Et nyhedsoplæser får tørt på

Walter Cronkite, Verdens mest overvurderede nyhedsoplæser

Roger Kimball

Først var der Michael Jackson og nu dette. For lidt over en uge siden var jeg 'fanget' i et autoværksted i over to timer da den ene absuriditet efter den anden tumlede ud fra fjernsynets non-stop dækning af Michael Jacksons begravelse. En falange af kommentatorer holdt kunstige pauser for højtideligt, at reflektere over Jacksons mangfoldige bidrag til verdens pædofile - åh nej, jeg mener verdens popkultur.

Det er muligt, har jeg fået fortalt, for en godhjertet menneske, at udtrykke medfølelse når man tænker på det vrag, der blev til Michaels Jacksons liv. Men kunne nogen virkelig betragte ham som en kulturfigur? (Hans plads som et kultursymbol rejser et andet sprøgsmål). Jeg havde kvalme der konkurrerede med irritation da den samlede nyhedsskare fremførte superlativ efter superlativ for at beskrive karrieren hos denne person, hvis hele liv var et monument over en hæmningsløse kommerciel udnyttelse på den ene side og kunstnerisk intetsigethed, gennemført ved en ustoppelige narcisssime på den anden side. (Men jeg mener dog der er endnu meget der skal siges om den del af Michael Jackson)

Nu ser det tilsyneladende ud til at vi skal udsættes for den samme springflod af kloaksentimentalitet om Walter Cronkite. Man skal have et hjerte af sten, som Oscar Wilde sagde, hvis man ler ad Dickens beretning om "Lill Nell"s død. På lignende vis skal man have en jernmave for at modstå den tilbedelse der opbygges omkring navnet Walter Cronkite her i eftermælet af hans død som 92 årig i sidste uge. "Helte rolle model, ven" lød en typisk overskrift. Næsten alle de snesvis af historier, snarere hundredevis af beretninger om Cronkite der er dukket op i de seneste par dage citerer højtideligt en afstemning der fastslog, at denne hjemlige moustacherede nyhedsoplæser var "Den mest pålidelige mand i Amerika." Var han nu også det? Hvem var det der stolede på ham?

Ifølge en historie i The Los Angeles Times var Cronkite "ikke blot en nyhedsmand." Fuldstændig rigtigt. Han var også en popberømthed. Ligesom Michael Jackson blev han så succesrig, fordi han på den mest fuldkomne måde kødeliggjorde populære klichéer. Hans succes var ikke grundlagt på substans. Det var tonefaldet. Som stykket i LA Times anerkender, "Nyhederne som Cronkite formidlede var kanp til at kende fra de nyheder som hans konkurrerende kolleger fremførte."

Netop. Han foretog ingen research eller skrev nyhederne. Han læste dem op. Han benyttede de samme platheder som enhver anden nyhedsoplæser benyttede. Han gjorde det imidlertid med en slags indtrængende myndighed som brugbilssælgere der kravler over knuste falsker nøgne benytter.

Da JFK blev myrdet, græd Cronkite - næsten. Han dånede da Neil Armstrong gik på Månen. Han var oprigtigt indigneret over krigen i Vietnam, over Watergate og krigen i Irak. Hvordan han roste præsident Bush, hvordan han beundrede præsident Carter, den "klogeste præsident" han nogensinde havde mødt.

Han var en nyhedsoplæser der tog stilling, hvis ry for upartiskhed kun overlevede, fordi han fremførte den samme ideologi som de medier der bestemmer, hvem der skal have points for upartiskhed. Liberale som Cronkite mener selv de er objektive fordi de er så sikre i deres tro på at deres meninger repræsenterer et naturligt neutralt synspunkt. Det er (tror de) kun dem der afviger fra disse synspunkter der bringer politik i balance.

Michael Jackson var berømt for at opfinde en dans kaldet 'moonwalk,' hvor danseren ser ud til at flyde baglæns mens han står på stedet. Walter Cronkite gjorde noget lignende. Han syntes at flyde ovenpå den almindelige menings almindeligheder. Inderst inde afspejlede han dem blot.

Den beundring der har er opstået ved hans bortgang er lige så ufortjent som den er kvalmende.

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2009/07/19/walter-cronkite-worlds-most-overrated-reader-of-the-news/

Andre artikler af Roger Kimball ved klik.