Indkomstskatten. 100 år med elendighed

1913 var et meget slemt år

J.B. Williams

Før 1913 var der ingen indkomstskat. Staterne havde rettigheder og repræsentation i Washington DC. Der var ingen Forbunds Central Bank, og forbundsregeringen styrede under de begrænsede magtbeføjelser der er angivet i US Forfatningen. Hold da op som et år kan udgøre en forskel.

Næsten 100 år senere er det klart at den politik der blev skabt i 1913, skal føres tilbage for at give magten igen til folket og enkeltstaterne. Men kan det amerikanske folk mon få Ånden tilbage i flasken.

Beretningen om US Skattesystemet kan opsummeres i en paragraf.

Før indførelsen af indkomstskatten var de fleste borgere i stand til at klare deres egne private økonomiske forhold uden regeringen blandede sig. Individerne tjente deres løn, virksomhederne fik profit, og velstanden voksede og der var kun lidt eller slet ingen indblanding af regeringsregulativer.

Vedtagelsen af den 16. Amendment til Forfatningen ville for evigt forandre livet i Amerika og det ikke til det bedre.

16. - Kongressen skal have magten til at opkræve, og fastsætte skat på indkomster, uanset hvorledes disse er skabt, uden omfordeling staterne imellem, og uden hensyn til nogen folketælling eller fortegnelse.

Det er svært at forestille sig at den førnnævnte Amendment kunne være skrevet meget mere 'bredt', og hvorfor 36 stater dog ville være enige i en så åbenlys magtoverdragelse til forbundsregeringen, der kan flå borgerne for deres velfortjente løn gennem beskatning uden repræsentation og med bogstaveligt talt ingen begrænsninger eller grænser for, hvor langt forbundsregeringen kunne gå i deres bestræbelse for at købe sig stemmer på bekostning af andre.

Siden 1913 er indkomstskattemidlet blevet benyttet som hovedmiddel til en venstreorienteret social forandring hvorved mennesker er blevet tvunget til at understøtte en regering de ikke længere har tillid til og ikke længere støtter. US Kongressen har blot en popularitetsrate på 11% nu om stunder og Skatteministeriet har kun støtte af 28% af borgerne, de som personligt har gavn af at deres medborgere flås.

Enkeltstaterne er nu administrativt afhængige af forbundsregeringen og denne er en kæmpe abe der tramper gennem det amerikanske livs rosenhave, og det ser ud til at der ikke er nogen der har en metode til at tøjle den.

Ydermere takket været vedtagelsen af 17. Amendment, også fra 1913, har enkeltstaterne ikke længere repræsentation i Washingtogn DC. Endnu engang, det som forekom som en uskyldig sætning og en rigtig god ide for nogle dengang er siden blevet benyttet af forbundsregeringen til at indskrænke enkeltstatens suverænitet og rettigheder.

Den 17. - USA's Senat skal bestå af to Senatorer fra hver stat, som er valgt af folket i staten, for en periode på seks år.

Året 1913 var også fødslen for nutidens fortolkning af den misbrugte "overhøjheds klausul" -- en helt igennem anti-amerikansk holdning om at forbundsregeringen har ubegrænset "suverænitet" over enkeltstaterne og folket. Uden enkeltstaternes repræsentation i DC på grund af 17. Amendment, kan Forbundsregeringen gå helt amok....og det gør den så.

Før vedtagelsen af 17. var U.S. Senatet den lovgivende forsamling der repræsenterede enkeltstaternes interesser, deres suverænitet og deres stats rettigheder. Den 17. eliminerede såvel enkeltstaternes repræsentation og reducerede Senatet til blot at være en udvidelse af Repræsentanternes Hus.

Senatet blev valgt ved hver enkeltstats lovgivende forsamling og var forpligtet til at tjene enkeltstatens interesser. Ikke som Repræsentanternes Hus - i hvilken lokale repræsentanter der er kendt af de lokale vælgere er valgt af deres naboer som repræsentanter for vælgernes vilje derhjemme - da er medlemmerne af Senatet ikke kendt af eller kan nås af de fleste vælgere i staten, men de repræsenterer også vælgernes vilje, de vælgere som de ikke kender og som de ikke længere er i kontakt med. Dermed er enkeltstaten uden reelle repræsentanter.

Resultatet er at forbundsregeringen nu er beskæftiget med hundse med enkeltstaternes suverænitet og rettigheder, som en dagligs begivenhed. Situationen i Arizona, hvor forbundsbundsregeringen har lagt sag an mod staten for forsøg på at tvinge den eksisterende immigrationslov igennem, og som forbundsregeringen selv nægter at håndhæve er et lysende eksempel på tyranniet fra forbundsregeringen der er muliggjort af 17. Amendment.

Forbundsbanken

I efterdønningerne af Bankpanikken i 1907, fik valgte Demokraterne den fulde kontrol over begge kamre. Med fuld kontrol over den lovgivende myndighed spildte de ikke tiden, men satte fokus på forbundsregeringens "magtmuligheder gennem flertal" for at skabe en social omvæltning gennem forbundsmagten.

Finansiel panik og banker der gik ned var alt for almindelige i løbet af det 19. og tidligt i det 20. århundrede. Nogle var mere alvorlige end andre, men de fulgte alle stort set det samme mønster. En spekulants uheld ville underminere den offentlige tillid til finanssystemet. Panikslagne investorer ville trække penge ud for at formindske deres tab. Og fordi det ikke var ualmindeligt for spekulanter også at være ansatte i bankerne, da ville bekymrede indlånere skynde sig hen og trække deres penge ud fra enhver bank der kunne knyttes til en bekymrende spekulant.

The Federal Reserve System blev oprettet for at være en stabiliserende faktor til den lejlighedsvise ekstreme skrøbelighed på det finansielle marked, der sædvanligvis var forårsaget af overoptimistiske spekulanter der agerede på vegne af en håndfuld ivrige investorer.

Det nye system fremstod gennem en privat investering af den da 70 årige J.P. Morgan, der standsede den omsiggribende trækken penge ud af banker med baggrund i den finansielle uro hos New York Knickerbocker Trust. J. D. Rockefeller tårdte til som hjælper, sammen med nogle få andre velbeslåede pengemænd.

Ligesom Obama og Demokraterne gør i dag, forsøgte Demokraterne at tæmme den republikanske præsident Teddy Roosevelt ved at give ham skylden for bankpanikken.

En person der ikke søgte sig en fordel ved krisen var Williams Jennings Bryan, Demokraternes tilbagevendede præsidentkandidast. I en improviseret tale til forsamlingen ved Binghamton, New York togstationen gik han til forsvar for Præsident Theodore Roosevelt, en Republikaner. "Jeg bemærker" sagde Bryan, "at en af de ansatte i banken der netop er lukket i forgårs gav præsident Roosevelt skylden. Det er ikke grunden. Giv ikke Sheriffen skylden, men hellere hestetyven."

Det var ikke Forbundsregeringen der standsede stormløbet mod bankerne, det var de privat investorer. Men skabelsen af Federal Reserve System der derpå fulgte ville man endu engang give forbundsregeringen en magt den ikke burde besidde.

Fra det øjeblik, ville det altså ikke være de private investorer der skulle hjælpe banker i krisen, men de amerikanske skatteydere. Værre endnu, der ville ikke være en ende på trykningen af penge og akkumuleringen af den offentlige gæld når forbundsregeringen via Federal Reserve nu havde, det som man ville anse som en uudtømmelig kilde, hvorfra kontanter kunne hentes.

Det begyndte i 2001 og Bush administrationen forsøgte i 7 år at overbevise Kongressens Demokrater, herunder Barney Frank og Christopher Dodd, om at der ildevarslende problemer med Fannie Mae og Freddie Mac, men det var til ingen nytte.

Det blev Federal Reserve og de amerikanske skatteydere der ville komme til at stå til ansvar for Demokraternes inkompetence og elendige beslutninger og at man ville nægte at beskæftige sig med de voksende huslånsproblemer indtil der ikke var nogen vej tilbage.

Til sidst ville Obama administrationen føre nationen ud i en gæld stigende fra 10 billioner dollars til 14 billioner på blot mindre end to år, med endnu flere ufinansierede billioner på det sociale område med det formål at støtte fagforeningerne i krise, de fagforeninger der vil holde dem ved den politiske magt.

1913 var et at de værste år i amerikansk historie, da folket herefter blev gjort administrativt ansvarlige for de utiske gerninger hos nogle få i bankverdenen og regeringen. Enkelststaterne mistede deres repræsentation i Senatet, deres stats suverænitet og rettigheder, mens Forbundsregeringen fik den "øverste myndighed" og Centralbanken blev det våben, hvormed regeringen ville køre nationen i sænk med en enorm gæld.

I 2010 har Demokraterne nu kontrollen over såvel Huset som Kongressen, Det Hvide Hus, pressen og domstolene. Det der skete i 1913 er ingenting i sammenligning med det som Demokraterne har i støbeskeen for Amerika nu.

Før folket og enkeltstaterne kan kontrollere denne nation igen, så skal de lave al den skade der blev indledt i 1913 om, den skade der gav næring til den yderligere skade der fandt sted med FDR's New Deal socialisme.

1., 2. & 10. Amendment initiativerne i staterne i dag er nødvendige på grund af begivenhederne i 1913. Lav 1913 om, og de fleste af problemerne kan nemt løses.

Sources

http://www.ustreas.gov/education/fact-sheets/taxes/ustax.shtml

http://www.bos.frb.org/about/pubs/panicof1.pdf

Jihad ved immigration

Jihad Immigrationen

Daniel Greenfield

For adskillige hundrede år siden da Islams styrker ønskede at erobre Wien kom de med sværdet og kanoner og belejrede byens mure. I dag tager de blot et fly. Mens Wien var i stand til at modstå belejrerne så har den ikke været i stand til at modstå islamisk immigration og resultatet er, at byen ser en hel del mere ud som den ville have gjort hvis den faktisk var faldet for den oprindelige belejring. I dag er så mange som en tredjedel af Wiens indbyggere af udenlandsk herkomst. Så meget som 50% af skolebørn i Wien har et ikke-tysk sprog som deres modersmål.

De praktiske komplikationer af dette er meget tydelige, som de er det alle andre steder. Flertallet af tyrkiske immigranter opgjort af Indenrigsministeriet sagde efter en undersøgelse, at immigranterne ønskede Sharia lov indført i Østrig. De selvsamme immigranter fastslog også ved et beslutningsdygtigt flertal at islamiske love var vigtigere end østrigske love, og kaldte demokratiet for en "forbrydelse."

Den østrigske regering har meget forudsigeligt forsøgt at behandle det som et integrationsproblem, men som undersøgelsen viser er muslimerne næppe begejstrede nok for integration. Det betyder blot at det er østrigerne der skal integreres i Den Islamiske Republik Østrig, fremfor den anden vej rundt.

Eksemplet med Wien, hvor den islamiske erobring af Europa blev forhalet, er et meget betegnende testamente over den magt som jihad ved immigration har. Hvad islams hære ikke kunne klare for adskillige århundreder side, det er lykkedes, ved en eftergivende holdning over islamisk immigration, at indføre på kun få årtier. Wiens Porte er ikke kun blevet brudt igennem, de er blevet besat af fjenden. Mottoet for Wiens Turistbureau, der opfordrer besøgende til at komme er, "Wien: Nu eller aldrig."

Hvor det dengang var således at de islamiske hære måtte indlede belejring, benyttet kanoner og endelig bryde igennem bymurene i massive omkostningskrævende angreb så kan de i dag blot hoppe på et fly. Det som så begyndte som et par avissælgere, fabriksarbejdere og portnere, er blevet forvandlet til en altomfattende kulturel invasion med et netværk af islamiske skoler hvor elever oplæres i at islam ikke kan forenes med demokratiet, at muslimerne er de vantro overlegen, og hvor 8.5% af lærerne i en undersøgelse sagde, at det er forståeligt når vold benyttes for at udbrede islam. Mønsteret er imidlertid ikke kun begrænset til Wien, det er over hele verden.

Muslimer flytter ind i nedlagte fabriksbygninger som i Detroit, Jersey City og Buffalo i USA eller Manchester i England ved at de køber dem billigt, og så overtager de grundøkonomien, ved at de benytter de lavest betalte jobs på markedet, erstatter de eksisterende butikker med billige familiedrevne steder, og er med til at gøre forholdene lidt værre.

Ligesom bakterier der angriber de allerede syge dele af det politiske legeme, så flytter de ind i områder der allerede lider under af at være i forfald, og søger efter nogle midler til at komme til live igen. Og det er netop det der sker. Den voksende muslimske befolkning, der opkøber ejendomme, åbner nye forretninger kommer med ny energi til byen. Undtagen selvfølgelig, at uanset hvad de kommer med, bliver hurtigt taget ud igen i form af øgede sociale udgifter. Kommunerne, myndigheder opdager at prisen for deres nyetablerede muslimske befolkning er temmelig høj.

Muslimsk indblanding i politik følges hurtigt op med målet om at normalisere ydelserne hos de kommunale myndigheder så det passer til deres standarder. Sociale ydelser benyttes til at finansiere mere islamisk immigration og udvidelse. Mænd importerer flere hustruer fra deres hjemland og registrerer dem som kusiner. Sociale ydelser betaler for regningerne til disse fattige uheldige "enlige mødre" der faktisk lever i et polygamt ægteskab med deres "fætter."

Hele områder af byen bliver til "Ingen Adgang" for ikke muslimer, effektivt isolerer man derved dele af en by og forvandler dem til mini-islamiske stater. Disse områder vil selvfølgelig blive udvidet og vokse, og erstatte de som bor i nabolaget. Når de først har et fod indenfor i en større regional by, så har de også en fod indenfor i regionen. Ved at udnytte forholdene i et økonomisk udsultet område, kan den muslimske immigration hurtigt fået meget større greb om hele landet. Selv når deres moskeer og skoler forbereder den næste generation på at kæmpe i ordets mange betydninger, for en islamisk overtagelse, så er den øgede tilstedeværelse af Islam i landet med til at føre jihad frem mod næste stade.

Men ligesom med enhver overtagelse, hvor fjenden får lov til at komme indenfor, så ville dette ikke kunne ske uden den aktive samarbejde med de som netop er indenfor. De har deres forskellige bevæggrunde. Venstre- og centerpolitikerne og partierne forventer at de muslimske immigranter vil være en pålidelig stemmeblok for dem og det har i ret i - på det korte sigt. De ser det stigende befolkningstal som en fordel, og en mulighed for at forøge deres politiske indflydelse, uden at undersøge konsekvenserne der følger med. Virksomheder leder altid efter billig arbejdskraft, og især i lande og områder med en lille fødselsrate,da der er altid noget beskidt arbejde der skal gøres. De jobs som amerikanerne, østrigerne, franskmændene og nordmændene ikke gider røre ved. Men de samme jobs er også yderst vigtige som del af den lokale økonomis kritiske infrastruktur. Ved at sætte sig på dem så sætter de sig på selve de processer som systemet er grundlagt på.

Flere civiliserede lande ødelægger sig selv i forsøget på at spare nogle håndører, i en troslære eller ideologis navn. Billig arbejdskraft og billige stemmer er en af de mere tiltrækkende økonomiske narkotika på markedet. Amerikansk industri er ved at opløse sig selv for at spare penge, og sendte produktionen til Kina, der så igen sælger dem tilbage til Amerika. Europæisk industri forsøgte at klare sig med tyrkere, pakistanere og muslimer fra Jugoslavien. Resultatet for Amerika var i betragtelig grad mindre ødelæggende, fordi USA sendte sin økonomi udenlands til sin fjende, i stedet for at invitere fjenden indenfor for at klare økonomien for sig.

Og selvom selv de europæiske lande ikke kan undgå at lægge mærke til at de ødelægger sig selv gennem muslimsk immigration så fortsætter processen. Fordi der er for mange magtfulde mennesker der har for meget at vinde ved processen fremfor at afslutte den. Og i mange tilfælde ville det ofte være for sent at gøre det , uden en borgerkrig ville bryde ud. Wien som engang på effektiv vis benyttede borgerregistrering for omhyggeligt at have kontrol med befolkningen har nu hele udenlandske kvarterer hvor kun få ikke-muslimer villigt vil gå ind. Fordi kontrol er en illusion når man har importeret nok muslimer, noget som formelle sociale samfund nu langsomt begynder at opdage ikke er til deres fordel, når der først er sværme og kollektiver i et område.

For de muslimske lande sker immigrations jihad med en fortjeneste, fordi det giver en mulighed for at komme af med deres eget overskud i befolkningen.

Det muslimske gennemsnitsland lider under en voldsom arbejdsløshed, eller snarere mennesker der er ansat helt ude i kanterne af systemet, på grund af det voldsomme fødselstal. Immigration eksporterer befolkningen, og man får penge tilbage ved at der netop sendes penge fra slægtninge i udlandet. I mellemtiden, med udvidelsen af islams grænser, og set i det lange perspektiv, så er det sikkert at de lande som immigrationen er rettet imod vil ende med at falde i deres hænder.

Flertallet af de østrigske tyrkere identificerer sig med Tyrkiet og ikke Østrig. Samtidig gav den tyrkiske premierminister Erdogan en opfordring til tusinder af europæiske tyrkiske politikere og ledere og bad dem holde fast ved deres dobbelte statsborgerskab, at blive politisk aktive, og ikke lade sig assimilere i deres samfund. Ligesom den royale familie i Saudiarabien, kan Erdogan se, at en islamisk overtagelse af Europa vil indtræffe. Hans mission er at sætte fart i det ved at ansøge om EU medlemsskab for Tyrkiet og dermed islamiseringen af resten af Europa.

Ulig de gamle former for erobring er jihad immigrationen en fordel for de muslimske lande der sætter den i gang, mens de største udgifter skal bæres af de ikke-muslimske lande der er dets ofre og er tvunget til at subsidiere de sociale udgifter, forbrydelserne og omkostningerne ved terrorismen der påføres dem af deres voksende muslimske befolkninger. Det er en massiv invasion, hvor de nye immigranter sender byttet tilbage til deres gamle lande, står i spidsen for kriminalitet, og smuglernetværker der rækker fra Østeuropa til Mellemøsten.

Der er sat en fiskekrog i Europa. Hvor omkostningerne ved hvert barn der lærer at vokse op og kæmpe for islam bæres af de lande han optrænes til at ødelægge.

Derfor er Wiens mure faldet. Resten af Europa følger snart efter.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Daniel Greenfield is a blogger, columnist and freelance photographer born in Israel, who maintains his own blog, Sultan Knish.

Retten til ingenting

Retten til ingenting

---

Patrice Lewis

Fornylig hørte jeg den konservative radiovært - Michael Medved interviewe, med beundringsværdig tålmodighed, lederen af en national rådgivningsorganisation der skal hjælpe de hjemløse (lad os kalde ham Jon.) Jon var virkelig optaget af nødvendigheden af at støtte hans organisation via Your Tax Dollars (fradragsberettiget) fordi hans arbejde var bare så vigtigt.

Samtidig med at jeg beundrer Jons ihærdige og lidenskabelige beslutning om at gøre en ende på hjemløshed, så var han tilsyneladende ikke klar over forbindelsen mellem hjemløshed og det at være afhængig af regeringen. Han gjorde sig til talsmand for en helt ny række af "rettigheder" som jeg ikke anede kunne eksistere.

Tilsyneladende har en hjemløs ret til et hjem. Og mad. Og lægehjælp. Og transport. Og et job i den offentlige sektor. Det har ingen betydning om han har gjort sig fortjent til disse ting. Så længe han er hjemløs, har han ret til dem. Naturligvis skal disse "rettigheder" tilbydes for enden af en pistol der er rettet mod dig og mig, de overbebyrdede skattebetalere.

Medved forsøgte at få Jon til at have en mere nuanceret forståelse af begrænsningerne ved regeringens involvering i enkeltindividers vanskeligheder, men til ingen nytte. Enhver kritik af hans sag blev afvist som hjerteløs. Medved spurgte om disse hjemløse ville kunne blive ansatte i private virksomheder. Svaret var, i al væsentlighed, "Nej." For Jon var det helt i orden. Hans program for at gøre en ende på hjemløshed var en succes så længe mennesker ikke befandt sig på gaden, men boede i regeringssubsidierede hjem, arbejdede i lavtløns regeringsjobs, og modtog sundhedshjælp og madkuponer. På den baggrund kan det ikke undre at hans organisation har brug for flere midler.

Nu kan det godt være at nogle af Jer undres over, hvilket hjerteløst uhyre jeg er. Trods alt er der mange flere hjemløse end for to år siden. I denne økonomi er der millioner der kun er en enkelt lønudbetaling fra at bo på gaderne. Jeg kunne godt slække lidt på mit moralske kompas og være enig med Jonn om, at den hjemløse har ret til de nævnte ting.

Men nej, nej og atter nej.

Husk på denne tydelige og nemme definition på hvad en rettighed udgør: Rettigheder koster ikke nogen noget som helst. ´De opnås ikke ved at dykke ned i andres lommer. De ydes ikke af regerings storsind gennem rettighedslove.

Hvis en regering opererer med det princip at den hjemløse har en "rettighed" til mad/husly/arbejde/uddannelse/transport/lægehjælp o.s.v., ja disse ting kan så kun opnås gennem skatterne. Med ganske få undtagelser, tillader regerings-betalte løsninger ikke mennesker at blive bidragsydende medlemmer af samfundet uafhængige af hjælp fra regeringen. Det skaber blot en evindelig afhængig klasse der modtager enedeløse "rettigheder."

Det er den gamle "Giv en mand en fisk og han bliver mæt den dag; lær en mand at fiske og han kan spise sig mæt altid" syndrom. Regeringsprogrammer uddeler fiskefoder, men de underviser ikke nogen i at fiske. Det kan de næsten ikke per definition. Hvorimod privat velgørenhed kan.

Jeg havde en dejlig samtale med en mand ved navn David Wall fra Union Gospel Mission i Spokane, Washington. Denne særlige afdeling af UGM har været tilstede siden 1950 og er 100% privat finansieret. Man modtager slet ingen midler fra regeringen. Udover private bidrag, arbejder de med genbrugsbutikker der giver jobtræning og beskæftigelse til deres klienter og giver midler til deres missionsarbejde.

De hjælper de hjemløse gennem et tre punkts program: Redning (nødhjælps behov), Genoptræning (12-18 måneder med behandling og rådgivning for at klare de problemer der førte dem til Missionen) og Genoprettelse (integration tilbage til samfundet, og til at blive et ydende medlem.)

Regeringspenge har altid betingelser og bånd med sig." fastslog hr. Wall. "Der er altid betingelser. De fostrer afhængighed og fastholder den dårlige livsstil der førte mod hjemløsheden."

UGM's mål er at hjælpe mennesker igennem deres nedbrudte tilstand. "Vi forstår hvad der bragte dem til os," siger hr. Wall. "De er blevet 'såret,' skadet, vildledt eller haft nogle elendige valg der førte dem ud på gaderne. Undertiden er det kun deres egen fejl, og andre gange ikke. Men der kræves mere end blot at blive reddet. Redningen er kun et skridt, som kan give kræfter."

De regeringsbetalte grupper gives falske "rettigheder," (i form af programmer) hvor man med magt tager penge og ressourcer fra et segment af befolkningen og omfordeler dem til en anden. Dette slaveholder det første segmentet ved ikke at give dem lov til at beholde deres hårdttjente løn; og det slavegør det andet segment i evig afhængighed.

Grupper som UGM tilbyder assistance med det formål at gøre en ende på nøden gennem frivillige bidrag, giver mennesker værdigheden igen, og tilbyder dem de evner, den kunnen og de ressourcer der kan bruges for at være en uafhængig borger der har noget at bidrage med.

Et antal læsere vil uden tvivl misforstå denne klumme og mene at jeg går efter de som er uden arbejde på grund af økonomien. Venligst, folkens, I burde vide det ikke er sådan. De uden arbejde er ikke de som er blevet fastlåst i livslang afhængighed af regerings (host!) "rettigheder" - de forsøger bare at finde et andet arbejde og komme på fode igen.

Venstreorienterede læsere er allerede nu i gang ved tastaturet for at fortælle mig jeg er en koldhjertet heks der bare ønsker at se de hjemløse dø på gaderne. Det er fordi de venstreorienterede ikke mener at mennesker er i stand til at rejse sig og blive uafhængige uden assistance fra regeringen. De mener ikke at velgørenheden er tilstrækkelig stor eller i tilstrækkeligt antal til at kunne hjælpe alle der brug et behov.

Men omkostningen med rettighedsprogrammer nærmer sig 50 cents af hver dollar. Værre endnu rettighedsprogrammerne lærer mennesker at rettigheder stammer fra regeringen, ikke Naturen eller Naturens Gud. Venstreorienterede mener af Forfatningen garanterer at alle bør have alt i ligeligt mål (det er derfor de elsker omfordeling). De mener ikke at mennesker bør være begrænset af, hvad han selv kan klare. Ligeligt udkomme er ikke det samme som lige mulighed.

Hvad de venstreorienterede ikke vil indrømme er at vi bogstaveligt talt har millioner af mennesker der helt unødvendigt "har brug for" regeringens assistance fordi de gennem mange generationer er blevet oplært til at være afhængige, at få deres dårlige vaner (stoffer, alkohol, seksuelle tilbøjeligheder) forstærket og gjort mulige, og aldrig har måtte lide under konsekvenserne af deres handlinger. Regeringens rettighedsprogrammer er intet andet end som fiskemåltidet. De gør ikke tingene bedre.

Den private velgørenhed har ikke denne tendens. Her har man ikke råd til at lade menneskers elendige valg fortsætte i uendelighed. De tager de som er helt nede på bunden og giver dem deres liv og værdighed tilbage ved at 'lære dem at fiske.' Når mennesker har fået deres liv og værdighed genskabt da kan de drage fordel af deres ægte rettigheder.

Husk; hvis noget opnås gennem skattebetalte midler, SÅ ER DET IKKE EN RETTIGHED. Det er Forfatningsstridigt.

---

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=182885


Patrice Lewis is a freelance writer and the author of "The Home Craft Business: How to Make it Survive and Thrive." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 40 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at http://www.patricelewis.blogspot.com/.

Obama og Wilson - progressive, rige og afslappede

Woodrow Wilson og Barack Obama: De progressive og riges livstil

David Pietrusza

De ord der er blevet mest almindeligt vedrørende Barack Obama og hans administration er.

Progressiv.

Deltager i et forandrings-spil

Wilsonsk.

Jovist, der er ligheder mellem Barack Obama og hans Demokratiske forgænger Woodrow Wilson. De er begge akademikere med en kølig arrogance. Med knap to år af regeringserfaring overtog de præsidentskabet og stod for fundamentale overhalinger af det eksisterende amerikanske system.

Men det er her vi kan finde endnu en mindre bemærket, men måske meget betegnende sammenligning: Deres arbejdsvaner.

Barack Obama er allerede mere kendt for sine ferier, golfture og teaterbesøg end han burde være. I en tid med økonomisk krise, drager han afsted til Maine og Hawaii og Broadway og Martha's Vineyard. Hans hustru besøger kongen af Spanien. (se denne artikel på synopsis) I en tid med krig aflyser han sin tilstedeværelse ved en ceremony på Memorial Day for at holde ferie i Amerikas favorit - sol-og-sjov-ferie sted -- Chicago. Han spiller basketball. Han dyrker motion. Han spiller golf og spiller golf -- og golf. Mønsteret og bedraget er tydeligt. Udover Barack Obamas tid foran teleprompteren, da er den amerikanske offentlighed, der måske er uden arbejde, stadig usikre på hvornår den karl arbejder.

Så er vi tilbage ved Mr. Wilson. Det er velkendt at Woodrow Wilson brugte det meste af sine to sidste år på at være lammet og ikke i stand til at arbejde. Fuldt forståeligt og kan kun medføre sympati, ikke fordømmelse.

Men selv før hans forkrøblende slagtilfælde i september og oktober 1919, da var præsident Wilson ikke nogen arbejdshest.

Igen spillede hans helbred ind. Selv før han kom i Det Hvide Hus, havde han haft to mindre slagtilfælde. Det ene i 1896 der midlertidigt begrænsede hans brug af højre hånd. Endnu et i 1906, der skadede hans syn på venstre øje. Wilson led også ifølge diagnosen af åreforkalkning. Ifølge Wilson's læge i Det Hvide Hus, dr. Gary Grayson, anbefalede han et meget begrænset arbejdsskema for patienten. Som præsident arbejdede Wilson normalt ikke mere end 3 til 4 timer om dagen. Han arbejdede sjældent om søndagen. Hans sommerprogram var endnu mere begrænset. Han holdt af at sejle på Potomac og Chesapeake Bay ombord på sin præsident yact. Han red. Han kørte lange ture i sin Pierce-Arrow limousine. Efter en udflugt på 70 miles gennem New Hampshire, bemærkede Washington Post, "Standser ofte for at spørge om vej." Da han endelig kom tilbage spillede han golf. (i)

Udover det elskede Wilson at bruge sin tid på forskellige morsomheder. Han trivedes med teater, især vaudeviller, og tilbragte hver lørdag han kunne ved B.F. Keith's High-Class Vaudeville Theatre. "Jeg holder af teater....," skrev han i 1914, "især et god vaudeville hvor jeg kan få den perfekte afslapning; for en vaudeville er anderledes end et stykke...hvis der er en dårlig præstation i en vaudeville, da kan man være helt sikker på at den næste ikke er nær så slem; men man kan ikke undslippe i et skuespil."

Et skilt ved Keith Theater i 1931 markerede endog, hvor ofte Wilson havde været tilstede (retfærdigvis, var den hyppigste tid med hans tilstedeværelse den periode af hans præsidentskab hvor han var ramt af slagtilfældene). Der berettes om at han overværede Philadelphia Orchestra ved National Theater, eller hans begejstrede tilstedeværelse i 1915 ved skuespilstjerne Chauncey Olcott's debut i "Shameen Dhu" ved Washington Columbia Theater i januar 1915 (Wilson's golftur var aflyst på grund af tåge den morgen) eller ved Louis Mann's premiereaften som tysk/amerikaner i "Friendly Enemies" i 1918.

Lobbyen i Keith Theatre 1916

Ligesom Obamaerne besøgte Wilson Broadway i 1914. Men ulig dem, kun en gang, og han var ikke i teater. Efter en eftermiddag med 18 huller på Long Island banen (han nåede 80) besøgte Wilson sin rådgiver oberst Edward M. House i byen. Sammen forsøgte de incognito at gå ned ad Broadway. Parret nåede så langt som til et udendørs Frelsens Hær møde, før helvedet brød løs. Det lykkedes Wilson og House at søge ly fra de overbegejstrede beundrere i det gamle Waldorf Astori Hotel, før Secret Service agenter fik gelejdet præsidenten for United States bort i en forbipasserende Fifth Avenue bus og tilbage til Obert's House's 115 East 53.rd lejlighed. (ii)

Wilson holdt af levende filmbilleder. Efter en forevisning i Det Hvide Hus af instruktøren D.W. Griffiths' "EN nations Fødsel," kommenterede Wilson angiveligt at den kontroversille film var "som at skrive historie med lynild. Min eneste anke er at den er så skrækkelig sand." Under alle omstændigheder deltog Grifftih i adskillige "fireside samtaler" med Wilson der var født i Syden -- selvom instruktøren senere beklagede sig over præsidentens udtalte mangel på personlig gæstfrihed (iii)

Wilson elskede at overvære baseball kampe. Han var den første præsident der kastede den første bold i en World Series. Og selvom han var klog og ansvarlig nok til ikke at overvære kampe på Washingtons Griffith Stadium under krigen, da var hans tilstedeværelse før fjendtlighederne brød ud ret almindelig -- i det mindste efter præsident standarder.I april 1913 kastede ikke ikke kun sæsonens første bold, han overværede tre kampe ud af fire med Senator-Red Sox serien.

Ferier? I de tre første somre af hans præsidentperiode forlod Wilson forståeligt nok Washington til fordel for Cornish, New Hampshire's mere køligere klima. I 1916 holdt han sommerferie ved Jersey kysten. Sådanne ferier var lange, op til "en måned eller to (iv) borte fra skrivebrodet -- og det var næppe arbejdsferier. I august 1915, for eksempel, bemærkede Washingtion Post at der lå "en masse arbejde" og ventede på at Wilson kom tilbage fra hans tre ugers ophold i New England. Alligevel drog han en måned senere tilbage til New Hampshire. "Han er måske borte en uge," undrede Post sig. "Han vil måske blive der to eller tre uger (v). Præsidentens sekretær Jospeh Tumulty var ikke med ham (vi) Selv da landet var i krig i 1917 og Wilson undlod sådanne fravær bemærkede the Post at han ikke undlod sit sædvanlige "spil golf om morgenen" (vii)

Wilson forskeren John Milton Cooper henviser også til Wilsons "daglige runde med golf" og bemærker at det var da Wilson var ved at drage ud på goldbanen i maj 1915 at han hørte om sænkningen af det britiske passagererskib RMS Lusitania ved den tyske ubåd U-20. Wilson aflyste sin golf. Han afventede flere nyhder -- det blev imidlertid fortalt at han ikke kommunikerede med Udenrigsminister William Jennings Bryan -- og derpå kørte han sig en tur i sin limousine.

Wilson med sin anden hustru Edith Bolling Galt

Det var imdilertid efter en golftur en dag i maj måned 1915 at Wilson som fornylig var blevet enkemand fik lejlighed til at møde enken Mrs. Edith Bolling Galt. Hans voldsomme kurmageri smed hans allerede afslappede arbejdsskema ud i det rene kaos. Som husket af Det Hvide Hus's chefbutler Irwin "Ike" Hoover,

Præsidenten var ganske enkelt som besat. Han lagde i praksis alt tilside, og tog sig kun af de allervigtigste statsanliggender. Anmodninger om aftaler blev afvist med den forklaring, at han havde vigtigere ting at tage sig af. Kabinetsmøder, møder med Senatorer, med embedsmænd blev behandlet på samme vis. Det havde altid været vanskeligt at få aftaler med ham; det blev endnu sværere end nogensinde, og vigtige statsanliggender blev suspenderet mens han skrev til sin udkårne. Når man ved, at i denne tid rasede en krig i Europa, for ikke at nævne en præsidentkampagne der nærmere sig da kan man forstille sig, hvor travlt han må have haft. Der var rigtig megen ængstelse hos hans politiske venner, der dog blot måtte acceptere det uafvendelige, men som begyndte at lede efter en udvej for at udskyde det til efter valget, af frygt for at folket ikke ville bryde sig om det. (viii)

Alligevel overlevede Wilson en Republikansk vækkelse for med nød og næppe at vinde endnu en periode i 1916. De tidlige år med Wilson var alle år i velstand. Og i komfortable tider, betyder det ikke så meget om Ike's (Eisenhower) eller LBJ (Lyndon B. Johnson) spillede golf eller trak beagler i ørene. Men når inflation og arbejdsløshed hæmmer landet da forbliver det på lignende måde af samme lave betydning, hvis selvhøjtidelige ingeniører som Herbert Hoover eller Jimmy Carter sad oppe hele natten i olielampens skær for at nusse med detaljerne for det synkende statsskib.

Konklusionen: Hvis det amerikanske folk har arbejde i 2012, så betyder det intet som helst, hvis Barack Obama spiller klaveret.

---

[i] Washington Post, 11 July 1913, p. 1. Regarding a Vermont motor jaunt the Post noted; "WILSON LOST IN WOODS . . . RESENTFUL COW HALTS CAR." (Washington Post, 28 June 1915, p. 10). A month later the presidential motorcar was rear-ended in Newport, New Hampshire. (Washington Post, 11 July 1915, p. 1)

[ii] Washington Post, 15 November 1914, p. 8.

[iii] Hart, James (ed.), The Man Who Invented Hollywood: The Autobiography of D. W. Griffith Louisville: Touchstone, 1972, p. 21.

[iv] Washington Post, 25 June 1915, p. 7.

[v] Washington Post, 4 July 1915, p. 2.

[vi] Washington Post, 4 July 1915, p. 2.

[vii] Washington Post, 25 June 1917, p. 7.

[viii] Hoover, Irwin Hood "Ike." 42 Years in the White House. Boston: Houghton Mifflin, 1934, p. 67.

Fremskridt for kvinder i Vesten - men ikke i muslimske lande

Fremskridt for kvinder i Vesten - men ikke i muslimske lande

Dr. Laina Farhat-Holzman

Den 9/11 blev vort land angrebet af en sekt der især føler sig krænket over ligheden hos mænd og kvinder (en vederstyggelighed i selvmorderens Attas øjne). Det er derfor passende at fejre en af de mest forbavsende revolutioner i historie - at kvinder ikke er en ejendom, men selvstændige personer. Denne revolution gør stadig mange i verdens mest formørkede lande rædselsslagne, som vi kan se i ord og handling. Hvis du ser Time Magazine's forside fra 9.08. vises en ung afghansk kvinde hvis næse og ører er blevet skåret af, fordi hun havde den 'frækhed' at løbe hjemmefra på grund af vold i hjemmet.

Vi er i Vesten så vant til lighed for loven for mænd og kvinder at vi glemmer hvor forholdsvist nyt og særegent denne holdning har været i historien. Her kommer en hurtig undersøgelse af højdepunkterne.

Athen. Vi skylder de gamle grækere demokratiet. I Athen i det 5. århundrede før Kristus stemte alle mandlige borgere. Dette var første gang at mænd på alle økonomiske planer, forudsat de ikke var slaver, og at de var indfødte borgere, kunne være deltagere i deres egen ledelse. Kvinder fik ikke denne rettighed fordi, ifølge de Athenske filosoffer havde de ikke den mentale kapacitet til at ræsonnere som mænd. Det var kun ægteskab og at føde børn der var deres opgave.

Nogle græske skuespilforfattere havde det anderledes: Antigone, i hvilken en prinsesse går imod sin konge i en konflikt mellem religion og statsmagt; Den Trojanske Kvinde, i hvilken overlevende af den gamle græske/trojanske krig viser sig at være intelligente og meget mere ædle end deres mandlige erobrere; og Lysistrata, en komedie i hvilken kvinder fra hele det krigsførende Grækenland mødes for at enes om ikke at yde sex før mændene stifter fred.

En modig filosof, Platon, spekulerede over, at hvis kvinder havde de samme uddannelsesmæssige fordele som mænd at de da ville være ligeså egnede. Hans model for denne holdning var den smukke og dygtige Aspasia, ledsager og elskerinde for Athens mest indflydelserige statsmand og general, Perikles. Perikles kunne ikke gifte sig med hende fordi hun var udlænding. Hvis han havde gjort det, da ville hun blot være blevet en græsk hustru uden nogen status.

Alexandria, Ægypten. I det 4. århundrede, i et af de store centre (og biblioteker) med græsk og romersk lærdom, var Hypatia berømt som filosof, matematiker, astronom og professor. Da Kristendommen vandt kampen mod hedenskabet, Zoroastrerne og jøderne, satte de regler der var opstillet af apostlen Paulus samme Hypatia i en vanskelig situation. Fordi hun var så helt anderledes end de ignorante og undertrykte kvinder på den tid, blev hun betragtet som heks og myrdet.

Middelalderens Europa.. Klosterfænomenet medførte et overraskende frugtbart resultat.: Nogle kvindeklostre blev berømte for deres viden og kundskab. Der var skribenter og religiøse filosoffer hos dem.

Byzants. Romersk kultur fortsattes ved at den flyttede fra Italien til Byzantium (Konstantinopel), hvor den blomstrede op indtil den blev brudt ned af de osmanniske tyrkere i 1453. I det 11. århundrede blev en kongelig prinsesse Anna Comnena verdens første kvindelige historiker. Hun skrev en beretning om det første Korstog, og beskrev nogle af de europæiske krigsherrer der kom gennem Konstantinopel for at få Kejserens vlsignelse. Dette er et bemærkelsesværdigt stykke arbejde med en omhygglig analyse af realpolitk og kyniske rænkespil.

Renæssancens Europa. Kvindelige monarker, som Elizabeth 1. sammen med de ædle kvinder fra den tid, blev uddannet og udviste stor dygtighed. Da opfindelsen af trykkepressen samtidig gjorde det muligt for mellemklassen at læse, ligesom hos aristokratiet, da fremstod kvindelige forfattere der blev anerkendt som store kunstnere. Malere og skuptører haltede noget bagefter, ligesom med komponister og musikere og dirigenter der var sværere for kvinder at besklftige sig med sammenlignet med det at skrive. Men denne forhindring er nu nedsmeltet.

Moderne Verden. Sammen med den politiske emancipation hos kvinder i Vesten er fulgt en række nedbrydninger af barrierer mod kvinder som videnskabsdolk, (Marie Curie), økonomer, professorer, arkitekter, astronauter og opfindere. Selv i Italien har en kvinde brudt gennem glasloftet og er blevet gondoliere i Venedig.

Men i det formørkede Saudiarabien er kvinder stadig mænds ejendom og har ikke lov til at køre bil. Hvor kvalmende.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is an historian, lecturer, and author who also writes for the Santa Cruz Sentinel. You may contact her at Lfarhat102@aol.com or http://www.globalthink.net/.

Børn afhængige af vold og blod

Amerikas børn afhængige af blod

---

Phyllis Schlafly

Yderst voldelige og afhængighedsskabende videospil forurener sindet hos en hel generation af børn, og de fleste forældre aner det ikke. Unge spillere optjener spillepoint baseret på hvor mange mord de begår, med yderst realistiske blodbadsscener der kastes i hovedet på teenagerne og de helt unge, for at de skal lære at nyde det.

Disse meget foruroligende videospil opmuntrer spillerne til at skyde uskyldige tilskuere for at vinde point og til at begå handlinger der inkluderer brugen af skovle for at skære hovederne af folk, for at hunde kan hente deres afhuggede hoveder. Hvis du synes at det er chokerende læsning, så forstil dig hvor meget mere chokerende det er for en 7-årig at se det på en bloddryppende grafik og at vinde point for at begå sådanne forbrydelser.

Andre scenarier kan inkludere at have sex med prostituerede og derpå dræbe dem eller man skal begå ækle terrorhandlinger. Disse dødbringende rolle-spil gør ikke kun deltagerne ufølsom og belønner spillerne for deres ekstreme vold, men det er også meget afhængighedsskabende.

Forældre kontrol er ikke løsningen, fordi forældre typisk ikke har mulighed for til fulde at gennemse disse spil før man giver lov til, eller forbyder at børnene må spille dem. Visse spil er programmeret således at de indbyder til mere vold når spillet er i gang, og forældrene spiller eller kan sædvanligvis ikke spile spillene.

Børn kan ikke altid se forskellen på fantasi og virkelighed. Hjerneforskning antyder at teenagernes hjerner, ligesom børne hjerner, er under stadig udvikling og kan opbevare, lagre, voldelige billeder som var de ægte erindringer.

Faktisk kan enhver skolemassakre spores tilbage til den unge drabsmands afhængighed af voldelige videospil. Videospilindustrien høster gigantiske milliardsummer i afkast og nu overgår den endog Hollywood i indtjeningsprofit, afgifter og i indflydelse.

En sag der udfordrer en lov der skal begrænse salget af disse voldelige spil til børn kører nu i U.S. Højesteret. Denne sag nåede frem til Højesteret, fordi nogle lavere forbundsdomstole, bestemte at disse spil har ret til ligeså meget ytringsfrihed som for eksempel, Shakespeare, og at love der begrænser salget af dem er forfatningsstridige.

Video spil industrien forsøger at pakke sine onde produkter ind i First Amendment. Industrien beder den høje ret om at skabe en ny type af ytringsfrihed der ville gøre det umuligt at sætte nogen grænser for denne ofring af børn.

Videospilindustrien kan risikere at miste milliarder af dollars i fremtidige indtægter, hvis Højesteret stemmer imod at indføre en ny, ytringsrettighed til at korrumpere børns sind og moral med det som kan kaldes misbrug. En kommentator beskrev et sådant resultat som "apokalyptisk" for industrien.

Vi ville forvente at anklagemyndighderne, hvoraf mange er blevet valgt på løfter om at beskytte børn og familierne, vil lægge hele deres indlfydelse ind i denne sag og værne om skaden mod børn. Elleve stats anklagere har slået sig sammen i en 'ven-med retten' (amicus) udtalelse for at standse salget af voldelige videospil til børn: Connecitcut, Florida, Hawaii, Illinois, Louisianna, Maryland, Michigan, Minnesota, Missisippi, Texas og Virginia.

Indtil videre har de andre 38 statsanklagere enten ladet problemet ligge, idet de håber på at vælgerne ikke bemærker det, eller de overvejer endog at underskrive en udtalelse til gunst for de voldelige videospil! Tilsyneladende er der nogle der mere bekymrer sig om at få store summer til deres kampagner end at opfylde deres kampagneløfter. Penge har magt, og videospilindustrien har grotter fyldt af dem og kan motivere ambitiøse politiske embedsmænd. At være statsanklager betragtes ofte som en trædesten til at blive valgt som guvernør.

Sidste frist for at indgive indvendinger i denne sag er 17. september. Statsanklagerne tager nu deres beslutninger, uanset om de vil være på børnenes eller videospilindustriens side.

Californiens øverste anklager forsvarer loven der forbyder salg af voldelige spil til børn. Zackery Morazzine sagde, "Det er vor opfattelse at der er en ret så intens lobbyvirksomhed i gang" hos spilindustrien.

Når man tager i betragtning at der er masser af penge der kan støtte lobbyen på den forkerte side, da har familierne al mulig grund til at komme med deres mening og fortælle statsanklageren, at denne bør stå på den rigtige side.

I Utah holdt lovgivere der går ind for familien, og vælgere en pressekonference den 23. august for at fortælle deres statsanklager at vedkommende bør beskytte børn mod voldelige spil. Grupper i andre stater bør gøre det samme, og det meget hurtigt.

Statsanklagerne kan være nøglen til hvilken side der vinder i denne skelsættende sag om jura. Det er på tide at familierne gør det klart for deres statsanklager at vælgerne vil holde dem ansvarlige for hvad de gør med dette problem der fylder børns sind og tanker og hukommelser med afskyvækkende kriminelle forestillinger.

Phyllis Schlafly

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=200297

Venstrefløjens nye Rengøringsdamer

Bruce Walker

For fyrre år siden var det amerikanske samfund (i det mindste den del der var domineret af de venstreorienterede) fyldt op med feminisme. Dette var den nye inkarnation af venstrefløjens blomst. Hugh Hefner og Playboy, selvom de blev latterliggjort af disse feminister, gjorde naturligvis knæfald ved deres alter. De højere læreanstalter fik travlt med en oprette kurser i "Kvindestudier." tilsyneladende i forglemmelse af den kendsgerning, at "Ariske Studier" på tyske læreanstalter repræsenterede det absolutte nulpunkt i menneskelig lærdom og at det barske "Kvinder er Gode, Mænd er Onde" fjendskab i dette pseudo-akademiske eventyr lugter, ja stinker af noget den Nationalsocialistiske Studenterforening kunne have brygget sammen.

Mænd blev målløse over at erfare, at de havde været "undertrykkere" -- at de havde tvunget kvinder til at blive hjemme mens de, i fulde drag, nyd de søde glæder ved myldretidstrafikken og jobs der gav dem hjertestop, at den længere livslængde hos kvinder beviste at den utilstrækkelige opmærksomhed var blevet betalt i form af "problemerne med kvinders helbred," at de stortrivedes med det privilegium at lide i rædselsvækkende militære slag mens kvinder ikke deltog, og at det køn som ejede det meste af velstanden i vor nation også, minsandten var, det svage, hjælpeløse køn.

Sandheden, som alle fornuftige mennesker og voksne allerede vidste, er at ingen af de to køn har en fordel fremfor den anden. Kønsforskelligheder hos arter der er tæt på Homo Sapiens afspejler meget fint de seksualroller der er blevet uafhængigt udviklet i ganske så forskellige kulturer i tusinder af år.

Denne forbavsende kendsgerning - at mænd og kvinder er arvemæssigt forskellige og samtidig komplementerer hinanden -- har aldrig overrasket konservative, og til deres virkelig store ros, har konservative kvinder med empati forkastet den holdning at der skulle være brug for hele det venstreorienterede inkvisitions apparat for at de kunne blive beskyttet mod de onde mænds inderste og mørke ønsker.

Der er også sket noget andet. Den trættende, beklagende stemme hos venstrefløjens feminister har fremvist sit beskidte underskørt den første gang man stillede spørgsmål ved den ideologiske ortodoksi, der krævede anstændighed. Bill Clinton - hvis vi skal tro de lidenskabelige og troværdige beretninger fra masser af kvinder -- havde altså ikke blot affærer. Han intimiderede kvinder. Han sendte slyngler ud for at genere dem. Han drog fordel af kvinderne når de var svagest. Og, meget sandsynligt, da voldtog Clinton meget voldsomt Juanita Broaddrick. De Nye Rengøringsdamer, de aldrende beskyttere at den strikse feminisme, trådte til og gjorde rent så ingen beviser kunne findes, og fremviste dermed anbefalinger der bekræftede dem som halv-officielt sanktionerede repræsentanter for kvinder overalt.

Da George W. Bush igangsatte kampagnen i Afghanistan og i Irak, var det strategisk kloge i hans 'korstog' emnet for et rimeligt gennemsyn. Virkningen af disse kampagner på kvinder var imidlertid helt klar: Hvem ellers var blevet befriet, jo det var kvinder der i kolossalt omfang blev befriet. Islams kvindehad er en meget gammel historie og radikal Islam behandler kvinder værre end alle mulige andre. Den eksplosive vækst i æresdrab i Amerika og andre dele af Vesten ignoreres af De Nye Rengøringsdamer på den gamle feministiske venstrefløj. Selv de mest skøre bagvaskere af kristen og jødisk behandling af kvinder kan få disse gamle kællinger til at skrige af rædsel, men vis dem en pige der er blevet underlagt "kvindelig omskærelse," af fjenderne af Amerika og vore friheder, og morlillerne gaber højlydt.

Men "tiden er under forandring." Nu er skalpellen hos konservative skribenter en der skærer dybere og det er flere end blot Ann Coulter. Hun er ikke alene fremragende, men smuk og klog. Ann skrev bevægende kærlige lovprisninger til sin mor og far, som hun helt klart beundrede og tilbad. Hun er kun en ud af en hær af principfaste penne der føres af kvindehænder. Barbara Olson, Laura Ingraham og andre tillidsvækkende konservative forfatterinder er gået i kødet på venstrefløjen herunder den trøstesløse sti der kaldes "feminismen."

Sarah Palin, helt bogstaveligt - skønhedsdronning, gik imod venstrefløjen, som måske den tapreste af tapre i den konservative bevægelse. Nu er Nikki Haley, den 33 år gamle konservative frontløber som den næste Guvernør i South Carolina kommet med en udtalelse. Angela McGlowan, endnu en smuk kvinde kan måske få et Demokratisk sæde i Huset for Republikanerne i Missisippi til november. Nikki og Angela har noget til fælles. Begge er hvad venstreorienterede elsker at kalde "farvede," og som alle vi andre bare kalder "mennesker." Nikki's forældre er immigranter fra Indien. Angela voksede op i en stor sort familie i Mississippi.

Dette er kvinder som ikke har brug for noget uklart patriarkalsk kram for at fortjene sig en plads i den offentlige debat. Disse kvinder elsker og stoler på mænd og kvinder. De stoler på godheden i de jødisk/kristne traditioner, og de tilbeder Gud, som værende hans skabninger. Deres muntre, kraftfulde, direkte og polemiske angreb på venstrefløjen vil forårsage modangreb - og faktisk er disse modangreb blevet sat ind. Og da venstrefløjen i bund og grund er ondskabsfuld, har angrebene på Sarah og Ann været ondskabsfulde.

Der i hjørnet med moppe og spand stirrer de gamle damer fra den feministiske venstrefløj, de kender deres plads, de bider sig i tungen mens deres herrer forhåner al kvindeligheden som disse konservative besidder. Sarah har et barn med særlige behov? Mændene fremturer i rå forhånelse, og deres kvindelige tjenere ser blot til. Så har en mandlig bloger opfundet en affære med Nikki Haley? Nuvel, venstrefløjens Rengøringsdamer mener ikke alle mænd er slemme. Selv det mindste lille træk de foretager sig, som da Obama skubbede Hillary tilside og gav hende et meningsløst job, omtales ikke, undtagen når det vedkommer det store slag mod modstanderne af venstrefløjen.

Mens venstrefløjens nye rengøringsdamer ser til, vil ægte kvinder, som Ann og Sarah og Nikki og Anglea med stor glæde føre Amerika frem mod en lykkeligere fremtid.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie and The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

For den gode ordens skyld skal jeg understrege at billederne af de konservative kvinder og kvinderne fra Demokraterne (og de er da skønne) er ment som et humoristisk indslag og ikke er i den originale artikel. - hilsen synopsis-olsen