Vulgaritet og samfundets udvikling

Hvorfor vulgaritet har betydning

William Tucker
       

Som udgangspunkt for min tekst i denne uge vil jeg bruge bogen af Charles Murray, Coming Apart, kapitel 17, “Alternative fremtider,” side 286, hvor han fremmaner den store historiker Arnold Toynbee i en analyse af civilisationernes kollaps.

Murray, som du måske ved, mener vi er i alvorlige problemer fordi “enlig-mor” kulturen der i den grad har domineret og handicappet afro/amerikanere i løbet af de seneste årtier nu spreder sig til den hvide arbejderklasse, hvor ægteskabet ikke længere er normen, og hvor op til 50% af børnene nu fødes udenfor ægteskabet. (Jeg anmelder denne bog i april udgaven af

The American Spectator.)

Efter at have klargjort sin sag gennem sociale statistikker i ‘frastødende’ udførlige detaljer, holder Murray en pause frem mod slutningen af sin bog for at komme med nogle få flere længerækkende observationer. Det dilemman han udstiller er dette.

Hvis nogen i det amerikanske samfund er god til at prædike “kulturrelatvismen,” en mangel på retningslinjer, standarder og forestillingen om at hvis nogen ønsker at gøre noget som helst, da bør vi ikke hindre dem i at gøre det.

Således er det sjældent forekommende i den uddannede øvre middelklasse, at en person vil være villig til at fortælle nogen fra underklassen at deres bedste vej til velstand ville være at blive i skolen, få et arbejde, og vente med at få børn til efter de er blevet gift. Dog er det forbavsende at den øvre middelklasse selv gør sådan. Den første tredjedel af hans bog er dedikeret til at vise hvordan mennesker i samfund, hvor næsten alle og enhver har en college uddannelse arbejder hårdere end de gjorde for tyve år siden, bliver gift senere, har langt færre skilsmisser end resten af samfundet og lever et liv uden kriminalitet. Så hvorfor prædiker de så ikke denne vej til succes for alle andre?

I sit sidste kapitel mener Murray han finder svaret i Arnold Toynbees store værk om 1930’erne, A Study of History. Særligt fra kapitel 18. “Et sjælsskisma,” opsummerer Murray Toynbe som følger: 

 

“Vækstfasen i en civilisation er under ledelse af en kreativ minoritet, med en selvbevidst fornemmelse af stil, dyd og formål. Den ikke kreative minoritet følger med. Så, på et tidspunkt, i enhver civilisations rejse, degenererer den kreative minoritet til en dominerende minoritet. Dens medlemmer kører stadig ‘forretningen,’ men de er ikke længe selvbevidste og sætter ikke længere et eksempel. Blandt andre reaktioner er “tendens til pjækkeri” -- en forkastelse af forpligtelser ved at være medborger -- og “overgivelsen til en form for promiskuitet” - vulgariseringen af manerer, af kunsten, af sproget -- der er en tilbøjelig til at forekomme først, i proletariatets rækker, og derpå spredes  til rækkerne af den førende minoritet, hvilket sædvanligvis underkaster sig proletariatets sygelighed.”

Det er helt sikker ikke nogen dårlig beskrivelse af hvad der sker med amerikansk kultur lige nu. Måske er den mest bemærkelsesværdige tendens i kunsten, i de sidste 20 år netop fremkomsten af meningsløs vulgaritet. Vi er ikke nået helt til et punkt med frontal nøgenhed eller åbenlys samlejer på TV i dagtimerne, men alligevel er vi ved næsten at være der. Og hvis og når det sker, så kan du være sikker på der vil komme, som fra et kor, en fælles stemme fra den venstreorienterede intelligentsia der siger, at det jo blot er “ytringsfrihed” og at enhver der er imod det er enten “snerpet,” som den ene yderlighed, eller “fascist” som en anden yderlighed

Jeg har hørt ting og sager på rap radiostationer som jeg ville være flov over at læse på væggene på offentlige toiletter. Og dette er musik der kan reciteres linje for linje af 13 årige. Nuvel, alle der nogensinde har befundet sig ved et sort kvarter eller et arbejderkvarter ved, at der altid har været et vist niveau af vulgaritet, der ikke var kendt i middelklassekvarterer -- i det mindste for 20 år siden. Amerikansk kultur havde en grad af anstændighed der kom til udtryk på TV og i avisoverskrifter og i politiske taler. Det som hændte var at øvre mellemklasse besluttede at de ikke var ‘seje’ nok, eller ikke lød ‘sorte’ nok, eller ‘hip’ nok, og derfor var metoden til at lyde ægte og autentisk af adoptere vulgariteten hos mennesker som var fattigere end dem selv. Ofte var det mennesker der var fattigere end dem selv der følte sig flove over alt dette, men ikke desto mindre er det dog forekommet nu. 

 

Desværre underlagde Rush Limbaugh sig dette fænomen, mener jeg, med hans nylige udfald mod den jurastuderende på Georgetown. Jovist, er det fuldstændigt latterligt at hun ønsker at colleget skal subsidiere hendes seksuelle eventyr og Rush har ret ved at kritisere hende for det. Men det er ingen undskyldning for at kalde hende en “billig tøs” og så fremdeles, Det bør bemærkes at Limbaugh ikke er alene om denne fejltagelse. New York Post er muligvis den værste krænker i landet. Undertiden kan det se ud som om det er helt umuligt for dem at skrive en overskrift uden at komme med pubertetsagtige hentydninger til et eller andet bandeord eller kropsdele.

Men har alt dette virkelig nogen betydning? Er det virkelig nødvendigt at risikere at være snerpet for at genskabe de amerikanske værdier? Har den offentlige vulgaritet virkelig en indvirkning på skabelsen af en velfærdsstatskultur og social uansvarlighed?

Det mener jeg så absolut og som bevis er det blot nødvendigt at fremmane et kært afdødt medlem af Pantheon som døde sidste uge, den store James Q. Wilson. Det var Wilson og hans kollega Richard Herrnstein, som du vil huske, der endelig brød gennem det venstreorienterede røgslør om “de offerløse forbrydelser” og den formodede nytteløshed med at “spilde politiets tid” på aktiviteter som prostitution og handel med stoffer, og som endeligt førte til afslutningen af Amerikas lange bølge af forbrydelser, der begyndte i 1960’erne med de tåbelige moralnormer påtvunget landet af U.S. Højesteret.

Wilson og Herrnstein gjorde den simple observation: Offentlighedens erkendelse har betydning. Hvis folk fornemmer en atmosfære af lovløshed med “smadrede vinduer,” for at benytte deres metafor, eller grafitti eller offentlig drukkenskab eller generel antisocial opførsel der ikke gribes ind overfor, så er man selv tilbøjelig, fristet til at begå lovløshed.

Hvem ville nogensinde have været i stand til at overbevise en akademiker -- især fra ‘stammen’ kriminologer, der alle tror at straf ingen afskrækkende virkning har og at kriminalitetsbølger alene er under kontrol af demografiske mønstre -- at det at slå ned på de som snyder med billetter i offentlig transport, eller de som uopfordret vasker forruderne på biler, og forventer betaling derfor (squeegee men) kunne være det første skridt i at sænke kriminalitetsraten i New York City og endelig i hele landet med mere end halvdelen?

Således er det med offentlig vulgaritet og den konstante åbne diskussion om sex og graviditet og abort, og hvad man ellers har på TV-serier og TV i dagtimerne som kan føre unge mennesker til at tro at der intet privat er ved sex, og at der ingen moralhandling findes man ikke kan tale om offentligt med Dr. Phil, eller diskutere med Dommer Judy. (TV-serie, hvor dommer optræder - synopsis kommentar)

 

 

Og hvad så om du gør din kæreste gravid og beslutter du ikke vil gifte dig med hende eller hun ikke vil gifte sig med dig, hvordan er det spor anderledes end noget af den forlorenhed og de uanstændigheder der paraderer foran dig på skærmer hver eftermiddag og aften?

Grunden til at jeg nævner alt dette er, fordi de kan se ud som om at Republikanerne er ved at nominere en præsidentkandidat der vil blive forhånet og latterliggjort i hele kampagnen som en “retlinet mand.”

Og det er han virkelig. Og det er der så absolut intet at være krænket over. Når lande som vores befinder sig i vanskeligt farvand er det meget almindeligt at se tilbage på nogle eller en eller anden fundamentalistisk gruppe der har holdt fast ved standarder der ikke længere har den store støtte i de førende medier.

Mormonerne er en sådan subkultur. Lige siden de er gået bort fra deres fejlslagne vej med polygami i det 19. århundrede har de reformeret sig til en meget høj moral og en yderst familieorienteret trosretning der er en bastion for traditionelle værdier. (Hvis du ønsker at spore din egen slægt, spørg Mormonerne.) Som en sagde på en blog forleden, “Mitt Romney prædiker ikke traditionel moral. Han lever og er det.”

Og det vil være en del af dette valg. Økonomi og energipriser vil være et emne, men moralværdierne vil også spille en rolle. Venstreorienterede vil hade det. Janeane Garofolo vil udslynge enhver kendt obskønitet over radioen og komme med ‘positive’ beviser på at alle Mormoner er hemmelige pædofile eller libertinere -- ligesom vi er!

Det bliver vigtigt ikke af forfalde til deres niveau. Der er rigtig meget på spil.
                    
     
William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End

http://spectator.org/archives/2012/03/09/why-vulgarity-matters