Romaner - hvorfor skulle jeg dog læse dem?

Fremmed for fiktion         

Christopher Orlet

Et forsøg på at huske, hvorfor jeg aldrig mere læser romaner.        
                    

For nogle måneder siden fortalte forfatteren Philip Roth en interviewer at han var ophørt med af læse fiktion. Her er altså uden tvivl Amerikas største nulevende romanforfatter der indrømmer, at han langt hellere foretrak at læse historie eller biografier.

Jeg har fået nok viden,” sagde Roth. Udover det uddybede han det ikke.

Det samme har jeg fortalt folk i årevis. (Skønt indrømmet, jeg er ingen Philip Roth, så de er sådan set ligeglade.) Jeg skulle nok tænke længe og intenst for at komme i tanke om titlen på den seneste roman jeg læste. Jeg har påbegyndt adskillige bøger der er blevet anbefalet af venner eller en kendt anmelder for blot at finde ud af at jeg kun kunne klare åbningskapitlet. To gange har jeg forsøgt at slæbe mig igennem Cormac McCarthys Blood Meridian (ved at blive filmatiseret - synopsis kommentar) for blot at få et tilbagefald, helt udmattet i kapitel 4. “Der er helt sikkert en fantastisk historie her,” hører jeg mig selv mumle, “hvis jeg dog blot kunne finde den i den tætte underskov af lilla bibelprosa.”

Jeg ville sådan set ikke være overrasket over om denne mangel på interesse med det uvirkelige ikke skulle være et symbol på at jeg er midt i livet. Jeg er ikke nær så gammel som Roth, men jeg er muligivis ligeså irritabel og utålmodig. Romaner forekommer mig at være underholdning for de unge. “Det er noget de siger en masse om ved udgivelsen, åbenbart,” bemærker forfatteren Zoe Williams, “at når man først passerer 40, så begynder man at læse biografier.”

Som teenager kunne jeg spilde måneder ved at fordybe mig i tykke romaner som Look Homeward, Angel, og Anna Karenina. Deres omfang syntes jeg ikke var afskrækkende. Trods alt, jeg var ung, jeg havde jo masser af tid. I dag med flere dage bag mig end foran mig, og de stakke af ‘skal bare læses’ bøger der bliver flere og flere, så har jeg altså ikke tiden til at dedikere mig til Moby Dick, selvom jeg ville ønske jeg havde....som jeg altså ikke har.

Jeg synes også at i min ungdom da forekom det mig at romaner besad en næsten magisk magt, at de havde hemmeligheder at afsløre om, hvordan man navigerer gennem livets fristelser. Jeg tog fejl. Måske var det jeg skulle have læst var en god rådgivningsklumme.

Tom Wolfe har forudsagt den øjeblikkelige død af romaner siden 1960’erne, da den påbegyndte sin lange nedtur mod irrelevans, afveget fra dens traditionelle formål -- en god historie, godt fortalt -- for at blive et udstillingsbillede for forfatterens ego. I et forsøg på at undgå den sidevej, og få ført romanen tilbage til sine oprindelige rødder i socialrealismen, skrev Wolfe den mesterlige The Bonfires of the Vanities. (Forfængelighedens Bål) Det var en fremragende anstrengelse, men arbejdet viste sig at være mere end evenerne hos en enkelt mand kunne indfri. Jeg kunne heller ikke afslutte A Man in Full eller I Am Charlotte Simmons.

 

En mere sandsynlig årsag til nedturen for den nutidige roman er det fremragende arbejde der udføres i genren nonfiktion. Litterær journalistik, historie og biografi kan virkelig illuminere vor nuværende opfattelser på måder som absurdistiske, minimalistiske, postmodernistiske, magisk-realistiske -- med andre ord, nutidig -- fiktion ikke er i stand til. Besynderligt derfor at blalndt de ældre litteratur ‘statsmænd’ (Roth er med her) er romanen stadig den herskende mester, mens nonfiktion forbliver en andenklasses borger. Nobelprisen kan ligeså godt hedde Roman Prisen. .

Jeg kan stadig huske den tid da det forventedes, at romanforfattere beskæftigede sig med De Store Spørgsmål. Jeg tænker her på de store politiske romaner i det tyvende århundrede, Orwells, 1984, og Animal Farm, Koestler’s Darkness at Noon, Borowski’s This Way to the Gas, Ladies and Gentleman, Soilzhenitsyns’ En dag i Ivan Denisovitch liv. Den form for roman mistede akademikernes gunst, fordi de anså dem som utilstrækkelig litteratur. Og at dømme ud fra de ideer der fastholdes af de fleste skribenter og akademikere var det uden tvivl godt.

Der er dog stadig nogle romaner jeg er glad for at have læst, og ville med stor ivrighed anbefale til andre. Alle burde læst Catch-22, (Punkt 22) (Joseph Heller) mindst en gang i livet (jeg har to gange), om ikke så fordi det er det sjoveste der er skrevet i enhver genre. Jeg kan også med glæde anbefale Slagtehus 5 (Kurt Vonnegut) (filmene over de to bøger er aldeles udmærkede -synopsis-kommentar) Wise Blood, og A Confederacy of Dunces, for alle der holder af at deres litteratur har humor.

Roth forudser at snart vil antallet af romanlæsere være på højde med de som læser poesi på latin. Det kan syens at være noget af en overdrivelse. Collegestuderende vil i det mindste blive tvunget til at læse romaner. Men med min alder, så kan jeg bare ikke begribe hvorfor.

                    
      
Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The American Spectator Online

http://spectator.org/archives/2012/02/02/stranger-to-fiction