Trump er Toto der river forhænget ned
Hvis du husker Troldmanden fra Oz vil du også huske at Toto, Dorothys hund var den der trak tæppet fra, og afslørede at troldmanden bare varr en lille fyr der sad og betjente et lydorgel og masser af lys gimmicks for at narre folk til at tro han var mere magtfuld end han egentlig var. På samme måde afslører præsident Trump med drabet af Oassem Soleimani og alt det der er sket sidenhen, den fire årtier lange tilgang, behandlingen af Irans terrorisme og af Israel ved det udenrigspolitiske etablissement - ved vore præsident fra Jimmy Carter til nu og Kongressen - det hele var baseret på myter.
I de sidste 40 år har to narrativer været vejledende for amerikansk politik i Mellemøsten. De blev begge opfundet af Carter administrationen. Den ene vedrører Iran. Den anden vedrører Israel.
Begge narrative forkaster virkeligheden som basis for beslutninger i udenrigspoltik til fordel for at stikke sig blår i øjnene. I løbet af de sidste to måneder har præsident Trump forkastet og afvist dem begge. Hans modstandere er apoplektisk.
Hun indleder sin gennemgang med dengang U.S. ambassaden i Teheran blev overtaget af Iran i 1979 med 52 amerikanere som gidsler i 444 dage.
Hvis præsident Jimmy Carter havde indset at “de studerende” ikke var studerende, men soldater for Irans diktator Ayatollah Khomeini, så ville U.S. være tvunget til at kæmpe imod. Og Carter og hans rådgivere ønskede ikke det.
Så fremfor at indrømme sandheden, accepterede Carter den absurde fiktion spundet af regimet, at Khomeini var en uskyldig tilskuer, der, selvom han forsøgte, ikke kunne få en flok “studerende” i det centrale Teheran til at frigive gidslerne.
For at gøre Iran tilfreds, lod man Khomeini slippe af sted med det.
Khomeini og hans “Død over Amerika” råbende tilhængere forstod budskabet. De forstod, at Washington gav dem grønt lys til at angribe Amerika på moderate og, som Smith udtrykker det i “benægtende sandsynlige” doser. I det næste 40 år, har Iran holdt fast i sin aggression mod Amerika. Og fra Ronald Reagan til Barack Obama, har hver præsident siden Carter accepteret og været tro mod Carters beslutning om ikke at gøre Iran ansvarlig for agressionshandlinger og krig som det udførte mod Amerika gennem stedfortrædere.
Trump’s beslutning om at fjerne Soleimani sammen med Muhandis gjorde op med Carter administrationens narrativ.
Trump handler som Toto og afslører en elendig politik
Ved at fjerne Soleimani gjorde Trump det krystalklart at den blankocheck til aggression som de forrige seks præsidenter har givet Teheran nu er annulleret. Fra nu af vil regimet blive gjort ansvarlig for sine handlinger. Fra nu af vil US politikken mod Iran være med baggrund i virkeligheden og ikke eskapisme.
Den anden falske narrativ der har udgjort basen for US Mellemøst politik siden Carter er, at Israel og den såkaldt “besættelse” er ansvarlig for fraværet af fred i Mellemøsten.
Ligesom Reagan der vendte det blinde øje til Irans ansvar for terrorangrebene, som dets stedfortrædere udførte mod the United States - herunder bombningen af US Ambassaden i Beirut i april 1983, og bombningen af Marines forlægningerne i Beirut i november 1983 - og dermed i bund og grund accepterede Carters anti-Israel narrative der gav Israel skylden for den manglende fred i Mellemøsten.
Clinton administrationerne og Bush administrationerne fulgte samme mønster som den bedrageriske Carter politik der gav Israel hele skylden for problemerne i regionen.
Obama, gik naturligvis fuldt ind for det.
Den kendsgerning at Carter narrativet var selvindlysende latterlig og destabiliserende gjorde intet indtryk på disse administrationer. PLO’s aggression og nægtelse af enten at undsige terrorismen eller acceptere Israels ret til at eksistere blev fejet til side som irrelevant og uvelkommen information. Israel's dybfølte indrømmelser for fred blev lagt i skuffen, latterliggjort og glemt. Med Pompeo’s ord, “Det er vigtigt vi siger sandheden når kendsgerningerne viser hvad den er. Og det er det vi har gjort.”
Glick forklarer, hvorfor det at Trump ikke følger ‘de falske fortællinger’ således har foruroliget udenrigsetablissementet - “en utilgivelig transgression” med hendes ord. Han forkastede og erstattede deres “kollektive visdom” med virkelighedsbaseret politik, der faktisk kunne, ulig deres, fungere. Eftermælet efter dem er en askedynge. “Alle deres protester, alle deres indviklede analyser og deres titler som tidligere embedsmænd vil miste deres glans og markedsværdi.”
Jeg opfordrer dig til at læse hele artiklen. Den er detaljerig og meget overbevisende.
Min online ven “The Infamous Ignatz” er enig med mig i at Click har ramt sømmet lige på hovedet, herunder hendes forklaring om den gift der er rettet mod præsidenten og hans følgere:
Det drejer sig om at han ikke falder for deres idiotiske fantasiverden med politiske selvbedrag. Han tager jakken på og går sin egen vej på legepladsen og ikke deres. Og deres valg er enten at trampe fornærmet i jorden, mens han går forbi dem, eller være med i spillet og blive slået, fordi der ikke længere spilles på deres hjemmebane. Diss hundreder af år med uundgåelig tiggeri er pludselig truet, og det lige før det skulle lykkes for dem, og truet af dette mærkeligt talende kryb, med det mærkelig hår som de kun kunne lide fordi han var stinkende rig.
Og det de virkelig var rædselsslagne over, hvad nu hvis man skulle indse at Trump kan gøre det ingen andre kan? Jo, Trump er brillant med det han gør, og jo han kan ikke erstattes. Men vi misforstår grundigt det der sker hvis vi mener hans succes ikke kan fortsætte efter han har forladt scenen.
Den faktiske udfordring som venstrefløjen ser mere tydeligt end højrefløjen er at Trumps komplekse idiosynkratier og stil dækker over en simpel sandhed; erklære venstrefløjens shibboleths (sort snak) så meget forkvaklet maskerade som alfestøv og deres mystik og mere vigtigt deres politiske fordel fordufter! Trump viser at Republikanerne har VALGT at spille på the Dems skøve bane i 100 år og altid har måttet gå linen ud for at opnå blot en smule. Naturligvis er det sket så længe af de fleste GOPs (republikanere) som forkælede børn nægter at gøre det rigtige og handle som voksne.Men forhænget er flået til side og kommer nok ikke op igen - derfor den megen hylen.
Trump er ikke Mussolini eller Hitler. Han er heller ikke Abe Lincoln eller Daniel der står for dom. Donald Trump er Toto.
Præsidentens handlinger i den seneste tid er også et slag i ansigtet til disse udenrigspolitiske klogeåger der falskeligt hævder præsident mangler enhver strategi for Mellemøsten. (Det mener de fordi han ikke lader sig overtale af deres tåbeligheder). Conrad Black forklarede, hvor forkert de har fat med at fremme den påstand. Han beskriver i detaljer de tiltag præsidenten har taget til nu og bemærker at blandt de nye ‘tegn’ på tavlen er at vi nu er netto eksportør af energi, et vigtigt skridt i at vi kan tillade os at forsvare vore interesser i den region uden konstant at være ‘brandmænd’ klar til at intervenere. Han konkluderer:
Iran kan hyle og skrige og true alt det de vil, men selv dets forkvaklede teokrati må nu erkende at den ‘gratis frokost’ med forsoning i Washington er forbi. Det burde være tydeligt for enhver at the United States ikke kunne gribe ind med 400 specialtropper mellem den tyrkiske hær og PKK militsen.
Egypten og Saudi Arabien kan tydeliggøre at palæstinenserne kan få en autonom stat, hvis de gør op med deres vold, og accepterer Israels ret til at eksistere som en jødisk stat, lange grænserne fra 2001 Taba samtalerne med en snæver Vestbredden og et mere omfattende Gaza Stribe for palæstinenserne og en korridor mellem dem.
Syrien og Irak burde i sidste instans omformes til en løs konfederation af i store træk autonome zoner, herunder Kurdistan. Den indre stabilitet og integritet fra udefrakommende til dette arrangement kunne sponseres af Tyrkiet, Rusland, the United States, Egypten, Saudi Arabien og et respektabelt regime i Iran når et sådant dukker op.
I store træk er det den retning administrationen går, og det er en følsom vej. Democrats vil tabe stort ved at holde fast ved Obamas grønne lys til Iran om at få lov til at have atomvåben seks år fra nu, med Obamas $150 milliarder bonus til at fremme terrorisme og slå amerikanere ihjel. Det var en frygtelig aftale og ingen burde savne den.
Præsidenten har beordret ved Executive Order yderligere økonomiske sanktioner mod Iran, der allerede vånder sig under indførelsen af de tidligere sanktioner og den voldsomme uro interne i befolkningen der er vrede over at deres penge bruges til at fremme jihad aktioner i hele regionen.
Nu har Iran så indrømmet at man skød et ukrainsk passagerfly ned. Hvorfor kan jeg ikke sig med sikkerhed, dog synes mangel på kompetence ikke være en sandsynlig årsag. Det kunne være en bestræbelse på at afholde mullaherne fra at bøje sig for U.S. presset for at indgå fred. Hvorfor de indrømmede deres skyld - der var så rigelige beviser på at det var dem der stod bag. Og som Tom Maguire bemærker:
Jeg er forundret over, at Iran's erkender sit ansvar for nedskydningen af passagerflyet. De har åbenbart forsøgt at fremprovokere en udenrigspolitisk krise for at aflede opmærksomheden fra de hjemlige uroligheder, besværligheder.
I Iran, truede en debat om, hvor meget skyld regering har for at ødelægge den nationale solidaritet der fulgte med landets konflikt med the United States. Mange iranere sagde at deres vrede over den manglende ansvarlighed på højeste niveau i regeringen hurtigt er vendt tilbage.
Imidlertid var de i fastlåst. Et andet mål for Iran er at præsenteres sig for det internationale samfund som den mere troværdig og ansvarlige forhandler vis a vis Trump. At skyde et passagerfly ned hjælper ikke, men det at lade som om man ingen skyld har er endnu værre.
Der er så sandelig ingen mangel på rådne æbler i bunden af den trillebør præsidenten netop har væltet.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar