Det var blot et spørgsmål om tid før en af vore mænd brød sammen
Ralph Peters
Søndag lige før daggry gik en amerikansk stabssergent bort fra sin post i Kandahar Provinsen, Afghanistan, ind i en nærliggende landsby og myrdede metodisk 16 civile, herunder kvinder og børn.
Dette skete ikke i en ildkamps kaos og forvirring i “krigens skygge.” Det var den brutale handling af en veteran der brød sammen. Udåden kan ikke undskyldes. Men jeg tror den kan forklares.
Vi må vente på den endelige analyse indtil alle kendsgerninger er indsamlet, men det kan se ud til at en soldat, der har tjent med hæder under talrige ture i Irak, brød sammen og gik amok i Afghanistan. Vi burde ikke være overraskede over at dette skete. Vi burde være overraskede over det ikke er sket noget før, og oftere. Chokket ved denne hændelse, efter et årti med håbløse, skiftende bestræbelser der har kostet liv og lemmer for vore tropper, mens ambitiøse generaler lyver om fremskridt, søger forfremmelse, og er beskæftiget med militær masturbation er faktisk et hædersbevisning for vore mænd og kvinder i uniform derude ved kamplinjen (i den udstrækning en sådan ‘kampline’ eksisterer.)
Stabssergenten -- der meldte sig efter drabene -- er skyldig i mord i en grad der endnu skal afgøres, men det forbavsende er hvor disciplineret, tålmodig og tilbageholdende vore tropper har været. Når man tager det i ubegribelig grad voldsomme pres og stress der følger med at tjene på adskillige ture i et miljø, som en nyudlært menig ville bedømme som håbløs, (mens hans generaler flyver frem og tilbage og lykønsker sig selv) så er det bemærkelsesværdigt at der ikke har været flere og endnu grummere hændelse.
Problemet i Afghanistan er ikke vore tropper -- skønt feje generaler rutinemæssigt insisterer på at alt skyld ligger hos “soldater uden respekt” -- det er lederskabet i og udenfor uniformerne der gået fallit med ideer, fallit på etik, fallit på moralsk mod -- og rige på egeninteresse og ambition.
Hvis der er et “kampråb” i Afghanistan så er det “Giv tropperne skylden!” Generaler der har mistet forbindelsen med den barske ækle virkelighed i de Taliban sympatiserende landsbyer svarer på enhver tilsyneladende krise i de afghanske-amerikanske relationer med at bede vore tropper “respektere afghansk kultur.”
Men generaler har ingen anelse om afghansk “kultur.” De er kun beskæftiget med veluddannede, priviligerede engelsktalende afghanere der præcis ved hvilke amerikanske kanpper der skal trykkes på for at holde de milliardvis af dollars i årlig hjælp flydende i en lind strøm. Tropperne må på den anden side dagligt møde landsbybeboerne der ikke vil advare dem om vejsidebomberne sat af Taliban, landsbybeboerne der helst så tropperne forsvandt, der hellere vil leve i den yderste elendighed og som forekommer at sætte dyrs liv højere end deres kvinders. Når vore soldater og Marinere hører, endnu engang, at de har brug for at “respektere afghansk kultur,” så kan de næsten kun komme til at kaste op.
Da jeg som ung officer var under oplæring, hånede vi de europæiske “chateaux generaler” fra 1. Verdenskrig, der gav deres ordre fra elegante hovedkvarterer uden nogensinde at have oplevet virkeligheden som tropperne i skyttegravene befandt sig i. Vi troede aldrig at vi ville få “chateaux generaler” men det har vi nu. At flyve ned for at besøge en udpost og bliver der ligeså længe det tager at klistre en medalje eller to, på en soldat, få en kort fremvisning og en godt mediedækket teeftermiddag med en omhyggeligt udvalgt “god” stammeældste, derpå flyve tilbage til et godt beskyttet hovedkvarter, hvor elektronikken er mere ægte end tropperne er ikke en måde at udvikle “fingerspidsfornemmelse” for kampzonernes virkelighed.
Læg dertil den menneskelige egenskab med selvbedrag, og man får en skudsikker opskrift på fiasko.
Lige nu benyttes vore tropper som propaganda i et kampagneår, som pant af sløvt-langsomt opfattende generaler der bare ikke ved hvad de ellers skal lave, og som jetoner af korrupte afghanske politikere, generaler og krigsherrer (som alle er enige om at det er en dyd at plyndre amerikanerne).
Hvad er vort mål? Hvad er vor strategi? Vi får, til bevidstløshed, at vide at det går bedre i Afghanistan, dog, for ti år siden, kunne en U.S. general gå ubevæbnet på gaderne i Kabul. I dag er der ingen by i Afghanistan, hvor en U.S. General kan slentre på gaderne. Vi er måske ikke genier til at føre krig, men helt sikkert er vi et geni til at bedrage os selv.
Nu får vi at vide at vi skal blive for at opbygge det afghanske militær og politi. Herre Jemini, og Gudbevares! Vi har trænet og udstyret den afghanske hær og politibetjente (og røvere) i ti år. I 2. Verdenskrig fik vi skabt et kæmpemilitær hos os selv på lidt over et år. Problemet i Afghanistan er ikke at vi ikke har forsøgt, men at afghanerne ikke er interesseret i at kæmpe for det overdrevent korrupte Karzai regime.
Lige nu dør vore tropper for at bevare en beskidt Kabul regering, hvis præsident frækt stjal det sidste valg, og som ikke har noget håb om at få støtte fra sit eget folk. I mellemtiden trods de gentagne påstande om at Taliban er på hælene, forbliver de religiøse fanatikere på hjemmebanen godt støttet af Afghanistans pashtunske flertal. (Hvis folket ikke ønsker dem tilbage, da ville Taliban være borte for langt tid siden - det skal vi bare indse).
Her fornylig fortalte en anden ven mig, endnu engang, en ven der holder fast ved (nu pensionerede) General Petraeus modoffensiv, at hvis vi blot bliver ved og giver afghanerne tilstrækkeligt med gratis udstyr, så vil de koipiere den amerikanske livsstil, han sagde “Du skulle bare høre de oplysninger vi får fra Taliban krigere på lavere niveau .....de er i panik...”
Det er den gamle Vietnamfrase: “Vi vinder hver ildkamp!” Ja så, vi banker Taliban hver gang vi fanger dem med deres våben (hvis de ikke har våben, må vi ikke gå i gang, selvom de netop har dræbt amerikanere.) Men vi tør ikke angribe Talibans ledelse i Pakistan, hvor den er beskyttet af vore “allierede.” Og uanset hvor mange Taliban vi dræber, får de stadig frivillige der er villige til at dø for deres sag. De afghanere vi optræner vender deres våben mod os.
Det kan se ud til at stabssergenten der myrdede de afghanske landsbybeboere er brudt sammen under krigens stress, den krig vi ikke giver vore tropper lov til at kæmpe. Men den virkelige galskab er i toppen, i Det Hvide Hus, hvor præsident Obama ikke se andet end november valget; i Kongressen, hvor Republikanerne klynger sig til den krig de tror kan vindes; og i uniform, hvor vore generaler er løbet tør for ideer og for moralsk mod.
Den stabssergent myrdede seksten afghanere. Vore egne ledere har myrdet tusinder og lemlæstet titusinder af vore egne tropper af forfængelighed, ambition og slaphed. Hvem fortjener mon vor sympati?
I krig dør soldater. Men de burde ikke dø for pladder, vrøvl og ingenting.
Family Security Matters Contributing Editor Ralph Peters is the author of the just-released historical novel Cain at Gettysburg. A retired Army officer and former enlisted man, he is Fox News’ Strategic Analyst and a regular contributor to familysecuritymatters.org.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar