Mere politisk apati ønskelig

Vi har brug for mere apati i dette land

I spørgeundersøgelser om de virkelig vigtige problemer er der altid nogle få procent der svarer “Ved ikke!” Hvad med vi valgte dem som politikere?

Frank J. Fleming

Lede ved politik er gået helt grassat her fornylig. Tea Party hader virkelig gældsætning. Occupy Wall Street hippierne skriger op om, hvor meget de hader grådighed,eller hvad som helst. Præsident Obama siger han ikke kan arbejde med de ufornuftige Republikanere, og Republikanerne det samme om ham. “Vi kan ikke samarbejde med præsidenten fordi han er en socialistisk nar.”

Og det kan kun blive værre som præsidentvalggåret skrider frem. Jeg mener Republikanerne er allerede ved at angribe hinanden over, hvem der er moderat eller for at være dit eller dat eller for at være Mitt Romney. Og når vejen er banet for en Republikaner så vil venstrefløjen råbe op om at han er en racistisk, højrefløjs galning, og så peger højrefløjen på landets tilstand og råber ad Obama, “Det var dig der gjrode det. Det var dig! Jovist. Elendige præsident!”

Og uanset hvem der vinder præsidentvalget vil der stadig være flere skænderier og råben op, og med Occupy Wall Street, endog måske noget bideri. Politik er blot endnu en gevaldig hovedpine. Hvorfor kan vi alle allesammen enes og arbejde for vort lands bedste? Hvad kunne løsningen være?

Indtil nu har den eneste løsning man har forsøgt sig med været at spørge højt igen og igen. “Hvorfor kan dog ikke alle holde op med at diskutere og så samarbejde?” Trods det at en hel organisation er blevet skabt til at stille dette spørgsmål, No Labels, så er det ikke lykkedes og der er faktisk kommet endnu mere støj i den politiske kakofoni. Hvordan får vi da standset al denne vrede skænden?

Jeg mener at vide hvordan. Løsningen har været hos os i hele denne tid, og den er ganske enkel. Det Amerika har brug for er mere apati.

Det er en løsning der er skudsikker. Mange mennesker omfavner allerede tanken. De bliver ikke oprørte over hvad præsidenten gør, for de er ligeglade. De bliver aldrig vrede over hvad Husets formand gør, for de aner ikke hvad det drejer sig om. Og når de ser en debat på TV, bliver de aldrig vrede over hvad nogen siger men i stedet siger de, “Jeg troede de skulle sende X-faktor nu.”

Jovist, jeg ved godt hvad nogle af Jer tænker: “Jeg aner ikke om denne apati ide vil være noget for mig.” Nuvel, det er Jeres problem - men tænk over det. Det at tænke fører nemlig til meninger, og meninger udsletter apati. I stedet skal I blot trække på skulderen og sig, “Hvad.” Så - KABONG - er diskussionen forbi.

Forestil Jer nu at vi kunne få bragt en sådan apati til Washington. Du ved med de virkeligt alvorlige problemer da er der altid nogle få procent der svarer, “Jeg ved ikke,” i spørgeundersøgelser. Hvad med vi fik valgt dem som Kongresmedlemmer? Så ville de nemlig ikke kaste sig ind i en ophedet retorik, når der introdruces en kontroversiel lov vi alle hader og de vil i stedet sige, “Og hvad så!” og derpå vende tilbage til TV’et.

Og jeg ved,at nogle af Jer tvivler på at mennesker succesrigt kan være apatiske om alle disse store problemer. Igen må jeg minde om at I tænker det igennem, hvilket er det modsatte af apati. Se på alle de overgreb mennesker har begået mod deres medmennesker gennem historien uden et sekunds eftertanke. Det er åbenbart muligt at forblive apatisk om virkelig store ting, så derfor burde apati overfor dagens virkelig store politiske problemer være pærelet.

Sådan er tingenes tilstand! Vi kan nu endelig afslutte al denne frygtelige opdeling i partier og den ophidsede retorik om vi blot er ligeglade. At bekymre sig om hvad der sker med dette land er det som først og fremmest har ført til alle disse diskussioner og jeg tror vi kan alle blive enige om at intet problem vi står overfor er værd at ofre råberi på.

Frihed, menneskerettigheder, den nationale gæld -- disse er alle blot store støjende kampe der venter på at gå i gang medmindre vi endelig bliver villige til at se på nutidens store problemer, trække på skuldrene og så gå hen for at spille videospil. Jeg drømmer om en dag at ingen er opmærksom på noget af det Washington foretager sig -- herunder politikerne i Washington -- og således bliver ingen aldrig nogensinde ophidsede over hvad Washington finder på igen.

Men hallo! Jeg indser lige nu noget: Der er ikke brug for at begge sider er apatiske -- blot den ene af de to sider der står overfor hinanden. Det er jo endnu bedre: Jeg bliver ved med at tage mig at mine problemer, men den anden side holder op med at være så bekymret og forsøger derfor ikke at standse mig. På den måde vil der ikke være nogen diskussioner, men jeg får dog stadig gjort det på den måde jeg ønsker. Hvilket Geni jeg er.

Lad derfor alle de mennesker der brokker og klager sig over partiernes uenighed frivilligt holde op dermed - det ville gavne landet, ikke sandt?

De mennesker der klager så meget håber hen ad vejen at Jeg villle holde inde med at bekymre mig om mine problemer så vi kan få hindret den ophidsede retorik. Lige nu fornemmer jeg at et skænderi er på vej.  standse

Frank J. Fleming is the author of the ebook "Obama: The Greatest President in the History of Everything" published by HarperCollins, writes columns for PJ Media and the New York Post, blogs at IMAO.us, and stopped caring about things before not caring about things was cool.