Venlighed udnyttes af muslimer, Obama!

Obama’s besynderlige tilgang til den muslimske verden

Af alle amerikanske leder ved han nok om Islam til at forstå at undskyldninger og venlig tale ganske enkelt aldrig har virket.

Raymond Ibrahim

Præsident Obama og jeg har en ting tilfælles som kun få amerikanere kan dele med os: Vi er opdraget med mindst en af vore forældre - biologisk eller sted er irrelevant - som blev født eller selv voksede op i et islamisk miljø. Da jeg således har et indgående kendskab til virkningerne af det må jeg stille sprøgsmål ved Obamas oprigtighed i hans holdning til den islamiske verden.

Jeg blev født og voksede op i USA, mine forældre blev født og voksede op i Ægypten. Selvom de var kristne (koptere), var det kun naturligt for dem at adoptere et "islamisk" syn på verden, det vil sige, et verdenssyn baseret på islamisk kultur og samfundforhold, dog helt klart ikke islamisk troslære. Resultatet; mens jeg deler og værdsætter Vestens verdenssyn, så er jeg samtidig også meget vant til den islamiske weltanschauung.

Det er et syn på verden der er karakteriseret ved kynisme og stoicisme: En troslære, at menneskeheden er uforbederligt opportunistisk, selvisk og krigerisk; det forekommer ikke kun rimeligt og rigtigt, men burde være en selvfølge; at de som har retten ikke skal undskylde eller forsone, men langt hellere holde fast i; en Den stærkeste Overlever Mentalitet; og fremfor alt, ren og skær foragt for iøjnefaldende svaghed og udenomssnak, eller i islamisk sprogbrug, umandig optræden. Lad os kalde dette verdenssyn baseret på "den oprindelige politik," eller "urpolitik"

Alle der har tilbragt tid i den islamiske verden eller haft oprigtige samtaler med mennesker derfra - om de er muslimer eller kristne, er ligemeget - vil vide dette er sandt. Faktisk er synet på verden hos gennemsnitspersonen i den islamiske verden i modsætning til det postmoderne "terapeutiske" verdenssyn hos det liberale vesten, hvor "følelser,""gensidig respekt," "tolerance," og evnen til at "udtrykke sig" er altafgørende. Dette er kun naturligt: Mennesker der vokser op i barske omgivelser (det vil sige, det helt store flertal i den islamiske verden) lader sig ikke imponere af bløde, kærlig eller forfinede ord.

Det skal lige gentages at disse kvaliteter ikke har så meget at gøre med Islam i sig selv, snarere er det en oldgammel arv der har været fremherskende i næsten alle større civilisationer, herunder også Vesten. Det er det postmoderne liberale verdenssyn der er afvigende fra menneskehedens historie, det er en prik i en lange fortsæt kæde af realpolitik. At leve og at dø i vor tidsalder - menneskelivet er så kort - gør det let at overse flygtigheden i denne erkendelseslære.

Islamisk civilisation, på den anden side, hvis sjæl er fanget som i en fælde i middelaldertænkning, (takket været hovedsageligt konceptet bag sunna), er udover alle grænser den mest standhaftige mester ude i denne "realpolitik,"eller "urpolitik."

Heraf følger så problemet; Hvis jeg og talløse andre andengenerationer er indforstået (om ikke instinktivt) med det islamiske verdenssyn ved blot at have forældre fra den islamiske verden da vil Barack Obama - der tilbragte den største del af sin ungdom i den islamiske verden (Indonesien), hvilket jeg ikke gjorde, og blev opdraget af en muslimsk stedfar - også være klar over herskertendensen i dette verdenssyn. Dette er især tilfældet da næsten alle og enhver - ven eller fjende - gør meget ud af at sige at Obama er en meget "indsigtsfuld" mand, "med føling" med resten af verden.

Således burde han af alle amerikanske leder vide at den slags idealistisk, "vi skal have det godt" samtale om gensidig respekt (dvs. forsoning), sådan som han ofte fremholder det overfor sin vælgerskare, kun vil have meget lidt effekt på menneskene i den islamiske verden - undtaget, måske, blot for at give næring til yderligere foragt for den amerikanske "papirtiger," som var Obamas udtryk for USA under Clinton æraen. Hvorfor mon Obama gør dette? Hvorfor gør han egentligt så meget mere på dette område, end andre ledere fra Vesten (deres naivitet er delvis retfærdiggjort ved at de ikke har den indsigt som hans baggrund giver)?

Dette minder en om den islamistiske taktik. Al-Queda, for eksempel, som er meget godt kendt med såvel Vestens som det islamiske verdenssyn har gjort et nummer ud af at tale et "sprog" som folk i Vesten forstår (gensidig respekt, retfærdighed, tolerance osv.) og et andet som muslimerne forstår (jihad, ære, erobring) - begge i diamentral modsætning. Formålet er selvfølgeligt at købe den islamiske verden tid til at blive stærkere og få indrømmelser, mens Vesten lulles i søvn ved at mene, at al konflik vil holde op hvis blot vi viser lidt mere respekt og forsoningsvilje overfor muslimerne - forestillinger der er fremmede for det islamiske verdenssyn, hvor respekt og forsoningsvilje kun udtrykkes ved et islamisk paradigme, dvs. ikke-muslimer (vantro) får intet til gengæld.

Obama vil opnå dette resultat ved at gøre det modsatte: Han taler til muslimerne i et sprog som kun Vesterlændinge værdsætter, men som flertallet af muslimer foragter. I begge tilfælde - uanset om de smukke talemåder stammer fra Osama eller Obama - er det kun amerikanerne der bedrages til at tro at fred er et spørgsmål om at "vinde hjerterne og sindene."

Lige før valget hyldede man Obamas muslimske rødder - hans "anderledeshed," som en strategi for at få muslimerne til at holde af USA. Faktisk er hans enestående evne til at forstå den islamiske 'erkendelseslære' - hans erfaringer, ikke hans navn - det var den ægte bonus. Uheldigvis benytter han ikke alene denne fordel; han er murbryder for det modsatte - undskyldninger, indrømmelser, og venlig tale - alt dette vil uundgåeligt medføre et endnu meres afvisende miuslimsk svar.

Han af alle præsidenter i Amerika burde - virkelig - vide langt bedre.

Andre artikler af Raymond Ibrahim ved klik