Patrice Lewis
For adskillige år siden ville jeg konservere nogle ferskner, derfor besøgte jeg en kendt lokal butik der havde specialiseret sig i lækker frugt. Mit håb var at finde nogle ferskner der var ikke så pæne og havde overskredet salgsdagen og dermed sat ned.
Bingo! Jeg nærmede affaldsspanden for ferskner lige i det øjeblik afdelingslederen var ved at fjerne noget frugt. "Hvad gør i med de ferskner?" spurgte jeg.
"Smider dem ud," svarede han.
"Ser du, jeg leder efter nogle ferskner jeg kan konservere. Må jeg købe disse til en nedsat pris?"
Derpå gav han mig to stopfyldte kasser med let overmodne ferskner. Gratis. Han blev glad for at nogen kunne bruge dem.
Således opmuntret af mit held gik jeg næste år ind i den samme butik og talte med den samme person om ferskner.
"Jeg beklager," sagde han, virkelig oprigtigt. "Jeg har ikke lov til at give gammel frugt bort mere. Jeg skal smide det ud." Det så ud til at en eller anden havde klaget over at deres overmodne ferskner var - forstå dette - overmodne og havde givet dem mavepine. Fremfor at risikere et sagsanlæg da ændrede butikken sin politik og gav nu ikke længere noget af deres overmodne produkter væk.
Ikke nok så megen lokkeri kunne fravriste afdelingen den holdning. Al den pragtfulde dåsekvalitetsfrugt gik i skraldespanden.
Velkommen til Amerika, landet der flyder over med sagsanlæg.
Som min ven bemærkede, dette er jo kun en region med en lille by. Multiplicer dette med hver eneste region rundt om hver eneste by i hele landet og spildet vokser til megagigantiske højder.
Amerikanerne ønsker det perfekte. Vi kræver det perfekte, selv med varer der ikke kan sælges (som selvfølgelig blev kasseret fordi de ikke var perfekte). Hvis vore krav ikke imødekommes da går vi til modangreb. Det gør vi ikke ved at ændre vor opførsel (ved f.eks. ikke at støtte en butik eller ved ikke at søge at pille mad op fra affaldsspanden). Næ, nej vi gør gengæld ved at sagsøge hele foretagendet med håbet om at få fyldt vore dybe lommer og dermed blive stinkende rig.
I denne henseende bliver vor dumhed og mangel på ansvarlighed tilsvarende belønnet. Når nogen lægger sag an, fordi frugten han fik fat på fra en affaldsbeholder gav ham mavepine, da belønner dommeren ham med "skadeserstatninger" fra butikken der smed frugten ud, fremfor at fortælle sagsanlæggeren at han skal til at blive voksen og holde op med at være idiot.
Og sådan fortsætter det. Vi forventer at nogen "anden" (helst regeringen, der jo har magten bag sig) til at klare også vor dumhed, vore elendige valg og tilfældige ulykker - ved at vedtage lovgivning der kontrollerer hvad den ikke behøver kontrollere. Intet kan længere overlades til den private foretagsomhed. En tegneseriestribe fra Baby Blue cartoon gnavede i dette i en serie med titlen "Gode forældre, før og nu." Tilbage dengang hvis et barn faldt ned af et træ sagde forældrene, "Nu tror jeg du har lært din lektion om det at klatre i træer." I dag siger de, "Der skal vedtages love for at gøre træerne sikrere..."
"Det eneste amerikanerne hader mere end en stor regering," bemærker klummeskribenten Anne Applebaum "er fraværet af beskyttelse fra regeringen....amerikanerne med deres kultur for retssager, deres besættelse af sikkerhed og fremfor alt deres afhængighed at regerings programmer der giver ydelser - kræver mere fra deres regering end så mange andre i verden. De ønsker ikke kun at at regeringen skaber fred og skaber lige muligheder. De ønsker at regeringen giver sikkerhed for, at hver en ulykke og hvert hændelig uheld enten forhindres eller der kompenseres helt og aldeles for det."
Men det allerværste - det værste der kunne ske - er hvis regeringen giver os lige muligheder, som de progressive ønsker det (hvem ønsker lighed med indkomsten, ikke blot lighed i muligheder), fordi det bliver til en cirkel der æder sig selv. Jo mere regeringen beskytter os, des mindre tager vi vare på os selv. Så kræver vi at regeringen beskytter os endnu mere, fordi vi jo ikke kan klare os selv.
Selvfølgelig skal den det. Men vi har en mekanisme der er blevet afprøvet i gennem lang tid og som specielt blev designet med henblik på de ting regeringen bør eller (mere vigtigt) ikke bør regulere. Den kaldes Forfatningen. Sammen med Bill of Rights, klargjorde vor Forfatnings Fædre grænserne for regeringens mulighed for at "beskytte os."
"Jeg vil langt hellere være udsat for eventuelt ubehag ved for megen frihed, end ved de ubehag der følger med indskrænkninger af friheden," bemærkede Thomas Jefferson.
Vor Forfatnings Fædre havde vor frihed i tanke så vi kunne få succes, eller fiasko gennem vore egne gerninger.
Dette kan give bagslag. Den dag kan komme da vi ikke længere er et land med mælk og honning, og vi vil da se tilbage med fortrydelse på grådigheden, advokaterne, reguleringer fra regeringen, forretningspolitikker og andre forhindringer der afholder den private sektor fra at klare sig selv, og fordele sit overskud til de mindre heldige.
Indtil vi bliver voksne, og holder op med at forvente at Big Brother skal klare alt for os da vil dette land forsætte med at blive skyllet ud i toilettet. Men vær ikke bekymret, regeringen har også lovet at klare et tilstoppet toilet.
Måske har vi den regering vi fortjener. trods alt.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=193761
Patrice Lewis is a freelance writer and the author of "The Home Craft Business: How to Make it Survive and Thrive." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 40 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at http://www.patricelewis.blogspot.com/.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar