Hvem er Jefferson Davis?

Hvordan ville Jefferson Davis stemme?

H. W. Crocker, III

Det er et langt mere interessant spørgsmål, end den politisk korrekte historieforståelse vil have dig til at tro. 

“Hvem bekymrer sig om det?” kunne din første reaktion være: Trods alt kunne sarkasmen tage over: “Vi ved jo, hvordan han ville stemme - og det ville ikke være for en med navnet Barack Obama.”

For det første så lad os slå fast at du burde være interresseret; derpå kan vi måske knække noget af sarkasmen.

Vi ærer og hylder Lincoln, men på mange områder var Jefferson Davis så langt mere en interessant statsmand. Begge mænd blev født i Kentucky, men mens Lincoln, i det store og hele var autodidakt, modtog Davis en klassisk uddannelse der førte til eksamen fra både Transylvania University (en skole for fremtidige statsmænd i Kentucky) og fra West Point.

Mens Lincolns første år ikke er beskrevet, og hans eneste militære erfaring var 90 begivenhedsløse dage i militsen under Black Hawk Krigen, (opgør med indianere) tjente Jefferson Davis som en professionel soldat i 7 år (og blev faktisk venner med Høvding Black Hawk, da han førte denne i fangenskab). Senere trak han sig fra sit sæde i United States Kongressen for at føre Missisipi Rifles i krigen mod Mexico, en krig som Lincoln, som en ung kongresmand fra Illinois var imod som et af de mest talende medlemmer af anti-krigs fraktionen i U.S. Repræsentanternes Hus.  

Før han blev præsident for Confederacy, havde Davis været United States Kongresmedlem, US Senator (New York Times kaldte ham “Senatets Cicero”), og Krigsminister; han havde også været plantageejer, og da hans første hustru (præsident Zachary Taylors datter) døde af feber tidligt i ægteskabet tilbragte han mange lange timer i sit bibliotek, ikke kun sørgende, men i dybt studium - af litteratur, politik, og debatter om forfatningen. Davis var en yderst belæst mand.

Jefferson Davis 1808 -1889

Med tiden blev Lincoln sagfører. Nogle mente han besad en sagførers (og en politikers) åleglatte facon, andre mente han var rå. Der var aldrig nogen der sagde at Jefferson var rå. Han blev opfattet som alvorlig, ubøjelig, værdig, og en mand af principper - nærmest som en fejl.

Han indgik helt sikkert kompromis som alle politikere skal gøre, men han var ikke, hvad vi ville kalde en pragmatiker. Hans principper var heller ikke uværdige. Det er sandt at Davis mente slaveriet i Syden var et positivt gode - at den “besynderlige institution” opløftede og kristnede de sorte, ud af hedenskabets vildskab. Hans egen rosenrøde syn på slaveriet var bestemt ud af hans egen erfaring - han og hans bror var venlige, imødekommende herrer: Uddannede deres slaver, sørgede for dem med religiøs vejledning, forbød barsk behandling af dem (pisk var forbudt) havde omsorg for deres helbred, og behandlede dem med respekt (i Davis tilfælde anså han sin sorte husholder James Pemberton, som en troværdig ven og fortrolig, og han blev overopsynsmand på hans plantage.

Lincoln var helt sikkert imod slaveriet, men af grunde der godt kunne få os til at føle os lidt dårlige talpas i dag. Han ønskede at bevare De Frie Stater (eller nyligt oprettede Frie Stater) “som domænet for hvide arbejdere.” Han sagde han ønskede nye “‘territorier” skulle være hjem for frie hvide mennesker. Det kan de ikke være, i væsentlig grad hvis slaveriet er tilstede. Slavestater er de steder som fattige hvide flytter fra.”

Lincoln forsikrede de nervøse vælgere under Lincoln-Douglas debatterne at han aldrig havde været “tilhænger af at indføre, på nogen måde, den sociale og politiske lighed hos den hvide og den sorte race - det er jeg ikke, og har heller aldrig været tilhænger af at negere kan være vælgere eller domsmænd, heller ikke at gøre dem kvalificeret til at besidde embeder, heller ikke til at de kan få lov at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift til dette sige at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt forbyder de to racer at bo sammen på betingelser af social og politisk lighed..... Jeg, ligesom enhver anden mand er tilhænger af at besidde den øverste position som er overdraget den hvide race.”

Lincolns løsning på slaveproblemet var at sende sorte amerikanere tilbage til Afrika eller Centralamerika eller Karibien.

I dag, selv i Det Republikanske Pari er er der i “Lincolns Parti” kun få mennesker, vil jeg vædde på, der ville hævde at race ville afgøre Lincolns støtte til sit partis nominerede. Der er endog mindre grund til at race ville afgøre Jefferson Davis’ stemme. Ulig Lincoln havde Davis ingen vision om en udelukkende ‘hvid’ fremtid. Han så -- og godkendte -- at sorte og hvide boede og arbejdede i tæt nærhed af hinanden, at deres børn legede sammen. Han troede at slaveriets endelige ophør kunne være “forberedelsen for den sorte race til borgerlig frihed og til at nyde sociale goder.”; han sagde, “det er så ganske givet indenfor mulighedens rækkevidde at Masterne (herrerne)” efterhånden af egen fri vilje ville ønske at gøre slaverne frie, “når deres slaver selv ville være imod.” Hvis den dag kom, troede Davis som Lincoln ikke at sorte og hvide kunne sameksistere på lige vilkår. Men han tvivlede fordi, efter hans erfaring, så havde de aldrig været lige -- og han bekymrede sig om at uudannede frie sorte ville kunne udnyttes af skrupelløse hvide, Rekonstruktionen bekræftede kun hans bange anelser.  

Men hvis vi giver Lincoln tvivlens gave efter et hundredes år erfaring, så burde vi også gøre det samme for Davis. Skønt meget få kalder Demokraterne “Jefferson Davis parti,” synes der kun at være en smule tvivl om at han ville have større betænkeligehder ved at stemme for Barack Obama end Lincoln, selvom han bedømte ham som den bedste.

Således opstår det afgørende spørgsmål: Hvordan ville Jefferson Davis stemme? Davis’ principper var det frie markeds; streng overholdelse af Forfatningen; en begrænset forbundsregering, og omfattende rettigheder til enkeltstaterne; direkte modstand mod forbundsforbrug til “interne forbedringer,” der var staternes domæneområde, eller endnu mere indblanden i privat foretagsomhed, medmindre det kunne retfærdiggøres af nationale sikkerhedshensyn (han var en fortaler for forbundsstøtte til en transkontinental jernbane der fulgte en sydlig rute); og en imperialistisk udenrigspolitik.

Davis gik ikke kun ind for krigen mod Mexico, med amerikanske “filibusters” i Centralamerika og anneksionen af Cuba. Det er måske ironisk, at Davis en mand der var hengiven overfor sine interesser lokalt, også var en mand der var besluttet på at øge Amerikas imperiale interesser mens Lincoln, der var imod erobringen af et stort Vestens Imperium for United States med tiden blev fyldt op af krigeriskhed da det kom til blodsudgydelse i en nærmest ubegribelig stor skala mod sin medamerikanere under Civil War.

Davis satte virkelig sit land på førstepladsen. Før krigen troede han at hans land var hans stat, staten havde valgt ham til det højeste embede og der drev han landbrug, Missisippi. Efter krigen beviste han med en egen tilfredshed, i en stor skrivelse, at secession (det at staterne ønskede at skille sig ud fra Unionen) havde været forfatningsmæssigt i orden. Han ønskede at vise at Syden havde kæmpet med ære og mod. Men nu da den store krigs kataklysme havde vist at secessionen “ikke var praktisk mulig” accepterede han dommen således at “på basis af broderskab og trofast hensyn overfor Staternes rettigheder kan der skrives på Unionens Bur, Esto perpetua.” (lad den være for evigt)

Davis’ støtte til en begrænset regering, føderalismen og en ekspansionistisk udenrigspolitik gør det næsten sikkert at han ville stemme på en anden end Obama.

Man vil ikke kunne finde nogen der vil iføre sig Jefferson Davis embedsbyrde, men han var en mere værdig mand end den politiske korrekthed vil have os til at tro.
 

H. W. Crocker, III is a bestselling author. His most recent book is The Politically Incorrect Guide to the British Empire.