tirsdag den 4. marts 2008

Islams universelle blasfemi: Fatwa



ISLAMS UNIVERSELLE BLASFEMI: FATWA.


Andrew G. Bostom

foto: copyright: Snaphanen


Tidlig tirsdag morgen blev "tre mænd med muslimsk baggrund" anholdt af dansk politi mistænkt for at have planlagt at myrde Kurt Westergaard, JyllandsPostens tegner."



Westergaard er den ene af 12 tegnere, som 30. september 2005 offentliggjorde tegninger af den muslimske profet Muhammed, som protest mod den stiltiende tendens i det danske samfund, hvor Islam søger at skræmme samfundet til at lægge bånd på fremstillinger af Muhammed, uanset hvor banale eller uskyldige de er, - en klar krænkelse af Vestlig ytringsfrihed. Da Westergård blev bekendt med anholdelserne sagde han rammende:

"Jeg tror... at virkningen af den sindsyge reaktion på min tegning vil holde mit liv ud. Det er sørgeligt, men det er blevet en faktor i mit liv." Og indenfor 3 dage, 15.02.08, blev den omsiggribende frygt for muslimske voldelige repressalier, som åbenbart har grebet det danske samfund, bekræftet da Westergård blev smidt ud af sit politiovervågede hotelværelse, men begrundelsen "for stor en sikkerhedsrisiko."Den nu 73 årige tegner og hustru er nu hjemløse.



Det kan ikke være en overraskelse, at da aviser i Danmark og over hele Europa genoptrykte de 12 tegninger i solidaritet med den dødstruede tegner, blev voldsomme protester igangsat af danske muslimer (afbrændinger og måske en bombe). Andre voldelige demonstrationer fandt sted i Muslimske samfund i Mellemøsten og Asen.



Alligevel blev der knap lagt mærke til en bemærkelsesværdig og samtidig rystende udtalelse som blev udgivet fredag 15.02.08 af Ekmeleddin Ihsanoglu, generalsekretær i den tyrkiske, Jedda baserede, Organisation of the Islamic Conference (OIC), verdens omstridte pan-Islamiske politiske enhed, bestående af 57 medlemmer, også det "verdslige Tyrkiet." Bekvemt ignorerer udtalelsen, at genoptrykningen i Danmark af de 12 harmløse tegninger, forestillende Muhammed, var en nødvendig, naturlig protest mod det mislykkede planlagte mord på den ene af de danske tegnere Kurt Westegaard. Ihsanoglu udtaler:



Ved at trykke disse tegninger bevæger vi os hen imod en større konflikt og det viser, at begge sider vil blive gidsler for deres egen radikalisme.



Derpå fortsætter Ihsanoglu med at demonstrere den fuldstændige mangel på selvkritik og Islams triumferende syn på verden som forsøger at påtvinge dens Sharia baserede fortolkninger - antietiske for sand religionsfrihed og ytringsfrihed - på hele menneskeheden . Og han konkluderer med en slet skjult trussel:

Det er ikke en metode til at forbedre rettigheder og praktisere sin frihed når man bruger disse friheder til at fornærme de mest hellige værdier og symboler som andre har og tilskynder til had ... Det er en meget provokerende forkert vej, uacceptabelt.



To år tidligere, 18.01.06, som svar på de oprindelige afbildninger af de danske tegninger, havde Ihsanoglu fordømt, " ...offenliggørelsen af blasfemiske og fornærmende karikaturer af profeten Muhammed." Han fastslog, at denne "Islamofobiske" handling var "helligbrøde" faktisk "var en overtrædelse af ..". internationale principper, værdier og etik, som er omfattet af forskellige reolutioner og bekendtgørelser fra FN." Disse følelsudbrud fra Ihsanoglu (og OIC han repræsenterer) blev gentaget langt mere skamløst af Sheik Yusuf al-Qaradawi ved en prædiken som sendt ud i æteren 03.02.06. Qaradawi forlangte handling fra FN's side, i samklang med ren Islamisk Sharia baseret opfattelse af "blasfemi":


...regeringerne (i Verden) skal presses til at kræve, at FN vedtager en tydelig resolution eller lov som kategorisk forbyder krænkelser af profeter - fra såvel Herrens profeter og deres budbringere, til hans hellige bøger og af de religøse hellige steder.



Men den sleske, Ishnanoglu, i skarp modsætning til hans hårde angreb på de danske tegnere, har aldrig fremkommet med en udtalelse , hvor han fordømmer prædikener af enormt populære anerkendte Muslimske gejstlige såsom Yusuf al-Qaradawi, som for eksempel, et andet sted åbnet har udnævnt Muhammed som prototypen på en Jihadkriger.



Sheik al-Qaradawi, en af de meste inflydelsesrige nuværende Muslimske filosoffer, og "åndelig" leder af Det Muslimske Broderskab, og overhoved for det Europæiske Fatwa Råd, når ud til en enorm tilhørerskare gennem sine regelmæssige fremtoninger på Al-Jazeera og andre arabiske tv-medier. Qaradawi's opildnende prædiken fra 03.02.06, med henvisning til offentliggørelsen af de oprindelige danske tegninger af den muslimske profet Muhammed, blev indledt med glødende, selvretfærdig vrede, og gik direkte over i Qaradawi's, nu almindelig kendte, Jøde-had, og sluttede yderst foruroligende med slet skjulte trusler om terrorisme mod..... "folk fra Vesten, Amerikanerne og Europæerne."



Det helt klare hykleri disse udtalelser står for, fordømmelsen af Muhanmmed tegningerne, kan kun forstås når man betragter helheden i den overordnede kontekst af hans fromme jihadindstilling, mest tydeligt med Qaradawi's tidligere karakteristik af "Muhammed som prototypen på en Jihadkriger:"



Profeterne som Allah sendte før Muhammed blev udsendt i en begrænset tidsperiode ... og til et særligt folk.... Allah viste med Profeten Muhammeds liv, overordnede, evige og med alle karaktertræk retningslinjer, og han gav ethvert menneske muligheden for at efterligne ham og bruge hans liv som et mønster... De kristne er ikke i stand til at efterligne Jesus, hvad angår krig og forsoning, da Jesus aldrig udkæmpede eller skabte fred.



Allah har også bragt Muhammed som forbillede for religøse krigere (Mujaheddin) da han gav Muhammed ordre til at kæmpe for religion.



Tidligere, udarbejdede Qaradawi, såvel målene som de tilladte "metoder" for disse nutidige muslimer som han opmuntrer til at gå i Jihad. Jøder, og deres allierede, har en fremtrædende plads i disse udtalelser. For eksempel, juli 2003, ved et møde i Stockholm for det Eurpopæiske Råd for Fatwa og Undersøgelse, understregede Qaradawi det ortodokse Islamiske grundlag for menneskelige selvmordsbombere, "martyrhandlinger" som skal rettes mod alle Israeliske borgere, som han yderligere beskrev som klassiske "harbis", lovlige mål i Dar al-Harb.



Endskønt hverken Qaradawi's tilskyndelser for al denne jihad mod israelske jøder, såvel som hans konstante jøde forsmædelser er overraskende, han har tillige gjort sig til talsmand for 'jihad martyrhandlinger' mod Amerikanske styrker i Irak og mere ildevarslende, har Qaradawi fremført utilslørede opfordringer til muslimer om at føre en "jihad baseret generobring" af Europa. Hans fatwa fra 02.12.2002 fastslog,


"Islam vil komme tilbage til Europa som en erobrer og sejrherre efter den er blevet udstødt to gange - den ene gang fra syden, fra Andalusien og en anden gang, fra øst, da den adskillige gange bankede på Athens døre."

Qaradawi's fatwa hævdede,oven i købet, at Muslimer skulle generobre ..."tidligere Islamiske kolonier i Andalusien (Spanien), det sydlige Italien, Sicilien, Balkanlandene og øvrige Middelhavs øer."



I tilgift, til dette fuldstændig rene mytiske forbillede på Islamisk økumenisme - "Andalusien", Det muslimske Spanien i Middelalderen (som ikke kun Qaradawi, men hærskarer af "moderate" muslimer åbent vedkender de gerne vil genskabe) - et Islamisk overherredømme, som angivet i Islamisk lov, som kommer til udtryk i den samme rodfæstede helliggjorte intolerance som altid har været dominerende under muslimsk styre. Allerede i slutningen af det ottende århundrede, havde herskerne i Andalusien (og Nordafrika) etableret streng Malikisme som den dominerende islamiske skole for lovgivning, og gjort den muslimske stat Andalusien, som fastslået i historikeren Evariste Levi skelsættende Provencal's Histoire de l'Espagne Musulmane, til;



...forsvareren og herren af nidkær ortodoksi, mere og mere stivnet af blind respekt for strenge doktriner og mistænkeliggørende og fordømmende på forhånd det mindste tegn på rationel tænkning."


I overenstemmelse med denne historiske kendsgerning bemærker, Charles Emmanuel Dufourcq, en fremtrædende lærd i emnet Spanien og Islam, at i de myriader af religiøse, og med lov gennemførte diskriminationer af ikke-muslimer, dhimmis (f.eks. de ikke muslimske befolkninger på den Iberiske halvø overvundet gennem jihad, og under et styre af Islamisk Sharia lov), indbefattedes dødelig afstraffelse for "blasfemi" overfor den muslimske profet eller Koranen:



For at have fornærmet Profeten eller udtalt sig blasfemisk om Guds Ord (Koranen) skal dhimmier henrettes.


Tusind år senere består Islams drakoniske straf for vantro som kan anklages for blasfemi overfor profeten Muahmmed stadig, med kompromisløs heftighed. Den franske maler Alfred Dehodencq's slående billede "Henrettelsen af en Marokkansk jødinde" er baseret på en virkelig blasfemisk begrundet henrettelse af en jødinde fra Tanger, Marokko, Sol Hachuel, som man mener fandt sted i 1834. En detaljeret, næsten samtidig beretning om Sol Hachuel's heroiske martyrdom - med interview af øjenvidner- blev trykt i 1837 af Eugenio Maria Romero. På falske anklager om at være muslim, og derpå udtale sig "blasfemisk" om Muhammed og ved vedholdende og stædigt at holde fast ved sin jødiske tro ("som jødinde blev jeg født, som jødinde vil jeg dø"), blev den 17 årige Sol halshugget offentligt for såvel sit påståede "frafald" fra Islam som for sin "blasfemi". En af de beskrivende detaljer Romero giver af dagen i Fez for det unge offers henrettelse er, hvordan de muslimske masser reagerer på anklage for "blasfemi":



...gaderne var fyldte med maurere (muslimer) af alle aldre og køn, som lød luften genlyde af deres skingre råb."her kommer", skreg de "hende som fornærmede profeten - død, død! over den ufromme slyngel."



Rigelige samtidige vidnesbyrd bekræfter at Islamisk lov og sædvaner vedrørende blasfemi selv i dag er forstemmende uforenelig med moderne forestillinger om religionsfrihed og menneskerettigheder. Således skrev, i starten af 1990'erne, den velansete pakistanske lærde Muhammed Asrar, hvis synspunkt blev accepteret af Pakistans Sharia Domstol, hvor han definerer "blasfemi" rettet mod den muslimske profet som:



At nedrakke og fornærme Profeten (pbuh) i skrift eller tale; at tale profant og foragteligt om ham eller hans familie; at angribe Profetens værdighed og ære på en anstødelig måde; at bagtale eller skære ansigter når hans navn nævnes; at vise fjendskab eller had mod ham, hans familie, hans efterfølgere, og Muslimer: at anklage eller sværte Profeten og hans familie, også at sprede ondsindede beretninger om ham og hans familie: at nedgøre Profeten: at nægte at følge Profetens love eller domme på en hvilken som helst måde; at forkaste Sunnaen; at vise mangel på respekt, foragt for eller forkaste Allahs rettigheder og Hans Profet eller gøre oprør mod Allah og Hans Profet.



I overensstemmelde med klassisk Islamisk lovtradittion (f.eks. Risala af al-Qayrawani, død 996) argumenterer Madani for at enhver som taler nedsættende og Muhammed, det være sig Muslim som ikk-muslim - skal dræbes.



Dr. Patrick Sookhedo har bevist hvordan ortdoks Islamisk doktrin - indarbejdet i den Pakistanske lovgivning (section 295-C, "om at tilsmudse Muhammeds navn") - har forårsaget ødelæggelse især blandt Pakistans lille Kristne samfund:



...blasfemi loven føles som et Damokles sværd og har udviklet en enorm symbolsk betydning som bidrager væsentligt til atmosfæren af forulempelse af Kristne. Den modsatrettede effekt af loven.... er mest dramatisk illustreret ved hændelsen ved Shanti Nagar i februar 1977, hvor titusinder af ophidsede muslimer ødelagde i hundredevis af kristne hjem og anden kristen ejendom på grund af en påstand om blasfemi. Yderligere fulgte en bølge af privat vold i følge på blasfemianklagen. Når blasfemi sammenholdesmed frafald, og under indflydelse af sædvanen om at ty til voldelige handlinger og selvtægt, som kan følges langt tilbage til Islams begyndelse, føler nogle muslimer at de har ret til at eksekvere dødsstraffe.



Efter mindst 4 sådanne mord og "blasfemianklagen" mod Ayub Masih (som havde været indespærret i enecelle siden 14. oktober 1996 og dødsdømt 27. april 1998 ved Sessions Court Judge Rana Abdul Ghaffar), begik biskop John Joseph af Faisalbad selvmord den 6. maj 1998, som protest med den fortsatte anvendelse af Pakistan's blasfemi love.



Og begivenheder der er sket bare indenfor de sidste to måneder skildrer, at det som hersker i Pakistan næppe er enestående, men temmelig typisk. Pervez Kambakhsh, en 23 årig Afghansk journalist som fornylig blev dømt (jan. 2008 for "blasfemi" - i overensstemmelse med klassisk Islamisk Lov - for at downloade og offentliggøre en artikel som "fornærmede" Islam, med den hævdede "blasfemiske" påstand at .... Muhammed har ignoreret kvinders rettigheder." Som en følge heraf har det Afhanske Senat fremkommet med en udtalelse i sagen - underskrevet af dets leder Sibghatullah Mojaddedi, en kendt allieret til Præsident Hamid Karzai - som godkender dødsdommen over Kambakhsh, som værende i fuld harmoni med Sharia.



Efter nogle dage bøjede det Afghanske Senat sig for internationalt pres og har tilsyneladende ændret holdning og tilbagekaldt eksekveringen af Kambakhsh's dødsdom for blasfemi. Imidlertid, dog ikke overalt, er den almindeligste offentlige holdning en støtte til Sharia fortolkningen, blandt alle aldersgrupper af Afghanere.



Abdul Wasi Tokhi, en 18 årig student ved det Amerikanske Universitet i Kabul, gjorde sig til talsmand for en hurtig eksekvering idet han sagde: "Fyren bør hænges. Han gjorde grin med Islams' regler og love. Han gjorde grin med Porfeten Muhammed, fred være med ham. Man må ikke kritisere noget som er godkendt af Sharia. Det er Profetens Ord." Og Qari Imam Bakhsh, en Muslims lærd, fastholder samstemmende: "Jeg tror ikke han er Muslim. En Muslim ville ikke gøre en sådan fejltagelse. Han bør straffes som andre kan lære af det."


Januar 2008, endda i Irakisk Kurdistan, som fremhæves som en succesfyldt model for moderat regional Islam, ses tydelig spor på undertrykkelse og en tilbagevende til Sharia. En domstol i Halabja (hvor Saddam Hussein's yndlinge gassede tusinder af civile kurdere i 1988, 15 år før Operation Frihed til Irak), dønmtes en kurdisk forfatter in absentia til 6 måneders fængsel for blasfemi. Forfatteren, Mariwan Halabjaee, var under anklage for at skrive i en bog, at Muhammed havde 19 koner, giftede sig med en 9 årig da han selv var 54, deltog i mord og voldtægter - alt sammen noget som kan bekræftes i "sira", den anerkende tidligste fromme biografi om hans liv. Fra sit skjulested i Norge, hævder Halabjee at en fatwa for drabet på ham, med mindre han beder om tilgivelse er udstedt.



Den uforfærdede historiker Daivid Littman har skrevet kronikker, næsten helt alene, i over to årtier, om de samstemmende bestræbelser fra Islamisk Conference (OIC) om at islamisere de internationale menneskerettigheder og indføje Sharia'ens standard for blasfemi - som følge af de parodiske sager Kambaksh og Halabjee - til at gælde alle nationer



Littman advarede, for eksempel, om udviklingen af den Sharia baserede 1990 Cairo Deklaration (den såkaldt Menneskerettighedsdeklaration I Islam), som alle medlemsstater i OIC er medunderskrivere af, og offentliggjorde de tydelige forbehold hos den tapre Sengalesiske jurist Adama Dieng. Dieng selv muslim som efterfølgende blev særlig FN observatør, derpå tjente som generalsekretær ved International CVommission of Jurist, erklærede ligeud i februar 1992, at Cairo Deklarationen under Sharia,



....på alvorligste vis truer den interkulturelle konsensus på hvilken de internationale menneskerettigheder er baseret; introducerer, som forsvar for menneskerettigheder en utålelig diskrimination mod såvel ikke-muslimer som kvinder: afslører en bevidst restriktiv hensigt med henblik på visse fundamentale rettigheder og friheder....; og bekræfter legimiteten af udøvelsen af korporlig afstraffelse, som angriber integriteten og værdigheden hos det enkelte menneske.




K. S. Lal, nu afdød Professor i Islam, bemærker denne vanskelige hvis ikke genstrdige ordgåde:


Muhammed kunne ikke forandre åbenbaringen; han kunne kun forklare og fortolke den. Der er liberale Muslimer og konservative Muslimer; der er muslimer oplært i teologi og muslimer blottet for lærdom. De diskuterer, de fortolker, de rationaliserer - men de vandrer rundt og rundt indenfor Islams lukkede cirkel. Der er ingen mulighed for at komme ud af det grundlæggende i Islam: der er ingen tilvejebringelse for at introducere nogen fornyelse.



Bekræftelse på Lal's observationer af niveauet af internationale forhold ses af de ustandselige og forsatte succesfyldte kampagner fra OIC for at styrke den universelle antagelse af Sharia standarder, i fuldstændig modsætning til de nagelfaste principper i menneskerettighederne såsom religionsfrihed, og ytringsfrihed.


For mere en et tiår siden observerede Samuel Huntington rammende, og med en styrke som nu er yderst sjælden,


Det grundlæggende problem for Vesten, er ikke Islamisk fundamentalisme. Det er selve Islam, en forskellig civilisation, hvis folk er overbevist om deres kulturs overhøjhed....



Under sin seneste debat med den kulturelle jihadist Tariq Ramadan, belyser Ibn Warraq, hvad der er på spil hvis Islams overhøjhed sejrer:



De store tanker i Vesten- fornuften, selvkritikken den stadige søgen efter sandhed, adskillelsen af kirke og stat, lovgivningen og ligheden for loven, tankens frihed og ytringsfrihed, menneskerettigheder, og frit demokrati - står over alt andet udtænkt af menneskeheden. Det var Vesten som tog skridt til at fjerne slaveriet; ophævelsen af slaveri slog ikke igennem i Afrika, hvor rivaliserende stammer solgte sorte fanger som slaver. Vesten har sørget for kvinders rettigheder og rettigheder for alle racer og minoriteter i en grad som man var utænkelig for 60 år siden. Vesten anerkender og forsvarer idividets rettigheder: vi kan tænke frit, læse hvad vi ønsker, udøve vor religion, vælge at leve som vi vil.


....Vesten behøver heller ikke belæringer om samfundenes overhøjhed, hvor kvinder holdes i undertrykkelse under Sharia, udholder genitial lemlæstelse, bliver stenet til øde for påstået utrskab, og bliver bortgifte mod deres vilje som 9 årige; samfund som ikke anerkender såkaldte lavere kasters rettigheder; samfund som dræber homoseksuelle og frafaldne. Vesten har ikke brug for hykleriske prædikener fra samfund som ikke kan forsyne sig selv med rent vand og kloaksystemer, som ikke sørger for deres handicappede, og som efterlader 40 til 50 procent som analfabeter.

1 kommentar:

bright sagde ...

hvis saadan en lov skal indfoeres boer vi osse have en doedstraf for muslimer der planlaegger eller har myrdet folk in Allahs navn, og de boer kunne doemmes UDEN bevis, at vedkommende er suspekt og muslim boer vaere nok. (selvfoelgelig er det et absurt forslag, men paa hoejde med den FN resolution)

Related Posts with Thumbnails