tirsdag den 20. marts 2012

Læren fra 70'erne

Lektioner fra et hængehoved

Christopher Orlet
       
Komme til skelsår og alder circa 1970.
       
En person i Midtvesten der blev voksen i 1970’erne fattede muligvis ikke at samfundet langsomt var i opløsning, skønt jeg formoder dog muligheden var der, hvis man bare ville lede en smule.
                    
På gaden var der den typiske mand fra arbejderklassen i blåt tøj, også sælgere, viceværter, mekanikere, lastvognschauffører og husmødre. Af Amerikas Fire Grundlæggende Dyder, som sociologen Charles Murray har under behandling i sin seneste forskning, Coming Apart: The State of White Americ. I 1960-2010 var flittighed og ærlighed almindeligt, mens ægteskab religion var på mere usikker grund. Var det fordi samfundet allerede var begyndt at opløse sig, eller var det blot tingenes naturlige tilstand?

Der er kun lidt tvivl om at skilsmisse kun var noget for de ‘kendte’ på den tid. Mens færre end 20% af par der blev gift i 1950 blev skilt, da blev halvdelen af par der blev gift i 70’erne skilt. Ved årtiets afslutning var halvdelen af hjemmene i vor boligblok hjemsøgt af skilsmisse. (Det at duske udenom forblev dog et tabu. Selv kvarterets obligatoriske hippiepar blev skilt).

Selv dengang blev ægteskaber ikke opløst på grund af småfnidder. Den ægtefælle der trak stikket ud havde ofte lidt længe. Hr. H. vidste vi var en kronisk alkoholiker. Det var helt åbenbart for os unger der så hvordan han kørte familiens bil gennem hoveddøren. En anden nabo hr. M. kom hjem fra Vietnam med en asisatisk krigsbrud. Hun var tilsyneladende kun interesseret i det grønne kort, og forlod ham hurtigt og efterlod ham med en 2 årig datter. En nyligt skilt, og helt klart derangeret fru W.,  og hendes to små sønner flyttede ind ved siden af i en kort periode, mens hr. I., en indtørret skilsmissemand, og også drukkenbolt, morede os unger med sin evne til at tale sort.  

Når det drejer sig om de religiøse da hvilede vor gade i skyggen af Den Katolske Kirke. Dog var vor familie den eneste som gik til gudstjenester med nogen regelmæssighed -- hvilket ærgrede mig og min broder gevaldigt.

Hvis åndelighed og sunde ægteskaber var en mangelvære så var flittighed det ikke. Der var ingen slendrianer i vort kvarter. Selv drukkenboltene havde for meget selvrespekt til ikke at arbejde. Da hr. L., ansat på en kedelfabrik og som gik med en udtalt halten, pludselig blev permanent handicappet der tidligt i 1980’erne, klagede mine forældre over det. “Hvad betyder en smule halten?” sagde min mor. “Min bedstefar mistede sin arm i en ulykke under landbrugsarbejde. Det afholdt ham ikke fra at pløje og plante.?” (Jeg har set falmede billeder af den gamle stædige herre, med et tomt ærme hængende fra skulderen. Han forekommer ikke mig som værende den slags fyre der ville være tilfreds med at hvile sig i hjemmet og indløse regeringspenge.)


Men hensyn til ærlighed og integritet (hvormed Murray mener kriminalitetsrater), så var der ikke megen beskæftigelse til de lokale betjente. Stoffer var der næsten ikke. Dørene blev ikke låst om natten og vore forældre havde kun få bekymringer på vore vegne, i det mindste til vi sad bag rattet af en Dodge.

Murray bemærker at et af goderne ved ægteskabet er social kapital. Gifte personer er langt hyppigere hjælpere, trænere for sportshold mv. Men hvis nogen i vort kvarter beskæftigede sig med noget sådant så var det en godt bevaret hemmelighed. Min far var træner for et lille hold, og en kort tid i skolebestyrelsen, men jeg mener ikke nogen anden på vor gade kunne prale af så megen samfundssind.

Murrays kritik retter skytset og skylden mod grådighed og det kapitalistiske system som årsagen for Amerikas nedtur.  Men beboerne i vort kvarter arbejdede og levede indenfor deres beskedne midler og det lykkedes dem på forunderlig vis at opfostre 5 undertiden 6 børn på en bilmekanikers indkomst. De var driftige, ikke fordi de var smarte -tilbage til jorden- typer, men fordi det var nødvendigt og noget man bare gjorde. Da tiderne blev stramme hjalp familierne hinanden, og mange gange stolede mine forældre på deres forældre når det kneb med at betale terminerne.

Det ene middelklasse par i vor gade hr. og fru C. ejede en lille trykbutik på Main Street. Ikke kun var de barnløse, med de hadede børn. Mine erindrigner om dem er et gnavetn par der sad i deres havestole i deres indkørsel med hvist perlegrus og i absolut tavsed og det hver aften. Med tiden hængte fru H sig i deres kælder.

Det var en udmærket lektion for os unger. Velstand er ingen garanti for lykke. Det er en lektion som Murrays kritikere stadig ikke har lært.
                    
                    

About the Author

Christopher Orlet writes every Thursday from St. Louis.

http://spectator.org/archives/2012/03/01/lessons-from-a-hangings

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails