Prisen for blod i Afghanistan
Daniel GreenfieldAngrebet på afghanere af en amerikansk soldat i Kandahar, hvor 91 soldater blev myrdet alene sidste år, har allerede fået den helt store vredesforargelse. Enhver vrede over de 91 soldaters død dér i provinsen vil ikke forekomme.
Der vil ikke blive nævnt hvor mange af dem der døde fordi Obama administrationen besluttede at de civile afghaneres liv er langt mere værd end soldaternes liv. Ingen tale om hvordan er det at gå forbi huse med bevæbnede mænd, iklædt civilt tøj, indendøre, og hvis der skydes på dig fra de huse har du ordre til at trække dig tilbage.
Luftangreb er noget der for længe siden fandt sted. Den amerikanske soldat i ISAF forventes at patruljere, at smile og være venlig overfor afghaneren samtidig med de skyder ham bagfra. Efter at have sat sit liv på spil for at holde Taliban stangen forventes det af ham at han tager det helt roligt, når hans regering meddeler at man forsøger at indgå en aftale med Taliban. Mens han venter i de sidste måneder inden tilbagetrækningen, og kan betragte sine venner miste lemmer og liv, idet han ved fjenden har vundet, og ved han er blevet bedraget, og uden nogen anden fornuftig grund holdes ved frontlinjen andet end regeringens diplomati, en regering der sådan set hader ham, som fjerner hans sundhedshjælp, hans udstyr og hans arbejde, ja hvordan mon han så egentlig har det?
Panjwai distriktet, hvor skyderiet fandt sted er Talibans vugge. Smilende civile placerer vejsidebomber og børn benyttes som vagtposter. Obamas Surge gik hårdt til Panjwai og Taliban blev skubbet tilbage. Amerikanske soldater blev fanget i midten, døde for en håndfuld støvede byer, hvor indbyggerne tog imod deres gaver og hilste pænt på dem, og derpå skød på dem fra deres skjulesteder.
Montreal Gazette beretter, at Belanday, en af landsbyerne, hvor skyderiet fandt sted, var en mønster landsby. Hvad man undlader at berette er, at Belanday var en nøgle Taliban landsby, husene blev benyttet som vejsidebombefabrikker, og den tjente som transit rute på vejen til Kandahar City. Konceptet med mønsterlandsbyen formodedes at forandre alt det, men det forandrede ikke sympatierne i den lokale beolkning.
Men alt det betyder åbenbart intet. Følelserne hos mændene og kvinderne der sendes ind i Uhyrets Hule betyder intet. Kun den evindelige hensyntagen til muslimernes finere følelser. Når muslimer dræber os, fordi vi har skilt os af med Koraner der benyttedes til hemmelige budskaber, så har vi skylden. Denne er den moderne version af Punkt 22 (roman af Joseph Heller) i militæret der kræver at officerer kun har en evne, at vise forståelse for muslimske følelser, og soldater der dør for at opretholde fred blandt deres drabsmænd.
En amerikansk soldats liv er mindre værd end en muslims følelser. Under islamisk Sharia er blodprisen for en ikke-muslim kun en tredjedel af en muslims. Ved Islams morderiske Supermarked så kan du dræbe tre kristne for prisen for en muslim. Og vi har skåret prisen endnu længere ned ved at sætte en muslims følelser over livet af en ikke-muslim.
Når amerikanske soldater dør for at beskytte muslimske følelser, nægtes flystøtte, og ret til at forsvare sig selv, ikke vise vrede mod den vejsidebombeproducerende befolkning, så er der ingen vredesudbrud fra massemedierne, der griber det venstreorienterede slogan om altid at være vrede på det som giver uro i deres hjerter. Men når muslimerne dør, så kværner vredesmaskinen og begynder at lave blodpølse af ethvert medlem af militæret der var så uheldig at blive fanget i krydsilden mellem CNN, CBS, og FOX.
Dog er dette endnu en lejlighed for Vor Undskyldnings Chef for netop at undskylde. Når den tid kommer hvor amerikanske soldater forlader helvedessteder som Kandahar, har man muligvis fået givet som mange undskyldninger som ligene af amerikanske sønner og døtre, men naturligvis ikke undskyldninger til deres forældre, men til forældrene af morderne.
Nu om stunder hader Obama mlitæret mere end nogensinde for at ulejlige ham ved at urinere på lig af Talibankrigere, ved at brænde Koraner og udføre natlige raids. Hans eneste trøst er at hvis tilstrækkeligt mange af dem fra ‘nøglestater’ (stater der ved præsidentvalget er afgørende) dør for “moderat” Taliban hånd, som Det Muslimske Broderskab forhandler med på hans vegne, ja så kunne det være lige det der skal til at at få ‘nøglestaten’ til at svinge over i et tæt valg. Og hvis soldaterne får deres hævn ved at urinere på døde Talibanere, så får han sin hævn ved at pisse på soldaternes liv.
Soldaterne, de som overlever, skal ikke se frem til parader, de kan forvente at få deres sundhedsydelser skåret ned foranlediget af det Soros ledede Center for American Progress og de kan forvente at blive jaget som hunde af medierne og Hollywood, der allerede gør sig de største bestræbelser for gøre Kandahar eller Fallujah veteraner til den nye Vietnam veteran. De kan jo så følge med på TV mens Taliban strømmer tilbage til Kabul, mens de affyrer angrebsrifler op i luften, tilbageerobrer hver tomme af land som de kæmpede for at forsvare for de utaknemmelige afghanere der har modtages visa, har bragt deres store familier herover og har fået sig beskæftigelse med at smugle cigaretter og være med i netsvindel, samtidig med de modtager omfattende regeringsydelser, mens de søger efter arbejde.
Alt dette vil fortsætte uden at blive nævnt, indtil langt senere når det dukker op i tilfældige romaner og fiktionshistorier om konflikten. Og de vil blive begravet under under den seneste stump af etnisk litteratur fra den muslimske verden der sluges af Oprah bogklubmedlemmer og New York Times anmeldere der docerer, jamen da dog hvilken dyb reserve af åndelighed der dog kan findes på pragtfulde steder som Kandahar.,
Lige for tiden kværner vredesmaskinen videre. Taliban har svoret at tage hævn, som om de ikke allerede har gang i angreb så ofte som det er muligt. Som om der er slet ikke er tilstrækkeligt med vrede i en region, hvor det er langt værre at brænde en bog end at myrde en lille pige. For Allahs trofaste studerende da er det at skyde en flok mennesker næppe værd at ofre en tanke på. Hvis man gør det er man jo uden forestillingsevne.
Kugler er ikke nok til at tilfredsstille brutaliteten og sadismen hos en Talibankriger for det Islamiske Emirat der glorificeres i scener som disse. “Vi vil slå dem med kæppe vædet i blod - som en kniv der skærer gennem kød - indtil værelset løber over af deres blod eller deres rygsøjler brækkes. Så vil vi efterlade dem uden mad eller vand i rum fyldt med insekter, indtil de døde.”
Det vil muligvis ikke komme med i den næste Oprah bogklub bestseller, men vi kan være forvisset om, at selv når alle tropperne er hjemme igen, da vil nogle af udøverne af sådanne handlinger være her i Ameirka da vi bringer en betragtelig bid af Afghanistan med os hjem, ligesom vi bragte en betragtelig bid af Irak med os. Og alle de små Kandaharer og de små Mogadishuer og de små Gazaer vil forsikre. at næste gang vi har brurg for at bekæmpe et Taliban, så behøver vi kun rejse til Minnapolis eller Paterson.
På vejen ud, vil Obama hurtigt dukke op, hilse med hånd på nogle stykker, skrive noge autografer og fortælle tropperne de gjorde det godt. Ingen vil få lov til at spørge ham hvad de har gjort, udover at forbløde og patruljere i nøgent morderisk land i over ti år, lige lang tid nok til at nogle få piger i Kabul fik en form for håb, og så overdrage landet igen til Taliban og vende hjem med vore døde.
Hvad foretog vi os egentlig i Afghanistan? Vi slog nogle stammemedlemmer ihjel, gravede nogle brønde og smed en masse penge til nogle andre stammefolk med håbet om at de ikke ville slå os ihjel. Vi lærte nogle nye sprog, fik taget en masse dramatiske fotos, og fik begravet nogle elskede. I en kort peridode satte vi en frygt for Gud i Taliban og al-Queda da vi brølede som løver, for vi lærte at drikke masser af te, at grave brønde og lege gemmelege med ubevæbnede civile fordækte Talibankrigere.
Vi efterlod os ikke så mange lig, fordi Taliban er fremragende krigere eller fordi vores soldater er ringe til deres job. Den blodige afghanske indsats, hvor vore mænd og kvinder blev sendt ud med deres hænder bundet på om ryggen i et endeligt offer for at vinde hjerter og sjæl med deres liv, er en lang opremsning af lig, hvor ansvaret ligger hos Obama og hans rådgivere. Jo mere han afskærer dem fra luftstøtte og kvæler dem med ufleksible regler for indsatsen - jo flere døde de..
De døde således ikke for at beskytte Amerika -- de døde for at beskytte muslimske følelser, muslimsk ære og nære den evigt flydende kilde med muslimsk vrede.
Saudiarabien, der kører vores udenrigspolitik, har sat en blodprisværdi på sådan cirka 80000 dollars for en muslimsk mand, 40000 for en muslimsk kvinde eller en kristen mand, hvilket er med til at vise den foragt muslimske mænd har for muslimske kvinder ved at sætte dem i samme værdiklasse som en d’himmi mand. Hvis du er i humør til at dræbe en ikke muslimsk kvinde så regnes det for mindre end 900 dollars hvilket er med til at forklare den store dødelighedsrate blandt stuepiger i Saudiarabien
Men spørgsmålet er hvilken værdi vi sætter på vore liv? Vi har betalt Afghanistans blodpris tusind gange og intet fået til gengæld. Det er på tide at vi overveje at indgå på en bedre handel når vi fører krige, således at de som slår os ihjel vil komme til at betale blodprisen.
Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.http://frontpagemag.com/2012/03/14/the-blood-price-of-afghanistan/2/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar