Islamisk mester i at tale med to tunger

Islamisk Mester i at tale med to tunger

Melanie Philipps

Den schweiziske islamiske aktivist Tariq Ramadan er blevet inviteret af Griffith Universitetet til at være hovedtaler ved universitetets åbningskonference i Brisbane idag.

Alene den kendsgerning, at Australien tillader, at Ramadan kommer ind i landet kan få øjenbrynene til at løfte sig i skkerhedskredse andre steder. Ramadan er barnebarn af Hassan al-Banna, grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab: det åndelige bagland for al-Queda og Hamas og hvis mål er at islamisere verden.

Det er selvfølgelig ikke videre pænt, at lade nogen belastes af deres bedstefars synspunkter, men der er rigelig grund til at hævde, at i Ramadans tilfælde er æblet ikke faldet langt fra stammen.

Ramadan er forment adgang til USA på grund af sin formodede tilknytning til terrorisme. Islamisk Center i Geneve, som han er nært forbundet med, er blevet sat i forbindelse med den algeriske FIS (Den Islamiske Frelses Front) og med GID (Bevæbnet Islamisk Gruppe). En spansk politirapport hævder at Ahmed Brahim, en al-Queda leder fængslet i Spanien har været i regelmæssig kontakt med Ramadan, som denne dog benægter.

Alligevel er den schweiziske aktivist ikke alene blevet tilladt indrejse til Storbritannien men har slået sig ned ved St. Antony's College, Oxford som konsulent og der er blevet gjort stads af ham af det britiske establishment, idet han optræder ved sikkerhedskonferencer om Islamisme og desuden er rådgiver for den Britiske Regering i spørgsmålet om at håndtere Islamisk ekstremisme.

Så hvordan forklares den åbenlyse forskel på holdningerne til Tariq Ramadans? Og har Australien virkelig grund til bekymring?

Ramadan's budskab er yderst farligt for den Vestlige verden som plages af Islamisk radikalisme. Ramadan prædiker det bløde behagelige budskab at Islam ikke truer, at Islam kan tilpasse sig til det moderne liv og til Vesten. Han gør dette på en karismatisk måde kombineret med intellektuel tale med en charmerende fransk accent og på en overmåde smart facon. For det britiske establishment er billedet han maler åh så lokkende positivt, langt væk fra det islamiske mareridt. Det har gjort ham 'rockstjerne' i antiterrorisme kredse.

En nærmere undersøgelse af, hvad han egentlig siger - eller måske mere vigtigt, ikke siger - afslører, at den talentfulde Ramadan er en Islamisk ulv i moderne fåreklæder. I den Islamiske verden siger han et; til det godtroende publikum i Vesten noget helt andet, noget åleglat, tilsløret, manipulerende og uvederhæftigt.

Hans ry som en muslimsk reformator skyldes kun den naive godtroenhed blandt de som så brændende ønsker at tro ham, så de glemmer at høre hvad han egentlig siger.

Delvis skyldes det, at meget af hans arbejde er på fransk. Forfatteren Caroline Fourest har analyseret dette og hendes bog, Brother Tariq: The Doublespeak of Tariq Ramadan er netop blevet oversat fra fransk til engelsk.

Alle som bekymrer sig om at få stoppet udbredelsen af radikal Islamisme bør læse denne bog. Den viser, uden for enhver tvivl, at Poppedrengen for Islamiske Reformer faktiskt er en af de mest udspekulerede fortalere for global Jihad.

Ramadan hævder, at han ikke har 'nogen reel forbindelse' med Det Muslimske Broderskab. Ikke desto mindre er han skolet ved Leicester Islamic Foundation i England, den kontroversielle institution som videregiver de muslimske ideologier Maulana Maududi og Syed Qutb og som mål har at fremme 'en Islamisk social dagsorden' i Storbritannnien.

Ramadan har ligeledes flere gange gentaget, at hans bedstefar's synspunkter har 'inspireret ham' og 'at der intet er i denne tradition han forkaster'.

Hvad er da Hassan al-Banna's tradition? Ikke alene fremmede han den mest reaktionære og undertrykkende Islamiske fundamentalisme. Han udtænkte tillige en strategi 'af gradvis erobring' - som er Det Muslimske Broderskab har taget til sig, over hele verden - hvor ikke blot lande som i Middelalderen hørte under det Islamiske Kalifat, men alle lande, hvor der bor muslimer gradvis skal islamiseres og derpå overtages af en Islamisk regering under Sharia.

Det er den 'arv' Ramadan støtter. Forskellen er blot, at han har udviklet en forfinet strategi til at forlede og forføre Vesten til at acceptere Islamiske tankegange uden at Vesten rigtig lægger mærke til det.

Når talen er om terror, er han i særklasse svær at få hold på. Han hævder at være imod terrorisme, han benægter, at hans bedstefar havde noget som helst at gøre med voldelig Jihad. Alligevel støttede al-Banna væbnet Jihad, som han anså som den ædleste og 'mest hellige' form for hellig krig.

Ramadan påstår, at hans bedstefar begrænsede dette til blot at omfatte 'lovlig forsvar' eller 'modstand mod uretfærdighed'. Dette er lige præcis denne spidsfindige formulering som islamister benytter når 'modstand' i form af selvmordsbomber terroriserer i Israel eller Irak.

Bag de sukkersøde ord om reform og tolerance, som har fortryllet hans fanklub i Vesten, har Ramadan til stadighed stillet sig på samme side som intolerancens, hadets og voldens mørke kræfter.

Den første forening han grundlagde var i 1994, De Muslimske Mænd og Kvinder i Schweiz, som fremprovokerede konfrontationer og spændinger. Han har skrevet forordet for en sammenslutning af Fatwas i European Council for Fatwa, hvis præsident, Sheik Yusuf a-Qaradawi har sagt, at selvmordsbomber i Israel og Irak er en religiøs pligt.

Gennem sin højborg, Union of Young Muslims, i Lyon, har han radikaliseret tusinder af unge franske muslimer. I 1993 var han indblandet i et succesfyldt forsøg i Geneve på at forhindre opførelsen af et teaterstykke af Voltaire med begrundelsen at det fornærmede Islam.

I en typisk meningsudveksling med den da kommende franske præsident Nicolas Sarkozy nægtede han at fordømme stenning for utroskab, bad blot om at denne barbariske praksis skulle indstilles. Yderligere, alle som er i mod ham stempler han som Islamofober, Jøder eller Zionister.

Forhippetheden på at acceptere denne den mest falske 'reformator' er fuldstændig grotesk. Selv moderate muslimer føler sig underløbet og udsat for fare fra Ramadan hele tiden. Langt fra at tilbyde en vej til at modernisere Islam foreslår han i stedet Islamisk modernisme.

Han bliver mere og mere farlig netop fordi hans våben ikke er et bælte med sprængstof, men derimod tungen. Nogle siger, at selv om hans tankesæt er reaktionært er der ingen grund til at nægte ham indrejse i landet. Denne dumme, naive holdning ser helt bort fra den kendsgerning at Islamisten's krig mod civilisation hovedsageligt udkæmpes på ideernes slagmark.

Terrorisme støtter ganske enkelt Det Muslimske Broderskab's grundstrategi om kulturel infiltration, øgede spændinger, demoralisering, og erobring.

Som Fourest skrev, er Ramadan's strategi at globalisere den Islamiske vækkelse som en del af kampen. I maj 2003, erklærede Lyons Appel Ret, at sprogbrug, som benyttes af prædikanter som Ramadan, kan påvirke unge muslimer og tilskynde dem til at slutte sig til de som er engageret i voldelige handlinger'. Uanset, hvor han befinder sig leder Ramadan, som rottefængeren fra Hameln, de unge til Jihad med sine hypnotiserende melodier. På denne måde er han måske den farligste Islamist i den Vestlige verden.

Takket været den Britiske regerings kortsigtede snævertsyn, har broder Tariq fået en scene hvorfra han kan radikalisere et utal af unge muslimer. Vil Australien virkelig gå i det fodspor?

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=570