Terrorismens cancer og midlet for Mellemøsten.
Daniel Greenfield
Hvordan bekæmpes cancer hos en syg patient? Normalt ville man angribe cancercellerne i de berørte områder i kroppen. Når det imidlertid drejer sig om terrorisme, er Vesten’s medicin at angribe de sunde celler i ’kroppen’ i stedet for.
Hvis international terrorisme er en cancer, så er Mellemøsten i sit sidste dødelige stadie. Det eneste sted i Mellemøsten som ikke udvikler cancerceller, Israels jødiske befolkning, er den del som alle de professionelle diplomater og eksperter, som leger kirurger, er så ivrige efter at bortoperere.
Den fremherskende diagnose blandt diplomater og eksperter er, at den eneste ikke-arabiske og ikke-muslimske stat I Mellemøsten er hovedårsagen til al arabisk og Islamisk-terrorisme. Det er næsten som en læge som fejldiagnosticerer. Han bedømmer de raske steder som værende kræftsyge og argumenterer for, at den eneste måde at kurere svulsten, er simpelthen ved at fjerne det eneste raske organ i kroppen.
Den mest intelligente måde at behandle Mellemøstens problem ville være at give jøderne, de kristne, sufierne, de Zoroastrianske befolkningsgrupper i Mellemøsten styrke til at støtte de assyriske, de kurdiske, de armenske, de azeriske, de koptiske befolkningsgrupper, som konstant og vedholdende forfølges af de arabiske, iranske og muslimske majoriteter, som støtter, hjælper og foranstalter terrorisme rettet mod Vesten. I stedet har USA og Vesten vedholdende set bort fra disse minoriteters rettigheder og fokuseret på at formilde regionens arabere, iranske nationalister og islamiske tyranner.
I mere end et århundrede har Vesten lullet sig i en ønskesøvn, hvor de forestiller sig, at de arabiske og muslimske tyranner på et tidspunkt vil blive nyttige allierede, hvis blot vi forsynede dem med penge og våben. Dette er aldrig sket. Snarere end at indrømme denne fundamentale fejl og søge efter mere troværdige venner i Mellemøsten har diplomaterne valgt cancercellernes parti, og hævdet at om blot Sunnierne kunne forsone sig med Shiaerne, om blot Syrien ville stoppe deres indblanding i Libanon, om blot dikataturerne i Mellemøsten ville blive demokratier, om blot Saudi-Arabien ville bekæmpe Wahabismens fundamentaliske Jihad mod Vesten – om dog blot Israel, ikke stillede sig sådan i vejen.
Vestens politikere, som gennem populære valgtemaer vælges, og forsørges, angriber problemet med arabisk og muslimsk fjendtlighed ved at forsøge at forstå dem, frem for at acceptere den uundgåelige kendsgerning, at mennesker som finder vores kultur, vores tro, vores velstand og succes vederstyggeligt også uundgåeligt vil hade os. For at vende denne fjendskab og uvilje mod Vesten i Mellemøsten har løsningen været, at støtte disse samtidig med, at man har støt de elementer i Mellemøsten, som ikke nærer dette had bort. Imidlertid er det en grundlæggende usund metode, at vende ryggen til sine sande venner alene for at formilde sine fjender. Det er en sygelig tendens som er født af frygt og en kujonagtig følgagtighed. Frygten for den stadig mere voldelige islamiske bølleindstilling kendt som terrorisme.
Konstant bliver vi bombarderet med højtidelige belæringer om vigtigheden af, at forstå vores fjender og deres synspunkter. På denne måde har diplomaterne og politikerne glemt hemmeligheden, som ethvert barn får fortalt af sine forældre, nemlig at forstå bøllen er ret simpelt. Bøller bliver til bøller fordi de kan blive til bøller. Terrorisme eksisterer fordi den kan eksistere, nøjagtig som hvilken som helst form af udbredt vold og kriminalitet eksisterer, alene fordi det bliver tålt.
Terroren i Mellemøsten er ikke noget beundringsværdigt fænomen som udspringer af desperation men blot en udvidelse af en stammekrig som fandtes selv før Muhammeds tid, en indstilling som bliver næret af ideologier lånt fra anarkismen, marxismen, nazismen og andre politiske terror-ismer. Nutidens islamiske terrorangreb er ganske enkelt opdaterede Beduin nomaders angreb forenet med det 21. århundredes moderne teknologi indsovset i den islamiske myte om at være ofre.
For dens forsvarere er terroren en slags mystisk åndelig vrede rettet mod tyranni, en vrede der aldrig kan undertrykkes. Som USA har vist i Irak, så eksisterer terror, hvor den får råderum. Når den bliver undertrykt, bekæmpet, ophører den med at eksistere. Den forstærkede militære indsats har forvandlet et af de mest voldsbefængte områder i Irak, så som Fallujah, til et sted, hvor amerikanske soldater kan færdes mere sikkert.
Den amerikanske venstrefløj taler nedsættende om denne krig mod terror og hævder, at den ikke forhindrer yderligere terroranslag. Israel har dog gentagne gange demonstreret, at når terroren bekæmpes resolut, da bliver antallet af angreb drastisk minimeret. Jordan undertrykte sin egen palæstinensiske befolkningsgruppes intifada med en kort og brutal indsats. Syrien og Irak har gjort op mod deres islamiske opstande endnu mere brutalt. Det lykkedes Ægypten at forhindre en islamisk magtovertagelse gennem omfattende fængslinger og brug af knipler. Shahen af Iran fik sin handlefrihed begrænset af Jimmy Carter’s regering og således var vejen beredt for at ayatollaerne og Irans atombombeteokrati kan finde sted. Alle disse handlemåder er ikke moralsk sammenlignelige, men de demonstrerer, at islamisk terrorisme er bemærkelsesværdig sårbar over for brugen af magt.
Frygten for cancer, og de undertiden smertefulde behandlingsmetoder, får ofte patienter til at søge hjælp hos kvaksalvere og prangere som tilbyder alternativ mirakelmedicin, nogle fuldstændig uden virkning og andre åbenlyst skadelige og giftige. ’Mirakelmedicin’ kan forekomme som den nemme løsning, men nemme løsninger kan samtidig bane vejen for endnu mere smerte og død. Terrorisme, som cancer, skaber frygt, ikke blot for den enkeltes død, men en hjælpeløs sindstilstand frembragt af en ubærlig og aldrig standsende kraft. I årtier har kvaksalvere og prangere fra regeringerne og udenrigsministerierne tilbudt den nemme ‘mirakelmedicin’ nemlig, at formindske eller endog helt eliminere staten Israel. Når endelig det sidste raske organ i Mellemøsten er blevet bortopereret, forsikrer de os, vil Mellemøsten igen blive rask. De lyver.
Den eneste behandling mod nogen alvorlig sygdom, biologisk, politisk eller social, er at bekæmpe den. Hvis dette undlades opstår, forfald, råddenskab og sluttelig død. Resolutionerne og forhandlingerne som er med til at sprede sygdommen i normaliseringens og tilpasningens navn afstedkommer kun, at de raske dele af den sociale og politiske organisme inficeres. Sådanne forhandlinger, endskønt de foretages af velmenende politikere er så at sige altid født af frygt og denne frygt er det første skridt mod den totale ødelæggelse. Frygt fører til overgivelse og overgivelse fører til at problemet spredes og dette fører igen til en verdensomspændende epidemi og enderesultatet er død.
Ønske om at formilde og forhandlinger er betingelser som skulle være blevet begravet efter 2. Verdenskrig sammen med de myrdede tjekkiske soldater som blev ’solgt’ af Chamberlain ved Münchenforliget. Alligevel fortsætter Vesten utrætteligt med at underskrive ‘Münchenforlig’ på Israels vegne, hvilket er ikke mindre end kontrakter på national ødelæggelse. Kun når Vesten indser, at Jihad’s fronttropper befinder sig, hvor der er en muslimsk befolkning, vil der kun blive mere død og ødelæggelse og ikke fred. Tilpasning er kujonens vej og formildelse på bekostning af andre er den alvorligste form af ondskab. Når svage civilisationer konfronteres med barbarisk smilende ondskab og fortsætter forsoningens spor, viser historien at disse svage civilisationer er ophørt med at være til. Churchill lykkedes det for, i et stykke tid, at bevise, at Chamberlain ikke var den sande ånd i Vesten, men alligevel viser det sig at Chamberlains ånd får træg og svag modstand i de, af historien, hjemsøgte lovgivende og udøvende magter i Europa og Amerika.
Kun når Vesten lærer af historien og imødegår magtanvendelse med suveræn magt, ved at møde uvederhæftighed med hensynsløs ærlighed og ved at vedgå sig sine forpligtelser helhjertet kun da vil Jihad kunne knækkes.
Jihad er hovedproblemet. Resolut modstand er helbredelsen.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar