Teori og praksis. Leve med Islam - Grækenland

Raymond Ibrahim

Afrgrunden mellem at forstå islam i teorien og i praksis er virkelig bred og siger en masse om emnet. Baseret på resultater af et nyt studium om hvad vesterlændinge mener om Islam når deres holdning er ved andenhånds information fra de som sidder på magten (medierne, den politiske “elite” mv) er i meget store træk helt anderledes end hvad de mener om Islam efter at have personlige erfaringer med islam.

følge rapporten:

I 2009, undersøgte Public Issue for første gang grækernes indstillinger til Islam, de sociale opfattelser af koncepterne og symbolerne der er associeret med den islamiske religion, graden af viden om og kendskab til borgere der lever med den islamtiske tradition, sammen med de eksisterende sociale opfattelser vedrørende Islam-Vesten og Islam-græske relationer. 

I studiet fandt man et dramatisk skifte blandt grækernes holdning mellem 2009, da der kun var få muslimer i Græekenland og de boede spredt i landet - hvilket betyder at den græske holdning til Islam var teoretisk og i store træk dannet af medierne mv. -- og i 2023, syv år efter de store muslimske migrantflokke første gang landede i og drog gennem Grækenland i 2016. 

Nu her efter at have erfaret på første hånd hvad Islam går ud på, så behandler “Den offentlige opinion.. helt klart den muslimske verden langt mere negativ eller endog med en fjendtlig holdning,” fortæller rapporten.

For eksempel i 2009 var flere en 5 ud af 10 grækere neutrale i deres holdning til de traditionelle koncepter og symboler i den islamiske verden, ved at fastslå at de “har hverken et positivt eller en negativt indtryk” af ord, talemåder associeret med Islam, begyndende med selve ordet “Islam.” Hvis kun 23% af grækerne der var med i undersøgelsen associerede ordet med negative følelser i 2009, så var den procentdel i 2023 mere end fordoblet: nu 59% af grækerne der giver udtryk for negativitet associeret med orden “Islam.” Lignende ord herunder “araberne” “muslimerne” “Koranen” “Profeten Muhammad” og “moske” giver også flere negative konnotationer for grækerne end i 2009.

Undre kan det ikke. Siden 2016 har grækerne fået en større ‘mundfuld’ islam, hvilket kan ses på en “eksplosion i kriminaliytet i Græekeland -- 55% af de fængslede er migranter,” for at citere fra en anden frisk rapport..

Udover den voldsomme øgning i almindelig kriminalitet, er hadet - rettet fra Islam mod Kristendommen - i særlig grad skyldig. Som diskuteret i denne 2022 artikel, var der 2339 episoder med vanhelligelser af kirker i Grækenland mellem 2015-2020, da den lille nation, der betragtes som Europas port mod øst, blev oversvømmet af migranter fra den islamiske verden. En rapport fandt “en korrelation mellem øgningen i den ulovlige immigration og episoderne med angreb på Græsk Ortodokse religiøse kirker og religiøse steder i løbet af den 5 årige periode, altså midt under højdepunktet at migrationskrisen.”

Der er mange specifikke eksempler. I 2016 blev Church of All Saints i Kallithea nær Athen sat i brand af “arabisk talende”. I april 2021, gik muslimske migranter ind i og grundigt vanhelligede en lille kirke. Stolt af deres gerning optog de også videoer der viste en topløs migrant der dansede til rap musik mens han gik hen mod og ind i kirken. Det næste klip viser hvad de formåede: Ødelæggelse inden i kirken med smadrede ikoner og et væltet alter. 

I 2020, plyndrede muslimske migranter, og transformerede en anden kirke til deres personlige toilet. “Stanken indenfor er ubærlig,”  sagde en lokal om det som engang var St. Catherine Church i Moria, en lille by på øen Lesbos, der blev oversvømmet med migranter der kom fra Tyrkiet. “borgmesteren i byen Mytilene er opmærksom på situationen i området, ikke desto omindre ønsker han ikke at gøre noget ved det  - af personlige grunde.” 

2020 rapporten føjer til , at

Dette er blot den nyeste episode ...det er blevet meget almindeligt at græske ortodokse kirker bliver vandaliseret og angrebet af illegale immigranter på Lesbos. Som værende et dybt religiøst samfund er disse angreb mod kirker chokerende for det græske folk og man opfordrer til større opmærksomhed om problemerne og om disse illegale immigranter virkelig søger et nyt liv i Europa, om de er villige til at lade sig integrere og tilpasse sig normerne og værdierne i deres nye værtslande. 

Faktisk er grækerne på Lesbos et spejlbillede af den forandring, der er ved at ske i Grækenland. 

Disse fortsættende angreb har i sidste ende ført til at beboerne på Lesbos der blev nomineret til Nobel Freds Prisen i 2016 er blevet stadig mere frustrerede over situationen der ikke er blevet løst, den som har belastet og ændret deres liv så de ikke længere føler sig sikre på deres engang kriminalitetsfri ø. 

Det er et yderligere fortsættende kendetegn og betegnende at grækerne i en undersøgelse i 2023 viste en kraftigere aversion mod migranter fra de muslimske nationer der er berygtet for deres “radikale” tendenser - med Pakistan og Afghanistan yderst på listen. Ingen tvivl om at migranter fra de nationer, hvor kristne og andre “vantro” behandles som undermennesker og det der er værre, har efterladt et særligt varigt indtryk. 

Samtidig er det interessant at bemærke at disse forandringer ikke er så dramatiske som man kunne forvente. Til en begyndelse skal erindres, forstås, at Grækenland ikke blot som andre nationer i Vesten, grundet sin nærhed til den muslimske verden. Grækenland har oplevet århundreder med rædselsvækkende hændelser med Islam, især i forklædning som Det Osmanniske Imperium. Således har gennemsnitsgrækeren altid haft en mere negativ holdning til Islam, når man sammenligner med gennemsnits vesteuropæeren eller amerikaneren. Selv i 2009, mente 67% af grækerne der vat et “kultursammenstød” mellem Kristendommen og Islam. 

Opsummeret. Skønt den offentlige holdning mod Islam går i negativ retning så er disse forandringer ikke så udtalt som man kunne have forventet . dermed understreges pointen af værdien af styrken ved indoktrinering gennem genearationer.

Med andre ord, så er abstrakt teori - indhyldet i den holdning af Islam er den for evigt “misforståede” relgion med “fred,” osv. - den har stadig en indflydselse. Denne seneste undersøgelse fandt for eksempel at “procentdelen af borgere der accepterer at der en ‘Islamisk fare’ er øget fra 27% i 2009 til blot 39% i dag  (+12%).”

Hvis dette er tilfældet i Grækenland, hvad mere har Vesteuropa så brug for at efare for at få den samme beskedne betænkeligheder om Islam?

Raymond Ibrahim, author of Defenders of the West and Sword and Scimitar is the Distinguished Senior Shillman Fellow at the Gatestone Institute and the Judith Rosen Friedman Fellow at the Middle East Forum.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/02/islam_theory_vs_experience_.html

Image: Samat

Washington er i krig - først mod Nixon nu Trump

 Washington er i krig - først mod Nixon nu Trump

 NEWT GINGRICH

I 1972 fik præsident Nixon 60.7 % af stemmerne (med 18 millioner plus) og vandt i hver stat undtagen Massachusetts og District of Columbia. Han havde tidligere været fire år i Repræsentanternes Hus, to år i Senatet, otte år som vicepræsident, og fire år som præsident. I løbet af få uger efter hans valgsejr, det klare valg af det amerikanske folk, kom han under belejring af domstole, nyhedsmedierne, bureaukratiet, venstreorienterede aktivister og Kongressen. 

44 år senere, 2016, dukker en nybegynder i politik op, en outsider. Donald Trump besejrede 16 andre Republikanske nominerede og vandt nomineringen (herunder guvernører og senatorer med betragtelig national popularitet),

Han kom hurtigt under angreb fra den samme venstreorienterede Washington koalition, der benyttede løgne og fabrikerede konspirationer for at smæde ham og få ham ned med nakken. 

Trods alle disse angreb vandt Trump med et snævert flertal. Som præsident stod han over for vedholdende undersøgelser, beskyldninger og forsøg på rigsretssager. Som nu tidligere præsident og frontløber for den Republikanske nominering er han stadig underlagt de endeløse domstolsangreb fra Democrats i New York og Georgia - og fra en helt ude af kontrol forbundsanklager der forsøger at dømme ham i Florida og Washington D.C. (læs mere fra Newt Gingrich Trump Should Learn From Watergate)

På et punkt er Nixons og Trumps historier ganske forskelllige - den gamle erfarne pro og den nye outsider. Nixon havde arbejdet med forbundsbureaukratiet hele sin lange karriere. Trump havde fokus på forretningslivet og gik til Washington med så at sige ingen erfaring i at lede store regeringssystemer. 

Men begge havde en fælles erfaring. De søgte at forandre Washington, og Washington reagerede, svarede igen ved at forsøge at ødelægge dem. . 

Deep Bureaucrat Resistance i Washington

Jeffrey Tucker’s frase “forankret administrativ stats hegemoni” skildrer dybden af modstanden der er indbygget i en massiv, enorm regering med millioner af ansatte og billioner af dollars at bruge løs af. Den ‘forankrede administrative stat’ er omgivet af symbiotiske lobbyister  og særinteresser. Til yderligere at ‘forankre’ den gamle tilstand og  omfanget er Husets og Senatets medlemmer (og endnu mere deres ansatte) allierede med og under indflydelse af bureaukratierne og lobbyisterne.  

Endelig er hele denne ‘forankrede’ selvopretholdende koalition støttet af og beskyttet af de venstreorienterede medier, der fodres med den information der lækkes fra bureaukratierne. 

Hvor meget om Watergate opdagede Bob Woodward og Carl Bernstein og hvor meget kom fra, blev fodret af regeringsagenturer? Husk “deep throat” viste sig at være nummer tre mand i FBI, der var blevet overset til topjobbet.

Den oplagte, naturlige tendens hos større bureaukratier er at forsvare sig og undgå at blive skåret i, hvilket er betegnende for vor tid. Venstrefløjen er kommet til at betragte regering som det primære værktøj til at kontrollere og tvinge det amerikanske folk. I tilgift til denne egeninteresse hos bureaukratierne, er den en ideologisk glød for at eliminere enhver alvorlig trussel om forandring. . 

Trump kandidaturet i 2016 var en garanti for at Venstrefløjen blev glødende i sin modstand -  frygt hos nøglebureaukratierne. Når man tager Trumps platform og personlighed i betragtning, kan det ikke undre at nogle i FBI anså hans potentielle sejr som et mareridt der personligt truede dem. 

De vidste de havde gjort ulovlige ting, og at Trump sandsynligvis ville udstille dem. Obama administrationen havde omformet efterretningssamfundet til en del af Venstrefløjen og garanterede, at Trump ville komme til at stå over for konstant modstand fra elementer i regeringen (og Udenrigsministeriets liberalisme) under hans kampagne og præsidentskab. Der en parallel mellem Nixon og truslen fra det etablerede. 

Kulturkrigen mod Venstrefløjen

Præsident Nixon havde altid stået over for betragtelig fjendskab fra Venstrefløjen Herblock (Herbert Block), den berømte Washington karikaturtegner udførte mange af sine mest berømte karikaturtegninger hvor han latterliggjorde og nedværdigede Nixon.

Anti krigsbevægelsen havde stor fokus i sine bestræbelser mod Præsident Nixon og dengang National Sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger da disse afviste at overgive sig til nordvietnameserne og ikke ville trække sig ud af Vietnam. 

Med seniortaleskriver Pat Buchanan og vicepræsident Spiro Agnew der ledte an, førte Nixon administrationen en hensynsløs kulturkrig mod Venstrefløjen. Som Buchanans memoirer og bøger tydeliggør var dette en bevidst strategi for at trænge en kile ind mellem arbejdende amerikanere og George McGovern venstrefløjen. Det var den proces der førte til den massive sejr i 1972. 

Selv efter skaden med Watergate fortsatte denne strategi med at få moderate og konservative Democrats bort fra deres parti og mod Republicans. Ronald Reagan var den næste store ‘modtager’ af et massivt flertal.

Idet Venstrefløjen var i kulturkrig med en politiker de aldrig havde brudt sig om, udvikledes en antipati mod Nixon sig, ulig noget man hidtil ikke havde set. Venstrefløjen tålte præsident Dwight Eisenhower som en krigshelt. Han klarede, håndterede Franklin Delano Roosevelt-Harry Truman bureaukratierne og gjorde dem mere konservativt præget, men han forsøgte ikke fundamentalt at forandre dem. 

Nu havde Venstrefløjen en ægte modstand. Nixons planer om i bund og grund at forandre bureaukratiet gav Venstrefløjen medhold hos et bredt udbud af regerings- og interessegrupper der frygtede hans dristige planer om reformer. Watergate udslettede i bund og grund al erindring om hvor alvorligt præsident Nixon så på behovet for forandringer i Washington. 

Bureaukraterne undermineres

Den første Nixon administration havde været en centristisk konservativ administration. Den skabte the Environmental Protection Agency. (miljøbeskyttelsesagenturet). Man overvejede seriøst en familie indkomstplan der var et stort brud med konservatismen (og var blevet skitseret, affattet af Democrat i Det Hvide Hus Patrick Moynihan). Hans første periode overbeviste præsident Nixon om at strukturen i og processerne hos forbundsregeringen virkelig havde brug for en stor rystetur.

. 

Richard Nathan, i sin bog The Plot That Failed: Nixon and the Administrative Presidency, indleder således:

“Da jeg var ombord på et overfyldt fly i foråret 1973 overhørte jeg en konversation om Watergate. En kommentar var “Nixon, Haldeman, og Ehrlichman er lige ved at overtage regeringen.” 

I Watergates kølvand har vi haft tendens til at glemme de ambitiøse planer og den særdeles spændte atmosfære som Nixons anden periode indledtes med. 

Præsident Nixon beskrev sin indsats for at decentralisere regeringen så meget som muligt. Nathan bemærker:

“Fra forbundsbureaukratiernes side ... er de væsentlige implikationer ved the New Federalism tydelige. Ideen var at svække forbundsbureaukratiet....Spændingerne mellem Det Hvide Hus og bureaukratiet voksede hurtigt da Nixons indenrigspolitik blev formuleret og som en logisk udløber af New Federalisme blev præsident Nixons præsidentskab markeret ved animositet fra begge parter mellem Det Hvide Hus og indenrigsbureaukratiet.”.

Hastigheden hos og aggressivteten ved præsident Nixon jordskredssejr var forbløffende. 

Dagen efter at have vundet i 49 stater og over 60% af stemmerne, indkaldte den genvalgte øverstkommanderende til et kabinetsmøde. Som Nathan skrev:

“Efter at have takket sine medarbejdere for deres hjælp i kampagnen fortsatte Nixon med at redegøre for de dramatiske planer for personaleændringer i staben. Han krævede at alle politisk udpegede indgav deres afskedsansøgninger straks... Hver Kabinetsleder blev instrueret om at mødes med den principielt udpegede embedsmand i vedkommendes kontor og kræve resignationsbreve, hvoraf mange ville blive imødekommet. 

Spændingen ved konferencebordene i departementerne var voldsom dengang, da den normale kurs ville have været at se frem til en periode med fejring og afslapning. Kommentatorerne i Washington havde det som ‘fisk i vandet’....”

Rygter og læk var voldsom i denne periode. Usikkerheden som denne proces skabte bragte regeringsbeslutninger på pause. 

.

Nathan rapporterede, at i et interview med Jack Horner, sagde præsident Nixon:

“(Han) ville ‘fjerne’ og ‘skære ned’ på sociale programmer der efter hans mening afspejlede fiaskoerne stammende fra 1960’erne. Han talte specifikt om at skære ned i ansættelser i regeringen: “Jeg tror helt ærligt, at regeringen i Washington er for stor, og også alt for dyr...Vi kan gøre det bedre med færre mennesker.” 

Han referede til nogle agenturer som “for fede, for oppustede” og gjorde det klart, ifølge Horner, at han dermed mente hjemlige agenturer som HUD, HEW, og the Department of Transportation.

Nathan’s fortælling om den forsøgte Nixon Revolution i regeringen bekræftes til fulde af en bemærkelsesværdig bog af Frederic V. Malek, Washington’s Hidden Tragedy: the Failure to Make Government Work.

Malek var ledelsesgeniet som Nixon havde rekrutteret for at arbejde med Roy Ashe for at gennemtænke forbundsreformerne og hans bog er brugbar som værktøj i ledelseshåndtering i et gennemført politisk miljø. 

Malek beskriver kernen i Nixons hjemlige politik og strategi for regeringsførelse: 

Kort efter 1972 valget besluttede præsident Nixon at han ønskede et kabinet der afspejlede flertallet hos amerikanerne, der netop havde valgt ham. Efter hans mening omfattede det irske katolikker, amerikanere af italiensk æt, ærlige embedsmænd fra arbejderbevægelserne, veteraner og mennesker fra andre dele af amerikansk liv. 

Hans ambition var at afmontere Roosevelt’s Grand Coalition, og i hans anden periode ønskede han et kabinet der afspejlede elementer af den koalition han havde vundet over ved genvalget

Watergate skal ses i den kontekst med denne enorme, dristige og ekstraordinære magtfulde indsats for at genskabe den amerikanske regering og Roosevelt koalitionen der havde domineret Amerika i fire årtier.  

Når man forstår, indser, hvor stor en forandring Nixon ønskede - og Washingtons fjendskab mod ham - begynder Watergate at fremstå som en anderledes fortælling. Det var ikke blot fortællingen om et bøvlet politisk indbrud, det var et bemærkelsesværdigt modangreb fra et system, der stod for at miste magt. Alt hvad man kunne finde på, gøre for at svække eller underminere Nixon præsidentskabet var ‘lovligt’ fordi han var den helt store trussel. 

Parallellerne mellem 1972 og de kørende angreb mod præsident Trump er slående-. Begge mænd blev af Venstrefløjen opfattet som moralske trusler. Således bliver alt der iværksættes for at stoppe dem automatisk betragtet som ‘lovlige.’ 

I begge sager er parallellerne med institutionel uærlighed slående. I begge tilfælde overhørte etablissementet det amerikanske folk og smadrede en valgt præsident. The New York Times og  Washington Post var også vandbærere for etablissementet for at ødelægge Nixon og Trump.

Der er så meget at lære fra 1972 til 1974 der gælder os i dag. 

De to tidligere Democrat administrationer gjorde på lignende vis værre ting end Watergate. De mennesker der forsøgte at ødelægge præsident Nixon var selv indblandet i langt større lovbrud - og de vidste det. 

Men det er emnet i et andet essay.

https://spectator.org/for-jan-30-nixon-trump-and-washingtons-war-on-change-washington/

Ukraine - korruåtion snyd, bedrag krigen kan fortsætte

 

Den ukrainske entertainer og The Sting

Joseph Kulve

Min overskrift henviser til The Sting, filmen , piano ragtime klassikeren  The Entertainer.

For 8 måneder siden hævdede Trump han kunne afslutte Rusland/Ukraine krigen på 24 timer.  

Mængden var begejstret (vist selv på CNN). Deep-state talsrøret, på ekkoet CNN, og Ukraine's præsident, Volodymyr Zelensky snerrede.

Hvordan kunne Trump dog finde på det? Ganske enkelt. Ved at give Zelensky administrationen et valg:

(1) Den nye Trump administration vil få styr på strømmen af hjælpepenge og stiller enhver korrupt ukrainsk embedsmand til regnskab (og det uanset hvor højtstående vedkommende er) eller  (2) krigen stopper.  

Zelensky ville straks være enig i at slutte krigen. 

Ruslands præsident Vladimir Putin ville også være enig, fordi det ville slutte en krig hvor fjenderne (Ukraine, E.U., og Biden Amerika) har haft et sekundært mål (primært?) at knække Rusland.  

Rusland med de mange naturrigdomme har stadig brug for adskillige år til at omstille sig og genopbygge før landet kan slå til mod ‘red-verden-fra co2- Europa. 

Den ukrainske entertainer

For cirka en måned siden mødtes Zelensky med journalister fra De Baltiske Lande (se med Google translate slået til; bemærk at “Raschist” (Russisk -fascist) er forkert oversat som “racist.” 

Det eneste påtrængende spørgsmål var det om Republicans betænkeligheder om tyveri af hjælpen fra udlandet i de to sidste minutter af videoen.  

Zelensky gav en gang bizar udenomssnak, et Bidenlignende svar der sluttede med løftet om, at når Ron DeSantis trækker sig tilbage vil Zelensky hjælpe ham finansielt.  

En masse amerikanere blander sig også. Timothy Snyder, Ukraine’s elskede Yale historiker, som mener Ukraine intet forkert kan gøre, og som får en masse rejser til Kiev for hans altid pålidelige pro-Ukraine, anti-Trump mentale øvelser.

Men der er en lille minoritet af tyskere (sædvanligvis ældre tyskere der oplevede Hitler på førstehånd) der erkender sandheden i deres historie.  

Og i Ukraine er der en meget lille privatsektor foragtet YouTube presse (der kun kommer i Ukraine) der ikke er bange for at udstille sandheden om deres fædreland (skønt de stadig hader og ikke bryder sig om Trump)  

Ukraine’s krig mod sine 'foragtelige'

En foragtet ukrainsk journalist diskuterede for nylig den Ukrainske regerings årtier lange krig mod ukrainske journalister og den private sektor. En krig meget lig FDRs “New Deal” mod den private sektor i Amerika. Men under 2. Verdenskrig lod FDR den private sektor komme til live (fordi han kunne bruge den). Ukraines private sektor har ikke fået opblomstring i krigstiden. Cirka 100000 ukrainske “siloviki” (regeringsfolk, såsom told/skattepoliti mv.) og “rettighedsbeskyttere” (politiagenturer) fører en gengældelseskrig mod alle de 30000 private “system” ukrainske virksomheder, fremfor at være ved fronten.  

I en anden video taler journalisten om Zelensky der kræver at EU landene sender ukrainere tilbage til Ukraine  for at tjene og finansiere i krigen. Men Zelensky taler aldrig om de konditioner der ville gøre de ville ønske at komme tilbage.

Alt dette er muligt fordi ukrainerne har en meget begrænset arv med frihed. (Ukraine er ikke Argentina).  De tror fuldt og fast på en regeringsstyret økonomi som de udmærket er klar over fører til massiv korruption. 

Krigstiden er et tag selv bord for alle

Alexander Savchenko, en tidligere ukrainsk centralbank embedsmand forklarer, hvordan milliarder af dollars siver ud af ukrainske banker og ingen kommer i fængsel (ikke ulig kautioner for amerikanske banker).  Oligarker ejer dommere, anklagere og politikere på højeste plan.  Kun et “supersystem” der står udenfor som EU eller USA kan stoppe dette. Han opsummerer ‘skønheden’ i krig: I ekstreme situationer er der ingen forbehold for finansiel assistance.  No-war Trump ville virkelig være en torn i kødet på ganske mange højtstående i Ukraine (og Amerika). Selv den ukrainske leder af the VOA kontoret for Østeuropa siger at Trump støtter (halvdelen af amerikanerne der støtter VOA) blindt følger Trump og hans konstante “retorik” - ingen krige - under hans præsidentskab. 

Slutningen er nær

Når oligarkerne i Vesten der bakker op om denne krig kommer til at indse at de ikke kommer til at opkøbe Ukraine (eller et Rusland der er gået fallit) billigt, vil de hele ende. “Og ligesom den krig sluttede og alle drog hjem”, som  Forrest ville sige.  

Zelensky’s inderkreds vil alle flytte til lækre hjem i Sydfrankrig. Grænserne vil åbne for en EU/amerikansk lignende befolkningsudskiftning. Ukrainerne vil flygte fra den altomfattende korruption og fra fremtidig russisk invasion og indblanding ved at slutte sig til det socialistiske EU og NATO.  Og måske, ja muligvis takket været at Trump tvinger socialisterne i EU til at blive voksne (læg mærke til de skjulte amerikanske flag, kunne de 540 millioner EU borgere med en kombineret GDP otte gange større end Ruslands måske beslutte sig til at bruge mere end 1% af GPD på at beskytte sig selv mod Rusland.   

Måske er eneste måde at få Ukraine til “at blive voksen” at blive noget lig Taiwan eller Israel (David der med succes knækkede Goliat) at Trump gør det samme for Ukraine, knækker livlinien der er korruption?  

For Zelensky og Biden regeringerne er den omfattende profitable korruption trods alt ikke hele hensigten?

Under alle omstændigheder vil det nye Rusland, der nyder mere frihed for den private sektor og national enhed takket være krigen bruge alle midler mod fremtidige trusler mod hegemoniet over al russisk territorium. Ligesom Washington DC og Democratis metropoler vil benytte alle midler mod det ‘foragtelige’ amerikanske bondeland  (“flyover territory”som de så ikke flyver over alligevel).  Når engang kammerat Bernie Sanders brødkøer’ People’s Democratic Party kan få 51% af stemmerne vil krigen være forbi. Og det kunne ske når som helst (som Forrest ville sige det “Og pludselig var der 20 millioner nye vælgere!)

EU med sine ikke valgte ledere og ukrainerne ville byde et etparti ledet Amerika under the “Sanderistas” velkomment.  Russerne ville ryste på hovedet i vantro over, hvordan det engang så mægtige Amerika (der helt klart intet lærte af Ruslands tidligere kollaps) rådnede op indefra. 

https://www.americanthinker.com/articles/2024/02/the_ukrainian_entertainer_and_the_sting.html