Et nyhedsoplæser får tørt på

Walter Cronkite, Verdens mest overvurderede nyhedsoplæser

Roger Kimball

Først var der Michael Jackson og nu dette. For lidt over en uge siden var jeg 'fanget' i et autoværksted i over to timer da den ene absuriditet efter den anden tumlede ud fra fjernsynets non-stop dækning af Michael Jacksons begravelse. En falange af kommentatorer holdt kunstige pauser for højtideligt, at reflektere over Jacksons mangfoldige bidrag til verdens pædofile - åh nej, jeg mener verdens popkultur.

Det er muligt, har jeg fået fortalt, for en godhjertet menneske, at udtrykke medfølelse når man tænker på det vrag, der blev til Michaels Jacksons liv. Men kunne nogen virkelig betragte ham som en kulturfigur? (Hans plads som et kultursymbol rejser et andet sprøgsmål). Jeg havde kvalme der konkurrerede med irritation da den samlede nyhedsskare fremførte superlativ efter superlativ for at beskrive karrieren hos denne person, hvis hele liv var et monument over en hæmningsløse kommerciel udnyttelse på den ene side og kunstnerisk intetsigethed, gennemført ved en ustoppelige narcisssime på den anden side. (Men jeg mener dog der er endnu meget der skal siges om den del af Michael Jackson)

Nu ser det tilsyneladende ud til at vi skal udsættes for den samme springflod af kloaksentimentalitet om Walter Cronkite. Man skal have et hjerte af sten, som Oscar Wilde sagde, hvis man ler ad Dickens beretning om "Lill Nell"s død. På lignende vis skal man have en jernmave for at modstå den tilbedelse der opbygges omkring navnet Walter Cronkite her i eftermælet af hans død som 92 årig i sidste uge. "Helte rolle model, ven" lød en typisk overskrift. Næsten alle de snesvis af historier, snarere hundredevis af beretninger om Cronkite der er dukket op i de seneste par dage citerer højtideligt en afstemning der fastslog, at denne hjemlige moustacherede nyhedsoplæser var "Den mest pålidelige mand i Amerika." Var han nu også det? Hvem var det der stolede på ham?

Ifølge en historie i The Los Angeles Times var Cronkite "ikke blot en nyhedsmand." Fuldstændig rigtigt. Han var også en popberømthed. Ligesom Michael Jackson blev han så succesrig, fordi han på den mest fuldkomne måde kødeliggjorde populære klichéer. Hans succes var ikke grundlagt på substans. Det var tonefaldet. Som stykket i LA Times anerkender, "Nyhederne som Cronkite formidlede var kanp til at kende fra de nyheder som hans konkurrerende kolleger fremførte."

Netop. Han foretog ingen research eller skrev nyhederne. Han læste dem op. Han benyttede de samme platheder som enhver anden nyhedsoplæser benyttede. Han gjorde det imidlertid med en slags indtrængende myndighed som brugbilssælgere der kravler over knuste falsker nøgne benytter.

Da JFK blev myrdet, græd Cronkite - næsten. Han dånede da Neil Armstrong gik på Månen. Han var oprigtigt indigneret over krigen i Vietnam, over Watergate og krigen i Irak. Hvordan han roste præsident Bush, hvordan han beundrede præsident Carter, den "klogeste præsident" han nogensinde havde mødt.

Han var en nyhedsoplæser der tog stilling, hvis ry for upartiskhed kun overlevede, fordi han fremførte den samme ideologi som de medier der bestemmer, hvem der skal have points for upartiskhed. Liberale som Cronkite mener selv de er objektive fordi de er så sikre i deres tro på at deres meninger repræsenterer et naturligt neutralt synspunkt. Det er (tror de) kun dem der afviger fra disse synspunkter der bringer politik i balance.

Michael Jackson var berømt for at opfinde en dans kaldet 'moonwalk,' hvor danseren ser ud til at flyde baglæns mens han står på stedet. Walter Cronkite gjorde noget lignende. Han syntes at flyde ovenpå den almindelige menings almindeligheder. Inderst inde afspejlede han dem blot.

Den beundring der har er opstået ved hans bortgang er lige så ufortjent som den er kvalmende.

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2009/07/19/walter-cronkite-worlds-most-overrated-reader-of-the-news/

Andre artikler af Roger Kimball ved klik.

Konventionel visdom - helt udueligt?

Tanker om konventionel visdom

Roger Kimball                            

Bill McGurn skrev en for ham typisk fremragende lille artikel i The Wall Street Journal for nogle dage siden med titlen “Reagan var helt sikkert også en taber.” Han begynder med denne ildevarslende bulletin fra en nyhedsartikel:

Ikke siden Herbert Hoover har et parti der ikke har magten haft en sådan lejlighed for at arbejde mod alt der bekymrer den amerikanske familie - priserne, renterne, arbejdsløsheden, skatter, eller frygten for deres alderdom forhold eller deres børnbs fremtid - end den det Republikanske Parti nu præsenteres for.

Republikanerne har imidlertid ikke regnet den ud. Det er deres store problem. De har ingen strategi for at besejre en Obama administration der er yderst sårbar på indenlands- som udenrigspolitik.

Det er fra en klumme den 29. februar i The New York Times, men datoen var 1980, ikke 2012. Og i steder for “Obama” havde skribenten James Reston, skrevet “Carter.” Som Bill bemærker, “Ser det ikke ud til den konventionelle visdom har ænbdret sig meget. Dagens fortælling er at uanset hvor svag præsiden Obamas greb er, så kan Republikanerne ikke finde ud af at høste fordel af det. Et blik tilbage på hvor vi var på præcis dette punkt i 1980 primærvalgene viser noget andet.”                

Overvej:

— Dengang, som nu, åbnede de Republikanske primærvalg med et brag, da George W. Bush gjorde Ronald Reagan vred i Iowa caucuses.
— Dengang, som nu, frygtede Republikanerne at en ildevarlsende bejler kunne skade partiet med en uafhængig kampagne. I 1980 var den den liberale John Anderson, ikke den liberale Ron Paul.
— Dengang som nu, spekulerede de ‘sludrende klasser’ højlydt om hvorvidt en kandidat der kunne vinde Republikanernes nominering kunne besejre præsident Carter til november. Den 1. marts (1980) forstærkede tidligere præsident Gerald Ford det synspunkt da han fortalte en journalist fra New York Times, “Hver sted jeg kommer til og i alt det jeg hører, er der en øgende følelse af at Guvernør Reagan ikke kan vinde valget.”
— Dengang som nu, sætter nogle deres lid til at der dukker nogen op sent i proceduren, på samme måde som nogen nu plager Jeb Bush eller Mitch Daniels eller Chris Christie til at melde sig ind i kampen.

Overvej dette ganske alvorligt. Og dog som Bill også bemærker, “parallellerne til 1980 er kun præcis et stykke, og Mitt Romney er ingen Ronald Reagan.” Faktisk haster Bill med at føje til, at “på samme tidspunkt i hans kampagne for GOP nomineringen, var Reagan e jheller.”

Jaså, passer det? Bill siger at “den præsident Reagan, som vi med rette beundrer for at Berlin Muren blev revet ned, for at genvække U.S. økonomien og samle millioner af utilfredse Demokrater til GOP stadig var noget vi havde til gode.”

Jovist, men hvad med den Reagan der i 1961, observerede at “en af de traditionelle metoder til at indføre statsstyre eller socialisme på et folk har været ved sundheden. Det er meget let at skjule et sundhedsprogram som et humanitært projekt.” Det er en fremragende tale som man kan lytte til her. Det er også klassisk Reagan, Reagan som Reagan, umiskendeligt den samme fyr der hjalp med til at vinde Den Kolde Krig, fik sat gang i den hensygnende amerikanske økonomi, og som gav løfter om frisk morgenluft ovenpå Jimmy Carter. 


Er der nogen der ville bekymre sig om at give et beslægtet øjeblik fra Mitt Romneys fortid? Brug rigeligt tid. Forresten var den tale om at bringe socilismen til demokratien via det pseudo-humanitære spil med at “reformere” sundhedssystemet ikke Reagans eneste og tidlige triumfer. Se og tænk over denne tale fra 1984. 

Kan du forestille dig Mitt Romney, for slet ikke at nævne Barack Hussein Obama, give en sådan tale? Det virkelig problem er ikke hvad den konventionelle visdom fortæller os om Mitt Romney, men at Mitt Romney i sig selv er en afspejlning af denne konventionelle visdom. Han er, som jeg har sagt det tidligere i dette forum, en virksomhedsleder hvor problemet lige for tiden netop er virksomheden.

      
Roger Kimball

Sharia spøgelset- er på vej

“Sharia" spøgelset kravler frem og kan gå

Roger Kimball

Den store komiker Lenin bemærkede engang at borgerskabet var så uhjælpeligt afhængig af profitjaget, at dets medlemmer med glæde ville sælge reb til de kommunistiske revolutionære, som de så ville bruge til at hænge samme borgerskab.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, da en ven sendte mig en pressemeddelelse fra Dow Jones News Service der stolt bekendtgjorde at februar markerede "10 års fødselsdagen for indførelsen af Dow Jones Islamic Market (DJIM) Indexes."

Det er netop rigtigt, folkens, stormægtige Dow Jones, udgiver af The Wall Street Journal, er også bag et index, "til at måle indvirkningen af et verdensomspændende Sharia-baseret investerings tiltag."

"Sharia-relaterede investeringstiltag" - lad os nu se, det må altså være tiltag der er i overenstemmelse med diktaterne i Sharia (vi vantro må godt droppe apostrofen), det vil sige, Islamisk Lov, igen vil det sige den der charmerende livsorden der fortæller dig, hvordan og, hvor du kan finde og få flere koner, hvilke krænkelser der giver piskning, amputation af hånd eller fod, eller bare det, som en anden af mine venner henviste til, som "den fulde og hele muslim."

Hvad John Prestbo, redaktør og ordførende direktør for Dow Jones Indexes henviser til som "dette spændende index initiativ" har tilsyneladende været en rigtig succes, ikke mindst på grund af indflydelsen fra Dow Jones Islamic Market Index Shari'ah Supervisory Board, en gruppe på seks medlemmer bestående af islamiske lærde. (Gad vide om Omar Abdel Rahman har ærespladsen?)

DJIM (jeg er ikke sikker på, hvordan det udtales: måske som "Dhimmi," som i "dhimmitude," den officielle benævnelse af andenklasseborgere som anvendes på ikke-muslimer der lever i et land som islam gør krav på) finder selskaber der er i "overensstemmelse med Sharia'ens principper for acceptable produkter, forretningsaktiviteter, gældsniveau og renteindtægt og udgifter." Det betyder at "ethvert selskab hvis kerneforretning har noget med alkohol, almindelig finansiel service, underholdning, produkter relateret til grise, tobak eller våbenproduktion er udelukket. Næste skridt er selskaber med uacceptable gældsbyrder eller urene renteindgtægter, også de skal udelukkes."

Produkter med relation til gris, nej tak? Det må så udelukke det meste af USA's økonomi for øjeblikket, er mit gæt. Det her er det sidste (gruopvækkende) tragikomiske aspekt i fremvisningen af Vestens kapitulation. Andre mindre tragikomiske aspekter er ikke så svære at forestille sig. Som vennen der gjorde mig opmærksompå Dow Jones Islamic Index bemærkede, "Vi her i Vesten bøjer os virkelig forover for vore muslimske brødre og søstre." Det er lige, netop hvad vi gør.

Roger Kimball Anden artikel v. klik

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2009/02/19/sharia-creep-gets-up-and-starts-walking/

Myren og græshoppen - ny version

DEN MODERNE VERSION AF FABLEN OM MYREN OG GRÆSHOPPEN

Roger Kimball

Det er ikke særlig kendt at Æsop (der 'blomstrede' ca 550 f.v.t.) var en visonær forfatter, mere end så mange andre, og at han havde to versioner aF fablen om Myren og Græshoppen. Den traditionelle versiOn plejer at være den mest kendte - og om et øjeblik vil du se hvorfor den er helt outdated idag - og grunden til det:

Myren arbejder hårdt i sommerens glødende hede, bygger sin bolig og lagrer forråd for vinteren. Græshoppen synes myren er et fjols og morer sig over ham, og danser og spiller musik hele sommeren.

Så bliver det vinter, og myren har det varmt og har rigeligt med føde.

Græshoppen har ingen føde og ingen ly, derfor dør han i kulden.

HISTORIENS MORALE: Du har ansvaret for dig selv.

En ven sendte fornylig denne ynkelige opsummering og suplerede den med Æsops hemmelige version for det 21. århundrede, Den er en smule længere - i tilgift demonstrerer den Æsops helt usædvanlige, nærmest guddommelige evner - det er en Fortælling Om Vor Tid. Min ven sagde ikke, hvor han havde fundet denne version, men jeg er sikker på du vil værdsætte dens relevans for den situation vi befinder os i, i dag:

Myren arbejder hårdt i sommerens glødende hede, bygger sin bolig og lagrer forråd for vinteren. Græshoppen synes myren er et fjols og morer sig over ham, og danser og spiller musik hele sommeren.

Så bliver det vinter og den rystende græshoppe indkalder til en pressekonference og kræver at få at vide, hvorfor myren skal have lov til at have det varmt og med mad, mens andre fryser og sulter.

CBS, NBC , PBS, CNN, og ABC dukker op, og fremviser billeder af den frysende græshoppe sammen med en video med myren i sin komfortable bolig med spisebordet dækket. Amerika er højst forbavset over denne tydelige kontrast.

Hvordan er det muligt, at i et land med en sådan velstand, da skal græshoppen få lov at lide så meget?

Frøen Kermit kommer i Oprah Winfrey Show sammen med græshoppen og alle græder mens de synger, "Its Not Easy Being Green."

ACORN foranstalter en demonstration foran myrens hjem, hvor nyhedsstationerne filmer gruppen der synger "We Shall Overcome." Præsten Jeremiah Wright får så gruppen til at bede Gud forbande myren - for græshoppens skyld.

Nancy Pelosi og Harry Reid erklærer i et interview med Larry King at myren er blevet rig på græshoppens bekostning og at de vil begge indføre en øjeblikkelig skat på myren så han betaler sin del.

Myren bliver idømt en bøde for at have et uforholdsmææsigt stort antal biller, og da han ikke kan betale så konfiskerer regeringens Grønne Kejser hans hjem.

Fablen slutter med, som vi kan regne ud, at græshoppen mæsker sig i myrens sidste forsyninger mens den regeringsbygning han befinder sig i, som tilfældigvis er myrens gamle hjem forfalder rundt om ham fordi han ikke gider vedligeholde det.

Myren er forsvundet ude i sneen.

Man finder græshoppen død som følge af stofmisbrug og huset, som nu er forladt bliver overtaget af en bande edderkoppe der terroriserer den engang så fredelige kvarter.

MORALEN: Tænk dig godt om, når du stemmer i 2010.

Det kan vist ikke undre at man ikke underviser i Æsop længere?

Roger Kimball.

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2009/09/11/if-aesop-were-alive-today/

Ugens tåbeligste ide...

Ugens tåbeligste ide, i England

Roger Kimball

London Telegraph rapporterer at Transportministeriet vil forslå at man indfører en tvungen 40 km zone på alle "beboelsesveje og nær ved skoler," Udtalelse fra en embedsmand fra ministeriet: "Vi forsøger at få den rette balance mellem motorkøretøjerne og alle andre, og dette er metoden til at påminde de lokale myndigheder, at de har magtbeføjelserne til at indføre dem." Nu tror jeg ikke de lokale myndigheder egentlig har behov for en sådan påmindelse. I Storbritannien, som i USA, er det de lokale myndigheder bedst kan lide netop at stikke snudeskaftet langt ned i den almindelige borgers hverdagsliv, gennem stedse mere regulerende regler og direktiver med støtte i det stedse mere indblandende Statsapparat.

I tilfældet med de nye forslag om hastighedsbegrænsninger da vil håndhævdelsen få hjælp af de allestedsnærværende overvågningskameraer der snart sagt er anbragt overalt i dagens Storbritannien. (tillad mig at anbefale Ross Clark's sobre bog The Road to Big Brother: One' Mans Struggle Against the Surveillance Society, udgives senere på måneden af Encounter Books. ) Som så mange andre forslag 'forfattet' af de blødhjertede bureaukrater med totalitære tendenser, hersker regelsamfundet over os i disse dage, hastighedsbegrænsningsloven er blot et eksempel på det direkte absurde og dystre perspektiv. Det dystre, håber jeg, vil ikke få brug for flere bearbejdninger. Den mere muntre side kan måske forekomme lidt svær at få øje på. Den kan dog afsløres gennem betragtninger som denne:

"Undersøgelser har vist at fodgængere der rammes af et køretøj med 40 km i timen har en større chance for at overleve. Der dør kun 1 ud af 40 ved 40 km i timen sammenlignet med 1 ud af fem ved 60 km i timen."

Der kan man bare se! Nuvel, ud fra den logik vil jeg fremkomme med et endnu mere sikkerhedsfokuseret samvittighedsrelateret forslag. Og jeg har ikke brug for nogen undersøgelse for at kunne vurdere at liv ville blive sparet hvis motorkørende trafikanter blev pålagt en 10 km eller 6 km hastighedsgrænse. Og hvorfor begrænse det til beboelsesområder eller veje i nærheden af skoler? Jeg tør vædde en stor fadøl på, at "undersøgelser" vil 'afsløre' at fodgængere der rammes at et køretøj der kører 2 km i timen vil klare sig langt, langt bedre end de der møves ned at fartdjævle der kører hele 40 km i timen. Hvis det at redde livet for fodgængere er det altoverskyggende mål, det som der skal ofres alt på, hvorfor så ikke blot fjerne motorerne fra bilerne og omdanne dem til hestetrukne kareter. Selvfølgelig kan fodgængerene så blive kørt over og trampet ned af en hest ligeså let som de kan blive ramt af en bil, så måske var det bedre, hvis vi i stedet allesammen blev hjemme.

“Tout le malheur des hommes,” sagde Pascal, “vient d’une seule chose, qui est de ne savoir pas demeurer en repos, dans une chambre” — “alt menneskets ulykke er forårsaget af, at de ikke kan holde sig i ro i deres bolig."

Roger Kimball

Ted Kennedy afklædt og afsløret

Ted Kennedy lektioner

Roger Kimball

Jeg er yderst taknemmlig for det bidrag som Ted Kennedy, der jo døde forleden nat, gav til min dannelse. Indtil Kennedy affyrede sin følelesesladede tirade mod Robert Bork's udnævnelse til Høejsteretsdommer i sommeren 1987 havde jeg ikke vidst, at en US senator kunne lyve så frækt overfor sin kolleger og det amerikanske folk, og endda slippe godt fra det. Nu taler jeg ikke om små fortalelser, eller brudte løfter, eller private uheldige formuleringer; det opfatter jeg alt sammen som en standard procedure i en halvrådden verden. Nej, Ted Kennedy hævede - det vil snarere sige, på dramatisk sænkede - hele standarden ved at stå i Senatet og udgyde den ene løgn efter den anden rettet mod en af de bedste jura kyndige som Amerika nogensinde har frembragt. Han sagde om "Robert Bork's Amerika."

..er et land, hvor kvinder bliver tvunget til at få foretage aborter i skumle sidegader, sorte skal sidde ved separate frokostborde, brutale politibetjente kan bryde ind i borgernes hjem i natlige radis, skolebørn kan ikke få undervisning i udviklingslæren, forfattere og kunstnere er under censur af regeringen og dørene til Forbundsdomstolen bliver smækket i for fingrene af millioner af borgere for hvem hele lovsystemet ofte er en meget dårlig beskytter af individets rettigheder, de rttigheder der er hjertet i demokratiet.

En helt utrolig samling af falske påstande der, hvis de ikke var beskyttet af de privilegier som senatorerne besidder ville indtage en hædersplads i annalerne om ondsindet sladder og karakterdrab.

I The Tempting of Amerika erindrer dommer Bork, hvordan han var dybt forundret over dette udslag af ondskabsfulde frembringelser. "Det havde aldrig nogen sinde faldet mig ind at nogen kunne misrepræsentere min karriere og mine holdninger som Kennedy gjorde." På den tid, bemærker han, mente mange at Kennedy havde trådt i nælderne ved at udgyde så overdrevene og helt overdimensionerede usandheder i et angreb. Der tog de fejl. Hans "kalkulerede personlige angreb, ....mere voldsom end hidtil set rettet mod en juridisk udnævnelse i landets historie," lykkedes (med lidt hjælp af Joe Biden og Arlen Specter).

Ikke kun var Kennedy et redskab i at forhindre at en fremragende jurist kunne være Højesteretsdommer han bidrog også i ufatteligt grad til en billiggørelse af kursen i den amerikanske politik. Den kendsgerning at ordet "bork" (1)(at forhindre nogen i at opnå et embede de ellers er kvalificerede til af politiske grunde synopsis kommentar) er kommet ind i sproget som et verbum er, efter min mening, en dyb uretfærdighed. Faktisk burde verbet i stedet være navnet "Kennedy." Der er mindre svung over det, indrømmer jeg, men i dette scenarie var uretfærdigheden praktiseret, ikke af Robert Bork, men af Edvard Kennedy og hans medkumpaner.

Kennedy var faktisk en veritabel kilde til 'oplysning.' Han var et levende skræmmende eksempel for argumentet om, at politikere kun skal være med i begænsede perioder. Han viste verden hvordan, du forudsat du kommer fra en rig og skurpelløs familie, ja, så kan man snyde til spansk eksamen på Harvard og alligevel bestå nogle år senere. Men selvfølgelig er Ted kennedys mest bemærkelsesværdige eksempel til hele verden det med Mary Jo Kopechne, sekretæren han lod drukne i 1969 da han kørte sin bil ud over en bro ved Chappaquiddick sent om natten efter en fest.

Kennedy sagde han forsøgte at redde pigen, forgæves, Måske! Men det vi ved er, at han kontaktede adskillige hjælpere for at 'fremstille' historien. Han ventede og lod politiet finde bilen og Kopechne's lig den næste morgen før han fotalte politiet om hændelsen. Han fik en 2 måneders betinget dom for at have forladt et ulykkessted efter at være skyld i at nogen blev såret. Wikipedia forklarer og bemærker, at "Spørgsmål om Kennedys færden ved begivenhederne den nat, om hans handlinger efter ulykken, og kvaliteten af undersøgelsen og om der blev taget officielt særligt hensyn til en magtfuld politiker og familie, står tilbage." Tror du, at der er nogen sandsynlighed for at der blev taget særligt hensyn til Ted Kennedy?

Ted Kennedy familien har givet en mindeudtalelse om senior senatoren fra Massachusetts død. Jeg formoder det er rigtigt og rimeligt, men jeg kan ikke lade være med at skyde igen på opremsningerne: "Edward M. Kennedy - ægtemand, far, bedstefar broder og onkel som vi elskede så højt - døde sent tirsdag nat i sit hjem i Hyannis Port."

"Edward M. Kennedy," jeg kan høre ekkoet bag disse ord. "Løgner, bedrager, drukkenbolt, horekarl, og - lad os ikke glemme - uagtsom manddraber."

Tsunamien af sentimentalt pladder om Kennedy er allerede i omdrejninger, og udgydes, medvirkende til at offentligheden vil få kvalme over det usande eventyr om "Senatets Løve." Det burde være "Senatets Løgner." Kennedy blev 77 da han drog afsted forleden nat. Mary Jo Kopechne var lige blevet 29, da Kennedys bil styrtede ud over broen ved Chappaquiddick og det lykkedes ham at komme ud og svømme mod kysten efterladende den unge kvinde fastlåst i bilen overladt til druknedøden.

**** Opdatering: Som svar på nyheden om Ted kennedys død, har en af mine venner gjort noget 'gravearbejde' om de love som Kennedys har været ophav til, og konkluderet at "Der er ikke nogen som helst han har foreslået der omhandler det at hjælpe mennesker der virkelig arbejder for føden, eller driver en forretning, eller til at fremme af kapitalismen. Det er en gennemført opremsning af ødelæggende socialisme. Han er den alleværste."

Roger Kimball

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2009/08/26/some-important-lessons-from-ted-kennedy/

(1) Ang: verbet "bork" fra wikipedia: Perhaps the best known use of the verb to bork occurred in July 1991 at a conference of the National Organization for WomenNew York City. Feminist Florynce Kennedy addressed the conference on the importance of defeating the nomination of Clarence Thomas to the U.S. Supreme Court. She said, "We're going to bork him. We're going to kill him politically. . . . This little creep, where did he come from?" Thomas was subsequently confirmed after one of the most divisive confirmation fights in Supreme Court history.

Nobel Freds Prisen til Sisi? Han har fortjent den

Sisi’s modige nye Egypten?

Raymond Ibrahim                                               

Der er selvfølgelig en grund til at MSM, der helt klart følger Obama administrationen har været meget lidt venlig over for Egyptens præsident.

   

Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi vedbliver med at være det modsatte af det som de førende medier så længe har portrætteret ham som.

Først var der hans historiske tale, hvor han, lederen af den største arabiske nation, og muslim, beskyldte islamisk tankegang for at være menneskehedens svøbe - med ord som ingen leder i Vester tør fremføre. Denne bemærkelsesværdige tale - som noglel siger burde give ham Nobel Freds Prisen — ville muligivs være gået i glemmebogen dersom den ikke var blevet lagt på min hjemmeside og yderligere spredt ved PJ Medias Roger L. Simon, Michael Ledeen, Roger Kimball, og mange andre herunder Bruce Thornton og Robert Spencer. (læs den her på synopsis)

               

I stedet var overskrifterne hos MSM samme dag og dagene efter Sisi’s tale at “Egyptens præsident Sisi opfordrer til at løslade al-Jazeera journalist (BBC, Jan 1), “Egyptiske bøsser lever i frygt under Sisi regimet”  (USA Today, Jan. 2), and “George Clooney’s hustru Amal risikerer arrestation i Egypten” (Fox News, Jan. 3).

Naturligvis fortalte MSM så, langt om længe, om Sisi’s tale - alle andre synes nemlig at kende til den - men igen portrætteres Sisi negativt. Således, efter kort at have citeret den egyptiske præsidents opfordringen til en “religiøs revolution” tilføjer New York Times straks:

“Andre insisterer dog på at kilderne til volden er fremmedgørelse og sårede følelser og ikke ideologi. De nævner at de autoritære herskere i arabiske stater - der i årtier har forsøgt at kontrollere muslimsk lære og anvendelsen af islamisk lov - har foranlediget det voldelige tilbageslag som det kommer til udtryk i religiøse forestillinger og sprogbrug.”

Med andre ord er jihadi terroren et produkt af Sisi, som New York Times helt efter sædvanen skildrer som en undertrykkende autokrat - især for hans forsøg på af af-radikalisere de muslimske prædikener og udlægninger. (som omtalt i denne artikel)

Så drog Sisi til Sankt Markus Koptiske Katedral under Julemessen for at række hånden ud til Egyptens kristne minoritet med lykønskninger og gode ønsker. Her igen var det historisk da han som den første egyptiske præsident kom i kirken under Julemessen - noget der er blevet kraftigt kritiseret af nationens islamister, herunder Salafi Partiet (islamisk lov forbyder at man udtrykker gode ønsker for ikke muslimer ved disses religiøse højtideligheder, hvilket er grunden til at tidligere præsidenter - Nasser, Sadat, Mubarak og selvfølgelig Morsi aldrig overværede en julemesse) Læs denne på synopsis.

 

Som følge af hans handling blev Sisi’s hilsener modtaget af hundreder af kristne i katedralen med jubel. Hans tale blev ofte afbrudt af klapsalver, applaus og råbene “Vi elsker dig!” og “hånd i hånd” - fraser han gengældte.

Et uddrag af hans tale følger:

“Egypten har bragt humanismen og civilisation til verden i årtusinder og vi er alle her idag for at bekræfte at vi er i stand til at gøre det igen ....Jovist et humanistisk og civiliseret budskab burde igen komme fra Egypten. Derfor skal vi ikke kalde os ved et andet ord end egyptere. Dette er hvad vi skal være - egyptere, i sandhed blot egyptere.Jeg vil sige til Jer om Allah det vil, om Allah vil, så skal vi opbygge vor nation sammen, i fællesskab, tilpasse os hinanden, gøre plads til hinanden og vi skal holde af hinanden - elske hinanden, elske hinanden dybfølt, således at folk kan se ...Derfor lad mig sige endnu engang, Godt Nytår, Godt Nytår til Jer alle. Godt Nytår til alle egyptere.”  

Ved siden af Sisi stod den koptiske kristne pave Tawadros II - måske i påmindelse om den kendsgerning, at da General Sisi styrtede præsident Morsi og Det Muslimske Broderskab da stillede Pave Tawadros sig på Sisis side - og kom til at betale en dyr pris: Broderskabet og deres sympatisører igangsætte en Kristallnacht med “repressalier” 82 kristne kirker i Egypten blev angrebet og mange ødelagt.

Det er også vigtigt at huske, hvor Sisi dukkede op for at give sine bedste ønsker til de kristne: St. Markus Katedralen - Koptisk kristendoms mest hellige kirke, som under Muhamamd Morsi, for første gang i historien blev voldsomt angreb af både islamister og nationens sikkerhedsstyrker (se billeder her)

Endnu en gang, så er alt dette enten blevet ignoreret eller lagt lidt til side af de fleste førende medier. Der er selvfølgelig en grund til det - MSM følger åbenbart Obama administrationens rettesnor, som har været uvenlig over for Sisi. Man vil huske, at skønt Sisi førte an i den største revolution i verdenshistorien - en revolution, hvor man oplevede ti millionvis mennesker gå på gaderne og de allestedsnærværende plakater og bannere der opfordrede U.S. præsident Obama og U.S. ambassadøren til Egypten Anne Patterson til at holde inde med at støtte terrorismen (Det Muslimske Broderskab) - så talte U.S. ledelsen, fulgt af medierne nærmest kun om et “militærkup” mod en “demokratisk valgt præsident,” uden at påpege at denne præsident gik ind for en drakonisk, islamistisk agenda mod de millioner og atter millioner der forkastede den.

Hvad betyder så alt dette - for Sisi? For det første er alt dette positivt - på overfladen. At Sisi ville kritisere den muslimske verden og de islamiske tekster og tankegang - på måder hans modparter i Vesten aldrig kunne - og derpå fortsætter sin “kontroversielle” opførsel ved at gå ind i en Koptisk kristen katedral under Julemessen for at give sine bedste ønsker for de kristne - et kæmpe NEJ, NEJ for muslimske ledere - er helt uforudset. Alt dette er heller ikke blot for underholdningens skyld, for at vise sig. I det sidste angreb mod en koptisk kirke, var det to muslimske politibetjente der stod på vagt uden for kirken der blev dræbt og ikke de kristne inden for - noget der meget sjældent er sket.

At Sisi stadig er populær i Egypten lader også formode at en stor procentdel af egypterne godkender hans handlinger. Her fornylig, efter angrebene i Paris, kom Amr Adib, vært for Cairo Today, med nogle ekstremt kritiske kommentarer om medmuslimer/egyptere, blant andet spurgte han dem, “Er I i dag, som muslimer, tilfreds med den kendsgerning at verden betragter os alle som terrorister? ....Vi (egyptere) plejede at bringe civilisationen til verden, hvad med i  dag? Vi er barbarerne! Barbarerne kan jeg sige Jer!”

(Mere om Adib’s meninger her.)

Når alt dette er sagt så er de andre her stadig - Det Muslimske Broderskab, Salafisterne, de som vi kalder “islamister,” og deres mange sympatisører og allierede.

Værst af det hele så har de det “korpus af (islamiske) tekster og ideer” der er blevet “helliggjorte i århundredernes løb” (for at bruge Sisi’s ord) til støtte for dem - tekster og ideer der vil kalde Sisi for en “frafalden” der fortjener døden og således kan vi frem til en fortsat kamp om Egyptens sjæl.

           

Raymond Ibrahim, a Middle East and Islam specialist, is author of Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (2013) and The Al Qaeda Reader (2007). His writings have appeared in a variety of media, including the Los Angeles Times, Washington Times, Jane’s Islamic Affairs Analyst, Middle East Quarterly, World Almanac of Islamism, and Chronicle of Higher Education; he has appeared on MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, NPR, Blaze TV, and CBN. Ibrahim regularly speaks publicly, briefs governmental agencies, provides expert testimony for Islam-related lawsuits, and testifies before Congress. He is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center; Judith Friedman Rosen Writing Fellow, Middle East Forum; and a Media Fellow at the Hoover Institution, 2013. Ibrahim’s dual-background -- born and raised in the U.S. by Coptic Egyptian parents born and raised in the Middle East -- has provided him with unique advantages, from equal fluency in English and Arabic, to an equal understanding of the Western and Middle Eastern mindsets, positioning him to explain the latter to the former.

http://pjmedia.com/blog/sisis-brave-new-egypt/?singlepage=true

Hvad bilder I EU politikereJer ind!

“Hvem pokker tror I mennesker I er?” Nigel Farage stiller et fremragende spørgsmål. Vi venter stadig på et svar....

Roger Kimball

“Gælds kaos, en frygt for en smittekilde fejer hen over Europa.”

Upseda. I går var det Grækenland: Der er i en håbløs bundløs gæld - nær 2232 milliarder. Det kan synes at være småting her i Obama "kun Himlen sætter grænsen" tidsalderen. Men husk på, at der kun er cirka 11 millioner grækere.

2.232.000.000 /11.000.000 = 202.900 kroner.

Med andre ord da skylder hver lille Zeus og Hera mere end 200000 kroner.

Selvfølgelig vil Grækenland aldrig tilbagebetale disse penge. Man vil være på samme niveau som Tredje Verdens Lande, man vil misligholde forpligtelsen.

Nu ser det ud til at den dårlige vane brede sig. I går var det Grækenland, i dag er det Irland - kan du huske den "Irske Tiger?" Det viser sig det var en oppustet missekat: Pumpet op med varm lift gennem de kunstigt lave renter godkendt af EU

Og i morgen? Måske Portugal der er ved at blive kvalt med en gæld der svarer til 325% af Bruttonationalproduktet. Portugisiske embedsmænd siger de ikke vil bede om en hjælpende hånd. Men det var også det Irland sagde for et par uger siden. Lad os nu se.

Hvad så med dagen efter i morgen? "Analytikere," fortalte til AP, "at markederne har brug for mere garanti fra EU lederne således at råddenskaben kan standes i Portugal, før den sprede sig til Spanien, kontinentets fjerde største økonomi - et scenario der ville true selve de 16 Eurolandes valuta."

Har du lyst til at satse penge på det?

Pengesituationen er nu meget, meget slem. Men værre er dog nyhederne der drejer sig om politik, i særlig grad om frihed og demokrati i Europa.

Det Europæiske Projekt har altid være et spil der er blevet spillet af ikke valgte politiske elitære, og derpå prakket på folket. Når EU lederne ikke kunne få Lissabon Traktaten, også kendt som Den Europæiske Forfatning, godkendt gennem folkeafstemninger gjorde de som enhver fornuftig totalitær leder ville gøre: De går uden om folket og erklærer traktaten for godkendt.

Hvem er Nigel Farage? Han er tidligere Konservativ britisk politiker, der forlod partiet i 1992 da John Major's regering underskrev Maastricht Traktaten, og derved solgte ud af en stor del af britisk suverænitet. Hr. Farage er nu leder af UKIP, United Kingdom Independence Party, ligesom han er medlem af Europaparlamentet for Sydøst England.

Jeg kendte ikke hr. Farage indtil en ven sendte mig et link til en ekstraordinær tale han gav forleden ved et møde i Europaparlamentet, i Strasbourg. Omhandlende delvis en økonomisk alarm, men det dybereliggende budskab i hr. Farage's tale omhandler bekymringen for den måde EU politikerne med overlæg knægter demokratiet - fjerner, med hr. Farage's ord, "ethvert tilbageværende spor af demokratiet fra systemet" - for at holde drømmen om en europæisk superstat i live.

Idet han så på ansigterne af medlemmerne fandt han frygt og vrede: Hele det Europæiske Projekt ser ud til at falde i grus. Deres svar? Forøg indsatsen. Herman van Rompuy, den belgiske 'en-verdensmandsling,' der er den første langtidspræsident for det Europæiske Råd, det vil sige, EU og som blev indsat i december sidste år, vurderer at ideen om den nationale suverænitet er overflødig, en reminiscens fra en tid der er forpasset og uden værdi.

Problemet består i, påpegede hr. Farage, at folk over hele Europa er ved at vågne og siger, "dette ønsker vi ikke, vi ønsker ikke flaget (EU) vi ønsker ikke hymnen, vi ønsker ikke denne politiske klasse, vi ønsker at det hele forvises til historiens affaldspand."

EU-bureaukraternes svar, de som kører det hele? Nuvel, Irland fik at vide, at det ville være upassende af dem af have en folkeafstemning; de skulle gå ind på et budget først. Hr. Farage havde det helt rigtige svar på denne uforskammethed: "Hvem pokker tror I mennesker I er? I er virkelig meget, meget farlige. Jeres besættelse af at skabe denne Euro Stat betyder at i med glæde ødelægger demokratiet."

Hr. Farage har fat i det helt rigtige: Den politiske krise som Europa står i kan blive forværret af den dominolignende kollaps af medlemlandenes økonomier.

Men det helt store kritiske problem er demokratiets fremtid, det vil sige, frihedens fremtid. Det er "langt alvorligere end økonomierne," argumenterede hr. Farage, "fordi hvis i frarøver folket deres identitet, hvis I frarøver dem demokratiet, da er det eneste der er tilbage til dem nationalisme og vold. Jeg kan blot håbe og bede til at Euro Projektet bliver smadret af markedet før det virkelig sker."

Europa er meget, meget heldig med at have politikere som Nigel Farage. (Daniel Hannan er en anden.) Spørgsmålet er: Er de for sent ude?

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2010/11/26/just-who-the-hell-do-you-think-you-people-are/?singlepage=true