og nu gentager jeg det, at efter min mening kan hverken General Government, eller nogen anden magt udenfor slavestaterne forfatningsmææsigt og med rett blande sig i slavehold eller slaveri hvor det allerede eksisterer.”

I en tale i Springfiled, Illinois, forklarede han, “Mine deklarationer om dette emne med negerslaveriet kan være misrepræsenteret, men kan ikke misforstås. Jeg har sagt at jeg ikke forstår Deklarationen (Uafhængigheds-) som at betyde at alle mennesker er skabt lige i enhver forstand.”

I en debat med senator Stephen Douglas sagde Lincoln, “Jeg går ikke, og har heller aldrig gjort det, ind for .....at gøre vælgere eller domsmænd af negere, eller at kvalificere dem til at varetage et embede eller til at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift sige, at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt vil forbyde de to racer at bo sammen i social og politisk lighed.”

Så siger du, “Hans frisættelses proklamation befriede slaverne! Det beviser han var imod slaveriet.” Lincolns ord. “Jeg betragter sagen (Emancipations Proclamation) som et praktisk krigsværktøj, der skal besluttes efter de fordele eller mangel på fordele den kan give til undertrykkelse af oprøret.” Han skrev også: “Jeg vil også samtykke i at emancipationen ville hjælpe os i Europa og overbevise dem om at vi er optændt af noget andet end ambition.” På den tid Lincoln skrev proklamationen, gik krigen dårligt for Unionen.

London og Paris overvejede at anerkende Confederacy og hjælpe med dens krigsbestræbelse.

Emancipation Proklamationen var ikke en universel deklaration. Den beskrev i detaljer, hvor slaverne blev frie, kun i de stater der “var i oprør mod United States.” Slaverne forblev slaver i stater der ikke var med i oprøret - såsom Kentucky Maryland og Delaware. 

 

Emancipation Proclamations hykleri kom under voldsom kritik. Lincolns egen udenrigsminister William Seward sagde, “Vi viser vor sympati med slaveriet ved at frigive slaverne, der hvor vi ikke kan nå dem og vi holder dem i trældom hvor vi kan sætte dem fri.”

Lincoln formulerede et synspunkt om secessionen der ville være budt velkomment i 1776: “Ethvert folk, hvor som helst, der har viljen og magten til det har ret til at rejse sig og afvise den eksisterende regering og forme en ny der bedre passer folket.....Denne ret er heller ikke begrænset til sager, hvori hele folket af en eksisterende regering kan vælge at udøve den. Enhver andel af et sådant folk der kan må revolutionere og skabe deres egen i så meget af det territorium de bebor.” Denne tale var af Lincoln i 1858 i U.S. House of Representatives drejede sig om krigen mod Mexico og det at Texas ønskede løsrivelse.

Hvorfor havde Lincoln ikke samme indstilling vedrørende Sydstaternes løsrivelse? At følge pengene kunne hjælpe med til et svar. Gennem det meste af vor historie, var de eneste indtægter til forbundsregeringen at udstede skatter og afgifter. Under 1850’erne løb afgifterne op til 90% af Forbundsindtægterne. Havne i Syden betalte 75% af disse afgifter i 1859. Hvilken “ansvarlig” politiker ville lade så megen indtægt gå sin næse forbi? 

 

http://frontpagemag.com/2013/walter-williams/the-truth-about-abraham-lincoln-slavery/

Hvordan forklares kvadratrod for børn?

Lære en 5 årig om kvadratrod

Dan Lewis

For en uges tid siden fik vores 5 årige søn en lille solcelledreven lommeregner han kunne lege med. Han udforskede alle knapperne, og der gik ikke lang tid før han havde et spørgsmål vi sådan set ikke vidste, hvordan vi skulle besvare. Han lagde nemlig mærke til kvadratrodtegnet og - “Hvad er det?”

Vi voksne - sådan overordnet set - forstår tasterne, i hvertfald hvad der sker når man trykker på dem. Kvadratroden af 4 er 2,af 9 er 3, af 16 er det 4 og så videre indtil måske 100 eller 144. Men det har vi lært for meget lang tid siden, og hvordan det skete har vi sandsynligvis glemt. Helt sikkert lærte vi først konceptet et godt stykke tid efter børnehaveklassen. Så ikke alene aner vi ikke, hvordan man i hovedtræk forklarer konceptet, derfor er vi helt sikkert ikke gode til at forklare det til mennesker, der er så meget, meget unge.

Men 5 årige kan være ret så vedholdende, så jeg forsøgte mig alligevel, Jeg ved ikke, hvor meget han forstår af konceptet, men han er helt sikkert godt i gang.

Jeg begyndte med at tegne en række på 5 ‘kasser’ og var omhyggelig med ikke at kalde dem firkanter. Så talte vi dem sammen (At være sig bevidst om hvert skridt hjælper meget).

Derefter tegnede jeg endnu en række med yderligere 5 ‘kasser’ (nuvel kun fire da den ene i hjørnet var ‘genbrug’)

Derpå talte vi kasser og satte facit på siderne.

Så gik jeg skridtet videre og forklarede, at disse to rækker med fem ‘kasser’ var ‘roden’ af en firkant, lidt ligesom et træ har rødder. Og fra “rødderne” kan der vokse en rigtig stor firkant. Nu skulle vi blot udfylde resten af pladsen med flere ‘kasser,’ hvilket vi så gjorde. 

 

Så talte vi ‘kasserne og, endte selvfølgelig med 25. Vor 25 kasser havde altså en rod på 5

Og for at vise at vi havde regnet det rigtigt ud, bad jeg ham taste tallet 25 på sin lommeregner og derpå benytte kvadratrodknappen. Da 5 dukkede op, skreg han i glæde. “Vi havde ret, det er 5!”

Jeg gentog dette med 4, 3, 2, og så 1. Så bad jeg ham forklare mig det. Han var så begejstret,at han fortalte sin børnehaveklasse lærer sin nye “viden” .... og hun forstod det forhåbentligt.

http://dlewis.net/blog/2013/01/31/teaching-square-roots-to-a-five-year-old/

Jihad - Velfærdsbumser

Jihad velfærdsbumser

William Sullivan

Som de fleste uden tvivl allerede har hørt levede Tsarnaev brødrene at skatteyderpenge før de smed bomber ved Boston Marathon. Den amerikanske reaktion på denne afsløring er nydeligt opsummeret på forsiden af The Boston Herald med stor fed skrift: “Hvilken Frækhed!”

Ja, hvor turde de? Hvor vover de tage vore penge og så hade os for at give dem til dem? Hvordan kunne de dog gøre det? 

 

Det er ganske naturligt vi har denne reaktion. Amerikanere har en besynderlig forståelse af hvad velfærd faktisk er. Mange af os mener det er velgørenhed og er så naive at tro at det som sådan vil blive accepteret af de fattige, nødlidende modtagere.

Men velfærd er en ret - ikke barmhjertighed -- og resultatet af den er ikke taknemmelighed, men fortørnelse.

Demokraterne er alt for villige til at ‘pleje’ disse fortørnedes følelser, og mængder af deres vælgere kan muligvis være tilfredse med de fortsatte løfter om at give dem nogle flere håndører ved næste valg.

Men det er ikke godt nok for de islamiske fundamentalister. Allah lover muslimer hele verden. Han lover dem ikke en lille portion velstand der skal omfordeles af vantro magistrater. Derfor burde det ikke være overraskende at sådan fortørnelse blandt muslimer manifesterer sig i jihad.

Ydermere synes sådanne muslimer ikke at der er nogen skam i at modtage velfærdsydelser, tværtimod mener de at vor betaling er en skamplet på os. Det er helt normalt i islamisk juraforståelse og historie at velfærd omfordeles fra ikke-muslimer til muslimer, en tvungen betaling for beskyttelse der kaldes jizyah. Selve grundlaget for denne praksis kan findes i Koranen, Surah 9:29, der fortæller:

“Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, (jøder og kristne) skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!”

Denne praksis med at inddrive jizyah fra ikke-muslimer er tæt knyttet til jihad, som det tydeligt ses i ovennævnte vers og er helt rutinemæssigt blevet implementeret gennem historien i kølvandet på islamisk erobring. Det betragtes som et gode ved Hellig Krig, for at røve fra og ydmyge ikke-muslimer og udover det er der intet ædelt formål.

 

Derfor er det ifølge islamisk lovforståelse og historie kun naturligt, at ikke-muslimer yder betaling til hjælp for finansiering af muslimers jihad. Det er blot helt og aldeles naturligt. Hvad der ikke er naturligt er det nuværende hierarki mellem de to grupper. Vi er endnu ikke “kuet” og det er derfor der er en sådan udbredt tvang til jihad.

Den berygtede gejstlige Anjem Choudary, en livslang velfærdsbums der bor i England som nu får rundt regnet 40000 dollars om året i ydelser af den britiske regering forklarer præcist hvordan han mener muslimer skal betragte velfærd. Han kalder det en “Jihadi Ydelse.” “Vi er  Jihad Ydelses ansøgere, vi modtager Jizya, der alligevel er vores,” siger han. 

 

Han synes Storbritanniens ydere ikke er værdige til tak, men latterliggørelse. Han forhåner de briter der arbejder fra 9.00-17.00 ved at sige at nogle af de ‘største’ muslimer sjældent i det hele taget arbejder, måske kun en dag eller to om ugen. De har hovedsageligt “travlt med jihad og sådanne ting.”

“Vi skal overtage England -- muslimerne kommer,” siger han. “Disse mennesker som en en tsunami der raser over Europa. Og her ovre slapper vi blot af og overtager Bradford. Virkeligheden er under forandring.”

Han kom med disse ord til et lille publikum på cirka 30, men det forandrer ikke den kendsgerning at han har ret. Millioner af immigranter fra den muslimske verden opretter enklaver rundt om i Frankrigs byer, for eksempel. De lever af velfrædsydelser, slapper af og overtager Marseilles.

De siger at ‘dovne hænder er Djævelens legetøj’ og dovne muslimers hænder er ikke anderledes. Disse muslimer tager ikke del i det franske samfund og har intet at lave udover at reflektere over deres egen kultur.

Kan det derfor undre at mange i disse muslimske ghettoer finder at det mest nyttige de kan foretage sig med deres megen fritid er at gennembanke homoseksuelle og jøder og være beskæftiget med det som Daily Mail har døbt “en fransk intifada” -- det vil sige Jihad?

Vor første reaktion på den kendsgering at Tsarnaev brødrene levede af velfærdsydelser burde ikke være at vi var forargede over at de “havde frækheden” til at gøre det mod os trods alt det vi har gjort for dem. Denne afsløring burde tjene som en ‘hjertestarter’ der kan ryste os fra den bevidstløse tilstand tilbage til virkeligheden..  

Og realiteten er at vi selv finansiere vor egen ødelæggelse med vor ubetænksomme velfærds- og immigrationspolitik, der er designet til ikke at beskytte amerikanske borgeres liv og værdier, som det burde være, men at få amerikanerne til at føle at vi gør noget godt for fattige indvandrere med forskellige baggrunde.

Som modsvar på landets svære omstændigheder har Frankrig gennemgået deres velfærdspoltik med hensyn til indkomst og indvandrere og har skåret ydelser ned med 83%. Jeg ville mene at det nu er på tide at vi gør det samme, men sandheden er, at det burde vi have gjort for lang tid siden.

Så ville vi kunne gøre det meget bedre ved at eliminere kommende immigranters velsfærdsydelser samtidig med vi ikke behøver gøre vold på os selv for en streng udvælgelse af de immigranter vi vælger at acceptere, medmindre selvfinansieret islamisk terrorisme skal være almindeligt forekommende.

William Sullivan blogs at http://politicalpalaverblog.blogspot.com and can be followed on Twitter.

http://www.americanthinker.com/2013/04/jihad_bums.html#ixzz2RYfuE0qL

Flysikkerhed en anden tilgang

Omvendt erkendelse i flysikkerhed       

Under 2. Verdenskrig havde United Kingdom og USA fokus på at deres fly kunne anvendes til strategiske bombetogter ved at anvende såvel kort- som langtrækkende fly til at føre dem afsted og give luftværnsstillinger på jorden en gevaldig omgang.

En hel del af krigsindustrien i disse nationer havde altså fokus på at skabe fly, og sikre de kom sikkert retur. De forholdsvis langsomt flyvende og meget dyre bombefly var en hovedprioritet. Trods alt var et fly der kunne foretage fem eller måske flere togter mere værd end et der var færdigt efter en eller to missioner.

Fly der vendte hjem var ofte skadede. Det var fornuftigt at reparere disse fly. Det typiske reparationsarbejde var ekstra armering, der hvor fjendtlig ild havde perforeret flyet, altså forstærkning af de områder der blev mest skadet. I teorien ville det være mest formålstjenligt af armere ekstra de steder.

Indtil en statistiker ved navn Abraham Wald trådte frem.

Wald havde en ph.d. i matematik fra Wiens Universitet i 1931, men fordi han var jøde kunne han ikke få arbejde i Østrig. Han emigrerede til USA kort efter nazisternesanneksionn af Østrig i 1938 og kom til at studere økonometri for Cowles Commmission for Research in Economics, dengang i Chicago.

Enten under denne stilling, eller kort derefter, kom han til et dataindsamlingsprojekt for U.S. militæret. Han fik til opgave at se på fly der kom tilbage efter et togt, og lave optegnelser over, hvor de var blevet mest skadet. Som det kan ses af billedet (via the National World War II Museum), skabte han et skitsediagram  med før-og-efter.

“Efter” diagrammet - flyet til højre -- viste hvor de fleste skader var, som vist ved skyggerne. Wald fandt ud af, at det var - vingerne, næsepartiet, og selve flyets krop der fik de værste skader, men s cockpittet og halepartiet ofte var helt uskadt. Walds overordnede formodede derfor at områderne med ‘skygger’ skulle have ekstra armering.

Wald var dog imod. Hvis flyene kom tilbage med skader på de viste områder, ja så argumenterede Wald for at det var de skadede områder der mindst havde brug for ekstra armering. Trods alt var flyene jo i stand til at være svært skadede og dog kom de hjem. Wald opstillede den teori (og forklarede den matematisk i denne pdf), at den kendsgerning at flyene ikke var skadet i cockpit og haleroret var interessant.

Jovist, så var Aksemagternes ild mod de Allieredes fly ofte både upræcist og tilfældigt; der var kun lidt grund til at tro af Aksemagterne sigtede direkte efter næsepartiet og med vilje undlod at ramme halepartiet. Nogle fly fik dog alvorlige skader på halepartiet og cockpit og de fly havde noget til fælles: De ulig de fra Walds dataopgørelse - kom ikke hjem til basen.

Så efter Walds råd, forstærkede den militære ledelse i USA cockpit og halepartierne på deres fly.

Bonus fakta: Fra 1964 til 1998, benyttede U.S. Air Force et fly ved navn Blackbird, som rekognosceringsfly. Blackbird var designet til at være langt vanskeligere at se and de fleste andre fly; dets design var fladt og indeholdte karaktertræk der gjorde det vanskelig for en radar at fange. Men selvom det lykkedes for fjenden så var det faktisk vanskeligt for at skyde det ned. Hvis fjenden affyrede et jord til luft missel rettet mod Blackbird så ville flyet blot accelerere og flyve fra missilet. Under flyet 30+ år i tjeneste blev ikke et eneste skudt ned.

 

Dyr som helte og med medaljer

Dyr som helte: Hunden, katten, due og hestene reddede masser af liv

Julian Gavaghan

Siden 1943, har modige skabninger, der i årenes løb har reddet tusinder af mennesker liv, fået anerkendt deres hæderværdighed med Dickin Medaljen.

 

En Dickin Medalje  - blot 63 har fået den tildelt. Igennem det meste af historien har dyr været krigens glemte helte

Æresbevisningen, introduceret af de britisk dyrlægers velgørenhedsorganisation PDSA har også fået øgenavnet ‘dyrenes Victoria Cross.’

Siden indstiftelse har 63 dyr fået tildelt prisen - 27 hunde, 32 fugle, tre heste og en kat.

I en nye bog, Animal Heroes, fortæller David Long de utrolige historier bag hver medalje, og de helt utrolige dyr der så forbløffende gjorde sig fortjent til hædersbevisningen.

Her følger nogle af fortællingerne om det udviste mod, der helt sikkert burde kunne inspirere selv det mest forhærdede menneskes hjerte.....

Judy, Engelsk Pointer, Fange  No 81A, Gloergoer Lejren ved Medan, Indonesien 1942-1945

Fik tildelt medaljen: 2. maj 1946

 1946: Judy den engelske pointer blev der den eneste officielle hunde-krigsfange i 2. Verdenskrig

Navy hunden Judy fortjente sin Dickin Medalje efter at have overlevet barsk japansk behandling som den eneste officielle krigshundefange under 2. Verdenskrig.  

Den engelske pointer hjalp også med til redde besætningen på HMS Grasshopper ved at finde vand efter den ramte båd strandede på en øde indonesisk ø i 1942.

Japanske soldater der havde erobret landet fandt med tiden mændene - der bragte Judy med til krigsfangelejren Gloergoer i Medan.

De brutale fangevogtere bankede hende og truede med at slå hende ihjel. Men hun reddede sit liv ved at forsyne lejrkommandanten med hvalpe.

Judy var med til at holde moralen oppe blandt mændende, og især udvikledes et rørende venskab med Leading Aircraftman Frank Williams.

Han smuglede hende ombord på en japansk krigsfangetransportskib, der blev torpederet og sank på vej til Singapore i 1944.

Hun var i stand til at svømme i sikkerhed - reddede mænd da hun forsynede dem med vragstumper så de kunne holde sig flydende - og efter et par dage forenedes hun med Frank i en anden krigsfangelejr.

Da krigen sluttede i 1945 blev Judy, der var født i Shanghai i 1937 bragt til Storbritannien, og et år senere fik hun tildelt Dickin Medajlen.

Som 13 årig døde hun af en tumor i 1950, to år efter at Frank og hun var påbegyndt et nyt eventyr i Østafrika. 

G.I. Joe, Due No USA 43 SC 6390

Dato for prisen: August 1946

GI Joe, Pigeon No USA 43 SC 6390

Den amerikanske due Joe hjalp med til at redde op til 1000 liv under 2. Verdenskrig ved at forsinke en planlagt amerikansk bombning af en italiensk landsby som briterne havde indtaget.

I oktober 1943, fløj budbringeren 32 kilometer over fjendens linjer fra et britisk hovedkvarter tilen U.S. Air Base på blot 20 minutter for at aflevere en advarsel som ikke kunne komme igennem med radioforbindelse.

Den blålige fugl ankom ‘netop som vore fly var ved at varme op før afgang.’ afslørede Otto Meyer, en tidligere kommandør fra U.S. Army Pigeon Service.

G.I. Joe’s besked gik ud på at landsbyen Calvi Vecchia 40 kilometer nord for Napoli var blevet forladt af tyskerne og at briternes 169. Infantry havde indtaget den.

Amerikanerne havde oprindeligt planlagt at benytte bomber for at ‘blødgøre’ landsbyen som de mente var en tysk befæstning før det britiske regiment påbegyndte jordoffensiven.

Fordi, radiokommunikationen var brudt sammen, sparede en ydmyg due Allierede soldaters liv, og også Calvi Vecchias indbyggere fra det som kunne være blevet en af de værste hændelser med ‘venligsindet ild’ under krigen.

G.I. Joe, der var blevet udklækket det år i Algeriet, blev bragt til USA ved krigens afslutning.

Men i 1946 krydede han Atlanten igen for a tblive hædret som et af de få dyr fra udlandet med en Dickin Medalje. 

Fuldbefaren sømand Simon, hjemløs kat, Yangtze hændelsen, Kina, April 1949

Dato for tildeling: December 1949 (posthumt)

1949: Fuldbefaren sømand, Simon, helt fra efterkrigstidens Yangtse Hændelse.

Tidligere vildkat Simon blev den eneste kat til at vinde Dickin Medaljen efter på heroisk vis at fortsætte med at fange rotter trods det den var såret på et Royal Navy fartøj under den 101 dage lange belejring af kinesiske kommunister.

Den frygtløse kat, der på tragisk vis døde i britisk karantæne før han kunne modtage hædersbevisningen var berømt og hyldet for sit mod og sin støtte under Yangtze Hændelsen i 1949.

17 søfolk blev dræbt under episoden efter HMS Ametys sejlede op ad Yangtze floden fra Shanghai til Nanking for at beskytte den britiske ambassade under Kinas borgerkrig.

Simon blev skadet af granatsplinter og fik brandsår efter kaptajnens kahyt blev ramt af en granat, der dræbte Kaptajnløjtnant Bernard M. Skinner.

På en eller anden måde lykkedes det den slemt tilredte sorte og hvide kat der var fanget som vildkat i Hong Kong at kæmpe sig gennem smerterne, og han kom sig ved at slikke sine sår.

Ifølge begrundelsen for hans indsats på Amethys, ryddede Simon, der også blev givet titlen fuldbefaren sømand, skibet for “skadedyr og gnavere med en hidtil uset ihærdighed og trofasthed.”

Denne opgave blev især vigtig fordi mændene var under streng rationering under de lange måneder ombord.

Han blev mest kendt for at slå en rotte ihjel med øgenavnet Mao Tse Tung, efter den kommunistiske leder.

Simon og resten af besætningen begav sig ud på en farefuld flugt med Amethys der humpede tilbage ned af floden i nattens mørke. Trist nok døde han af en infektion efter at bragt i britisk karantæne. 

Theo, Spaniel blanding, Royal Army Veterinary Corps hund der kunne finde eksplosiver  og bomber, Afghanistan

Dato for tildeling:  Oktober 2012

Liam Tasker, der træner med sin militære arbejdshund, Theo, i Camp Bastion.

Army sporhunden Thoe fik posthumt tildelt Dickin Medaljen for sin livreddende tapperhed ved at opspore et rekordstort antal bomber og våben.

På tragisk vis fik den 22 måneder gamle springer spaniel et alvorligt slagtilfælde nogle timer efter hans træner Korporal Liam Tasker, 26, blev skudt af Taliban i 2011.

På fem måneder foretog parret 14 rejser til kamplinjen og er blevet hyldet at de militære chefer for at have reddet livet af utallige britiske soldater i Afghanistan.

Det siges at Theo døde af et sønderknust hjerte efter Korporal Tasker blev dræbt under en mission i Nahr-e-Saraj distriktet i Helmand.

Deres rolle havde været at hjælpe med til at lede efter og rydde veje og lejre for skjulte våben, improviserede eksplosiver og bombeudstyr.

Soldaterne “plejede at joke med at Theo var helt umulig at få styr på, og det samme gjaldt Korporal Tasker,” afslørede Major Alexander Turner, der på den tid var næstkommanderende ved No 2 Company 1st Battallion Irish Guards.

“Selv ved den allermest farlige fase i fremrykningen ville han være på plads, ivrig efter at gå længere frem og arbejde med sin hund.”

Tre heste, London Blitz

Dato for tildeling: April 1947

1947: Honouring the Metropolitan Police Mounted Branch: Olga, Regal og Upstart

Trods det at heste lider frygtelige skader og tab under historiske konflikter - der døde 8 millioner alene i 1. Verdenskrig - er der kun tre der er blevet belønnet med Dickin Medaljen.

Måske skyldets dette, at til trods for de er blevet optrænet til at være helt rolige i folkemængder så kan de være notorisk nervøse og ofte vrinske ved den mindste høje lyd.

Derfor er det desto mere imponerende at en hestetrio fra Metropolitan Police skulle gøre sig fortjent til deres striber under Blitzen.

Blandt dem, Olga, tøjret blot 60 meter fra det sted en tysk V1’er bombe ødelagde fire huse i Tooting, sydvest London, juli 1944. Men hun kom tilbage med sin rytter politibetjent J.E. Thwaites til bombestedet og hjalp med til at holde styr på folkemængden der ønskede at se stedet for den usædvanlige ‘Doodle Bug.’

En måned senere ramte en anden V1 East End distriktet Bethnal Green.

Klar til aktion, selvom staldene allerede var ødelagt blev handling udført ved sin berider D.J. Morley med en redningsindsats trods det at dyret blev oversået med murbrokker.

Regal, den tredje hest var uheldig fordi hans stald i Muswell Hille, nord London to gange blev brændt ned af brandbomber i april 1941 og juli 1944.

Men den letbenede hest ‘levede endnu engang op til sit navn ...og lod sig overhovedet ikke berøre af det,’ ifølge et vidne.

De 3 arbejdsheste modtog deres medaljer sammen i Londons Hyde Park, april 1947

http://uk.news.yahoo.com/animal-heroes--the-cat--who-killed-mao-tse-tung---the-pigeon-who-saved-1-000-lives-and-other-incredible-stories-164305927.html#LVTh7l9