En knægt som præsident

Our Boy-President

Pedro Primavera

Sigmund Freud ville måske have været stolt over det som Obama har gjort med Amerika.

"Jeg tvivler ikke på, at det ville være lettere for skæbnen at tage din smerte bort, end jeg ville kunne. Men du vil komme til erkendelse af, at meget er blevet opnået hvis det lykkes os at forvandle vor hysteriske elendighed til blot almindelig ulykkelighed."
- Sigmund Freud, Studies in Hysteria (1895),hvor han fremholder de højeste mål for sine patienter.

Det bør dog bemærkes at Freud ikke helbredte en eneste af sine patienter. Hvis du regner de mennesker med som han introducerede til kokain, så var hans succesrate helt sikkert negativt. Psykoanalysens fader havde masser af dæmoner at kæmpe imod, herunder misbrug af kokain, utroskab med sine patienter, og en fysisk tiltrækning af sin moder. Et sundt og rationelt sind kan umuligt fremkomme med det som Freud påstod var videnskab, og det lykkedes ham kun at forklare, og derpå overføre sin egen elendighed på sine patienter.

Det ser ud til at Barack Obama og en generation af Demokratiske tilhængere har adopteret den samme 'videnskabelige' metode' for Amerika. Freud ville være ganske godt tilfreds, hvis han stadig var i live.

"Det var jo det jeg sagde." Disse ord er der ingen forældre der ønsker at sige til sine børn. Det betyder nemlig, at efter gentagne advarsler da er et uvornt barn blevet ved med at gå frem mod selvødelæggelse. Efter at en generation med progressive venstreorienterede har tilført Amerika en vildledt altruistisk elite, så kan vi nu sige "Det var jo det jeg sagde!" Set i et tilbageblik må man konstatere at ingen sociale dårligdomme er blevet elimineret eller blot reduceret ved noget New Deal, Great Society, eller Yes We Can - skema. Hvis man skulle sige noget så er det at de har gjort de sociale dårligdomme i dette land værre.

Undertiden er det forældrene der skaber disse problemer for børnene, fordi de har mistet kontrollen. I stedet for at holde dem i en kærlig, men fast forældrehånd, da ønsker de ikke at risikere en følelsesmæssig adskillelse fra barnet. Det samme kan siges om Republikanerne.

Med undtagelse af Ronald Reagan, og - i en vis udstrækning - Newt Gingrich, da skal Republikanerne stå fast mod Demokraterne. De burde sige til Demokraterne, at de vil fjerne deres 'legetøj' - og så virkelig sætte handling bag. Men i stedet for at være stålsatte har Republikanerne haft et ønske om at være venner -- uheldigvis som så mange forældre nu til dags.

At være NEJ partiet bør være et fortrin så længe Republikanerne mener det. Demokraterne har i den sidste generation behandlet den amerikanske regering som var det et legetøj, som de benyttede som det passede dem. Mange opfører sig som et frækt barn i et supermarked, og Republikanerne har pligtskyldigt forsøgt at berolige dem. I en generation er Republikanerne løbet forvildet rundt bag dem og forsøgt at reparere skaderne.

Det lykkedes Demokraterne at skabe denne monstrøse regering og det lykkedes Republikanerne at finansiere den. Som med ethvert barn på afveje kan det ikke forsætte for evigt. Det der er brug for nu er en intervention før det lykkes Demokraterne at ødelægge og bringe landet ud i en fallit. Heldigvis har mange amerikanere støttet Tea Party for at bringe noget sund fornuft tilbage til Amerika.

De fleste amerikanere i begge partier er stadig ikke klar over den nuværende situations alvor. Institutioner, som de gamle forskellige medier og akademier, går stadig ind for at overdrage mere magt til Demokraterne, og det skyldes for en stor dels vedkommende at de heller ikke bryder sig om at blive holdt ansvarlige.

At være på i medierne og være in i akademiet er et narkotikum man vælger at gå efter, og disse mennesker ønsker ikke det skal tages bort fra dem. Derfor fortsætter de med at være de der gør det muligt: Du giver mig det jeg ønsker, og så giver jeg dig det du ønsker. Konsekvenserne bekymrer man sig ikke om sålænge pusheren holder en forsynet.

Ved lejlighed vil amerikanerne komme til fornuft og vælge ægte ledere som ved, hvordan man holder kursen. Reagan og Gingrich var to af slagsen. Vi står nu overfor endnu en lejlighed, men uheldigvis, er det kommet til at dreje sig om politik i stedet for ledelse. Vil det amerikanske folk vælge de ægte ledere i 2010 og 2012, eller vil processen komme til at dreje sig om politik, som sædvanligt, med mennesker der er bekymrede over at vinde valgene for deres parti fremfor at gøre det som er det rigtige?

Ved tidligere valg var situationen ikke så dyster, undtagen da Reagan ryddede op efter pinlighederne og økonomien fra Jimmy Carter. Ved at vælge Barack Obama fik amerikanerne det sidste skud fra pusherne fra medierne. Nu skal folket indse situationens virkelige alvor eller de vil risikere at miste alt der er blevet bygget op i to århundreder. Republikanerne kan også komme til at stå som støtter sammen med de gamle medier og akademiet, eller de kan følge Tea Party Bevægelsens vej og komme med en kur. Jeg er ikke helt fortrøstningsfuld, men tiden vil afsløre hvem der får ret.

I 2008 valgt amerikanerne en drenge-præsident. For at sige det lidt barsk - han bliver en Jimmy Carter på socialiststeroider. Han undskylder for verden på en underkastende facon og bøjer sig for muslimsk ekstremisme. Han er også djævleblændt forhippet på at lade regeringen gå konkurs så han kan opnå den fulde magt. Værst af alt, så er han påtrængende ihærdig i opbygningen af en nation der bliver afhængig af regeringstilskud i form af velfærd, fagforeninger og en socialisme der knægter det frie marked.

Regeringer som børn fødes som onde. Gode forældre ved, hvordan man opbygger kontroller for deres børn. Ellers dukker den onde natur op hos begge. Såvel børn som regering vil opføre sig som var de det allervigtigste uden at lære om virkelighedens verden. Med tiden kommer de til at tro at alt der findes er for deres skyld. Uheldigvis kommer de også til at tro at der er nogle - nemlig dem selv - der er bedre end andre. Således finder vi Barack i begge roller, som barn og præsident.

Obama er ikke spor anderledes end den dreng der i nyhederne fornylig fortaltes om. Han satte sit hus i flammer og ringede til politiet og blev en helt. Det eneste problem var dog lige hans forældre der døde i branden. Det amerikanske folk skal erkende virkeligheden og fjerne tændstikkerne i 2010 før Obama gør det samme med Amerika.

Efter 2012 er der ikke nogen "næste gang" og ikke nogen "Det var jo det jeg sagde!"