Carters eftermæle - han mistede overblikket

Andrea Widburg

Jimmy Carter, den 39. præsident for the United States, der opnåede en periode fra januar 1977 til januar 1981 er død i en alder af 100 år. Han var den første præsidentkandidat jeg ikke stemte på. Jeg vil altid være taknemmelig for at min stemme ikke hjalp ham til at vinde, for han var ikke en god præsident. Så meget af den uro, tumult der præger verden i dag begyndte med Carter som præsident.

Jeg voksede op i en Democrat familie, og vi ville så gerne holde af Carter. Ikke desto mindre, da hans periode sluttede var mine forældre særdeles forbeholdne over for ham, brød sig ikke om ham. Det gjorde de ret i, fordi nogle af hans beslutninger var skrækkelige og havde frygtelige konsekvenser for Amerika:

Han benådede de som ikke ville være soldater, der undlod at møde op til indkaldelsen, hvilket min far, veteran fra to krige, fandt var utilgiveligt.

Han forærede Panama Kanalen bort. Nu da Kine har fodfæste i Latinamerika er deres tilstedeværelse en trussel mod vor handel og nationale sikkerhed. 

Image: Jimmy Carter (public domain).

Han oprettede the Department of Education, (uddannelsesministeriet), som min far, selv lærer, med det samme, erkendte ville være en spændetrøje og katastrofe, der ikke ville løfte lærerne op, men medføre dårligere undervisning. Far havde ret. 

Han stod for inflation, stagflation, og energikrisen. Sidstnævnte blev en følge af hans politik, men selvom det ikke havde været sådan, så skete disse økonomiske kriser på hans vagt, og han sad i suppedasen.

Han var en ubehagelig, gnaven person, hvis blotte tilstedeværelse var uheldig for Amerika. Amerikanerne brød sig ikke om hans moraliseren fra Det Hvide Hus. Selve hans personlighed var definitionen af at føle sig utilpas.

Hans Hvide Hus var dybt præget af ineffektivitet. Den smule jeg husker tydeligst var den elendige translatør under en vigtig konference i Polen, der fik Carter til “begære” det polske folk og “hoppe af fra Amerika.

Sovjetunionen invaderede Afghanistan på Carters vagt, hvilket mine forældre mente var et tydeligt tegn på Carters svaghed. De havde nok ret. Sovjet ville ikke have gjort det med en stærkere person i Det Hvide Hus. På kort sigt blev krigen et hængedynd der hjalp med til at Sovjetunionen faldt sammen. På lang sigt, gav det fremgang for Taliban der har medført så meget død og ødelæggelse til Amerika. 

Han foranstaltede at Ayatollahs fik magt i Iran. Hans svaghed førte til angrebet på the U.S. Embassy og den svaghed han derpå udviste resulterede i en gidselkrise der varede 444 dag, og den katastrofale redningsmission. Vi har lige siden været plaget af Mullaher og de er ansvarlige for utallige dødsfald i Iran, og i verden, herunder døde amerikanere.

Carters svaghed over for Ayatollaherne igangsatte den islamiske ekstremisme. Alt det vi kan se i dag i den muslimske verden - Iran, Det Muslimske Broderskab, Taliban, Houthierne, Hezbollah, Hamas mv. modnedes alle under Carters vagt. Igen det hele var ikke hans fejl, men hans svaghed var en slags gødning.

Carter blev generelt anset for at være en "vendekåbe" (“waffler,”) en uden vision eller fasthed, Et familiemedlem der var ingeniør forklarede at Carters oplæring som ingeniør lod ham have fokus på detaljer, selvom hans personlighed var overbevist om at han havde overblik. Hver gang en detalje ændrede sige, så ændrede han sin politik for at tilpasse den. Det er uden tvivl meget fint for en ingeniør, men ikke en verdensleder.

På plussiden var Carter mægler ved the Camp David Accords mellem Israel og Egypten, der holdt ved i lang tid. Imidlertid sporede min far (en virkelig klog mand) Carters spirende antisemitisme, der kom i fuldt flor efter han forlod Det Hvide Hus. Selv Jonathan Greenblatt, den venstreorienterede leder af the ADL, kunne ikke tolerere Carters fjendskab over vor Israel, noget der kun kan skyldes jødehad.

Også efter han havde forladt Det Hvide Hus var der ikke en eneste korrupt leder han ikke mødtes med. Hvorfor? Aner det ikke. Men jeg bryder mig ikke om ham på grund af det.

I sidste ende levede Carter  personligt et pænt, ordentligt liv (han havde samme hustru i næsten 80 år, han gik i kirke etc.), men han overlod the United States og verden i en meget værre tilstand end da han trådte til. 

https://www.americanthinker.com/blog/2024/12/former_president_jimmy_carter_dead_at_100.html