Konventionel visdom - helt udueligt?

Tanker om konventionel visdom

Roger Kimball                            

Bill McGurn skrev en for ham typisk fremragende lille artikel i The Wall Street Journal for nogle dage siden med titlen “Reagan var helt sikkert også en taber.” Han begynder med denne ildevarslende bulletin fra en nyhedsartikel:

Ikke siden Herbert Hoover har et parti der ikke har magten haft en sådan lejlighed for at arbejde mod alt der bekymrer den amerikanske familie - priserne, renterne, arbejdsløsheden, skatter, eller frygten for deres alderdom forhold eller deres børnbs fremtid - end den det Republikanske Parti nu præsenteres for.

Republikanerne har imidlertid ikke regnet den ud. Det er deres store problem. De har ingen strategi for at besejre en Obama administration der er yderst sårbar på indenlands- som udenrigspolitik.

Det er fra en klumme den 29. februar i The New York Times, men datoen var 1980, ikke 2012. Og i steder for “Obama” havde skribenten James Reston, skrevet “Carter.” Som Bill bemærker, “Ser det ikke ud til den konventionelle visdom har ænbdret sig meget. Dagens fortælling er at uanset hvor svag præsiden Obamas greb er, så kan Republikanerne ikke finde ud af at høste fordel af det. Et blik tilbage på hvor vi var på præcis dette punkt i 1980 primærvalgene viser noget andet.”                

Overvej:

— Dengang, som nu, åbnede de Republikanske primærvalg med et brag, da George W. Bush gjorde Ronald Reagan vred i Iowa caucuses.
— Dengang, som nu, frygtede Republikanerne at en ildevarlsende bejler kunne skade partiet med en uafhængig kampagne. I 1980 var den den liberale John Anderson, ikke den liberale Ron Paul.
— Dengang som nu, spekulerede de ‘sludrende klasser’ højlydt om hvorvidt en kandidat der kunne vinde Republikanernes nominering kunne besejre præsident Carter til november. Den 1. marts (1980) forstærkede tidligere præsident Gerald Ford det synspunkt da han fortalte en journalist fra New York Times, “Hver sted jeg kommer til og i alt det jeg hører, er der en øgende følelse af at Guvernør Reagan ikke kan vinde valget.”
— Dengang som nu, sætter nogle deres lid til at der dukker nogen op sent i proceduren, på samme måde som nogen nu plager Jeb Bush eller Mitch Daniels eller Chris Christie til at melde sig ind i kampen.

Overvej dette ganske alvorligt. Og dog som Bill også bemærker, “parallellerne til 1980 er kun præcis et stykke, og Mitt Romney er ingen Ronald Reagan.” Faktisk haster Bill med at føje til, at “på samme tidspunkt i hans kampagne for GOP nomineringen, var Reagan e jheller.”

Jaså, passer det? Bill siger at “den præsident Reagan, som vi med rette beundrer for at Berlin Muren blev revet ned, for at genvække U.S. økonomien og samle millioner af utilfredse Demokrater til GOP stadig var noget vi havde til gode.”

Jovist, men hvad med den Reagan der i 1961, observerede at “en af de traditionelle metoder til at indføre statsstyre eller socialisme på et folk har været ved sundheden. Det er meget let at skjule et sundhedsprogram som et humanitært projekt.” Det er en fremragende tale som man kan lytte til her. Det er også klassisk Reagan, Reagan som Reagan, umiskendeligt den samme fyr der hjalp med til at vinde Den Kolde Krig, fik sat gang i den hensygnende amerikanske økonomi, og som gav løfter om frisk morgenluft ovenpå Jimmy Carter. 


Er der nogen der ville bekymre sig om at give et beslægtet øjeblik fra Mitt Romneys fortid? Brug rigeligt tid. Forresten var den tale om at bringe socilismen til demokratien via det pseudo-humanitære spil med at “reformere” sundhedssystemet ikke Reagans eneste og tidlige triumfer. Se og tænk over denne tale fra 1984. 

Kan du forestille dig Mitt Romney, for slet ikke at nævne Barack Hussein Obama, give en sådan tale? Det virkelig problem er ikke hvad den konventionelle visdom fortæller os om Mitt Romney, men at Mitt Romney i sig selv er en afspejlning af denne konventionelle visdom. Han er, som jeg har sagt det tidligere i dette forum, en virksomhedsleder hvor problemet lige for tiden netop er virksomheden.

      
Roger Kimball