Wes Vernon
Ikke en eneste delegeretstemme er blevet afgivet i Republikanerne primærvalg som præsidentkandidat. Ikke en. Dog har det Republikanske Partis ledelse besluttet for os at Mitt Romney er den ‘salvede’ vor 2012. Hvorfor? Nuvel, han er en veteran kampagnefører, eller han er blevet et varemærke. Eller en form for variation der fører til enderesultatet at “Det er hans tur.”
GOP maskinen forsøger magtfuldt at formulere parametrene for inter-parti debat således, at kandidaterne stilles op på en nærmest virtuel tegneserie række, der hver især afventer “hans (eller hendes) tur.”
Lad os give GOP veteranorganisatorerne den ros de skal have. Det er folk der har gjort meget i det hårde arbejde for at holde partiet inde i kampen og forhåbentligt med flere sejre. De har også skaffet en masse penge i årenes løb.
Problemet er ikke om de fleste af dem inderligt jagter det som de anser som det bedste for partiet og landet. Problemet stammer fra deres manøvrer gennem årene. Læg dertil spørgsmålet om i hvilken udstrækning de er villige til at ‘skære for mange hjørner’ af principperne for at opnå værdige mål, med efterfølgende katastrofale resultater i valgene og/eller de politiske spørgsmål.
2012 Muligheden
Amerikanerne fornemmer meget klart, at deres elskede nation har alvorlige problemer. Er det derfor ikke forståeligt, at vi ville søge den allerbedste person til at få smidt den allerværste præsident ud? Vælgerne, hvoraf mange nu ville ønske der var en fortrydelsesret - valgte en person en sådan person til at lede en virkelig stor og anstændig nation.
Hvorfor så, ville en hovedrystende besøgende fra Mars ønske at vide, udviser vi så - igen - en villighed til at nominere en kandidat fra oppositionspartiet fordi det “er hans tur.”
Det er ikke første gang......
Det Republikanske Parti har været låst fast i dette rod i årtier. Nogle eksempler:
I 1976, blev den udvalgte præsident Gerald Ford nomineret, fordi det var “hans tur.”"
I 1988, stod vicepræsident George H.W. Bush i spidsen for Republikanernes bud, fordi det var “hans tur.”
I 1996, var Bob Dole den nominerede, fordi det var “hans tur.”
I 2000, vandt George W. Bush budet. Det var “hans tur.”
I 2008, var John McCain bannerføreren. Igen - “hans tur.”
Et mønster brydes
Resultaterne af ovenstående ‘parade’ - med visse variationer - var i bedste fald noget ‘blandet.’
I et tilfælde blev det etablerede faktisk besejret og resultatet blev en af de mest succesrige præsidenter i vor historie.
GOP - ‘puh-ha’ mishagsytringerne gik langt for at nedgøre Ronald Reagans bud som nomineret i 1980. Den ‘salvede’ det år var George H.W. Bush. Men Gipper’en havde gennemslagskraft og fremførte sin sag for folket - med et tydeligt nedskæringsprogram med lavere skatter, mindre regulering og forbrug, og en genopbygning af et svært demoraliseret militær.
Guvernør Reagan gjorde etablissementet til skamme i Detroit. Men den styrke han vandt var en trøst. Den tidligere guvernør i Californien stod overfor en situation, hvor han måtte acceptere Bush som samarbejdspartner.
Den pris hr. Reagan betalte var, at nogle indflydelsesrige Bush folk kom med i hans administration, som gentagne gange forsøgte at spænde ben så de gamle gennemprøvede fiaskoer i GOP ledelsen kunne fastholdes. En svagere person, end Reagan ville være faldet til patten. Præsident Reagan holdt fast ved sin målsætning, han lod aldrig blikke vige fra den vej han havde udstukket i sit præsidentembede. æve
Nu i dag
Kommer Mitt Romney, en periodes guvernøren fra Massachusetts, en succesrig forretningsmand, en glimrende retoriker, med et vindende smil, en behagelig personlighed (ikke som sin far, der overvejede at stille op til Det Hvide Hus i 1964 og 1968).
Hvad er der egentlig ikke at kunne lide ved denne mand? Denne gang, er det måske virkelig “hans tur.”
Eller også tilbage til det gamle
Romney har vist sig som en ‘glat’ erfaren kampagnefører. Han har evnen at kunne overbevise. Han siger en masse der appellerer til konservative.
Når man derfor undersøger hvad han faktisk har gjort i årenes løb, ligesom, hvordan eller på hvilke punkter han har “revideret” eller “føjet noget til” sine holdninger, da opstår der spørgsmål om, hvordan han mon vil lede Det Hvide Hus.
Hvis man gennemgår Mr. Romneys meriter og udtalelser om ægteskab mellem samme køn og om “bøsserettigheder” er det helt sikkert du bliver svimmel. Han er zig-zagget, navigeret mellem at være gennemført for bøsseægteskaber som Massachusetts Højesteret og synspunkterne hos mange af hans vælgere, der - selv i det liberale Massachusetts - har problemer med at skulle kaste vrag på ægteskabsinstitutionen som den har været i 6000 år.
I 1994, da han stillede op til Senatet kritiserede Romny sin modstander Senator Edward Kennedy for at mangle “effektiv ledelse” vedrørende “bøssers rettigheder.” Han lovede at gøre det bedre.
I 2002, da han stod i spidsen for Salt Lake City Olympic Committe, forbød Romney Drengespejederne at deltage. Således bøjede han sig fra truslerne af frygt for at skulle stå op imod ‘støjende’ demonstrationer. Spørgsmål: Hvis han løber fra principper når “Mom and Apple” Drengespejderne er under angreb for at forbyde åbenlyst bøssespejderledere - hvordan ville han da - som præsident - holde ud under trusler om afpresning med kernevåben?
Som guvernør fejlfortolkede Mr. Romney en administrativ regel som en “lov” der krævede at katolske velgørenhedsorganisationer ikke måtte diskriminere mod forældre af samme køn i adoptionssager. Han føjede endog til at disse par har en “lovlig interesse” i at adoptere. Er det vigtige princip om, at et barn har brug for både en far og mor (ikke “to fædre” eller “to mødre”) helt borte?
Endelig (og vi har kun berørt hovedpunkter til nu) er der den velkendte påstand om, at Romneycare var en de facto forløber for Obamacare.
Og oveni det
Følger nu en rapport om at en velstående Wall Street finansmand der har bidraget med ‘sølle’ 2500 dollars til Mit Romney Kampagnen (som det siges er den med flest penge) også er en stor (som det siges den største) bidragyder til Occupy Wall Street, de Amerika-hadende, hvoraf nogle af dem har truet med at omstyrte U.S. regeringen.
Robert S. Halper (tilsyneladende velsignet med flere penge end fornuftig er) er på pension som primo halvtredsårig) Han har skabt sig sin formue gennem det kapitalistiske system, han har overført en god del af sin velstand til de revolutionere der nu søger at helt fjerne den.
Ifølge New York Times og andre har Mr. Halper doneret 75000 dollars til Adbusters, det canadiske tidskrift der bliver betegnet som (om ikke selve) drivkraften baf Occupy bevægelsen, der kunne ses af sine tilhængere som en U.S. udgave af det såkaldte “Aarabiske Forår.”
Halper siger til NYT at hen er “en smule ængstelig” over det alt sammen, at han håber det vil være fredeligt “og “det kan føre til alt.”
Selvfølgelig kan enhver bidrage med penge til en præsidentkampagne uden at kandidaten skal foretage en søgning for baggrunden for det. Men hvad er der egentlig i kampagnen hos en republikansk præsidentkandidat der kunne tiltrække en donation fra en som også er blevet inspireret af “U.S. Arabisk Forår.”
At Mitt Romney har klaret sig så godt til nu giver blot bevis på de opstilledes utilstrækkeligheder.
Rick Perry’s indtræden for eksempel giver mindelser om trædukken Pinocchio der med stor selvtillid er på scenen blot for at falde på halen så publikum ler. Alt det Texas guvernøren har opnået er at tage opmærksomheden fra Michele Bachmann, en troværdig kandidat, og som hun ikke er kommet over. (Hun er nu ude)
Herman Cain har klaret sig ganske godt. Han er en behagelig mand. Det som mangler at blive slået fast er om hans 9-9-9 skatteplan kan holde til en nærmere forskning, plus om han kan opbygge en organisation fra grunden af og skaffe kampagnekontanter. (Han er nu ude)
Rick Santorum har haft sine gode øjeblikke i debatten, men det er ikke kun det at han blev vraget som U.S. senator for en tredje periode. Det er det at han blev besjeret med 20%. Den er svær at ryste af sig, uanset de solide succeser der er gået forud.
Newt Gingrich er muligvis den klogeste i det selskab, men hans personlige liv er ikke en fordel for ham, et liv der ville blive blive set igennem fingre med hvis han var Demokrat.
Er vi så tilbage til Mitt Romney? En rar mand med nogle fine kvaliteter, men han er ikke konservativ. Er det dog det bedste vi kan gøre med denne gyldne mulighed angiveligt venter på os i 2012?
Næppe vel? Lad os håbe vi stadig har et meningsfyldt valg i 2016.
.
© Wes Vernon
http://www.renewamerica.com/columns/vernon/111020
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar