Moonwalker: Forskellen på ægthed og kunstighed
Matt PattersonDenne måned markerer 40 årsdagen for Apollo 11, og Neil Armstrongs gigantiske skridt for menneskeheden.
Armstrong er stadig i live, og så vidt jeg ved har han det godt. Men desværre, vil også Armstrong, som vi alle, bortkaste sit kødelige hylster. Når det sker, vil det uden tvivl komme i nyhederne - det vil være helt fremme i alle udsendelser og på kabelnyhedsprogrammerne, og dekorere forsiderne på aviserne. Han kunne endog, et kort øjeblik, måske fortrænge Den Udvalgte Enes smilende ansigt på forsiderne af de glittede ugenyhedsmagssiner, der bliver tyndere og tyndere i såvel sideantal som stofmængde for hver uge.
Men vil millioner mon stille fjernsynet ind på begravelsesforberedelserne over hele kloden? Vil tusinder gå rundt i gaderne badet i tårer, fuldstændig utrøstelige over tabet? Vil der være et sportstadion fyldt med berømte og mindre berømte sørgende, forsamlede for at hylde hans liv? Vil modeller og prædikanter og sportstjerner erklære at han var en helt? Jeg tvivler stærkt på det.
Hele 'oversvømmelsen' i forbindelse med Michael Jacksons bortgang har klarlagt en gennemtrængende og skræmmede kendsgerning: Vi er blevet til at desperat søgende folk, ude af stand til at skelne mellem opdagelser og det kunstige, mellem historiske episoder og helte, mellem glimmer og guld.
Jeg ser undertiden på Månen og jeg bliver slået med forundring: Der er fodaftryk deroppe. Og et amerikansk flag. Menneskeheden satte sit første tøvende aftryk i det frigide kosmiske støv for 40 år siden - det er Neil Armstrongs gave.
Michael Jacksons arv? En håndfuld albums fyldt med fuldstændig ensartet, uoriginal musik - og en dans der blev kaldt the moonwalk.
Mens millioner sørger over Jackson, da sørger jeg over vor feberramte og stadig mere skrøbelige Republik.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar