Djævelske erhverv

Djævelsk arbejde

Christopher Orlet

"I Moulmein, i den sydlige del af Burma, var jeg hadet af et stort antal mennesker - den eneste gang i mit liv, hvor jeg har været så vigtig, at det kunne ske for mig," således begynder George Orwell sit klassiske essay, "At Skyde en Elefant."

Jeg kender godt den følelse. Jeg arbejder som undersøgende journalist. Det betyder at også jeg er hadet af et stort antal mennesker, men ikke af de sædvanlige grunde som folk hader pressen for (vi er "uetiske, med en dagsorden") men fordi jeg jo har den der tendens til at stille en masse ubelejlige spørgsmål. De som ønsker mig det dårligt vil omfatte næsten alle i ledelsen af det lokale samfund, herunder de folkevalgte repræsentanter, administratorerne, skolernes ledelse -- ja praktisk talt alle der er betalt af 'det offentlige,' et udkomme som de fleste tykhudede journalister ville bære som et hæderstegn.

Til alt held er min kæreste også hadet af et stort antal mennesker, så vi kan jo lide sammen. Hun er socialarbejder der som opgave har familier i storbyen og behandler sager om børnemishandling. Hun er blevet truet og kaldt for en "barnerøver" utallige gange. Frygten for "barnemisbrugs" arbejderen er i stor udstrækning blevet overdrevet af de uvidende som skriver for TV og film. Det sidste en socialarbejder ønsker er at flå et barn væk fra sin mor - og forsøge at finde nogen - hvilket ofte er en håbløs opgave - der kan passe, sørge for det. En mor skal virkelig være i ganske så alvorlige problemer før det sker.

For ikke at undervurdere min bror som er advokat. Han er ikke blot en hvilken som helst advokat, men advokat for virksomheder. Og ikke blot hvilken som helst virksomhed, men et af de der store multinationale som de venstreorienterede per definition betragter som selve den inkarnerede ondskab. Han bærer også den byrde som et hæderstegn.

I årevis har jeg arbejdet som en public relations mand for en sammenslutning af advokater. Mit arbejde var at få folk til at skifte holdning til erhvervet. (det ville have været langt lettere at overbevise folk om et kønsskifte.) Hvis jeg kunne sove om natten, så skyldtes det udelukkende at jeg konstant mindede mig selv om at jeg havde en familie jeg skulle forsørge.

Indtil nu er der ingen politikere i vor familie, skønt min far, 75, overvejer at stille op til Byrådet. Hvis han vælges vil min famile så også have en person der er i den allermest hadede, foragtede profession.

At dømme udfra en liste med beretninger om "de mest foragtede erhverv" som jeg har læst. Mit eget katalog ville på samme vis nemlig sætte journalister, politikere og advokater næsten i toppen af listen, næsten på højde med trafikbetjenten, der har fået mindre gevinst efter jeg købte en radardetektor. Der ville helt sikkert være en slags 'Helvedes Ring' reserveret for reklamefolk. For en generation siden, før mesterhjernerne i reklameverdenen drømte sig frem til så inspirerede kampagner som Budweiser "What's Up" reklamerne sagde Malcolm Muggeridge at "historien vil komme til at betragte reklamer som et af de ægte nederdrægtigheder ved vor tid. Den stimulerer hele tiden mennesker til at begære ting, ønske dette eller ønske hint," hvilket jo for en konservativ tænker er ret så forfriskende at høre. Jeg ved godt at reklamefolk ikke bare udfører deres arbejde, med at udspy barnagtigt ordskvalder til de store uvaskede masser, men det burde ikke undskylde dem. Ud fra den logik så udførte Bonnie & Clyde jo også blot deres arbejde.

En frisk undersøgelse fra Storbritannien viste at de allermest hadede, foragtede erhverv var P-vagterne. Ingen bryder sig om at finde en bøde bag vinduesviskeren, men hvis jeg skulle hade nogen for det da burde det vil være de folkevalgte embedsmænd der er ansvarlige for alle reglerne. Ideen med parkometre har jeg aldrig rigtig forstået, især med alle de store indkøbscentre i yderkanten af byerne. Burde byerne netop ikke opmuntre de handlende til at købe ind i byen fremfor at afstraffe dem?

Per tradition har amerikanerne foragtet de "slibrige brugtvognssælgere" og de "grådige" bankfolk, men jeg har intet imod deres erhverv. Måske fordi jeg købte min brugte bil af en bekendt, mens jeg dog er mistroisk overfor bankfolk - der om noget - har været så villige til at udlåne penge og dermed bidrage til vort nuværende økonomiske kaos.

Jeg har også mistillid til atuomekanikere, skønt jeg mistænker dem for at behandle kvinder værre end os mænd, selvom mænd som jeg ikke kan skelne en strømfordeler fra en generator. Kreditkortselskaberne er selve ondskaben in person, da de jo spiller på massernes moralske svagheder.

Er jeg ligeglad med at være hadet af så mange? Det rører mig ikke i særlig grad, skønt det gør journalistens arbejde lidt mere besværligt når folk nægter at ville tale med dig, fordi de hader dig. I det mindste jeg udfører jeg ikke længere spin for advokater. Og jo, jeg har aldrig sovet bedre.