Hvem tilhører egentlig Sydafrika?
Donald R. Morris’s indsigtsfulde store bog The Washing of the Spears: The Rise and Fall of the Zulu Nation, er en til alle tider PIG (Politically Incorrect Guide) til Zulu historien.
I bogen bemærker Morris, helt korrekt at Bantu, som Boerne, ikke var oprindelige folk i Sydafrika. De “sivede ned mod syd” fra et “sted i det grænseløse nord,” og som de europæiske bosættere benyttede de deres militærmagt til at få udskiftet Hottentotter, Buskmænd (hans antikverede terminologi) og hinanden gennem intern krigsførelse, borgerkrig.
Jo, i sandhed var der bitter blodsudgydelse på Bantu landområder et godt stykke tid før de hvide bosættere ankom til Sydafrika.
Vesterlændinge har kaldt det lille San folk i Sydafrika for “Buskmænd” for på folkloristisk vis at minde om deres uforlignelige evner til at finde vej og for deres delikate tegninger som de udsmykkede “åbne klippeflader” med.
San folket var jægere, men de var også blandt de som blev jaget, Ganske nådesløst. Boerne, Hottentotterne og sorte “jagede og slagtede Buskmænd for sportens skyld et godt stykke ind i det 19. århundrede.”
I “bogen der gør op med alle bøger om den tragiske konfrontation mellem assegai (langt spyd) og Gatling maskingeværet” nævner Morris at Cape Town’s grundlægger og Dutch East India Company embedsmanden J. A. Van Riebeeck, landede i Kaplandet i 1652, 500 miles syd for og 1000 miles vest for det nærmeste Bantu område. Andre protestanter fra Europa fulgte herefter. Hollandske landmænd, som vi kender, bosatte sig i Kapkolonien.
Ingen tvivl om at spørgsmålet om ejerskab var dybt bekymrende for det 19. århundredes Boere og pionerer, mens de forberedte sig på at flytte fra den britisk styrede Cape Colony og begive sig nordpå. Som følge heraf sendte de udforskningshold, spejdere ud med det formål at forhandle med de sorte høvdinge, der meget ofte handlede storsindet og tillod europæerne at bosætte sig i visse områder. Det som taler imod disse pionerer, Boere er at de var lige så barske som de indfødte og forhandlede med stor dygtighed og finesse.
Dog er narrativet om de landlige, oprindelige, halv-nomadiske indfødte der skulle være blevet fordrevet i det 17. århundrede fra deres land af et andet folk, dog med anden hudfarve, - ligeså forenklet som det er sentimentalt.
Da Boerne og Bantu endelig stødte sammen ved Sydafrikas Great Fish River var det et sammenstød af civilisationer. “Bantu betragtede landet som nedarvet land der tilhørte stammen, klanen. En høvding kunne fravige retten til bo i landet, men han kunne ikke fravige retten til selve landet.” Den europæiske tankegang kunne i det store og hele ikke fatte konceptet med kollektivt ejerskab, og “betragtede en overdragelse af land som en permanent udveksling af ægte ejendom.”
Som Morris observerer ganske faktabevidst, “Bantu synspunktet var en forsikring om europæisk indtrængen og det europæiske synspunkt var en forsikring om fremtidige stridigheder.”
Siden er Sydafrika gået over til “Bantu synspunktet.” Det er således måske uundgåeligt at det 21. århundredes hævd på land eller på “tilbagelevering” i Sydafrika ikke er domineret af individuelle arvemæssige ejere der gør krav på eksproprieret land med baggrund i nedskrevne skøder.
Snarere er det sådan at en gruppe af sorte der har planer om en særlig ejendom slår sig sammen som en “stamme,” og benytter skatteydernes midler som gruppens medlemmer har modtaget gratis med det formål at købe ‘okkuperet’ land.
Der går ikke længe før denne nyskabte forenede “stamme” (eller faktisk banditter) fremsætter en hævd hos the South African Department of Rural Development and Land Reform, som squatters (besættere) - undertiden i tusindvis - og flytter til for at ‘kolonisere landområdet. De tilsmudser jorden og grundvandet ved at bruge dette som en kæmpemæssig latrin, og terroriserer, endog dræber de mennesker og dyr som bor der i håbet om at gøre dem så utilpasse at de flytter fra det land de retmæssigt ejer.
.
Det seneste offer for denne guerilla krigsførelse er en vinbonde Stefan Smit der blev skudt ned på sin vingård i Stellenbosch i Western Cape.
Tilbage i tiden betragtede Shaka Zulu de europæiske klansmænd for at være de retmæssige ejere af the Cap Frontier, og nogle han kunne bruge for på diplomatisk vis at forhandle, hvis han ønskede at underlægge sig sine sorte brødre, Xhosa-Nguni stammerne ved de sydlige dele af hans imperium der grænsede op til Cape.
Og det lykkedes til overmål Shaka at underlægge sig sine brødre.
De hvides civilisation der skabtes syd for the Orange River mødte ikke den sorte civilisation inde i landet i ganske lang tid. Men i løbet af den tid, førte de sorte klaner ved kysten krig mod hinanden, frem og tilbage raserede de hinandens Kraals, bortførte kvæget og udslettede menneskene. Før konsolideringen af Zulu imperiet, søgte cirka 800 Naguni Bantu klaner en ‘plads i solen’ i Natal Regionen mellem bjergene og kysten . Hvor er disse ‘grænser’ i dag?
Særlig brutal var perioden der gik fra tidligt 1820’erne og kendt som Mfecane, “Knusningen.” Op til to millioner indfødte døde “i et årti der affolkede det der i dag er the Orange Free State.”
Denne dødshøst var delvist, men ikke udelukkende, en fejl af Shaka, der smadrede klanstrukturen i Natal —den herskende Zulu høvding var et uhyre af psykopatiske proportioner, der engang tilfredsstillede sin ‘videnskabelige nysgerrighed’ ved at dissekere 700 gravide kvinder.
Stammekrigene var årsag til masse udvandring, hvorved “ikke en eneste klan blev tilbage i et bælte 100 miles bredt syd for Tugela River; i et område der til overflod var med foretagsomme klaner. Tusinder af forladte Kraals er tilbage, mange af dem ligger i aske.”
Der skjulte sig nogle få tusind rædselsslagne indbyggere i bushen eller skovene i ynkelige grupper, enheder, og “kannibalismen blomstrede op” som den gjorde overalt hvor Kraal økonomien blev smadret i de stadige krige.
Jo, “kannibalismen” der for Bantu civilisation var noget afskyeligt, som hos os, blev almindelig og nåede det punkt, hvor hele klaner var afhængig af den for at kunne skaffe føde til den selv.”
Pøbel der flyttede sig hele tiden markerede deres “spor” med DNA rige menneskeknogler. Var der aldrig en pligt til at guddommeliggøre disse knogle til andre formål end ‘varseltagning - det vil sige fortære retfærdighed?
Nu om stunder får de hvide sydafrikanere at vide at de skal acceptere deres pligt til at opgive deres fædrene landområder, som de hævdes at have stjålet. Burde ikke slægtninge til kannibalerne, der fortærede deres sorte brødre også følge samme standard?
Buskmændene - Sydafrikas første nationer - er blevet udelukket af Botswana Bantu, de kan ikke gøre krav på deres fædrene landområdet i det centrale Kalahari. Hvor er den internationale forargelse? Og burde vi ikke diskutere de inter-racemæssige erstatninger?
Citations are in “Into The Cannibal’s Pot: Lessons From America From Post-Apartheid South Africa” by ilana mercer.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar