Sammenligning af Toulouse drabene og Israel
P. David HornikOnsdag lykkedes det fransk politi i Toulouse at få isoleret en seriemorderterrorist der har myrdet 7 herunder franske soldater på orlov, og i mandags 4 franske civile jøder - herunder 3 børn - ved en jødisk skole i Toulouse.
Drabsmanden er Mohammed Merah en 24 årige franskmand af algiersk oprindelse der hævder at være al-Queda medlem. Merah har været i Pakistan og Afghanistan. I Afghanistan i 2997 blev han arresteret for at lave bomber, men undslap måneder senere i en storstilet Taliban aktion for at befri fanger.
Med hensyn til sine angreb har han sagt til politiets forhandlere, at de var motiveret af den franske hærs tilstedeværelse i Afghanistan og at ønsket om at hævne palæstinensiske børns død.
I den henseende lignede Merahs ord i bemærkelsesværdig grad ordene af EU Udenrigsminister Catherine Ashton i mandags, dagen for skolemassakren. Idet hun talte ved en konference i Bruxelles med navnet “Palæstinensiske Flygninge - Forpligtende Ungdom,” der blev støttet af den belgiske regering og United Nations Relief and Works Agency sagde hun:
“når vi tænker på hvad der skete i Toulouse i dag, når vi husker hvad skete i Norge for et år siden, når vi ved hvad der foregår i Syrien, når vi ser hvad der sker i Gaza og på forskellige steder i verden - da husker vi unge mennesker og børn der mister deres liv.”
Med disse ord sammenkæder hun - helt klart - at børn i Gaza på brutal vis myrdes af israelske styrker -- og igangsatte dermed vrede svar i Israel, herunder fra premierministeren, udenrigsministeren og oppositionsledere. I tirsdag udsendte Ashtons kontor så en formodet “redegørelse” der fastslog at hun havde “henvist til tragedierne der rundt om i verden tager børns liv, og ikke trak nogen parallel mellem omstændighederne i Toulouse angrebet og situationen i Gaza.”
Problemet består dog i, at Ashtons udtalelse helt tydeligt jo trækker den parallel, og hendes “redegørelse” er en svag og ikke overbevisende benægtelse fremfor en ægte tilbagekaldelse. Israelske embedsmænd, som det fortælles - og ganske retfærdigt - ser sådan på det, og forbliver “ikke villige til at tilgive” hende bemærkninger. Som premierminister Benjamin Nethanyahu har udtrykt det.
“Det som i særlig grad gør mig oprørt er sammenligningen mellem den målrettede nedslagtning af børn, og så de operative forsvarsaktiviteter hos Israel Defense Force der er beregnet på at ramme terroristerne der benytter børn som menneskelige skjolde.”
Nu da det viser sig at Toulouse drabsmanden deler Ashtons opfattelse af, at palæstinensiske børn bevidst myrdes af Israel da fremstår hendes udtalelse i et endnu grummere lys.
I hendes udtalelse mandag var det faktisk ikke tilstrækkeligt for Ashton at udjævne og undgå det som skete i Toulouse ved at lade det indgå i en større sammenhæng. (Mareh jagtede et af ofrene, 8 årige Miriam Monsonego, greb hende i håret og skøde hende i hovedet). Ved at nævne Gaza sammen med overgrebene i Norge og i Syrien sikrede Ashton at - selv i denne rædselsvækkende situation - at jøderne bare ikke kan få lov at være ofrene.
Ashton gav dermed udtryk for en opfattelse - særligt i Europa - at jøder som ofre er noget der hører fortiden til, især i forbindelse med Holocaust, mens nutidens jøder er de som skaber ofre, - palæstinenserne.
Den holdning palæstinenserne har af at være ofre, og jøderne som de “nye nazister” som de så ofte betragtes (se her og her) i store dele af Europa har stadig en så kraftig genlyd at selv en hændelse som mandagens medførte et umoralsk pervers svar fra en top EU “diplomat.”
Det franske politi har handlet hurtigt og rosværdigt i opsporingen af Mareh. Men den arabiske og muslimske etos der skaber alt for mange som ham, centreret om indbildt offerrrolle sammen med anti-semitiske og anti-vesten had er stadig tilbage. En situation der er gjort endnu værre ved at vesterlændinge ikke alene er alt for kujonagtige til at gå imod den etos, men snarere bekræfter og opmuntrer den.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar