Goderne ved umage venskaber

 Goderne ved umage venskaber

Jonny Thomson

Jeg arbejdede engang sammen med en mand ved navn Dave.

Dave var en gammeldags Cockney-fyr. Han strøg håret tilbage som Elvis og havde stemmen som en mand, der kunne lide at ryge.

Da jeg først flyttede ind på et kontor med Dave, var det fantastisk. Når man vokser op uden telefon i East End i London med en lokal pub to døre længere nede, lærer man at spinde en historie. Og Dave kunne forvandle en gammeldags to-minutters anekdote til et timelangt drama værdigt til NPR.

Men det, jeg nød inden for underholdning, betalte jeg for i form af service. Fordi Dave også var en gammeldags Cockney Luddite.

"Jonny, makker," sagde han, "kan du fortælle mig, hvordan jeg logger ind på dette nye intranet?"

Jeg kendte alle Daves adgangskoder.

"JT! JT! Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det på denne måde i stedet?"

Jeg var til Daves begravelse sidst på året, men - hvis jeg skal være ærlig - havde vi mistet kontakten længe før det. Nogle venskaber afhænger af tid og sted. Men jeg savner ham. Jeg savner den måde, han bandede alt for højt på i høfligt selskab, hvordan han altid var klar til en fredagsdrink, og hvordan hans adgangskoder var hans børnebørns navne. Men jeg savner også at kende Daves. Jeg savner at have venner - rigtige venner - som ikke var på samme alder og i samme livsfase som mig.

Denne uge ser vi på venskaber på tværs af generationer.

Den manglende vertikale tråd

I 1960'erne argumenterede den britiske filosof og polyhistoriker Michael Polanyi for, at der findes to slags viden: tavs og eksplicit. Eksplicit viden er alt det, man kan tale om, skrive om og forklare. Jeg kan fortælle dig om vandets kredsløb, du kan fortælle mig, hvordan man laver røræg, og Dave kunne fortælle mig om sin opvækst i Hackney. Tavs viden er det, man ved, men ikke kan forklare. Hvorfor hader du jazz? Hvordan kan man se, om nogen ser lusket ud? Kan du fortælle mig, hvordan man cykler?

I denne uges Mini Philosophy-interview talte jeg med gerontologen Dr. Kerry Burnight om hendes nye bog Joyful. Under vores samtale talte vi om, hvor vigtigt det er for ældre mennesker at have yngre venner og omvendt. Ældre generationer drager fordel af ungdommens entusiasme og "ikke-kommer-til-at-dø-snart"-vitalitet, og de yngre generationer drager fordel af ældre menneskers visdom.

Men hvad betyder det egentlig? Det kan være både nedladende og klichéagtigt at sige: "Den ældre generation har så meget at lære os." Det er en kliché, fordi alle siger det. Og det er nedladende, fordi "så meget at lære os" ofte betyder, at en eller anden idiot nikker aggressivt og laver "hmm"-lyde, mens bedstefar fortæller os alle en historie, vi alle har hørt før. Det er ikke, hvad Burnight mener, og det er ikke, hvad det betyder at undervise.

Den visdom, man får fra relationer på tværs af generationer, er ikke eksplicit viden. Med den største respekt, medmindre min ven er en nyligt pensioneret professor fra et topuniversitet, kunne Wikipedia eller endda AI sandsynligvis lære mig emnet bedre. Det, man lærer af ældre generationer, er det, de gamle grækere kaldte phronesis – eller praktisk visdom.

Phronesis er, ligesom enhver anden færdighed eller evne, noget, man bliver bedre til, jo mere man bruger den. Og selvom man kan teoretisere sig frem til en vis grad af praktisk visdom, kan man stort set ikke springe den svære del over. Man skal have været i en eller to vanskelige situationer for at vide, hvordan man kommer ud af dem. Man skal kende forskellige slags mennesker for at vide, hvordan man håndterer den næste. Man skal kende modgang, lidelse og tab for at vide, hvordan og hvorfor man skal fortsætte.

Det fantastiske ved phronesis – og hvorfor det ofte ses som en stiltiende form for viden – er, at det fundamentalt er adaptivt. Phronesis vil ændre sig i den kontekst, man giver den. Det taler til personen i rummet og reagerer på de utallige faktorer, der gør denne situation lige nu vanskelig.

Når vi vokser op, ser vi ofte vores forældre som rollemodeller. Ikke nødvendigvis i moralsk forstand - vores forældre kan gøre alle mulige vilde og umoralske ting - men i den forstand, at de er modeller for, hvordan vi bør interagere med verden. Forældre definerer, hvad der er normalt. Men så, i en vis alder, bliver vores forældre flyttet fra centrum af scenen til et sted i kulissen. De går fra at putte dig i seng hver aften til at købe dig sokker til jul. Resten af ​​vores liv er det meste af vores daglige eksistens omgivet af mennesker, der er de samme som dig. Og alt er det samme. I mine 20'ere talte vi alle om forhold, arbejde og sladder fra unge voksne. I mine tidlige 30'ere handlede det hele om bryllupper, huse og biler. Nu om dage handler det om pensioner, karrierer og rygsmerter. Vi går alle igennem de samme problemer, og vi fumler og gætter alle vores vej frem.

Da jeg delte værelse med Dave, absorberede jeg hans fonetiske viden som en filosofisk svamp. Jeg tog aldrig noter eller bemærkede, hvad der skete, men det hele forsvandt et sted. Jeg hørte, hvordan han indledte en samtale med chefen – venlig, sjov, men bestemt. Jeg så, hvordan han bevægede sine hænder i de helt rigtige øjeblikke, mens han fortalte en historie. Jeg lyttede til hans latter. Hans varme, høje, smittende latter.

Dave var et forbillede for livet med alle sine mange års tavs viden, og jeg absorberede det hele gennem tavs læring. Jeg voksede, når jeg var sammen med Dave, på en måde, som jeg aldrig gjorde omkring mine jævnaldrende. Det er forkert at kalde Dave "avunkulær" eller "en faderfigur" - han var en ven, og det er vigtigt, at vi værdsætter den kategori.

Nu om dage er alle mine venner inden for det samme tiårsvindue som mig. Jeg arbejder hjemmefra, og jeg skriver. Jeg bor sammen med min familie. Af og til interviewer jeg en fastansat professor eller en aldrende forfatter - men de er ikke mine venner. Vi har sat samfundet op til at køre i horisontale strimler: barndom, studentertid, ung voksenalder, middelalder, pensionering. Hver division gør sit bedste for at håndtere verden, som den kan, men er tvunget til at genopfinde sine løsninger igen og igen. Vi har mistet den vertikale tråd - de gamle sidder sammen med de unge, ikke for at fortælle historier eller undervise i en eksplicit teori, men blot for at leve sammen med dem. Og ved at gøre det har vi mistet en af ​​de ældste og mest kraftfulde former for at vokse op.