tirsdag den 30. december 2008

Livsro i uanede mængder

Ih du milde, hvad min 1500 kg tunge stud lærte mig om tro!

Jon Katz

En lille munter nytårshilsen til læseren med brøl i. I det nye år ligger en mængde artikler og venter så følg med.


Studen Elvis med en kammerat


Jeg har besøgt massevis af kirker. Været til kvækermøder, i synagoger og i buddhistiske templer. Jeg har dyrket yoga, læst Joseph Cambell, Thomas Merton, C.S. Lewis, St Augustine og Bibelen. Jeg beder ofte. Her forleden fik jeg en foruroligende erkendelse af, at min stud Elvis allerede har den åndelige sindsro jeg altid har higet efter. Han er tilfreds mig sig selv, har ingen alvorlige bekymringer, tager livet som det kommer, og i ro og mag. Klager ikke, er venlig og loyal overfor sin ven, og stoler på og accepterer mennesker.

Kulde, regn, fluer, tæger, bremser, mudder og lort. Han er flintrende ligeglad. Han kan stå fuldstændig som forstenet og nyde et solbad sammen med sin ven en Guernsey stud ved navn Harold. Elvis er kærlig på sin egen facon. Han æder hatte og elsker wienerbrød. Han savler i rigelige mængder på mit hoved og skuldre og hans tunge er virkelig imponerende. Engang slikkede han tørklædet af mit hoved og skuldre og begyndte aft æde det.

Elvis vejer 1500 kg og er på størrelse med en mindre campingvogn. Han er et enormt hav af brune nuancer og med sjælfulde brune øjen der indikerer, uden tvivl, helt forkert, visdom og sørgmodighed. Jeg bruger en wideangle linse blot for at kunne tage et rimeligt godt bilede af ham og er mere end en gang blevet væltet fordi han svinger sit enorme hoved for at se, hvad jeg laver. Det bliver han altid forundret over, da han tilsyneladende ikke er klar over sin egen styrke.

Han elsker at blive nusset på næsen og ørerne og sænker så hovedet, gnubber sig mod mig og spinder næsten når jeg børster halsen. Jeg er den eneste han giver lov til at komme tæt på for at han kan blive sprøjtet mod utøj og hvis han skal have medicin. hvis Elvis ikke er i humør til at du kommer tæt på, så lad hellere være.

Jeg forsøgte engang at binde ham til siden på laden for at dyrlægen kunne undersøge et sår på benet. Han trak hele siden af laden tre meter ud på engen inden jeg panik fik skåret rebet over der holdt ham. Elvis går lige præcis hvor han lyster. I tiden, før jeg fik koen Luna, for at holde ham med selskab gik han regelmæssigt lige gennem mit hegn for at besøge mig. Trak pælene op en efter en, ligesom i tegnefilm, og hundredevis af meter hegn fulgte ham med lethed. Jeg havde endda stød på hegnet, og selvom det gav et gevaldigt stød så det blot ud til at ærgre ham en smule, men dog ikke så meget at det forhindrer ham i at græsse under hegnstråden.

Elvis the steer.

Elvis i et eftertænksomt øjeblik


Elvis lugter ligesåmeget som han er stor og han bevæger sig i en sky af bremser, møg og skidt og savl, uophørligt akkompagneret af gryntelyde, bøvselyde pg forskellige former for udstødningsgasser, der bogstaveligt tager tager pusten fra mig, hvis jeg befinder mig i vindretningen. Når han er våd bliver han særlig sur og grov idet. Han har pisset på mine sko og efterladt en enorm ladning gødning midt i en samtale.

Når Elvis løber mig i møde for at hilse på skal man være opmærksom på, om der er plads nok til siden fordi han sædvanligvis ikke kan må at standse og man skal sikre sig en flugtmulighed. Engang fik han i fart slynget sin røv rundt om et lille træ så det knækkede. Så begyndte han blot at æde barken og bladene.

Jeg har forsøgt at lære ham at sætte tempoet ned og at "stå," men Elvis er ikke meget for træningen, hvorfor skulle han dog også være det? Han plejer jo at gøre lige hvad der passer ham alligevel.

I Elvis kan jeg se det åndelige liv jeg har higet efter. For nogle måneder siden tog jeg et bind af Yeats' digte med ud til Elvis, jeg er egentlig ikke meget for poesi, men jeg læser ofte digte for Elvis da han ser ud til at nyde dem, fro han svinger med halen for at holde fluerne væk fra sin bagdel. Elvis har sin egen rytme. Sædvanligvis befinder han sig på det samme sted på det samme tidspunkt hver eneste dag og foretager sig det samme, æder hele tiden. Jeg har læst St. Augustine' 'City og God' for ham, noget af james Herriott, Merton og Carl Sandburg for ligesom at appellere til hans maskuline side. Jeg har læse C.S.Lewis' 'The Problem of Pain,' og her fornylig gik jeg op på bakken og læste en haiku antologi for ham, idet jeg syntes det var passende for et så selvcentreret bæst, der tager livet så let.


Steer.

Elvis er fotogen


Jeg læste to eller tre digte af Yeats for ham og lagde bogen i græsset og derpå åd Elvis hele bogen, ja nærmest inhalerede den, og han så ud til at nyde den som et stykke wienerbrød. Så kiggede han på mig og det så ud som om hansagde, "hvad skal der nu ske, kammerat."

Ja, jeg valgte at sætte mig ved siden af ham og så fik vi en dejlig time sammen, hvor vi åd vores foderboller og stirrede betydningsfuldt på, ja netop - ingenting. Jeg nød det. Elvis kan være en rigtig grubler, i stand til at meditere i timevis mens han blot betragter verden omkring ham. Undertiden smitter det af på mig.

Jeg er en smule jaloux. Jeg købte selvfølgelig de der bøger til mig selv, og jeg formoder mit ønske om at dele dem med Elvis stammer fra en spirende erkendelse af, at han på den mest naturlige facon er indehaver af alle de karaktertræk jeg har forsøgt at finde med så stor vanskelighed, i så mange år. Man skal åbenbart være et kreatur for at besidde denne sindsligevægt. Som menneske må du kæmpe og søge og lede og du bliver klar over det er en ulige kamp fyldt med nederlag og sejre, op og nedgangstider, vildveje, hegn og porte. Thomas Merton skrev, at en af de vigtigste, og dermed også mest glemte ting ved begyndelsen af et ægte udendørsliv, er evnen til at erkende værdien og skønheden i helt almindelige ting. Elvis har grebet det.

Når jeg tager fotos eller skriver kæmper jeg for at få det rigtige lys og de rigtige farver til at brede sig over vor verden og undertiden er mine forsøg på at fange skønheden i ganske almindelige ting helt unaturlige. Elvis er skideligeglad. Han behøver ikke bestræbe sig på at blive accepteret eller på at begribe forskellen mellem ondt og godt.

Her forleden eftermiddag blev jeg rystet af de dystre trommeslag og de omstridte nyheder der flød ud fra Wall Street og Washington, først kom de på bilradioen, og derpå råbtes de hysterisk ud af kommentatorerne på TV nyhedskanalerne. "Vi står ved afgrundens rand!," sagde den ene for ligesom at give perspektiv til situationen. Jeg gik ud på engen med et æble og satte mig ned ved siden af Elvis. "Det ser ud til vi står på afgrundens rand," sagde jeg. Han rettede sine enorme brune øjne mod mig og kiggede på hegnet udover engen bagved, så på de mindre heldige køer, der lever udelukkende i stalde, som æder silage og ikke friskt hø, som sover på betonunderlag, og helt sikkert om kort tid skal sælges på markedet. "Det betyder ikke en skid," så det ud til han sagde, og jeg var rørende enig.

Det tror jeg er hele den åndelige verden som dyr, som Elvis, lever i, og det kan de undervise os i og demonstrere. Elvis er, så vidt jeg kan se, ikke selv klar over det. Han har ingen bevidsthed om det, så vidt jeg kan bedømme. Han æder, sover, og stirrer på verden, helt tilfreds med at betragte den.

Når hverdagen er hård eller jeg er nervøs, da fantaserer jeg sommetider om at slå Elvis ned eller sende ham til en anden gård eller til slagteriet, da det er lidt vanskeligt at retfærdiggøre jeg bruger så mange penge på foder og hans velbefindende.

2 Steer.

Elvis slapper af med en kammerat


Selvom jeg har disse onde drømme tvivler jeg på, om jeg nogensinde vil kunne slå ham ned, fordi jeg på den mest velsignede måde har oplevet, hvordan kreaturer som ham virkelig har liv, ligesom jeg selv.

Elvis er ikke klar over det, og vil heller aldrig blive det, at han nu egentlig burde være på menuen i McDonalds og burde have et kort liv, da kun få stude oplever deres femårs fødselsdag, fordi bentøjet ikke er designet til at bære en så massiv vægt i alt for mange år. Der er kun få metoder til at behandle et så gigantisk og stærkt bæst, hvis han bliver syg. hvis det bliver tilfældet er jeg helt sikker på, at så er det slut. Det kan godt gøre mig ked af det, skønt jeg også kan se ironien idet. Han er nemlig fuldstændig komplet fløjtende ligeglad.


http://www.slate.com/id/2205131/pagenum/all/#p2

søndag den 28. december 2008

Hvordan Washington reddede Amerika

Hvordan Washington reddede Amerika

Vore problemer i dag er intet at regne mod de rædsler vort land har stået overfor førhen.



2008 vil ikke gå over i historien som et hædersår i Amerikas historie. Det har været, som dronning Elizabeth beskrev 1992, det år Diana-Charles blev skilt, et "annus horribilis." Det økonomiske kollaps hjemme, opstande i udlandet, og udsigten til arbejdsløshed bekymrer alt for mange familier.

Uanset hvor slemt vi tror vi har det - uanset hvor forfærdeligt vi tror det kan blive - er vore problemer kun nogle bagateller sammenlignet med de rædsler George Washington stod overfor i julen for 202 år siden.

Vi kender alle til, hvordan det gik de decemberdage, 25,26 i 1776. Washington krydsede den isfyldte Delaware River med sin lille hær og gik til angreb på den Hessiske lejsoldathær ved Trenton, New Jersey. Hans sejr var en vitaminindsprøjtning til en vigende sag og hjalp med til at sikre amerikansk uafhængighed.

Dette var skolebogsversionen. Den sande historie er lidt mere problematisk og langt mere skræmmende. Faktisk er der al mulig god grund til at tro, at uden Washington's små udflugter til landområderne i New Jersey (skete igen den 3. januar ved Princeton), da ville patrioternes sag være tabt og ideen om et uafhængigt Amerika, ville være blevet forsinket - om ikke endeligt ødelagt.

Der har aldrig være en så trøstesløs jul i Amerika som i denne frygtelige, tidlige vinter i 1776. Vinteren ved Valley Forge året efter var barsk, men nu var der grund til håb; den fransk/amerikanske alliance var ved at blive etableret og den omhyggelige træning og hjælp af Baron Von Stueben var ved at forvandle den ivrige uafhængige amerikanske soldat til en disciplineret og effektiv kampenhed.

Et sådant håb var ikke tilstede i patrioternes rækker mens de rystede af kulde i deres primitive lejr på Pennsylvaniasiden af Delaware River. 90% af hæren der havde kæmpet i New York den forrige sommer og efterår var faldet, fanget eller var deserteret, da de mente sagen var tabt. The Continentals havde kun kendt til nederlag og katastrofer. Washington var blevet udmanøvreret, omringet og strategisk rundbarberet ved alle lejligheder; Brooklyn Height, Harlem Heights, White Plains, Forts Washington og Lee (hvor 3000 Continentals overgav sig i stedet for flygte fra et fort der ikke kunne forsvares) disse steder var blevet et fiaskoens sørgelige klagesang for den amerikanske hær.

Den britiske øverstkommanderende, General Sir William Howe, optog forfølgelsen af Washington's smuldrende hær over det meste af New Jersey til begyndelsen af december da vinteren satte ind og Howe besluttede at vende tilbage til de mere behagelige rammer i New York og deltage i selskabeligheder der. The Continental Army - sultne, frysende og demoraliserede - befandt sig uden trøst i deres lejr og afventede det endelige angreb af briterne. Men at føre krig om vinteren dengang var yderst risikabelt. Howe troede han kendte indstillingen hos de mænd han kæmpede imod, og besluttede at om seks uger ville hæren alligevel være opløst.

Det så også ud til at resten af landet mente det samme. Patrioter i New York og New Jersey tog ivrigt imod General Howe's generøse tilbud om en benådning og flokkedes om det britiske flag. Af frygt for at blive taget til fange flygtede Kongressen fra Philadelphia til Baltimore. De satte Washington i spidsen for såvel de militære som civilie opgaver, og gjorde ham således til en de facto diktator. Ikke fordi der var noget at være diktator for. Washington selv mente at sagen var tabt da han skrev til sin fætter i midten af december: "Jeg tror at jagten snart er forbi."

Det kunne måske været rigtigt hvis det ikke var for to ting: Washington's nidære beslutning om at gå til angreb og så en indædt indpisker fra New England ved navn Thomas Paine.

Han var allerede kendt som en god politisk skribent, havde udgivet skriftet for uafhængighed Common Sense foråret samme år, og kunne nu se hæren gå i opløsning. Han skrev en række af essays, begyndende med The American Crisis, som hans særskilt henvendte til hæren, men som mest huskes for dens gribende indledning:
Dette er en en prøvelsernes tid for menneskesjælen. Soldaten kun af ord (oprindeligt- summer soldier) og patrioten i medvind (oprindeligt - sunshine) vil, i denne krise, afholde sig fra at tjene sit land, men derimod den der holder ud nu, fortjener kærligheden og taknemmeligheden fra mænd og kvinder. Tyranniet, ligesom Helvedet, overvindes ikke let; dog har vi denne fortrøstning i hjertet, at uanset, hvor hård kampen er, des mere ærværdig sejrens triumf.

Washington fik essayet oplæst for alle mand i hæren. Mange af de hårdt prøvede Continentals var muligvis ikke oplagt til den slags patriotisme som Paine fremførte, men ikke desto mindre opmuntrede det de amerikanere der stadig var trofaste overfor sagen i New Jersey og Pennsylvanien. Samtidig udgjorde det grundlaget til den politiske begejstring der fandt sted efter Trenton.

Howe havde etableret en forsyningslejr ved New Brunswick, New Jersey, og opretholdt kommunikationslinjerne ved at skabe en 500 miles lang række at udposter mellem Hackensack og hans forsyningdepoter. To af disse udposter - Trenton og Princeton - var nu målet for Washingtons planer. Som den uforbederlige spiller han var (han var en eminent Wist spiller), forberedte Washington sig nu på det spil om nationens fremtid der forekom at være et horribelt ulige spil. Han planlagde at kæmpe "Krigen om posterne," ved at nedkæmpe de ikke tungt forsvarede britiske udposter og derved tvinge Howe til at indskrænke sine linjer og befri New Jersey for britiske tropper og de forhadede Hessiske lejetropper.

Washington havde knap 2400 regulære soldater i lejren, suppleret af 1900 militiamænd fra New Jersey. Hans første planlagte angreb betød at Delaware River skulle krydses og angrebet på Trenton skulle ske tidligt om morgenen den 26. december med tre kolonner fra hver deres retning. Ved at føre enhederne sammen ville han derpå bevæge sig mod Princeton og, hvis forholdene var til det, den britiske lejr ved New Brunswick.

Planen udviklede sig til en fiasko denne julenat da to af enhederne ikke var i stand til at krydse den isfyldte Delaware River. Kun ved de heroiske anstrengelser af det berømte Marblehead Regiment, der sad ved årerne og roede til total udmattelse lykkedes det Washington at få 2400 mand og to kanoner over floden. Men i stedet for nogle få timer tog turen hele natten. Først ved daggry kunne Washington begynde den langsomme og smertefulde tur mod Trenton. Da Washington's ukonventionelle, men meget effektive efterretningsstyrker havde givet ham et detaljeret overblik over Hessernes positioner - herunder, hvor vagterne var placeret - følte han sig overbevist om, at han stadig kunne opnå det overraskelsesmoment han så desperat behøvede for at felttoget skulle lykkes.

Det var en frygtelig march under de absolut værst tænkelige vejrforhold. Sne og slud fyg gennem hullerne i mændenes frakker, så de måtte svøbe tæpper om sig i forsøget på at holde sig blot nogenlunde varme. Det siges at man kunne følge hærens skridt ved at følge blodet fra de blødende fødder i sneen, da mange af mændende ikke havde nogen sko og havde svøbt klude om fødderne. Frostknuder og skader var almindelig hos soldaterne. To døde af udmattelse. Washington pressede på.

De nåede Trenton ca. kl. 8.00, overvandt hurtigt vagterne og gik ind i byen. Hesserne fik ikke en chance og det hele var overstået i løbet af nogle minutter. Washington fik sin sejr og tonsvis af velsignede forsyninger, sammen med 900 fanger. Dog var resten af hæren stadig på Pennsylvania siden og Washington blev tvunget til tilbagetrækning. Han vidste at angrebet på Trenton ville vække briternes vrede, så den 30. december krydsede han igen Delaware og gjorde klar til briternes angreb på Trenton ved Assunpink Creek, hvor han havde opført en meget stærk forsvarsposition.

Under alt dette havde briterne under General Cornwallis haft det frygteligt, idet de var blevet generet af de nu pludseligt opildnede militiamænd fra New Jersey, opildnet af Washington's spektakulære sejr et par dage tidligere ved Trenton. Cornwallis lod 1600 mand blive i Princeton og tog afsted til Trenton for at knuse Washington, men guerillataktikken hos militsen forsinkede ham i betragtelig grad. Det var næsten mørkt før hans 5500 mænd var nået de 11 miles fra Princeton til Assunpink Creek, og Cornwallis havde således kun mulighed for tre nyttesløse angreb på de amerikanske brystværn. Cornwallis indstillede slaget og regnede med at afslutte kampen mod Continentals dagen efter.

Washington ville det anderledes. Idet han efterlod et par hundrede mand for at vedligeholde lejrbålene, så briterne troede han stadig var i Trenton marcherede hans 6000 mand hele vejen rundt om den britiske hær og Princeton var faldet om morgenen.

Til at begynde med gik kampen dårligt for amerikanerne. Washington havde igen opdelt sine styrker og den ene fløj af hans hær løb direkte ind i en kolonne af briter som var på vej for at støtte Cornwallis ved Trenton. Efter en hård kamp begyndte amerikanerne at trække sig tilbage i forvirring. Washington kom til undsætning med forstærkninger, red direkte ind i den britiske spærreild og med kuglerne fløjtende i luften rundt om sig råbte han, efter hvad der berettedes, til sine mænd:

Stil Jer sammen med mig, i tapre gutter, vi vil snart have gjort kål på dem!

Mændene, der var ved at trække sig tilbage, standsede og hele kontingentet mosede nu fremover for at afskære briterne. Derpå, rolig som en istap, førte Washington sine mænd til højdredragene ovenfor Morristown, hvor Howe nu kom til klarhed over, at hans energiske modstander nu kunne feje nedad og overvinde alle hans små udposter placeret ude i New Jersey landskabet. Tøvende efter tre nederlag på mindre end en uge, blev Howe tvunget til at trække sine tropper væk fra New Jersey.

Sejren ved Trenton ville have været tilstrækkelig til at gøre George Washington afholdt for evigt i amerikansk historie. Det var dog hans efterfølgende sejre ved Assunpink Creek og Princeton der forandrede krigens gang. De genantændte patrioternes glød og begejstring i kolonierne. Tilmeldingerne til hæren eksploderede. Ånden af patriotisme spredte sig over hele landet og kirkeklokker ringede fra New England til Georgia i glædesbimlen og erkendelse af sejrene.

14 dage før så det ud til at kampen om amerikansk uafhængighed var tabt. Der var meget lidt at fejre for Patrioterne denne jul. Men i begyndelsen af det nye år var hele krigens stemning ændret, og folket der kæmpede fik fornyet håb i denne højt værdsatte sag.

George Washington ville komme til at lide flere nederlag for briterne og andre kriser ville udfordre de tidligere kolonier i de kommende år. Der er dog ingen tvivl om at Washington's sejre i de aftagende dage i året 1776 skabte hans ry og genindsatte USA på den vej der førte til uafhængighed.

fredag den 26. december 2008

Den falske tro på fornuften

Den falske tro på den videnskabelige fornuft

Melanie Philipps

Det er en trosartikel (undtagen, selvfølgelig, blandt de der faktisk har en tro) at afsættelsen af Gud af sekularismens apostle har åbnet døren til en fornuftens tidsalder. At tro på Den Almægtige er nu vidt og bredt accepteret som et a priori bevis på primitiv dumhed.

Faktisk så lever vi i en meget ufornuftig tidsalder, hvor millioner sætter deres lid til sådant 'sludder og vrøvl' som astrologi, parapsykologi, hedenskab, heksekraft eller konspirationer mellem mørkets kræfter og så kræfter fra rummet. Alt sammen er med til at bevise sandheden af det gamle mundheld, at når man holder op med at tro på Gud så vil man tro på, - hvadsomhelst.

Ikke desto mindre er det næsten en trosartikel, at en religiøs tro er skadelig for fornuften, som forklaret og eksempliceret at den videnskabelige tanke. En sådan (over)tro kommer til udtryk i den næsten Gudlignende status der er kommet professor Richard Dawkins til dels - Ateismens Savonarola - på baggrund af hans aggressive påstand, at udviklingen forklarer livets oprindelse, og at enhver der tror, at Verden har en Skaber og der er en mening med livet burde sendes i eksil, altsammen forklaret udfra en intellektuel diskurs.

Meget interessant så har Dawkins, i løbet de seneste måneder, mødt sin ligemand i en bemærkelsesværdig matematikprofessor fra Oxford, ved navn John Lennox, der argumenterer for eksistensens af en skabende kraft på basis af videnskab - og viser, med sine videnskabelige termer, at Dawkins argumenter ikke holder overfor fornuftens.

I næste uge vil de to mødes i en debat fyldt med historiske genklange ved Oxford's Natural History Museum - det samme sted hvor Samuel Wilberforce, biskop i Oxford i 1860, forsøgte at hælde foragt udover Darwin's 'Arternes Oprindelse, kun for at blive latterliggjort af Darwin's bulldog T.H. Huxley. Jeg vil dog ikke sætte mine penge på, at det samme vil ske denne gang.

Den kendsgerning, at sekularismen har taget den religiøse fanatismes kendetegn til sig ved at antage dogmet om, at det er skadeligt for menneskets udvikling at have en Gudstro, og samtidig straffer dem som siger dem imod for at lægge låg over debatten, er undersøgt i en meget betimelig afhandling af Herbert London, præsident ved Hudson Institute, den indflydelsesrige amerikanske tænke tank.

Institutet stiller sig i frontlinjen for at kæmpe Amerikas kulturelle krige, hvorved det søger at forsvare den vestlige civilisations værdier mod angrebene fra de som forsøger at ødelægge dem. I sin bog America's Secular Challenge: The Rise of an New National Religion, argumenterer London for at sekularismens fremkomst har udhulet det vestlige samfund så meget, at det er blevet overladt yderst sårbart overfor den radikale Islams stigende indflydelse.

Religionens forfald siger han har givet fremgang for den moralske relativisme,der betragter alle trosretninger og principper som værende af lige værdi og lige sande under et relativ koncept. Dette har givet fremgang til multikulturalismen, der lader som om den fremmer ligerettighederne, men faktisk er forklædt som en slags kulturel og national selvforhånelse.


Der ligger også bagved den ide, at nationerne ikke har deres berettigelse eller har udlevet deres rolle og at alle verdens problemer kan løses af enhver på planeten, hvis de blot enes om at udnytte fornuftens selvfølgelighed, for at finde en løsning. Men ved at frarøve mennesket deres nationale identitet og evne til at tro på noget andet end den lære, at fornuften er uovertruffen, det er en alvorlig ufornuftig benægtelse af egeninteresse.

Ikke mindre irrationelt er overvurderingen af videnskab, der som London skriver, er blevet bortført og udnyttet af verdslige fundamentalister der ønsker at nedgøre religion ved at antage, at kun i videnskaben kan sandhederne findes.

Således er 'Videnskabismen' - som denne overvurdering kaldes - gået langt udover videnskabens evne til at forklare naturen der omgiver os og hævder at kunne fortælle os, hvordan livet begyndte. Den antagelse, at videnskaben er i stand til at kunne give os en fuldstændig teoretisk kundskab er i sig selv videnskabelig fundamentalistisk.

Videnskab stiller flere spørgsmål end den kan besvare. Des mere videnskaben graver i verdens mysterier for os, des mere mystisk bliver den. Som mange videnskabsmænd, der også er religiøse demonstrerer, er der ingen iboende konflikt mellem religion og videnskab.

Dogmet om at videnskab giver svaret på ethvert spørgsmål og således overflødiggør religion har ført til at morallovene og moralkodekset fra judaismen og kristendommen er i forfald, netop de ting der understøtter Det Vestlige Samfund.

Dette tab af kulturel nerve har skabt en ufrivillig hemmelig forståelse mellem de mest nidkære sekularister og Islamisterne, der har erklæret krig mod vestens civilisation, og som tror - helt korrekt - at et verdsligt vesten ikke vil være i stand til at stå dem imod.

Videnskab, fornuften og søgen efter sandhed er tæt forbundet med vestens religiøse traditioner. Hvis de traditioner ikke forsvares indefra mod truslen udefra vil det være den måde Vesten tabte på.

onsdag den 24. december 2008

EU-flaget og Sarkozy

Nicolas Sarkozy går til angreb mod at Tjekkiet nægter at hejse EU-flaget.

Nicolas Sarkozy har igangsat en diplomatisk krise ved at angribe den tjekkiske præsident for at ikke at ville hejse EU-flaget på Slottet i Prag og kalde det "sårende og utilbørligt"  16.12.08

Bruno Waterfield. 

Den franske præsident står, sammen med føderalister fra Europaparlamentet,  i en bitter strid med Vaclav Klaus, den tjekkiske præsident og EU-skeptiker.

Medlemmer af EU-Parlamentet herunder præsidenten for Parlamentet, Hans Georg Poettering var årsag til en diplomatisk hændelse for ti dage siden efter man krævede, under forhandlinger i Prag, der ikke foregik i den bedste stemning,  at hr. Klaus hejste EU-flaget ved sin residens. 

"Det var sårende, det var utilbørligt at betragte, at flagene blev taget ned fra offentlige bygninger," sagde præsident Sarkozy, nuværende leder af den seks måneders rotations præsidentskabsordning som han i januar  skal overlade til den Tjekkiske Republik.

"Hr. Poettering kan regne med den franske præsidents fulde støtte."

Karel Schwarzenberg, Tjekkiets udenrigsminister, tog til genmæle fordi den diplomatiske ordkkrig mellem Paris og Prag truede med at overskygge en glidende overgang af EU-præsidenskabet.

"Der er ingen lov der forpligter den Tjekkiske Republik til at hejse EU-flaget over Slottet i prag. Slottet i prag er et symbol på Tjekkiet og ikke EU," sagde han.

"Det er ikke passende at en anden nations leder kritiserer Tjekkiets præsident, når det drejer sig om flag."

I en udtalelse fra præsident Klaus's kontor udtales:  "Slottet er et symbol på Tjekkiets styreform. Der er ingen grund til at lave om på denne historiske tradition."

Episoden eksploderede da en delegation fra EU-Parlamentet meget sarkastisk præsenterede hr. Klaus for det 12 stjernede flag under et besøg den 5. december, idet de vidste han havde afvist at flage over Slottet i Prag. 

Vaclav Klaus blev i særdeleshed vred da Daniel Cohn-Bendit, en tidligere radikal fra studenteroprøret i 1968, og den franske-tyske leder af de Grønne i EU-Parlamentet sagde til præsident Klaus: "Jeg er ligeglad med deres meninger."

Hr. Klaus svarede: "Dette er dog utroligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende." (Se denne artikel her på bloggen)

Nigel Farage, lederen af Storbritanniens Independence Party sammenlignede kravet om brug af EU-flaget med den opførsel som Nazityskland og Sovjetunionen, begge diktaturer, benyttede da de havde besat Prag og dets Slot tilbage i tiden.

"Den måde som Cohn-Bendit krævede, at præsident Klaus hejste EU-flaget over sit Slot kunne meget let have været udført af en tysk embedsmand for over 70 år siden eller af en sovjettisk embedsmand for 20 år siden," sagde Farage.

"Der er ingen tvivl om, at de mener Buckingham Palace også burde bruge EU-flaget for at indikere hvem der bestemmer."

http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/france/3796547/Nicolas-Sarkozy-attacks-Czech-refusal-to-fly-EU-flag.html


mandag den 22. december 2008

Brev til en ung slægtning



Brev til en ung slægtning

Kære Danny!

Jeg skriver til dig for at bede dig genoverveje din beslutning om ikke at melde dig til din skoles skakklub. I det store spil betyder det selvfølgelig ikke noget, om du melder dig eller ej, men det betyder temmelig meget, hvorfor du vælger om du vil melde dig eller ej.

Da jeg gik i gymnasiet var jeg på tennisholdet. Jeg er sikker på fyrene på baseball-, basketball- og fodboldholdene så ned på os. Vi var ligeglade. Vi elskede at spille tennis og det må være det der gælder. Fordelen var også, at nu da jeg er 68 da spiller jeg stadig tennis hver weekend. Hvor mange af mine klassekammerater tror du stadig spiller baseball, fodbold og basketball?

Det værste ved at være på din alder er .... nuvel, at være på din alder. At blive voksen er hårdt arbejde også for de såkaldt seje børn. Ligeså fulde af selvtillid de kan forekomme at være så er de inderst inde klar over, at de ikke kan klare alt. Uanset hvor dygtige til idræt de er, da ved de, at de der er et par år ældre end dem selv er meget bedre. Uanset hvor seje de lader som om de er, da ved de, at de der lidt ældre kan feje gulvet med dem. Det er det der betyder noget i din alder. Alle har travlt med at overbevise hinanden om, hvor voksne de er og hvilke pokkers farlige karle de er.

Det der gælder er at være sig selv, at have modet til at være sig selv. For et par år siden fortalte min kusines søn, Charley, der dengang var 12 eller 13, at de havde haft et præsident prøvevalg i hans klasse. Han fortalte, at af de 30 børn, havde de 27 stemt på John Kerry, to havde stemt på Ralph Nader og en havde stemt på George Bush. Min kusines familie der er meget venstreorienteret bor i et yderst venstreorienteret samfund nord for San Francisco, så 'valgresultatet' overraskede mig ikke. Selvom jeg vidste at Charley var en af de 27 der stemte på John Kerry da fortalte jeg ham dog, at jeg forventede at eleven der havde stemt på Bush ville det gå godt. Han spurgte, hvorfor? Jeg forklarede at det intet havde at gøre med politik. Hvis det havde foregået i en anden skole, i en anden by kunne stemmetallene meget nemt have været 27 for Bush, to til Nader og en til Kerry, og da ville jeg have haft samme forventning til den unge der stemte på Kerry. Det forekom mig så selvfølgeligt, at med al det pres som Charley's venstreorienterede lærer og hans ligeledes venstreorienterede klassekammerater udøvede da ville ethvert barn, der havde modet til at gå imod oddsene og tendensen nå langt i livet. Ydermere ville han være en man kunne regne med som en ægte ven, det var jeg overbevist om.

Nu er du teenager og jeg kan kun huske alt for tydeligt, at alt dengang var sort og hvidt, liv eller død. Det nytter ikke at vi voksne fortæller dig, at om kort tid vil alt det du anser som værende meget vigtigt, de kammerater du holder af og de som du er skrækslagne for, være noget du vil glemme ligeså hurtigt, som det du fik til frokost sidste tirsdag. Når alt dette er sagt så er det nu på tide at du overvejer hvilken person du vil vokse op som. Vil du være som et får, der blot falder ind i rækken af de andre får, eller vil du være en person med rygrad og hjerne der kan tænke selv?

Derfor behøver du ikke melde dig til skakklubben. Det bestemmer du helt selv. Men hvis du virkelig ønsker at melde dig, men ikke gør det fordi nogle af de andre elever har bestemt, at det ikke er sejt at spille skak, da vil du snart opdage at du har fået en vane der kan blive virkelig svær at bryde, og det kan vise sig at være måske for sent.

Efter min mening er en bangebuks ikke nogen der spiller skak, en bangebuks er en der ikke spiller skak fordi han lytter til andre - andre der ikke er kloge nok til at vide, hvordan en springer bevæger sig - og som hævder at kun tøsedrenge spiller skak.

Held og lykke

Kærligst

Onkel Burt

lørdag den 20. december 2008

Så skoen passer!

Arabere: Så skoen passer!

Victor Sharpe

I den arabiske verden er det at vise nogen sin skosål tegn på den dybeste afsky, og at kaste sin sko er endnu værre.

Den irakiske journalist Muntadhar al-Zeidi, der blev bortført af arabiske terrorister sidste år, valgte at vise sit 'mod' ved at kaste sine sko mod Præsident Bush under den amerikanske præsidents farvelbesøg i Irak og mens han talte ved en pressekonference med irak's premierminister Nouri al-Maliki. ""Dette er et farvelkys, din hund," råbte hr. Zeidi på arabisk da han kastede skoene.

Arabiske palæstinensiske journalister i Ramallah havde en konkurrence om, hvem der ville være modig nok til at kaste deres sko mod udenrigsminister Condoleezza Rice, en anden udsendig fra USA, der er meget lidt afholdt i den arabiske verden. Skønt fr. Rice har gjort sig store anstrengelser for at udtrykke sig sjælfuldt, selvom det undertiden har været helt grotesk misforstået med sammenligninger mellem palæastinenserne og de sorte under borgerrettighedskampene i Amerika, så foragter de hende alligevel. Måske skyldes det hun er kvinde og i Islam skal man ikke tage en kvinde alt for alvorligt og slet ikke en kvindelig amerikansk politiker.

Selvfølgelig er disse arabiske journalister fuldstændig klar over, at de aldrig ville turde kaste en sko eller noget andet mod en arabisk diktator, tyran, emir eller konge. Hvis de gjorde ville de med garanti få en særlig ubehagelig straf, der uden tvivl ville indbefatte smertefulde amputationer af forskellige kropsdele. Det er derfor Muntadhar al-Zeidi er en kujon, for han vidste meget præcist at han kunne fornærme en leder fra Vesten straffrit.

Jeg kan komme i tanke om tidligere begivenheder der involverer sko i Islams verden. For nogle år siden besøgte den ægyptiske udenrigsminister, Ahmed Maher, den muslimske Waqf kontrollerede Al Aqsa Moske i Jerusalem da en byge af gamle sko, støvler og sandaler regnede ned over ham.

Sådan kan sko også benyttes, i FN af Khruscheff
Maher blev 'reddet' fra de oprørte palæstinensiske arabiske gudsdyrkere af en israelsk sikkerhedsdeling, mens to palæstinensiske sikkerhedshold stod passive, da skoene regnede ned. Måske var de for angste for at konfrontere den barfodede pøbel. Under alle omstændigheder rapporterede en ubekræftet kilde, at den ægyptiske udenrigsminister var blevet lige så meget overvundet af bygen af sko, som af den frygtelige hørm der pludselig gennemtængte moskeen.

Udenrigsministeren blev ført til Hadassah Hospitalet hvor israelske læger behandlede ham og gav ham sød te og massevis af dejligt duftende blomster for at berolige hans nerver og klare hans lugtesans. Endnu en ubekræftet kilde meddelte at udenrigsministeren anklagede palæstinenserne for at "opføre sig som skiderikker."

En ægyptiske embedsmand der bad om at være anonym beskyldte Yasser Arafat, der dengang var leder for palæstinenserne, for optøjerne fordi udenrigsminister Maher ikke havde foretaget den obligatoriske pilgrimstur til terroristens bunker i Ramallah. Arafat besluttede i et vredsudbrud, at det nu var tid til at skifte sko og beordrede hans altid beredte betalte pøbel at benytte det våben der var dem nærmest; derfor kaskaden af gamle sko.

Cairo havde mistanke om, at de to palæstnensiske sikkerhedshold måske havde forhåndskendskab til skobombardementet og havde modtaget ordre om ikke at gribe ind. Måske, værre endnu, frygten var, at Arafat havde misten kontrollen over al-Aqsa Moskeen til muslimske ekstremister der betragtede deres sejr som fod i hose.

Hele udfaldet af denne skofadæse var en nærmest panisk delegation af palæstinensiske embedsmænd der pilede afsted til Cairo, hvor det lykkedes dem, rent metaforisk at kaste sig ned for fødderne af den ægyptiske diktator Hosni Mubarrak.

Åbenbart var Mubarrak opbragt over at han havde sendt sin udenrigsminister Ahmed Maher for at hjælpe med til at forene de uenige og kværulerende palæstinensiske terrorgrupper i deres kamp med Israel, men som blot lod Maher modtage i en spærreild af assorteret fodtøj sammen med voldelige forbandelser.

Måske var den eneste forsonende kendsgerning for Maher det, at ulig den britiske muslim Richard Reid's sko, der var fyldt med sprængstof, da var fodtøjet hos al-Aqsa oprørerne ikke af den eksplosive type.

Mange i de arabiske medier har haft ønske om at sparke disse arabere ud af deres midte som, ifølge Gubran Tweini der skrev i Libanon's An Nahar avis, "går ind for afvisning, ekstremisme og radikalisme." Disse kloge arabiske mediefolk forkastede nødvendigvis ikke en sådan ekstrem opførsel, men snarere indså de, at en sådan opførsel blot ikke ser godt ud i den internationale presse.

Tweini beskrev den palæstinensiske hobs opførsel ved al-Aqsa som "højdepunktet af arabisk dårlig opførsel." Formodentlig ville spark ikke have forsonet oprørerne i Tweini's optik.

Tweini gjorde sig til talsmand for at "hvad der skete med Ægyptens udenrigsminister, Ahmed Maher, mindede om historien om de tarvelige indbyrdes forhold mellem arabere. Disse hævdede han havde base i "konspirationer, læggen fælder ud, benytte hære til at undertrykke folk, beskytte regimer og invadere en nabo - ligesom Saddam Hussein's invasion af Kuwait 'en stor dåd,' der bragte den arabiske tidlsalder til kollaps og øelæggelse."

Gubran Tweini's fodslæbende sjosken førte ham uundgåeligt til at indse at mottoet ' hvis skoen sidder godt, så gå med den' bestemmer arabernes opførsel. Man kan dog kun håbe på, at araberne en gang i fremtiden ville komme til at gå i takt med resten af den civiliserede verden.

Som en afslutning, hvem kan glemme den britiske borger Richard Reid, konverteret til Islam, der med sine størrelse 45 sko mente at han skulle bruge dem til at sprænge sig selv og dusinvis af uskyldige passagerer i luften den 22. december 2001 på flyveturen fra Paris til Miami.

Reid forsøgte at tænde en lunte der var forbundet til plastiksprængstoffet i skoen. Han blev overvundet og fastholdt af passagerere på den flyvetur og anholdt. Den 30. januar 2003 hævdede Reid at være medlem af et ægte al-Queda terrornetværk, der havde afgivet troskabsløfte til Osama bin laden, Islam og Allah, og erklærede sig som en fjende af USA.

Lige siden har passagerer der flyver indenrigs- og internationalt måtte tage skoene af mens de går gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnene før de går ombord i deres fly.

Det kan være bekosteligt at anskaffe sig et våben. Selvom der ikke er pengemangel i den rige arabiske olieverden er det undertiden de gammelkendte våben, som sko der benyttes.

Richard Reid, Muntadhar al-Zeidi og den arabiske pøbel der overhældte Ahmed Maher med ders sko ved Al-Aqsa beviser blot at der skal meget lidt, ja blot et snørebånd, til at antænde den arabiske verden voldeligt.


Victor Sharpe is a freelance writer and the author of Politicide: The attempted murder of the Jewish state.

torsdag den 18. december 2008

Da jeg var dreng..!

Grunden til at Amerika er i dårligere stand end før ..
Dennis Prager

Den dag dommen over O.J. Simpson blev fældet sagde jeg til min teenagesøn, "David, jeg beklager at jeg overlader et ringere Amerika til dig, end det land min fader overlod mig.

Desværre har jeg stadig den opfattelse.


Med den vigtige undtagelse af racediskrimination - som allerede var ved at afgå ved en naturlig død, da jeg var ung - er det vanskeligt at finde et vigtigt område, hvor Amerika er blevet betragteligt bedre, end da jeg var dreng. Til gengæld kan jeg komme i tanke om mange ting, hvor livskvaliteten er blevet ringere. Da jeg var dreng var Amerika et mere frit samfund end i dag. Hvis amerikanerne havde fået at vide, omfanget og antallet af love, der ville blive vedtaget for at regulere deres ytringsfrihed og opførsel indenfor blot en generation da ville de være sikre på, at de stod midt i et diktatur, ikke i Frihedens Land. Arbejdende mennesker, for blot at nævne et eksempel, kan langt mindre tale frit og naturligt. Hvert ord, gestus, mimik, endog din kalender med billeder kan nu overvåges, dersom en kollega føler sig fornærmet og anklager dig for seksuel forulempelse eller for at du skaber et dårligt "arbejdsklima" eller for at være racistisk, religøst eller etnisk nærtagende eller 'ufølsom' overfor andres seksuelle orientering.

Alle arbejdsgivere i Californien har nu fået forbud, gennem lovgivning, mod at fyre en mand der skifter til dametøj på arbejdet. Selvfølgelig kan ingen kollega sige til en sådan person, "Hej Jack, hvorfor har du ikke kjole på derhjemme og mænds arbejdstøj på arbejde?" En arbejdsgiver der interviewer en mulig medarbejder må ikke stille det naturlige sprøgsmål blandt mennesker: "Er du Gift?. Har du børn?. Hvor gammel er du?" Det kan ikke vare længe før. "Hvordan har du det?" også vil blive forbudt, hvis nogen mener det er diskriminerende, hvis det nu viser sig de ikke er raske.

Da jeg var dreng, da ragede det ikke arbejdsgiveren, hvad folk lavede derhjemme. I dag nægter firmaerne og bystyrerne at ansætte, og kan afskedige arbejdere, uanset hvor kompetente eller sunde de er, dersom de ryger derhjemme. Sarasota, Florida, det seneste eksempel på en by, der invaderer folks privatliv, ville ikke ansætte Winston Churchill, Franklin Roosevelt eller John F. Kennedy, hvis de søgte om et job.

Da jeg var dreng, 7 år gammel, fløj jeg alene fra New York til min tante og onkel i Miami, og også retur. Jeg steg ombord på flyet alene og steg alene af flyet. Det var ikke nødvendigt med papirer fra mine forældre. Der skulle ikke betales ekstra gebyr til luftfartsselskabet. Jeg havde ansvaret for mig selv. Hvis jeg var løbet bort eller var blevet kidnappet, da ville ingen kunne lægge sag an mod flyselskabet. I dag er frygten for et sagsanlæg en altoverskyggende faktor for livet i Amerika.

Da jeg var dreng løb jeg efter pigerne i frikvarteret, spillede stikbold (hvor man skal kaste mod hinanden for at ramme) gik på line og sad på vippe. I dag har flere og flere skoler ingen frikvarter; har sløjfet stikbold, hvis nogen nu skulle føle sig mindre værd, hvis de må udgå af spillet. Man ringer til politiet for at afhøre, nogle gange endda, arrestere skoleelever, der i kådhed rører ved en pige. Det at gå på line og sidde på vippe er næsten glemt, af frygt for sagsanlæg, hvis et barn nu skulle komme til skade.


Da jeg var dreng var jeg omgivet af voksne mænd. I dag er de fleste amerikanske drenge og piger ikke i kontakt med nogen voksen mand i løbet af skoledagen. Deres lærere og rektorer er højst sandsynligt kvinder. Hvis, som det ofte er tilfældet, der ikke er nogen far i hjemmet (ikke kun på grund af skilsmisser, men også fordi "familieretterne" har tilladt mange fraskilte mødre, at fædrene ikke må have del i børnenes liv), kommer drenge næsten aldrig i kontakt med den vigtigste gruppe af personer i deres opvækst - voksne mænd. Det nuværende fravær af mænd i drenges liv er ikke kun hidtil uhørt i amerikansk historie, det er muligvis ikke set før i historien.


Da jeg var dreng havde vi voksne omkring os, der var stolte over at være voksne. Til at skelne dem fra vores kammerater kaldte vi disse voksne Hr. og Fru og Frk. eller med deres stillingsbetegnelser "Doktor, Præst, Rabbi, Fader." Det var ikke noget der skadede os, og vi havde ikke noget imod det. At have voksne omkring sig, der var stolte over at være voksne, og ikke opførte sig som de stadig var børn, det gav os sikkerhed (tillige med noget at se frem til mens vi voksede op). I dag er børn omringet af kammerater, nogen gange en del ældre end dem selv, og det hele tiden.

Da jeg var dreng var formålet med amerikanske historiebøger at undervise i Amerikas historie. I dag er formålet i de fleste amerikanske historiebøger at gøre minoriteter og kvinder stolte over dem selv. Som et resultat er amerikanske børn berøvet den glæde de kan føle ved at være amerikanere (for ikke at nævne frarøvelsen af historisk sandhed). De opfordres til at være stolte over alle andre identiteter end amerikanere---afro-amerikanere, hispanics, asiaster, lesbiske, bøsser.

Da jeg var teeagedreng var det at kysse en pige, for ikke at nævne at røre hendes lår eller bryst (dog kun udenpå tøjet) simpelthen det højest opnåelige. De flest af os turde kun drømme om den dag, senere i livet, når oralsex kunne tillades (et udtryk de fleste af os aldrig havde hørt om). Men vi var selvfølgelig heller ikke opdraget af lærere og forældre der troede at "teenagere dyrker sex under alle omstændigheder." De fleste af os havde kun sjældent, eller aldrig, set en nøgen kvinde på billeder (de 'frække billeder' vi kunne komme til at se viste aldrig "alt"), heller ikke på film eller i virkeligheden. Vi havde kort sagt lov til at være forholdsvis uskyldige. Selv uden seksualundervisning og lektioner i at lære at sætte kondom på, da var det kun få af os der gjorde en pige gravid.


Da jeg var dreng, havde de to separate soveværelser i "Lucy Show" et for Lucy og et for Rick - og de var endda gift. I dag gennemsyres MTV og andre TV kanaler af seksuelle vrangforestillinger og snak, hvor det hele faktisk er uden kærlighed, og selvfølgelig uden for ægteskabet.

Da jeg var dreng klædte folk sig pænt på når de gik til en baseball kamp, når de skulle til læge, og ud at rejse. I dag sker det knap når de skal i kirke. Da jeg var dreng var Time og Newsweek godt skrevet og havde kun lidt opmærksomhed på fotos og illustrationer. I dag er disse tidsskrifter ofte at sammenligne med tegneserier for voksne. De er fyldt med store illustrationer og fotos, og de fremstiller nyhederne med udtryk som "Tabere og Vindere" og "Hvem er på vej op, og hvem er på vej ned." Og da jeg var dreng ville det have være ubegribeligt for Time at støtte noget som helst, ikke engang det træ, der brugtes til at plante flaget på Iwo Jima af Marinekorpset.


Nu kunne man tro, at disse er de samme argumenter som alle tidligere generationer har udtrykt ---"ja, da jeg var dreng..." Men i Amerika er det ikke tilfældet. I Amerika havde de ældre generationer tendens til at sige det modsatte---" Da jeg var barn, da var tingene meget værre."

Kan vi komme tilbage til mit Amerika fra min ungdom? Nej. Kan vi komme tilbage til de bedste værdier fra dengang? Ja, men ikke hvis Kongressen, Senatet, Højesteretten fører landet endnu mere til venstre. Hvis det sker da vil mange af de ting jeg har nævnt blive sat i endnu mere system: Flere love der indskrænker "fornærmende" tale vil blive indført; processernes antal vil øges og anklageadvokater vil få mere magt; det amerikanske militær vil blive mindre værdsat; træer vil langsomt erstatte flaget som vor mest ærefulde symbol; skolerne vil undervise endnu mindre mens de koncentrerer sig endnu mere om forskellighed, seksualitet og om miljøet; teenagesex vil blive accepteret i endnu højere grad; Amerikansk identitet vil forsætte med at blive erstattet af etnisk, racemæssig, kønsbestemt eller "verdensborger" identitet, og Statens magt vil blive endnu større da magten hos den enkelte uundgåeligt smuldrer. Det er svært at tro at de fleste amerikanere virkelig ønsker denne udvikling.


onsdag den 17. december 2008

Lægerapport om tortur ??

Psykiaternes rapport om tortur: En problematisk sag


Hvorfor spurgte pressen ikke Physicians for Human Rights om, hvorfor det meste af deres udsagn om tortur udført af amerikanere var så svagt?



Bob Owens

På trods af påstande, ganske ukritisk gentaget, i nogle medier, da viser de medicinske undersøgelser af 11 tidligere tilbageholdte, i US militærfængsler i Irak, Afghanistan og Cuba, udført af Physicians for Human Rights (PHR) ikke nogen helt åbenlyse og klare eksempler på mishandling af fanger. Istedet tilbyder PHR ensidige beretninger, for det meste, på baggrund af beskyldninger af de tidligere tilbageholdte, til en organisation med en klar og veldefineret politisk målsætning, og økonomisk støttet, delvist af Bush administrationens modstander og også dømte skurke som George Soros og hans gruppe Open Society Institute.

Af de elleve tidligere tilbageholdte der er blevet interviewet af PHR, var de otte blevet fanget, mishandlet og såret i kamp umiddelbart før de blev taget til fange af US tropper, således er det vanskeligt at afgøre om skaderne, der er dokumenteret ved de fysiske undersøgelser var resultatet af hændelser før eller om de er fremkommet efter de blev overført til amerikansk varetægt. To af de otte fanger blev samlet op og afhørt af lokale styrker, et stykke tid efter de var løsladt fra US fangenskabet, men før de blev undersøgt, derved kan muligheden for, at mishandlinger har fundet sted før PHR's fysiske som psykologiske undersøgelser ikke udelukkes.
Seks fanger have psykologiske traumer eller havde psykiatriske diagnoser før fangenskabet hos US styrkerne, heraf havde den ene forsøgt selvmord to gange. Adskillige af fangerne der hævdede, at de fysiske problemer var et resultat af mishandling, kunne ikke understøttes af undersøgelserne, herunder havde den ene fange hævdet, at han havde fået et hjerteanfald som senere tests ikke kunne finde bevis på, og en anden gav skylden for dårligt stramt tøj som årsag til at hans kønsdele var opsvulmede. En havde ikke været ude for noget der med rimelig kunne beskrives som tortur, han havde kun været udsat for krænkende sprog og en forsinkelse i medicinsk behandling.
Mens mishandling af fanger og tortur har fundet sted i krigen mod terror og er blevet dokumenteret til fulde, da var PHR's rapport ikke et øjenvidne dokument og indeholdt fejl, forvirrende beskyldninger og gentagne anklager der ikke kunne understøttes af de indsamlede beviser. På trods af, hvordan det er blevet fremstillet i medierne, er PHR's beretning så langt fra et objektiv eller endeligt dokument, som selv rapportens forfattere undertiden er blevet tvunget til at indrømme:
Det er muligt, at beskyldningerne om tortur og dårlig behandling fremført af de tidligere fanger er afstedkommet af erindringsfejl og/eller bevidst overdrivelse eller fortegnelser af personlige og/eller politiske mål. PHR kunne ikke af sig selv undersøge og bekræfte alle udtalelserne fremført af de tidligere fanger i rapporten, ejheller bedømme rigtigheden af fangernes historier. På grund af logisktiske og sikkerhedshensyn var PHR ikke i stand til at indhente 1) Bedømmelse fra nogen af de tidligere fangers familiemedlemmer vedrørende deres -før-tilfangetagelsen- helbred og funktionsevne, eller 2) tidligere medicinske rapporter for at bekræfte tidligere forløb. Hvor det var muligt forsøgte PHR at bedømme de tidligere fangers beskyldninger sammenholdt med eksterne kilders. Den medicinske beretning af eet individ og den uafhængige medicinske vurdering af en anden tidligere fanges blev brugt til at bedømme deres historiers sandfærdighed. Kilder fra medierne og offentliggjorte US regeringsundersøgelser om beskyldninger om mishandling af fanger blev brugt til at bedømme beretningerne fra to andre tidligere fanger.
De der vurderede havde intet medicinsk udgangspunkt for at vide, om nogen af de 11 fanger havde haft problemer enten før de blev holdt som fanger i amerikansk varetægt, eller om de havde det bagefter. I stedet havde de en uafhængig -efter- fængslingen medicinsk evaluering af en enkelt fange, og fængselets medicinske historie på en anden fange. Uden noget -før- fængslingen udgangspunkt er beskyldningerne fra fangerne blot lidt mere end eftersnak, der ukritisk offentliggøres af en officiel forsvarsgruppe.
De individuelle sager har mange datasammenfald, der peger mod mishandling og måske endda tortur, men sådanne konklusioner er ikke endelige, som en gennemgang af de individuelle sager afslører.
“Kamal”
Taget til fange i sit hjem i spetember 2003, sendt til Abu Ghraib, torteret til november 2004, overført til en fængsels telt by, og hævder at fået et hjertetilfælde der ikke blev behandler (en påstand som tests ikke støtter). Løsladt i juni 2004. Igen taget i varetægt af irakisk politi i januar 2005, i denne varetægt blev han ikke torteret, men nogle gange blev han nægtet vand, mad eller adgang til toilet under fængselsopholdet. Han blev også fornærmet verbalt af fangevogterne. Han blev løsladt anden gang i oktober 2006. Fysiske vidnesbyrd er "overensstemmende" med beskyldningerne, men ikke på nogen måde et endegyldigt bevis på tortur. Der er heller ikke vidnesbyrd der indikerer, at arrene fra sår er kommet som et resultat af hændelser under fangenskabet, og ikke fra de mere end 40 års livsforløb. Psykologiske prøver afslører depression, PTSD (Posttraumatisk Stresstilstand), ængstelse, mv. Der er ingen test af hans påståede tab af hørelse.
“Hafez”
Fanget i november 2003, skønt midt i 50'erne blev han sendt til Abu Ghraib i syv måneder hvor han blev udsat for tortur. At venner var blevet dræbt af amerikanerne under Gulfkrigen i 1991 Havde gjort ham "oprigtigt ked ad det", måske givet ham et motiv til at overdrive eller forfalske sin vidneforklaring. Han blev såret i 1998 ved en bombesprængning han deltog i vendt mod amerikansk militær, hvilket, for anden gang, gav ham grund til at bære nag (sidenotits: Tidsskemaet for hans sår var under perioden "No Fly Zone War," hvor koalitionens fly typisk skød mod antiluftskyts batterier og radar stationer, herved gøres hans påstand om ikke at have deltaget i militærtjeneste angribeligt). Han påstår, at soldater plyndrede hans hjem for penge og værdier, men kan ikke bevise det. Endnu engang var de fysiske vidnesbyrd i "overensstemmelse" med hans påstand om tortur, men ikke endegyldige. Han påstod også, at ved at være iført dårligt siddende tøj fik han opsvulmede kønsdele. Undersøgernes analyse indrømmer, at de ikke var i stand til at afgøre om hans psykologiske problemer kunne henføres til hans fængselsophold, om han havde lidt af disse før, eller om disse problemer var resultat af faktorer efter fængselsopholdet.
“Laith”
Han blev arresteret oktober 2003, sendt til Abu Ghraib og løsladt i juni 2004. Som værende midt fyrrerne tjente han i militæret og blev såret i kamp mod Iran i 1980'erne. Han påstår han blev torteret de første 35-40 dage i fangenskabet. Han fik konstateret sukkersyge mens han var i Abu Ghraib og får medicinsk behandling. Endnu engang er de fysiske beviser i "overensstemmelse" med hans påstande, men ikke endegyldige. Mærkværdigvis påstår han ikke, at han blev voldtaget, men der er tegn i endetarmen der stemmer med en sådan hændelse. Han påstod at han blev brændt med cigaretter på brystet, men ingen ar forefindes. Der er tegn på andre udefinerede fysiske beviser der ikke han henføres til hans arrestation og fængselsophold, men disse sår, og hvorledes de helt præcist holdes adskilt af undersøgeren, fra fængselstidens sår, forklares ikke. Psykologiske tests peger på PTSD og alvorlig depression, i sammenhæng med et overdrevet alkoholmisbrug. Undersøgerne peger kraftigt på, at hans fysiske og psykologiske symptomer viser han er blevet voldtaget, endskønt han fortsætter med at benægte det.
“Yasser”
Midt i fyrrerne, blev arresteret, tilbageholdt og mishandlet i 1990'erne af irakiske styrker. Han påstår, at han ikke lider af nogen fysiske eller psykologiske skader fra sit syv måneders fængselsophold, dog hævder han at have en ikke nærmere navngiven skade før sin arrestation, som ikke blev behandlet. Han formoder, at kun den sidste tilbageholdelse af US. styrker i Abu Ghraib, efter arrestationen i 2003, er årsag til hans permanente skade. Han hævder han blev transporteret af en "tank" efter arrestationen, men da USA ikke har tanks, der kan passe med den beskrivelse af transporten han beskriver, henviser han øjensynligt til en Bradley IFV. Han blev frigivet i februar 2004 og har tydelige ar, som efter elektriske stød, men undersøgeren kan ikke give bevis på, at dette skete under hans varetægt hos US styrker eller om de stammer fra hans syv måneders fængselsophold under Saddam æraen. Han henviser til adskillige voldshandlinger med voldtægter, men en kort undersøgelse viser ikke fysiske beviser der stemmer overens med denne anklage. Psykologiske prøver viser tegn på depression, PTSD, og andre symptomer forbundet hermed.
“Morad”
Sidst i 50'erne, arresteret september 2003, tilbageholdt i 10 måneder og løsladt i juli 2004. Fysisk overlast ikke så udpræget som hos andre klagere, snarere psykologiske overgreb. Han blev behandlet med insulin (øjensynlig lidende af sukkersyge) under sin indespærring efter at have oplyst fangevogterne om sin tilstand. Råt sprog og forsinket medicinsk behandling lader til at være hans eneste klagepunkter. Med baggrund i hans relative fysiske som psykologiske velbefindende, kan jeg ikke se, hvorfor han er med i rapporten om påstået tortur.
“Rahman”
Fanget i oktober 2003, tilbageholdt i Abu Ghraib og løsladt i maj 2004. Først i 40'erne. Påstår han kom til afhøring hos myndighederne i 1989 og 1994 under Saddam Hussein's styre, men benægter nogen form for mishandling under disse forhør. Han påstår hans tortur er forskellig fra de andre klageres ved at der var tale om brug af nedsænkninger i koldt vand og at koldt vand blev kastet over ham sammen med slag og spark, der åbenbart var almindeligt forekomende hos de interviewede mænd. Han blev "bortført" af Irakisk hemmeligt polti og tilbageholdt i 18 dage i sommeren 2006, men nægter at tale om denne hændelse. De to tidligere indespærringer og tilbagehodelsen af det hemmelige polti, som han nægter at tale om, gør det endnu engang vanskeligt at finde ægte bevis på fysisk som psykologisk mishandling, ligesom det er svært at pege på under, hvilken af hans fire tilbageholdelser overgrebene skulle være sket.
“Amir”
Han blev arresteret i august 2003 og i fængsel til januar 2005. Påstande om fysisk mishandling herunder tvunget til løb i tilgift med mere typiske påstande som at blive slået, sidde i stressstillinger og høje lyde. Han blev overført til Abu Ghraib i september 2003, hvor han led under fysisk såvel som seksuel mishandling. Overført til Camp Bucca i juli 2004, hvor han blev dårligt behandlet og blev løsladt i november 2004 efter at være ført tilbage til Abu Ghraib i to dage før løsladelsen. Dette stemmer ikke med tidligere påstand om løsladelsen i januar 2005. Mente Physiscians for Human Rights forfatterne to måneder, eller to dage i Abu Ghraib før løsladelsen? Hvis rapporten havde været tilstrækkeligt gennemlæst (eller gennemkontrolleret) ville en sådan uoverernsstemmelse sandsynligvis være opdaget før offentliggørelsen. Fysiske og psykologiske undersøgelser afslørede skader "overensstemmende" med hans påstande.
Fangelejren Camp Bucca, Irak
“Haydar”
Hævder at være fanget af henholdvis Taliban, afghanske styrker og US miltær i Afghanistan i oktober og november 2001. Han blev holdt fanget i såvel Kandahar som Guantanamo til midt i 2004. Han led af adskillige psykologiske problemer før sin tilbageholdelse og forsøgte selvmord to gange før han tog til Afghanistan. Rapporten beskriver øjensynligt aflusningsprocedurer ved ankomsten til Kandahar, men forklarer ikke at det var en almindelig helbredsprocedure snarere end tortur. Undersøgeren beskriver to gange at en finger blev stukket op i endetarmen ved ankomsten til Kandahar og Guantanamo. Dette er åbenbart en del af en medicinsk undersøgelse for nyankomne i søgen efter ulovlige stoffer. Rapporten er uklar her. Han fastslår at blev mishandlet og truet med hunde kort efter ankomsten og hævder han en gang blev pebersprayet, selvom han ikke kan forklare hvorfor. Han mishandlede sig selv ved at slå sit hoved mod celledøren og blev medicineret med Zoloft. Ved løsladelsen i sit hjemland blev han "afhørt yderst grundigt" af det lokale politi, men siger han ikke blev mishandlet af dem. En fysisk undersøgelser viser, at han mangler tænder der kan passe med de slag han siger han blev udsat for, og fysiske ar, som han hævder kommer fra mishandling. En fuldstændig kropsundersøgelse udført af International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRTC) "afslører ingen beviser på unormaliteter."
“Adeel”
Fanget i Pakistan af pakistanske soldater i maj 2002, tilbageholdt af Pakistans Efterretningsenheder i et sikkert hus, og påstår han ikke blev mishandlet af dem. Han blev sendt til Baghram og senere til Guantanamo og blev løsladt i efteråret 2006. Endnu engang, indslusningen, herunder en gennemgribende undersøgelse af kroppen, som er almindeligt i alle fængsler, beskrev han som mishandling, også fællesbadningen. Tortur og mishandling, skulle være konstant iført lænker, slag, ydmygelser og høj musik. Han nægter at opgive detaljer, men hævder at "nogen rørte ved ham på en ydmygende måde" under en overførsel mellem fængsler, hvilket sandsynligvis er en beskrivelse af den almindelige søgen efter ulovlige stoffer. Fysisk led han af peforerede trommehinder og betændelse og andre indikationer på dårlig hygiejne og begrænset bevægelsesfrihed sammen med en ikke nærmere diagnostificeret misfarvning af huden.


“Youssef”
Tilbageholdt ved grænsen til Pakistan sent i 2001 eller tidligt 2002. Mishandlet i et pakistansk fængsel før overførslen til Kandahar og Guantanamo. Løsladt i november 2003. Hævder fysisk mishandling i form af slag i Kandahar og elektrostød ved at blive skubbet mod en generator ved en lejlighed. Han blev holdt i Camp X i Guantanamo, hvor han hævder at være blevet slået på grund af små overtrædelser, men led ikke permanent skade. Under opholdet i Camp X rapporterede han ikke om gennembankninger, men blev udsat for meget høje temperatuer og høj musik. Han beskyldte lejrens psykolog for krænkelse af patient/doktor relationen, da afhøringsofficererne brugte hans bekymring over savnet af familien mod ham efter han havde betroet sine følelser i den henseende med psykologen. Fysiske vidnesbyrd om mishandling var minimale, og han indrømmede, at en del psykologisk fortvivlelse fandtes.

“Rasheed”

Fanget i Afghanistan i november 2001, indespærret i Bagham, Kandahar og Guantanamo før sin løsladelse i efteråret 2006. Konverteret til Islam og tidligere anholdt med mistanke om terrorhandlinger i sit hjemland, og var blevet slået. Han fik lov til at forlade fængslet på den eneste betingelse at han ville blive udvist fra sit hjemland. Han hævder at have været flygtning i månedsvis før landet han boede i, lod ham føre til Afghanistan. Han hævder han blev fanget af banditter og solgt til den Nordlige Alliance som fange. Han siger han blev slået og fik en operation mod sin vilje (senere påvist at være en brok, udført af personlale i Guantanamo). Efter overførslen til Guantanamo benytter han simulerede psykologiske symptomer for at undgå fortsat mishandling, men anstrengelsen fører kun til at han blev kraftigt medicineret. Han hævder han stadig blev slået i mere end 300 tilfælde i Guantanamo. Som noget særligt blandt de undersøgte forsynede "Rasheed" Physicians for Human Rights med en kopi af hans 1200 sider Guantanamo lægerapport der indikerede hans tidligere voldsomme brug af alkohol og stoffer og en beretning om psykiatriske problemer i familiens historie. Undersøgelse af hans muskulator og knogler, som rapporteret af PHR, viste ikke udprægede vedvarende skader, som man burde forvente en almindelig person kunne fremvise efter at have gennemgået 300 gennembankninger.
Physicians for Human Rights fortsætter i deres rapport at komme med andre beskyldninger og påstande, men når man tager i betragtning at disse konklusioner er baseret på påstande og anklager der kan sættes spørgsmålstegn ved, og er politisk begrundede da var yderligere gennemsyn uden mening.

http://pajamasmedia.com/blog/author/bobowens/

mandag den 15. december 2008

Ondskabens skæbne!


Al Queda kan imødese samme skæbne som andre forbrydere

Dr. Laina Farhat-Holzman

Da USA blev angrebet 11.09.2001 hørte de fleste amerikanere om al Queda og Osama bin Laden for første gang. Mange eksperter i Mellemøstlige anliggender (også jeg) forudsagde, at vil ville blive konfronteret med denne degenerede bevægelse i de næste 50 år.

Jeg har skiftet mening - som alle kloge fremtidsforskere skal gøre når deres forudsigelser ikke har taget hensyn til uforudsete hændelser. Begivenhederne viser sig sjældent at være så slemme som vi frygter eller så gode som vi kunne håbe. De kan stadig få held til et angreb mod os, men de er ingen skræmmende fjende.

Historisk set undervurderer vi amerikanere fjenden indtil det tidspunkt, hvor han slår til - og så overvurderer vi dem kraftigt. Japan forekom at være en 'Gigant' efter deres overraskende angreb på Pearl Harbor, hvor størstedelen af vor Stillehavsflåde blev udslettet. Der var vist ingen der troede på, at Japan havde styrke til faktisk at erobre mægtige USA og besætte os; men de fik så sandelig vist de eurpæiske kolonimagter at de kunne indtage deres landområder og erstatte dem med deres eget afskyelige styre. Japan må have været klar over, at vi var for mægtige at overvinde, men hvis de hurtigt kunne få overtaget i Stillehavet ville vi sandsynligvis have bedt om en våbenhvile. Det skete ikke, og Japan løb tør for olie, militær udstyr og civilbefolkningens støtte før vi gjorde; de blev stegt i deres eget fedt. Japan forekom ikke længere at være som en 'Gigant'.

Nazisterne forekom at uovervindelige i deres blitzkrieg over hele Europa. Hurtighed og militær effektivitet kunne måske have givet dem et 'ondskabens imperium,' hvis det ikke var for to fejltagelser: Ikke at invadere England og forsøget på at indtage Sovjetunionen. Hitler's militærstrategier syntes at være fremragende - men i virkeligheden var de det modsatte. Hitler tog ikke Winston Churchills stædighed i betragtning, amerikanernes beslutsomhed (han hånede dem for at være dovne) og russernes hårdførhed, hvis diktaturstyre var ligeså hensynsløst som hans eget. Vi, som var forundret over Tyskland tog ikke i betragtning, at de kun ville efterlade fjender i deres kølvand - vi indså heller ikke at deres fanatiske intolerance ville fordrive deres klogeste videnskabsfolk - tilfældigvis jøder. Der kunne ikke komme et tusindsårsrige.

Sovjetunionen virkede forfærdelig skræmmende under Den Kolde Krig. Deres befolkning og satelitlandene blev holdt i meget kort snor med frygt og undertrykkelse. De var i besiddelse af et atomarsenal på størrelse med vores - rigeligt til at udslette enhver i en total krig. De havde støtte i nationer rundt omkring på jorden, der var ligeså modbydelige som vores støtte nationer -Tredje Verdens diktaturer der eksisterede gennem økonomisk støtte fra Sovjet og Amerika. Og hvad skete der så? Sovjetimperiet faldt sammen i 1991 - som alle, på nær een, ekspert i Sovjetstudier ikke formåede at forudse. En af mine gode venner (Finne) plejede at kalde dem "Det Osmanniske Imperium med Missiller." Han havde ret. De havde ældre krumryggede damer med kortskaftede koste til af feje gaderne - men satte pengene i militæret. Vi kunne klare såvel våben som smør - det kunne de ikke.

Læren af Vietnamkrigen

Så, hvad er sket med al Queda og de andre islamister, der drømte om en verden der skulle erobres og herskes over af Islam af et fromt kalifat? Det begyndte med de begejstrede muslimske hjerter over hele jorden, der frydede sig over at betragte USA og Europa der var taget som gidsler. De frembragte en tilsyneladende endeløs strøm af beslutsomme unge mænd, der var villige til at blive selvmordsbombere. Vi fik at vide, at rekrutteringsmaterialet var uden ende, men det passede ikke. Nu er de ved at rekruttere piger - eller de psykisk syge eller handicappede. De kæmper indbyrdes, og de gør samme muslimske masser, de troede de kunne få over på deres side, til deres fjender. De er ved at lære det som japanerne og tyskerne kom til at lære: At de vækkede en sovende kæmpe, og at vi ikke stikker halen mellem benene som vi gjorde i Vietnam eller Libanon. Over hele verden, også i de muslimske lande, bliver de jaget og henrettet.

Ondskab er i bund og grund tåbelighed og vil medføre sin egen opløsning. Terror virker ikke når du ikke lader dig terorrisere.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.607/pub_detail.asp

lørdag den 13. december 2008

Mexicos Revolution. Hjalp den?

Mexicos Revolution og dens følger

Allan Wall

En nation og et folk har behov for at kunne være fælles om deres historiske erfaringer, det Abramham Lincoln kaldte "erindringens mystiske akkorder." Årlige mærkedage for nationale begivenheder hjælper til at styrke en nations historiske identitet.

.
I Mexico har Revolutionsdagen den 20. november en sådan samfundsmæssig betydning.

Den Mexikanske Revolution begyndte den 20. november 1910 med et oprør mod diktatoren Porfirio Diaz, der havde været ved magten i årevis, og derpå gav afkald på magten og forlod landet i 1911.

Men Porfirio Diaz's abdikation medførte ikke en æra med fred og velstand. Så langt fra.
Francisco I Madero, der indledte revolutionen og blev præsident blev overvundet af Victoriano Huerta, der igen blev overvundet af en koalition, der efterfølgende blev opdelt i fraktioner der så igen bekrigede hinanden.

De to mest farverige revolutionsledere var Pancho Villa, "Kentauren fra Nord" og Emiliano Zapata, lederen af "Befrielseshæren fra Syd." De havde også så afgjort den største indflydelse på udformningen af den kollektive mexikanske identitet.

Pancho Villa blev slået i 1915 ved Celaya af Alvaro Obregon i det største slag under Revolutionen.

Efter Carranza/Obregon fraktionen havde triumferet over Villa/Zapata alliancen blev en ny forfatning indført under Caranza's ledelse i 1917. Den er stadig i brug, dog er der indført mange tilføjelser.

En interessant lille trivialitet er, at den Mexikanske Revolution var den første krig noget sted, hvor et fly smed en bombe mod et skib i slaget ved Topolobampo i 1913.

Udenlandske magter intervenerede også i krigen. Tyskland støttede Huerta og senere forsøgte de at få en aftale med Carranza.

USA støttede Pancho Villa, men skiftede holdning og støttede derpå Carranza. Som gengældelse igangsatte "Kentaur fra Nord" et angreb mod Columbus, New Mexico. Dette angreb medførte at Pershings Straffeekspedition gik ind i den nordlige del af Mexico, den første militære opration fra USA, der havde støtte af luftvåben i slaget. På Mexico's østkyst besatte US militær kortvarigt havnebyen Veracruz.

Den Mexikanske Revolution æres hvert år i november, og mexikanske skoler underviser i vigtigheden af den. Den er en vigtig del af den mexikanske identitet.

PRI (Institutional Revolutionary Party), der herskede i lang tid, hyldede den Mexikanske Revolution netop fordi den fraktion vandt Revolutionen, og blev organiseret som et politisk parti, der med tiden blev kendt som netop PRI.

Som titlen antyder (Institutional + Revolutionary) lyder måske det som en mærkelig modsætning. Det betyder imidlertid at, PRI opfatter sig som en arvtager af den Mexikanske Revolution og vil fortsætte med at yde bidrag til folkets kamp for retfærdighed.

Men tiden har forandret sig. PRI er ikke længere magthavende. Ydermere, i de senere år, har nogle mexikanere kritiseret Revolutionen for ikke at have levet op til det den hævdede. Fra højrefløjen er den blevet undsagt, og fra venstrefløjen for ikke at have gået langt nok.

De mexikanske revolutionære repræsenterede forskellige interesser og ideologier. Zapata's hovedkamp var at rette op på konfiskationen af privat ejendom i sin region. Når det gælder Pancho Villa, er det ikke helt klart, hvad der var hans ideologi.

Opfattelsen af Porfirio Diaz, som altid er blevet gjort nederdrægtig, er blevet noget forbedret. Hans tiltag indbefattede økonomisk udvikling, en lav kriminalitetsrate og en peso der havde samme værdi som et pund sterling.

Madero var for det meste enig i Diaz's poltik, men han mente, at den gamle diktator havde haft magten for længe. Selv i dag må mexikanske kongresmedlemmer og senatorer ikke havde flere perioder. Er det en fornuftig politik? Noge siger nej, og ønsker at ændre det. Ved at tillade, at de mexikanske lovgivere kan genvælges vil det kunne gøre dem mere ansvarlige overfor vælgerne.

Der er nogle der har gået så langt som at forkaste den Mexikanske Revolution og alt den medførte. Den mexikanske lærde Sergio Sarmiento kalder Revolutionen en "monumental fiasko" der "ødelagde et regime med fattigdom, ulighed og autoritarisme" men som også "opbyggede et andet styre med fattigdom, ulighed og autoritarisme."

I 2007 offentliggjorde Macario Schettino en bog med titlen Cien Anos de Confusion (Hundrede år med forvirring). Schettino vurderer at på trods af, at Revolutionen er blevet hædret meget, har det tyvende århundredes Mexico ikke udviklet sig videre succesfyldt fremfor andre latinamerikanske nationer, uanset om man betragter betingelsernes for økonomien, uddannelsen, sundhedssystymet eller den sociale tryghed. Med hensyn til Mexicos udvkling siger Schettino, at lignende fremskridt er sket i andre lande som ikke har oplevet en social revolution.

Som tiden går, kan man spørge om, hvor meget en sådan kritik kan ændre på det traditionelle hovedsynspunkt vedrørende den Mexikanske Revolution? Hvordan vil fremtidige generationer i Mexico betragte den æra, og hvilken lære kan man udlede for fremtiden?

Family Security Matters Contributing Editor Allan Wall is a MexiData.info columnist who resides in Mexico and teaches at a university. Allan's websiteis located athttp://www.allanwall.net/.



Related Posts with Thumbnails