'Shithole lande': Hvad er et land? Stedet eller de der bor der?
Præsident Trump stillede spørgsmål ved immigration til the United States da han råt for usødet kaldte nogle nationer for “shithole” lande. Et mere irriterende spørgsmål kunne være:
Hvad er et land, stedet eller folket? Har “landet” skabt folket eller skaber folket landet?
At lytte til den deformerede logik hos præsidentens modstandere da skulle man tro førstnævnte: “Landet” skaber folket. Der går ikke lang tid efter en afrikaner eller en fra Haiti skyller op på Amerikas kyster - grundet kvoter, lotterier og andre regerings tiltag med privilegier og beskyttelse - før processen med kulturel og filosofisk osmose indledes. Amerikansk oprigtighed og produktivitet bliver meget hurtigt deres.
Som en af de mest kontroversielle tænkere om årsagerne til underudviklingen i Afrika indrømmer Etounga-Manguelle, tidligere rådgiver for the World Bank, at “Det afrikanerne gør ved hinanden er totalt ubegribeligt. Folkemord, blodige borgerkrige, og udbredt kriminel vold lader formode at de afrikanske samfund på alle sociale plan i nogen grad er kannibalistiske.” Hvorfor? Delvist på grund af de indgroede værdier som så mange afrikanere lider under.
Etounga-Manguelle og lærde som han citeret i “Into The Cannibal’s Pot,” forklarer et “forklarings vakuum” der er blevet rejst blandt mange ærlige akademikere.
Alle har været villige til at indrømme at konstruktioner som racisme, diskrimination og kolonialisme ikke længere tjener som troværdige faktorer som ‘åbenbaringer’ af underudvikling og ekstrem fattigdom.
Ingen er blevet opfordret til at ‘oplyse’ det større publikum.
I sådanne intellektuelt ‘åbenhjertige’ cirkler bliver det intellektuelle “vakuum” fyldt ud med henvisning til kultur, nemlig “værdierne, holdningerne, tro, orienteringer og underliggende formodninger der er fremherskende hos mennesker i et samfund.”
Forestillingen om at kulturen er god og i harmoni blot den ikke forstyrres er et bedrag, argumenterer antropologen Robert B. Edgerton, der også tror at i Afrika, “er de traditionelle kulturværdier selve roden til fattigdom , autoritarisme og uretfærdighed”
Ved at have taget kulturen i betragtning gør David Landes, en økonomihistoriker ved Harvard og forfatter til The Wealth and Poverty of Nations, opmærksom på at man kunne have forudset den økonomiske succes efter krigen i lande som Japan og Tyskland. Det samme gælder Sydkorea (versus Tyrkiet) og Indonesien (versus Nigeria.)
Voodoo fremfor værdier
Før der blev gjort ende på ytringsfriheden på amerikanske universiteter overværede førnævnte Etounga-Manguelle et symposium om “Kulturværdier og menneskets fremskridt” på Harvard, cika 1999. Han var kommet for at ‘begrave’ og ikke prise kontinentets kulturer.
I en artikel med titlen Does Africa Need a Cultural Adjustment Program? sagde han humoristisk og kontroversielt at “Afrikanerne arbejder for at leve, men lever ikke for at arbejde.”
En anden af hans noget direkte bemærkninger: “Afrikanske samfund er som et fodboldhold, hvor som følge af personli rivalisering og mangel på holdånd, den ene spiller ikke vil aflevere bolden til en anden af frygt for at denne måske scorer.”
Etounga-Manguelle henviser til det han opfatter som en ‘misundelseskultur’ - den altopslugende misundelse der i Rwanda i 1994 forårsagede at visse afrikanere, Hutuer, forsøgte at udslette andre, de langt mere flittige, kønnere brødre, Tutsier. Misundelseskulturen gør det svært for Afrika som et hele at glæde sig over succeser opnået ved deres exceptionelle sønner og døtre.
I denne kontekst er den systematiske “udvisning og slagten af produktive minoriteter” på folkets, foranledning, og altså ikke nødvendigvis fra deres ledere, noget der fortjener virkelig at blive overvejet. Dette har været en kendsgerning i Zimbabwes nedtur, og i Sydafrikas stadig værre økonomiske usikkerhed. I begge lande er livet for den produktive europæiske minoritet udfordret negativt.
Vil denne realitet på magisk vis opløses når engang de samme mennesker inviteres til at være flittige og blive mange i Amerika?
Ikke ifølge Etounga-Manguelle’s livslange observationer: I Afrika er “guddommelighed og heksekunst” integreret i alle aspekter i stats- og civilsamfundet. Afrikanerne mener ikke at kontrol over usikkerheder er mulig gennem planlægning af fremtiden og beherskelse af naturen; gennem fornuft, love eller teknologi. Snarere ved at være gennemført skæbnetroende og overtroiske vender de sig alt for ofte til magi for at klare udfordringer.
Over Afrika er der er et åg af “børn der opfattes som hekse” meget stærkt i Nigeria, et land der af anti-Trump medier fremhæves som et gunstigt sted hvorfra fremtidige amerikanere kan komme. Denne heksetro passer fint med Etounga-Manguelle’s paradigme. I Nigeria, får denne udpegede klasse af børn skylden for enhver plage, ulykke der rammer samfundet.
På samme vis henvender stammehøvdinge i Zimbabwe sig først til ‘vrede’ forfædre i et behov for forsoning med alt fra hungersnød til inflation. Deres løsning med den “overnaturlige magt” er at mishandle de forheksede “børn der er hekse.” Der brygges øl, der slås på trommer og kvæg slagtes på brutal vis. (ikke fordi den amerikanske venstrefløj kerer sig om det, men at importe visse værdier fra “shitholes” står højt på deres liste.)
Tids fornemmelsen
Der var god grund til at Alexis de Tocqueville konkluderede “at det som har fået det amerikanske politiske system til at fungere var en kultur der var forenelig med demokratiet.” En anden lysende begavelse Lawrence Harrison har isoleret kloge fakorer der viser forskellen på udviklingsorienterede- og
udviklingsresistente kulturer.
Vestens kulturer har fokus på fremtiden, betragter arbejde som en velsignelse fremfor en byrde. Fremhæver individet på grund af deres indsatser, værdsætter uddannelse og flid, er filantropisk, identificerer sig med universelle udfordringer og har højere etik.
I statiske kulturer har individerne tendens til at være fatalistiske fremfor fremtidsorienterede. Man lever for nuet eller fortiden, arbejder kun hvis der er brug for det. Er sådan set ligeglad med værdien af uddannelse, flid og filantropi. Er ofte gennemsyret af nepotisme og korruption. Fremmer enkeltindividets interesse baseret på stamme, klan og forbindelser fremfor evner.
“Jeg er fordi Vi er” gentages hele tiden om individet i afrikansk kultur. I avancerede kulturer er det på den anden side individet, ikke kollektivet der er fremherskende.
Den nærmest totale mangel på planlægning og forberedelse på fremtiden i afrikansk liv skyldes en mangel på tidsfornemmelse mener Etounga-Manguelle. time.
Ærbødigheden for “øjeblikkets stærke mand” gør at afrikaneren sidder fast i troen på at disse mænd besidder magiske kræfter.
Magi vinder over fornuften. Fællesskabet over individet. Fælles eje over privat ejendomsret. Styrke og tvang over rettigheder og ansvar. Omfordeling af velfærd sker ikke for der er intet at omfordele. 
Afrikanerne bor i klasseinddelte samfund hvor “magten hersker over loven,” og hvor “den bedste måde at ændre et socialt system er at styrte de som har magten.” Afrikansk totalitarisme kom ikke med uafhængigheden, advarer Etounga-Manguelle, der er fortaler for behovet for et sinds befriende “kulturelt justeringsprogram” for Afrika.
Et sådant justeringsprogram mangler selvfølgelig ‘Medfølelsen’ der hersker i det nuværende system med subsidier til kleptomaniske diktatorer.
Menneskets handling er individuel handling
Om det er i Afrika eller Arabien arbejder venstrefløjen med det romantisk bedrag at virkningerne af åtrusinder med udviklingsresistente, selvødelæggende, gennemsyret af overtro, komplet uforståelige kulturer kan ‘helbredes’ ved en indsprøjtning af hjælp udefra, ved at fjerne tyranner som Robert Mugabe eller Jacob Zuma eller ved at bringe den underudviklede verden til Amerika. (Den venstre-liberale Katherine Mangu-Ward sagde faktisk til Tucker Carlson, at “selvom vi er 1 milliard mennesker i Amerika, så ville Amerika ikke være til at stoppe. Det ville være vidunderligt.”)
Således er det ikke elendige ledere der lægger deres tilbagestående folk i lænker. Ikke udelukkende i det mindste. Og Afrikas byrde er helt sikkert ikke Vestens fejl. Snarere er Afrikas byrde kulminationen på af folkenes fiasko med at udvikle holdninger og institutioner der går ind for fred og fremskridt.
Menneskets opførsel er uden for al diskussion grundet i værdier. Ikke desto mindre er vi intellektuelt uvidende ved at benægte at det kulturelle aspekt udgør en stærk motivation. Folk gør de ting de gør, fordi de er de som de er og har en historie om at være således.
Hvad helt præcist er så det der kunne være grunden til det ulige “civiliserede potentiale,” som James Burnham kalder det, som folkegrupper udstiller? Hvorfor har nogle folk skabt konfuciansk og anglo-protestantisk etiknormer - med deres fælles betoning af dygtighed og moderat ophøjelse - mens andre har ‘medfødte’ islamiske og animistiske værdier der lægger vægt på ensartethed, konsensus og kontrol?
Hvorfor har først og fremmest visse tankemønstre og handlingsmønstre præget visse folkeslag?
Forskning i dette er imidlertid verboten—en sociolog fra Harvard Orlando Patterson lagde skylden på en “fremherskende rigid ortodoksi,” hvilket er det foretrukne akademisk udtryk for Politisk Korrekthed:
“Kultur er et symbolsk system der kan fortolkes, forstås, diskuteres, skildres, respekteres, hyldes som det tydelige kendetegn for en særlig gruppe mennesker af samme værdi, som med alle andre sådanne begreber. Men den bør aldrig benyttes som forklaring på noget som helst om det folk der skabte den.”
Så meget kan der siges: Vesten er hvad det er på grund af sin menneskelige ‘kapital’ - mennesker med suveræne ideer og evner, i stand til innovation, udforskning, videnskab, filosofi.
Overordnet set er det amerikanske samfund de forskellige afrikanske og caribiske overlegen, fordi man ikke dèr endnu er nået til et vendepunkt. En amerikansk overflod at sådanne individer gør et stortrivende samfund muligt.
Menneskelig handling er den ultimative dommer for et menneskes værd.
Den samlede indsats af mange mennesker der handler i harmoni udgør eller smadrer et samfund.
Spørgsmålet der blev stillet i indledningen er således - hønen eller ægget - dilemmaet. Individet skaber kollektivet - ikke omvendt. Mennesket skaber landet som det er.
Opslag
