1913 var et meget slemt år
J.B. Williams
Før 1913 var der ingen indkomstskat. Staterne havde rettigheder og repræsentation i Washington DC. Der var ingen Forbunds Central Bank, og forbundsregeringen styrede under de begrænsede magtbeføjelser der er angivet i US Forfatningen. Hold da op som et år kan udgøre en forskel.
Næsten 100 år senere er det klart at den politik der blev skabt i 1913, skal føres tilbage for at give magten igen til folket og enkeltstaterne. Men kan det amerikanske folk mon få Ånden tilbage i flasken.
Beretningen om US Skattesystemet kan opsummeres i en paragraf.
Før indførelsen af indkomstskatten var de fleste borgere i stand til at klare deres egne private økonomiske forhold uden regeringen blandede sig. Individerne tjente deres løn, virksomhederne fik profit, og velstanden voksede og der var kun lidt eller slet ingen indblanding af regeringsregulativer.
Vedtagelsen af den 16. Amendment til Forfatningen ville for evigt forandre livet i Amerika og det ikke til det bedre.
16. - Kongressen skal have magten til at opkræve, og fastsætte skat på indkomster, uanset hvorledes disse er skabt, uden omfordeling staterne imellem, og uden hensyn til nogen folketælling eller fortegnelse.
Det er svært at forestille sig at den førnnævnte Amendment kunne være skrevet meget mere 'bredt', og hvorfor 36 stater dog ville være enige i en så åbenlys magtoverdragelse til forbundsregeringen, der kan flå borgerne for deres velfortjente løn gennem beskatning uden repræsentation og med bogstaveligt talt ingen begrænsninger eller grænser for, hvor langt forbundsregeringen kunne gå i deres bestræbelse for at købe sig stemmer på bekostning af andre.
Siden 1913 er indkomstskattemidlet blevet benyttet som hovedmiddel til en venstreorienteret social forandring hvorved mennesker er blevet tvunget til at understøtte en regering de ikke længere har tillid til og ikke længere støtter. US Kongressen har blot en popularitetsrate på 11% nu om stunder og Skatteministeriet har kun støtte af 28% af borgerne, de som personligt har gavn af at deres medborgere flås.
Enkeltstaterne er nu administrativt afhængige af forbundsregeringen og denne er en kæmpe abe der tramper gennem det amerikanske livs rosenhave, og det ser ud til at der ikke er nogen der har en metode til at tøjle den.
Ydermere takket været vedtagelsen af 17. Amendment, også fra 1913, har enkeltstaterne ikke længere repræsentation i Washingtogn DC. Endnu engang, det som forekom som en uskyldig sætning og en rigtig god ide for nogle dengang er siden blevet benyttet af forbundsregeringen til at indskrænke enkeltstatens suverænitet og rettigheder.
Den 17. - USA's Senat skal bestå af to Senatorer fra hver stat, som er valgt af folket i staten, for en periode på seks år.
Året 1913 var også fødslen for nutidens fortolkning af den misbrugte "overhøjheds klausul" -- en helt igennem anti-amerikansk holdning om at forbundsregeringen har ubegrænset "suverænitet" over enkeltstaterne og folket. Uden enkeltstaternes repræsentation i DC på grund af 17. Amendment, kan Forbundsregeringen gå helt amok....og det gør den så.
Før vedtagelsen af 17. var U.S. Senatet den lovgivende forsamling der repræsenterede enkeltstaternes interesser, deres suverænitet og deres stats rettigheder. Den 17. eliminerede såvel enkeltstaternes repræsentation og reducerede Senatet til blot at være en udvidelse af Repræsentanternes Hus.
Senatet blev valgt ved hver enkeltstats lovgivende forsamling og var forpligtet til at tjene enkeltstatens interesser. Ikke som Repræsentanternes Hus - i hvilken lokale repræsentanter der er kendt af de lokale vælgere er valgt af deres naboer som repræsentanter for vælgernes vilje derhjemme - da er medlemmerne af Senatet ikke kendt af eller kan nås af de fleste vælgere i staten, men de repræsenterer også vælgernes vilje, de vælgere som de ikke kender og som de ikke længere er i kontakt med. Dermed er enkeltstaten uden reelle repræsentanter.
Resultatet er at forbundsregeringen nu er beskæftiget med hundse med enkeltstaternes suverænitet og rettigheder, som en dagligs begivenhed. Situationen i Arizona, hvor forbundsbundsregeringen har lagt sag an mod staten for forsøg på at tvinge den eksisterende immigrationslov igennem, og som forbundsregeringen selv nægter at håndhæve er et lysende eksempel på tyranniet fra forbundsregeringen der er muliggjort af 17. Amendment.
Forbundsbanken
I efterdønningerne af Bankpanikken i 1907, fik valgte Demokraterne den fulde kontrol over begge kamre. Med fuld kontrol over den lovgivende myndighed spildte de ikke tiden, men satte fokus på forbundsregeringens "magtmuligheder gennem flertal" for at skabe en social omvæltning gennem forbundsmagten.
Finansiel panik og banker der gik ned var alt for almindelige i løbet af det 19. og tidligt i det 20. århundrede. Nogle var mere alvorlige end andre, men de fulgte alle stort set det samme mønster. En spekulants uheld ville underminere den offentlige tillid til finanssystemet. Panikslagne investorer ville trække penge ud for at formindske deres tab. Og fordi det ikke var ualmindeligt for spekulanter også at være ansatte i bankerne, da ville bekymrede indlånere skynde sig hen og trække deres penge ud fra enhver bank der kunne knyttes til en bekymrende spekulant.
The Federal Reserve System blev oprettet for at være en stabiliserende faktor til den lejlighedsvise ekstreme skrøbelighed på det finansielle marked, der sædvanligvis var forårsaget af overoptimistiske spekulanter der agerede på vegne af en håndfuld ivrige investorer.
Det nye system fremstod gennem en privat investering af den da 70 årige J.P. Morgan, der standsede den omsiggribende trækken penge ud af banker med baggrund i den finansielle uro hos New York Knickerbocker Trust. J. D. Rockefeller tårdte til som hjælper, sammen med nogle få andre velbeslåede pengemænd.
Ligesom Obama og Demokraterne gør i dag, forsøgte Demokraterne at tæmme den republikanske præsident Teddy Roosevelt ved at give ham skylden for bankpanikken.
En person der ikke søgte sig en fordel ved krisen var Williams Jennings Bryan, Demokraternes tilbagevendede præsidentkandidast. I en improviseret tale til forsamlingen ved Binghamton, New York togstationen gik han til forsvar for Præsident Theodore Roosevelt, en Republikaner. "Jeg bemærker" sagde Bryan, "at en af de ansatte i banken der netop er lukket i forgårs gav præsident Roosevelt skylden. Det er ikke grunden. Giv ikke Sheriffen skylden, men hellere hestetyven."
Det var ikke Forbundsregeringen der standsede stormløbet mod bankerne, det var de privat investorer. Men skabelsen af Federal Reserve System der derpå fulgte ville man endu engang give forbundsregeringen en magt den ikke burde besidde.
Fra det øjeblik, ville det altså ikke være de private investorer der skulle hjælpe banker i krisen, men de amerikanske skatteydere. Værre endnu, der ville ikke være en ende på trykningen af penge og akkumuleringen af den offentlige gæld når forbundsregeringen via Federal Reserve nu havde, det som man ville anse som en uudtømmelig kilde, hvorfra kontanter kunne hentes.
Det begyndte i 2001 og Bush administrationen forsøgte i 7 år at overbevise Kongressens Demokrater, herunder Barney Frank og Christopher Dodd, om at der ildevarslende problemer med Fannie Mae og Freddie Mac, men det var til ingen nytte.
Det blev Federal Reserve og de amerikanske skatteydere der ville komme til at stå til ansvar for Demokraternes inkompetence og elendige beslutninger og at man ville nægte at beskæftige sig med de voksende huslånsproblemer indtil der ikke var nogen vej tilbage.
Til sidst ville Obama administrationen føre nationen ud i en gæld stigende fra 10 billioner dollars til 14 billioner på blot mindre end to år, med endnu flere ufinansierede billioner på det sociale område med det formål at støtte fagforeningerne i krise, de fagforeninger der vil holde dem ved den politiske magt.
1913 var et at de værste år i amerikansk historie, da folket herefter blev gjort administrativt ansvarlige for de utiske gerninger hos nogle få i bankverdenen og regeringen. Enkelststaterne mistede deres repræsentation i Senatet, deres stats suverænitet og rettigheder, mens Forbundsregeringen fik den "øverste myndighed" og Centralbanken blev det våben, hvormed regeringen ville køre nationen i sænk med en enorm gæld.
I 2010 har Demokraterne nu kontrollen over såvel Huset som Kongressen, Det Hvide Hus, pressen og domstolene. Det der skete i 1913 er ingenting i sammenligning med det som Demokraterne har i støbeskeen for Amerika nu.
Før folket og enkeltstaterne kan kontrollere denne nation igen, så skal de lave al den skade der blev indledt i 1913 om, den skade der gav næring til den yderligere skade der fandt sted med FDR's New Deal socialisme.
1., 2. & 10. Amendment initiativerne i staterne i dag er nødvendige på grund af begivenhederne i 1913. Lav 1913 om, og de fleste af problemerne kan nemt løses.
Sources
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar