Om jernladyen havde fået politik galt i halsen!

Hvis Jernladyen havde fejlet

                           
Hvorfor Margaret Thatcher udgjorde en forskel.
                                                    
Daniel Hannan
                                          

For at forstå ‘Thatcherismen’ skal man man tage den ‘ulykke’ der gik forud for den med i  betragtning.

Jeg fornemmer at andelen af Margaret Thatcher anekdoter er ved at nå toppen så derfor tager jeg nogle fra lageret frem. For ti år siden kom en fantastisk kvinde til frokost med en gruppe skribenter fra Telegraph. Besluttet på ikke at stille et følsomt spørgsmål om offentlig politik, pludrede jeg ud: ‘Er der noget der er værd at se på TV for tiden, Lady Thatcher?’

Hun fæstnede sin blå øjne på mig, forsøgte at huske, hvem jeg var. (Ved en tidligere lejlighed var det lykkedes mig at komme til at slå hende på albuen da jeg ville understrege en pointe, og hun har været klar over  min tilstedeværelse lige siden). Så slappede hun af. ‘Vi nyder søndags aften programmerne, min kære, især de som fremfører Metodist salmer. Men selv dem synes vi er en smule la,la nu om stunder.’

Det er ofte blevet sagt at Margaret Thatcher ikke kunne småsludre, men dette er blot en anden måde at sige, at hun betragtede selv de mest ubetydelige ting med stor alvor. Anvendt på TV var hendes oprigtighed dybfølt. Anvendt på det at redde en stor nation og den var absolut nødvendig.

Ligesom Churchill, en elendig politiker i fredstid, men som medbragte de kvaliteter der var brug for i en krig, således kan Margaret Thatchers indsats aldrig skilles fra konteksten i hendes tid. I løbet af 1970’erne kunne det se ud som om Storbritannien var færdig. Det er allerede svært at genkalde sig æraens forfærdelighed: Strejkerne, nedskæringer, tre-dages ugen, priserne og skattepolitikken, den tocifrede inflation. Som en overskrift i Wall Street i 1978 udtrykte det: “Far vel Storbritannien, det var dog dejligt at kende dig.”   

At vende en sådan situation krævede den egenrådighed som blev Margaret Thatchers mest fremtrædende karaktertræk, og det centrale tema i filmen om hende.  

                   

Uro på arbejdsmarkedet – her minearbejdere – forkrøbelede Storbritannien da  Margaret Thatcher blev valgt i  1979.

Men nu følger det skelsættende: Hendes egenrådighed, som Churchills, var med det formål at få en korrekt analyse af, det som skulle gøres. Han vidste at det ikke nyttede at forsøge af indgå kompromis med nazismen; hun at det ikke nyttede at forsøg at indgå kompromis med socialismen.  

Hvis hun havde fejlet, og været ligeså stivnakket, kunne hun have været endnu en Heath. Købmanden, om noget, var endnu mere stædig end købmandens datter. Han var helt sikkert mere pirrelig, mere autokratisk og endnu mere overbevist om sin egen uundværlighed. Men fordi han helt forfejlede det store billede, endte han med at være på linje med Lord North i at være vor værste premierminister nogensinde.  

Det er hele humlen med Lady T: Ikke at hun var egenrådig, men at hun havde ret. Ret med hensyn til Wesleys salmer og den ringe kvalitet af en religiøs udsendelse; og også ret, med hvad det vil sige at leve som uafhængige brogere i et uafhængigt land.

 
FamilySecurityMatters.org Contributor Daniel Hannan is a British writer and journalist. He has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.