lørdag den 15. marts 2008

Musikalske fjolser



Musikalske fjolser


Ruth S. King


Lorin Maazel blev engang udnævnt til "vidunderbarn"... et barnegeni som begyndte at dirigere blot nogle få år efter han havde afsluttet pottetræning. Der er ingen tvivl om, at hans karriere indenfor klassisk musik er blændende og spænder over årtier som dirigent for verdens førende orkestre.


Imidlertid ved hans seneste koncert i Nordkorea, arrangeret med hjælp af vor naive Statsadministration, blev det tydeligt at Pyongyang dirigerede New York Philharmonic og ikke omvendt. Som så mange "store kunstnere" forblændet af deres eget spejlbillede optrådte Maazel som den nyttige idiot for et af de mest brutale regimer i verden.


US Menneskeretighedskommisonen for Nord Korea, beretter, at 200000 personer i Nordkoreas koncentrationslejre sulter, bliver torteret og slået ihjel.


Dette forhindrer ikke Maazel i yderligere plaprende dumheder hvor han ignorer Nord Koreas uhyrligheder og er med til at smæde USA. I The Wall Street Journal 20.02. bedyrer Maazel: " Dersom vi effektivt skal bringe lindring til de undertrykte, hvor mange sygner hen i gulaglejre, skal USA vise sig som en autoritet på en uplettet etisk baggrund, hærdet gennem økonomisk slagkraft. Stakkels de mennesker vi forsøger at hjælpe, hvis vi lukker os inde i et glashus."


For at føje spot til spe, tilføjede han før han rejste: "Mennesker som bor i glashuse skal ikke kaste med sten vel? Er vort rygte rent når det drejer sig om fanger og den måde de behandles på? Har vi sat et godt eksempel til efterfølgelse over hele verden?"


Hens enorme forfængelighed og pyntesyge stopper ikke her. Lagde han mon mærke til, at publikum mere lignede de gamle KGB slyngler og partikammerater som var klædt ud til en l. maj parade i Moskva? De klappede på en metodisk måde og bad kun om encore af de Koreanske musikere.

Ikke desto mindre fastslog Maazel, "Da vi fik denne varme entusiastiske modtagelse følte vi virkelig at der er en mission af udføre her. Vi kan vise sig at være det instrument der skal til for at skabe en åbning, og vi håber virkelig, at hvis det er sandt, vil det vise senere sig at være et afgørende gennembrud."


Hallo, Jorden til Lorin: "Vågn op!" Har du glemt en tidligere rejse af USA's forsvarsminister Madeleine Albright i oktober 2000 til Pyonjyang? Kim Jong Il, som ikke overværede koncerten, hilste varmt på hende og bemærkede at han var "meget, meget glad" og at besøget var et "historisk gennembrud." Madeleine rejste igen og den "Elskede Leder" vendte tilbage til sit tidsfordriv med tortur, mord, og udsultning, og øgede tilmed bestræbelserne for at få atomvåben.


Condoleeza Rice, som også er musiker som bibeskæftigelse, har på lignende måde været kluntet i at formulere en politik som skulle virke afskrækkende på de atomare og krigeriske ambitioner hos NordKorea. Slutteligen, Maestro Maazel, husker du hvordan besøgene i Sovjetunionen af Boston Symphony Orchestra i 1956 eller New York Philharmonic's eget besøg i 1959 sluttede Den Kolde Krig, og åbnede gulaglejrende og befriede de, i slavelignende forhold, indesluttede nationer i Østeuropa, og giorde en ende på den systematiske forfølgelse af russiske jøder? Nå, ikke .... så så meget for din kulturelle kampagne.

Et andet 'vidunderbarn' fra den klassiske scene som er plumpet i fornylig er Daniel Barenboim, den israelske pianist og dirigent, da han accepterede "palæstinensisk" (læs: Araber)statsborgerskab ved en piano-solokoncert i Ramallah, for sit arbejde med at fremme kulturel udveksling mellem unge mennesker i Israel og den Arabiske verden.

"Under de mest vanskelige omstændigheder har han vist solidaritet med det Palæstinensiske folk" sagde Mastafa Barghouti, et palæstinesisk parlamentsmedlem og tidligere leder af Arafat's terror organisation Al Fatah.

Barenboim var en god ven af nu afdøde Edward Said, med hvem han grundlagde et orkester som havde til hensigt at bringe Israelske og Arabiske musikere sammen, kaldet Øst-Vest Forsamlingen. Lang fra at bringe harmoni ind i sine forelæsninger bragte han derimod en tiltagende barsk kritik af Israel, samtidig med at han ignorerede den arabiske provokation og terrorisme. Ved den første Edward Said forelæsning ved Columbia University, fra 2005, to år efter Said's død, fastslog Barenboim at den israelske regerings fiasko med at godkende den Palæstinensiske "historie" førte til Anti-semitisme, og at selvmordbomberne i Israel skulle ses "i lyset af den historiske udvikling som vi er nået til."

I efteråret 2006, holde Barenboim en serie på seks forelæsninger ved Harvard University under ledelse af Charles Eliot Norton Petry Center. Hans lektioner var fokuseret på musik som en igangsætter for politisk forandring. Ærgerligt, at Nazisterne, som lyttede til Brahms og Beethoven, ikke kunne høre hvordan Barenboim beskrev musik som en model for samarbejde mellem mennesker. Og for at fuldende billedet, så fortsatte han med at kritisere Israel.


I april 2006, ved en af de Seks Reith Forelæsninger om musik, sponseret af BBC, svarede han på et spørgsmål om vrede mod Israel: "Jeg har mere og mere den fornemmelse, at efter krigen i 1967 blev dette land konstant beruset, og at tømmermændende stadig er tilstede. Ikke desto mindre er vi i den position at vi kan undersøge dette, efter min mening kan kærlighedsforholdet til dette land ikke genvindes, fordi din kærlighedsaffære med dette land er præcis det som bringer dig til Ramallah. Dette er en af grundene til, hvorfor jeg føler det er ikke alene min pligt, men et priviligum at bidrage med alt hvad jeg formår for det palæstinensiske folk." Og, ikke som nogen stor overraskelse... mens raketterne fra Gaza fortsatte med at regne ned over Israel, nægtede Barenboim at give en entydig fordømmelse af Arabisk terrorisme.

Mens Barenboim ikke er ordknap når det drejer sig om terrorister, hvis erklærede og gentagne mål er at ødelægge Israel, da bliver han meget oprevet når Anti-Semitisme rettes mod ham selv. I 2000, udbrød der postyr i Tyskland da han blev sammenlignet med en indfødt dirigent. Klaus Landowsky, en førende politiker fra Berlin fra Det Kristlige Demokratiske Parti sagde: "På den ene side har vi den unge Karajan i Thielemann, på den anden side Jøden Barenboim."

Indenfor få timer udtalte hr. Barenboim sin "forbavselse" over at erfare, at "min jødiske baggrund skulle have noget som helst at gøre med min stilling ved Staatsoper eller med min musik." Han tilføjede, at det skræmte ham og: "Den form for anti-semitisme er ubegribelig, jeg nægter at tro på det."

Jorden til Barenboim: Hallo! Skyldes dette Israels "besættelse", og i din selvoptagethed, har du da ikke nogen som helst kendskab til den alarmerende vækst i anti-semitisme over hele Europa?

Maazel og Barenboim er ikke de første godtroende fjolser i den symfoniske musiks verden.

Man mindes Leonard Bernstein i januar 1970 som, med ordene af nylig afdøde William Buckley:

“...holdt et stort coktailselskab for Black Panthers i New York. Panterne, som man husker, var en gruppe revolutionære, hvis rodfæstede grundsyn var at USA var racistisk og uretfærdig, og måtte ødelægges. Deres leder glædede sig over mordet på Robert Kennedy, og fremviste et billede af ham mens han ligger i sin egen pøl af blod, med han ansigt ændret så det lignede en gris. I Mr. Bernstein's luksus lejlighed, blev hans gæster belært af Black Panteren Donald Cox, som begyndte med at bekendtgøre, at dersom erhvervslivet ikke kunne skabe fuld beskæftigelse, da ville Panterne ganske enkelt overtage produktionsmidlerne og overdrage dem til folket. Til dette forslag var Hr. Bernstein's svar, "Det går jeg helt ind for."

Hva bliver det næste træk hos disse "vidunderbørn"? Koncerter i Teheran? Kammermusik i Taleban's huler? En sonate for Osama bin Laden?

William Congreve skrev i 1967 i bogen "Den sørgende brud". "Musik har magien til at lindre et bristet bryst." Tro ikke på det. Geværet er langt mægtigere end taktstokken.


http://www.familysecuritymatters.org/global.php?id=1386817


Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails